Vi skal forsætte modstanden – En kommentar til valget 2026

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Borgerskabet er ved at organisere deres nye regering – vi skal organisere modstanden. Sådan kan man helt kort sammenfatte den parlamentariske- og klassekampssituation her efter folketingsvalget. 

Det parlamentariske cirkus vil tage deres obligatoriske runder i manegen i spillet om at være frontfigur for magten. Bagefter vil vi få at vide hvor hårdt de har kæmpet for deres valgløfter, men har måtte indgå nødvendige kompromiser for at sikre ”det mindste onde” og en kommende regering.  

Hvilken bogstavs- og farvekombination, det til sidst ender med vil dog ikke ændre på den grundlæggende klassepolitik der føres, eller på de kampe der fortsat skal rejses og føres omkring de klassekampsspørgsmål, der presser sig stadig mere på.

Spørgsmål som løn, sociale og offentlige ydelser, der kan dække de stigende leveomkostninger – også når vi ser ind i en kommende energikrise med voksende inflation og arbejdsløshed. Og som nedsat arbejdstid til 30 timer om ugen, 6 timer og dagen og ret til folkepension ved 60 år – på profittens bekostning. Og stop for nedskærings-og krigspolitikken.

Spørgsmål og krav der fra APK ikke rejses som tomme paroler, men som krav modstanden fortsat må mobiliseres og organiseres omkring på en klassekampslinje. Hvilket er en del af at udvikle modstanden mod den førte og kommende arbejdsgiverpolitik og led i at opbygge arbejderklassens enhedsfront til at styrke klassekampen og forbinde den med kampen for helt at få afskaffet arbejdsgiverne og krigsherrernes magt og det kapitalistiske system. 

Vi kan være sikre på, at uanset hvilken ny regering det ender med, så vil det fortsat være de danske monopoler og Dansk Industri og finans- og fondskapitalen, der fastlægger både indenrigs- og udenrigspolitikken. De har allerede nu været ude med krav om nye og skrappere arbejdsmarkedsreformer, færre regler og større støtte til de store i erhvervslivet. Og som deres andet hovedkrav, at regeringen og staten skal beskytte deres globale interesser med fortsat krigs- og oprustningspolitik og læggen sig på maven for USA-imperialismen med dens NATO-alliance og for EU-imperialismens taktstok.   

Er det højredrejning eller svigt

Ja, blandt de politiske parlamentariske partier sker der en konstant højredrejning med stadig mere aggressiv nedskærings- og krigspolitik. Det er der ingen tvivl om. Men sker det også i arbejderklassen, ungdommen og befolkningen? Det er hvad småborgerlige kræfter på venstrefløjen fremfører valget som et udtryk for. 

Som et kommunistisk marxist-leninistisk parti har vi en anden opfattelse af, hvorfor stemmerne på eksempelvis Lolland og Vestsjælland i stort tal er svinget fra Socialdemokratiet som det største parti over til Dansk Folkeparti som det største. Det skyldes først og fremmest tre ting. Det kolossale politiske svigt der er sker overfor arbejderne. De arbejdsløse, de fattige og udkantsdanmark. At partierne til venstre for Socialdemokratiet ikke er eller opleves som et troværdigt alternativ. Og at højreopportunismen har fået nærmest fri bane til stå som ”den lille mands forsvarer – vi kæmper for dig” og samtidig giver indvandrere og migranter skylden for at stjæle jobbene og pengene til at leve for. Et reaktionært budskab, der promoveres som dække over kapitalismens råddenskab. Der er i den grad brug for en konkret revolutionær klassekamps politik.

Regeringspartierne Socialdemokratiet og Venstre fik læsterlige parlamentariske tæsk med historisk lave stemmetal. Venstre det laveste i deres lange historie og Socialdemokratiet i de sidste 120 år. Ikke nok, i forhold til hvad de havde fortjent, og ikke fordi ”magten slider”, men på grund af modstanden og mistilliden til den arbejdsgiver- og krigspolitik de har gennemført – været enige om at gennemføre og stadig står for at gøre. 

Nye udviklingstræk – og en opportunistisk venstrefløj

For dele af venstrefløjen udenfor Folketinget har det været stadig sværere at anbefale at stemme på Enhedslisten, uden selv at stå afklædt som støtte til socialdemokratisk politik. Men samtidig uden at ville tage konsekvensen af, at der ikke er noget parti, der fører en politik, man kan stemme på. 

Derfor har vi i endnu højere grad end i kommunalvalgkampen set kampagner for at stemme efter enkeltsager som Stem Palæstina kampagnen ”Find din kandidat fra Alternativet eller Enhedslisten på stempalæstina.dk, eller erklær dig selv medskyldig!” som et indlæg i Arbejderen arrogant formulerede det. Eller samme partis kampagne for stemme på en modstander af USA’s militærbaser, der så tilfældigvis var at finde hos Enhedslisten, Alternativet og en løsgænger.

Det er en skjult opportunistisk støtte til Enhedslisten, som de ikke tør stå ved. Det er sekterisk misbrug af bevægelser som Palæstinasolidaritet. Og det er at være med til at skjule, at en stemme på Enhedslisten er en stemme på NATO, på EU, på en socialdemokratisk regering – og dermed en fuld støtte til Israel, til krigsoprustning, støtte til Zelenskyj, der sender våben videre til Israel og støtter USA’s overfald på Iran. Et angreb Enhedslisten end ikke har fordømt. 

Tomme parader

Heller ikke det trotskistiske såkaldte Revolutionært kommunistisk parti RKP klarer, selvom de opfordrede til ikke at stemme, at fremlægge en klar analyse eller synspunkt på hvad Enhedslisten (Ø) er for et parti. Under den svulstige overskrift ”Enhedslisten vælger eliten – vi vælger revolutionen”  karakteriseres Ø som et parti, der læner sig op ad Socialdemokratiet. Ikke et ord om, at det i virkeligheden er et reformistisk venstre-socialdemokratisk imperialistisk parti. Det siges videre, at Ø halter bagefter den radikalisering, der sker i samfundet og spiller parlamentarismens spil. Nej, – Ø spiller ikke bare, det er et parlamentarisk parti, der går efter at deltage i regeringsmagten på lidt længere sigt og som bevæger sig bevidst længere og længere mod højre.  

I valgkampen kom Pelle Dragsted ind som ridderen på den hvide hest og dryssede stjernestøv med retfærdighed, lighed og velfærd ud over det politiske landskab efter at have været nærmest usynlig opposition i flere år. Umiddelbart efter valget pustede han sig op med udtalelser som ”Mette får ikke mine 11 røde mandater, hvis vi ikke får garanti for en rød regering. Vi lader os ikke snyde en gang til. Så peger vi på SF som forhandlingsleder”. For så allerede få timer efter at pege på Mette Frederiksen og en Socialdemokratisk ”rød regering” hen over midten med Lars Løkkes Moderaterne! Efterfulgt af gratis trusler om at det er ikke en blanco check, og at Enhedslisten kræver at sidde med ved forhandlingsbordet! Hvilket kun kan opfattes som spil for galleriet og et meget tamt forsøg på at holde sig ryg fri. 

Som sagt i starten – den opgave vi skal tage alvorligt, er at blive ved med at udvikle, udbrede og organisere modstanden mod arbejdsgiver- og krigspolitikken og en revolutionær klassekampspolitik.