Danmark i den internationale rivalisering mellem stormagter

Mette Frederiksens regering fører en heftig politik for at sikre de store danske monopolers plads i den skærpede konkurrencekamp mellem stormagterne og har gjort Danmark til en af de mest krigsivrige og aggressive fortalere for oprustning og krig. NATO og EU skal forberedes til krig i Europa, ikke for at undgå den, men for at vinde den. Krigspolitikken sætter hele den politiske dagsorden og oprustning prioriteres over alt andet. Novemberkonferencen diskuterede hvor nødvendigt det er at skabe en stærk front der kæmper mod krig og imperialisme og for levevilkårene – og gå efter målet helt at afskaffe imperialismen som system.

Oplæg holdt på APK’s Novemberkonference 2025 af TSO

Fra 2001 har DK været en krigsførende nation som deltager i USA’s og NATO’s krige. Ligesom da danske politikere og ledende kapitalgrupper i sin tid satsede på Hitler og den tyske nazisme, som den stærke magt der kunne sikre deres økonomiske interesser, er dansk kapital tæt knyttet til USA og til opbygningen af et stærkt EU.

Der er ingen tvivl om at der i øjeblikket er en meget skærpet rivalisering mellem imperialistmagterne og en øget udbytning overalt i verden. USA forsøger i et rasende forsøg at opretholde sin førende position mod et Kina på vej op og Rusland der kæmper for sin position. Den krigspolitik der føres udspiller sig nu i fuldt flor i Danmark. Rollen som det lille fredelige demokratiske land med undtagelser og forbehold overfor både NATO og EU er helt væk. Den har nok aldrig været andet end en illusion – hvis vi tænker på socialdemokratiets dobbeltspil i 1950’erne efter 2. verdenskrig. Her gil S til valg på nedrustning og nej til atomvåben på dansk jord, mens de i al hemmelighed indgik aftale med USA om atomvåben i Grønland.

Men væk er nu alle forbehold. Krigsskuepladsen er med stedfortræderkrigen om Ukraine også rykket til Europa, hvor USA, NATO og EU har presset sig frem mod øst siden murens fald. Det ene land efter det andet er faldet i alliancernes hænder og Europa er plastret til med amerikanske baser. Med kuppet i Ukraine tog den vestlige imperialisme endnu et kæmpe skridt og Rusland gik til modangreb ud fra dets egne imperialistiske interesser.

Krigen i Ukraine har været et mægtigt springbræt for militariseringen af Europa, ikke mindst for Mette Frederiksens regering. Regeringen har med deres krigspropaganda tegnet en forestilling op om at vi kan forvente et angreb fra Rusland indenfor 5 år, hvor EU i 2030 skal være i stand til at slå Rusland i en sådan krig. I den ligning tager de fuldstændig den vestlige imperialismes aggressive rolle ud af ligningen når de vurderer krigsfaren.
Krigen i Ukraine er brugt som chokterapi, og regeringen har hele vejen igennem gjort hvad de kunne for at holde krigen i gang og udvide den på farlig vis.

Med krigen som rambuk har regeringen og de danske kapitalinteresser bag Mette F. nået en række ting. De har

– Fået fjernet forsvarforbeholdet i EU, så DK kan være en del af den militære union

– Sat mål om at 3-doble investeringen i militær oprustning, med fuld opbakning til NATO’s 5% krav

– Postet ufattelige mængder penge i krigen i Ukraine

– Indgået en hemmelig aftale med USA om militærbaser på dansk jord – og få det smertefrit gennem Folketinget

– Stået i spidsen for det der har fået navnet ”den danske model”, hvor EU investerer i joint ventures i våbenproduktion i Ukraine og udnytter krigens laboratorium for nye våbentyper

– Al opposition i Folketinget mod Danmarks krige, mod NATO og EU er fjernet. EL er blevet den varmeste fortalere for oprustningens nødvendighed.

– Værnepligt for kvinder er vedtaget

– Våbenproduktion med statstøtte opbygges i Danmark og undtagelseslove er hastet igennem, der gør det muligt at se bort fra alle andre hensyn end de militære, når der skal gennemføres anlæg til beskyttelse af den såkaldte ”nationens sikkerhed”.

I denne uge forhandlede regeringen, som formandskab i EU en lignende lov igennem for våbenindustrien, en såkaldt “forenklingspakke”. Den skal fjerne ‘bureaukratiske hindringer’ indenfor miljøhensyn, finansiering og meget mere. Her slog forsvarsministeriet fast, at vi ikke længere lever i en fredstid. De skriver i pressemeddelelsen:
”EU’s lovgivning er i høj grad udformet og vedtaget i fredstid. Det er derfor afgørende, at vi får skabt bedre rammer, der kan understøtte et højere tempo i Europas oprustning”.

– Regeringen har også fået testet fagtoppens accept af krigspolitikken, da man fjernede St. Bededag. Toppen har lagt sig fladt ned, blot de kan få lov at sidde med ved bordet.

– Herefter har fagtoppen involveret sig direkte i våbenproduktionen ved gennem ATP at investere i Terma og dets produktion af dele til F-35 kampfly og også i Lockheed Martin og endnu et firma der indgår i produktionen af kampflyene. Desuden i 5 andre våbenproducenter, der forsyner Israel med øvrige våben. Pga presset er 5 af investeringer af pensionspengene i de øvrige firmaer der producerer til Israel blevet trukket tilbage, lige bortset fra dem der indgår i produktionen af F-35. Disse våben er for vigtige for dansk kapital og regeringens støtte til USA’s krige til at de må røres.

– En række nye og offensive våbentyper er ved at blive indkøbt. 16 ekstra kampfly, nærmest som en fodnote. Og i samme åndedrag et luftforsvarssystem til 58 mia. Det dyreste indkøb nogensinde. Danmark gennemfører et paradigmeskifte, udtalte Mette F. Der skal indkøbes ”langtrækkende præcisionsvåben”. Måske krydsermissiler, måske droner.

Ifølge regeringen er angreb det bedste forsvar og Mette frederiksen udtalte ”vi skal kunne angribe ind i Rusland langt bag fjendens linjer.”

Den danske regering står frem som en form for spydspids, både når det gælder oprustningen i EU og NATO og i risikovillighed. Intet problem at risikere at fremprovokere åben krig mellem Rusland og NATO. Intet problem at konfiskere de russiske midler der står indefrosset i europæiske banker og poste dem i krigen, uanset at det efter international lov kan tolkes som en krigserklæring og uden tvivl også vil blive fulgt op af et erstatningskrav.

Denne krigspolitik gennemsyrer al anden politik der føres, alt er indordnet prioriteringen af krigen. De snævre lønrammer og rammer for alle former for social sikring er dikteret af kapitalens interesser og militariseringen. Lige nu foregiver regeringen at det økonomiske råderum er uendeligt. Lige indtil oprustningsplanerne i fuldt omfang føres ud i livet – så skal de betales med endnu hårdere nedskæringspolitik og udbytning.

Risiko for en direkte krig mellem stormagter ført i Europa er blevet en reel risiko. Imperialisterne forbereder den tydeligvis.

En lille video på TIK-TOK lavet af en ung mand ved navn Frede viser hvor Mette F’s regering står.

Først spørger Frede ind til hvad der kan være vigtigere for Mette F end en aldersgrænse på Tik-tok – som hun synes er meget vigtig. Det er der ikke ret meget andet der er. Ikke højere SU, ikke højere løn til sygeplejersker, ikke billigere off transport, ikke lavere fødevarepriser, ikke flere penge til grøn omstilling. Først da spørgsmålet ”færre flygtninge til DK, er det vigtigere end en aldersgrænse på Tik-tok?” må Mette F tøve og svare nej, det er alligevel vigtigere. For hun er så træt af de unge drenge der laver kriminalitet. Er der så noget der er vigtige end det, spørger Frede videre. Flere penge til psykiatrien. Nej, færre flygtninge er vigtigst. Billige boliger? Nej. Flere penge til folkeskolen? Nej. For uden styr på flygtningene kan vi ikke have en god folkeskole, svarer Mette F. Spørgsmålet om at bevare Grønland som en del af rigsfællesskabet ender de med at måtte springe over. Men så kommer til sidst pørgsmålet: Flere penge til forsvaret – er det vigtigere end færre flygtninge?
Og så kommer det endelige svar fra Mette F: Så er det flere penge til forsvaret deer er vigtigst, for kan vi ikke forsvare os selv, så kan vi risikere noget der er rigtig slemt.

Det er regeringens politik i en nøddeskal.

Så vil jeg komme lidt ind på enhedsfront mod krig og imperialisme.

Allerede i dag har oprustningen, støtten til Ukraine-krigen og forberedelsen af nye krige kæmpe indflydelse overalt. Derfor må det også være klart, at kampen mod krigen ikke kan være en særlig specialitet for mindre grupper, men noget der må være en del af klassekampen overalt. Først og fremmest i arbejderklassen, der vil blive gjort til krigens ofre, både som soldater og som dem der skal betale økonomisk. Ikke mindst har arbejderklassen ingen objektiv interesse i at bevare kapitalismen og imperialismen eller i at støtte imperialisternes krig. Arbejderklassen har også magten til at kunne modsætte sig krigsforberedelserne.

Princippet om at ingen arbejder skal rette våbnene mod en anden arbejder, deres fælles fjende er kapitalen må være rettesnoren. Kombineret med at arbejderklassen ikke vil betale monopolernes krig.

Hvilke muligheder en sådan kamp har ser vi demonstreret i f.eks. Italien, hvor arbejdere i 100.000 vis strejker og demonstrer mod krigsoprustningen og havnearbejderne blokerer for våbentransporter til Israel. Det er strejker og aktioner der sammenkæder et NEJ til krigspolitik med et NEJ til sociale nedskæringer og NEJ til regeringens støtte til Israels folkemord. Bl.a. under parolen ”Ned med krigen – op med lønnen!”

Så sent som i går blev der gennemført generalstrejke i Italien mod de lave lønninger, finansloven og krigspolitikken og i dag vil der være store demonstrationer .

Dansk imperialisme fører nøjagtig den samme arbejderfjendske politik som den italienske, med sociale nedskæringer, støtte til Israel, lave løninger og en voldsom oprustning. I krigsspørgsmålet må vi være obs på enhver ny beslutning om endnu en krigsinvestering og de synlige udtryk, som våbentransporter gennem havnene, militærbaser, militærøvelser osv.

Først og fremmest må vi bryde igennem den lammende frygtkampagne om at vores eneste mulighed for overlevelse er at opbygge et kæmpemæssigt militært forsvar. De våben der postes penge i er jo netop tiltænkt at stå stærkt i kommende aggressive krige. Der er intet forsvarsagtigt over NATO, det er udelukkende en offensiv krigsalliance.
Den økonomiske prioritering af krigsforberedelser skal ikke blot balanceres overfor velfærd, som et både – og, den skal helt afvises. Oprustningen vil ikke skabe sikkerhed for befolkningen, tværtimod kaster den os ind i konfrontation med andre magter og gør os til angrebsmål. Vores fremtid bliver ikke sikret af at dansk monopolkapital trives, men tværtimod ved at fratage dem magten.

Fordi spørgsmålet om krig hænger uløseligt sammen med monopolernes interesser og er så indgribende for alt hvad der sker i samfundet er det også en nødvendighed og helt naturligt at trække det ind i andre spørgsmål i klassekampen. Hvem ønsker krigen, hvilke klassekræfter står bag krigen. Hvem er oprustningen nødvendig for? Og hvem skal betale? Hvorfor fører regeringen fattigdomspolitik når der er masser af penge? Hvor forsvinder pengene hen?

Det gælder også samling mod de love regeringen forsøger at få igennem, med politisk kontrol og overvågning, undtagelsesregler med rettergang uden dom, beskyttelse af magten på alle måder i en situation hvor udbytningen øges og krigen forberedes. De love vil ramme alle der går til modstand – for arbejdsforhold, i international solidaritet og alt andet.

Vi er oppe imod imperialismen og må derfor også bygge en politik imod den, der organiserer os samlet mod den fælles fjende og på baggrund af den sammenhæng der er mellem de politiske spørgsmål og krav.

Som kommunister har vi en kæmpe opgave i at skabe klarhed over disse klasseinteresser og medvirke til at skabe handling. Afsløringen af hvem der står bag krigene må blive en del af arbejdernes arsenal, ligesom det gælder at lønkamp ikke reguleres retfærdigt i en trepart hvor alle får en fair del af kagen, men er en klassekamp. Ud fra det må der rejses modstand mod alle de konkrete oprustningstiltag. Ud fra en bevidsthed om at de våben ikke er en nødvendighed for andre end storkapitalen – vi svigter ikke sikkerheden ved at kræve højere løn, understøttelse osv.

Og den bevidsthed kommer ikke bare gennem propaganda, den skal kombineres med de erfaringer man gør sig og i kampene på arbejdspladserne og på gaden og når man forbinder de politiske spørgsmål med hinanden. Det er nødvendigt at omsætte utilfredshed og modstand mod krig og imperialisme til handling, hvis krigen skal undgås – og i det længere perspektiv, at samfundet skal ændres.

Som der står i forslaget til APKs handlingsprogram.

”De stopper ikke før de møder modstand.”