Vi skal lære – ikke producere for oprustning og krig

På et fabriksmøde d. 2.9.25 holdt Lars Hirsekorn, medlem af samarbejdsudvalget hos VW i Braunschweig Tyskland, en tale mod krigen, som bl.a. blev dokumenteret af Labournet. Han opfordrede sine tusindvis af kolleger til at “lære hurtigt” og modsætte sig krigsforberedelserne. Vi offentliggør her talen med hans samtykke.

Oversat fra Arbeit Zukunft, Tyskland

“Lørdag tilhører mig”, vi taler næsten ikke om dette krav fra 1956 længere.

Da de virkelige socialistiske stater i Østeuropa brød sammen, så aktionærerne meget hurtigt et potentiale for afpresning. “Enten arbejder man regelmæssigt i weekenden igen, eller også flytter vi produktionen til Østeuropa.” Med denne øgede fleksibilitet i vores arbejdsstyrke og forlængelsen af maskinernes driftstider bør Piechs, Porsche og Co’s store overskud ikke kun sikres, men også øges.

Og vi? – Vi gav efter. Efter denne afpresning skulle vi være begyndt at rejse til Polen, Tjekkiet og Ungarn to gange om året med en bus fuld af kolleger og søge en forhandling under ét. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan formulere fælles krav og ikke længere underbyde hinanden.

Hvad gjorde vi? – Vi sagde ja til lørdagsarbejdet og stolede på placeringen.

Og det var ikke kun tilfældet hos VW. Uanset om det er BMW, Daimler eller Opel, solgte vi weekender i hele den tyske bilindustri i begyndelsen af 90’erne.

I begyndelsen af 2000’erne var overskuddet igen ikke højt nok. “Vi ønsker at outsource logistik, køkken og montering,” råbte aktionærerne. “Enten er du enig, eller også flytter vi alt til Østeuropa.”

Og vi? Vi stolede på placeringen og så en hel del af spin-offs til lave takster.

Naturligvis har vi et europæisk og globalt samarbejdsudvalg, men det erstatter ikke en udveksling mellem arbejderne. Kollegerne skal lære hinanden at kende og tale og fejre med hinanden. Først da bliver konkurrenten for alvor til en kollega.

Har vi lært af dette? Nej, vi lærte ikke af det! Vi tog situationen for givet. År efter år råber vi som fagforeningsfolk ad hinanden, fordi kollegerne i Group Services ikke længere kan og med rette vil leve af deres løn, og vi ved ikke, hvordan vi skal ændre det.

Og 2024? Endnu en gang var aktionærernes overskud for lille. Og igen kom den gamle smøre: “Enten forlænger man arbejdstiden og giver afkald på betaling, eller også lukker vi fabrikkerne og flytter arbejdet til Østeuropa”.

Og nu? Vi har givet afkald på løn, vi har forlænget arbejdstid, og vores ansøgning om uddannelsesorlov er nu under behandling i Polen.

Vi er nødt til at lære, kære kolleger. Vi er fucking nødt til at lære igen

Verdensmarkederne i bilindustrien er mættede. Uanset om det er i Kina, Europa eller USA, står hundredtusindvis af biler usolgte overalt og truer aktionærernes udbytte. I årevis har familierne Piech, Porsche, Quandt og Musk ikke vidst, hvordan de skulle investere deres milliarder rentabelt. Det sidste anker var sådan noget vrøvl som Bitcoin: Det skal du tænke grundigt over. Jeg lod min computer regne meningsløst i 10.000 timer og sælger dig resultatet for 10.000 €. Vi er i en så elendig situation, at milliardærerne investerer i sådan noget vrøvl.

Og nu har de opdaget en ny investeringsmulighed, en vare, der konstant skal reproduceres, og hvis marked er umætteligt i tilfælde af en nødsituation. Porsche-familien vil gerne producere våben igen, fordi det er det værd, kære kolleger. Ikke fordi de ønsker at forsvare demokratiet på deres fabrikker, eller fordi de bekymrer sig om deres arbejdstageres velfærd, nej, mine damer og herrer, det skal betale sig, det skal tjene penge på det.

Derfor ønsker de at producere våben i Osnabrück og andre steder.

Vi skal lære – kære kolleger, vi skal lære.

I 1914 blev verden delt, kolonierne blev taget, markedet for stål var mættet, og de store kapitalister i denne verden vidste ikke længere, hvordan de skulle øge deres kapital. Uanset om det var i Tyskland, Østrig/Ungarn, Rusland, England, Frankrig eller Australien, blev der overalt investeret i våben for at omfordele den delte verden og muliggøre nye profitter.

Og vi? De tyske socialdemokrater har accepteret krigskreditterne, fagforeningerne har givet afkald på lønkrav og strejker i den såkaldte “Burgfrieden”. Arbejdstiden var underordnet krigens nødvendighed. Det arbejdende folk ledsager deres børn til krigen med HURRAH, de investerer deres opsparing og endda deres vielsesringe i krigslån, og de få, der højlydt modsætter sig krigen, bliver hængt ud som upatriotiske. De bliver hængt ud, smidt i fængsel eller sendt til fronten.

Folk skulle lære først!

I sommeren 1916 fandt de første såkaldte sultestrejker sted i Braunschweig. Men de har endnu ikke haft den store effekt. I januar 1918 var der en strejke i våbenproduktionen i hele det tyske rige. Omkring en million kolleger lagde arbejdet ned i godt 10 dage og krævede fred og brød. Strejkerne blev imidlertid knust, og mange tusinde af de strejkende våbenarbejdere blev sendt til fronten som straf. De betalte for deres kamp for fred med døden. Men de var også gnisten til en nytænkning hos store dele af menneskeheden. De såede den erkendelse, at arbejdende mennesker ikke vinder andet i krig end elendighed og død.

Jeg placerer os i deres rækker fulde af optimisme.

Kære kolleger, vi lever i et samfund, der målbevidst er på vej mod en ny storkrig. Mange vil sige, at det ikke kan sammenlignes, men det tror jeg. Selv i dag handler det ikke om menneskelig værdighed eller demokrati. Hverken i Ukraine, Congo eller Palæstina! Det handler om råvarer, profit og magt.

Faktisk kunne man efter Første Verdenskrig have været af den opfattelse, at menneskeheden havde lært af den, men desværre er hukommelsen ofte meget kort.

Jeg ser ingen ven eller fjende i disse krige.

Hvilken arbejder gik sejrrigt ud af Første Verdenskrig?

Hvad fortæller de millioner af grave rundt om i verden os?

Aktionærer vil ikke ofre deres børn på slagmarken. De driver krigsvigtige virksomheder og er “uundværlige”.

Og vi vil betale den særlige fond for våben, som krigskreditterne hedder i dag, ikke Musk, ikke Porsche, ikke Thyssen-Krupp.

I dag er der desværre igen stemmer i vores fagforeninger, men også i arbejdsstyrken, som støtter krigskreditterne og er glade for de velbetalte job i våbenindustrien.

Vi er nødt til at lære, kære kolleger. Vi er nødt til at lære hurtigt.

For ellers vil vi betale igen med vores børns blod, og kirkegårdene vil vokse.

Oversat fra Arbeit Zukunf: Et VW-samarbejdsråd mod oprustning og krig