Tager du en kandidattest, f.eks. på DR, står det hurtigt klart hvordan det kommunale system fungerer. Det gælder om at slås mod hinanden om smulerne i en situation hvor uddannelse, sundhed, vedligeholdelse, ældrepleje, børnepasning osv er udsultet og de fastlagte budgetter for de mest udsatte områder er brugt op længe før nytår.
Hvad skal man f.eks. svare på dette spørgsmål?
”Regionen skal sikre bedre hospitalsmad, selv om det kan betyde færre penge til andre sundhedsområder”.
Eller
”Regionen skal prioritere forbedring af den kollektive transport i landområder højere end i byområder”:
Vi skal indoktrines til at tænke: Der er kun én pose penge – en alt for lille, så nu må vi slås om smulerne.
Hvorfor i al verden skal danske sygehuse ikke have råd til både behandling og ordentlig mad? Og hvorfor skal alle ikke have adgang til kollektiv transport?
Hele idéen er, at vi skal accepetere at størrelsen af den del af samfundets penge, som den brede del af befolkningen kan råde over på velfærdsområdet er bestemt af nogle andre, og vi skal så lade os splitte ud mod hinanden, når smulerne skal fordeles. En godt organiseret kamp kan oven i købet betyde, at andre udsultes endnu mere end der lå i det første budgetforslag.
Ved hvert spørgsmål kan man hente “argumenter for og imod”, men der er ingen spørgsmål hvor klassemodsætningerne sættes klart op overfor hinanden. F.eks. lyder argumentet mod mere privatisering af kommunale opgaver:
“Der er risiko for, at udlicitering til private kan give ringere arbejdsforhold for medarbejderne og lavere kvalitet. Samtidig mister kommunens politikere indflydelse på opgaverne. Det kan også svække kommunens egen viden og kompetence på de områder, der bliver lagt ud til private.”
Det er jo rigtig nok, men det centrale spørgsmål, om private firmaer skal have lov til at skabe profit på velfærdsområdet nævnes ikke, trods det, at det er den grundlæggende årsag til at privatisering overhovedet sker.
Først og fremmest peger hele set-up’et med den lille kage vi kan få lov at dele, på hvor vigtigt det er at kæde kampene sammen og kæmpe sammen og støtte hinanden. At rette skytset mod hele systemet, og ikke acceptere de kasser der er bygget op. At skabe et samlet oprør, hvor forældrene og pædagogerne kæmper sammen med handicaporganisationerne, de der rammes af nedrivning og huslejestigninger bakkes bredt op, hvor vi samler os om at sige NEJ til regeringens krigsoprustning, der malker alle andre kasser. At vi alle siger NEJ til at tro på at krig og oprustning er løsningen og NEJ til at betale for krigen med nedskæringer over hele linjen, at vi siger NEJ til EU og NATO, der dikterer både sparepolitik og oprustning.
Vi skal ikke tro på idéen om at det borgerligt parlamentariske system leder til demokratiske løsninger, det vil altid have magten på sin side og interesse i systembevarende beslutninger og begrænsende rammer for indflydelse og forhindre ægte forandring.
Lad os stå sammen i dagligdagen om at kræve rimelige forhold for alle og organisere kampe, hvor vi kræver de utallige milliarder udløst, som regeringen hen over hovedet på befolkningen har besluttet skal gives til krig og våbenfabrikker.
Lad os ikke spille ud mod hinanden, men sprænge rammerne!
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
