Tønder med atomaffald smidt i Atlanterhavet er begyndt at ruste

Gamle tønder med atomaffald, dumpet i Atlanterhavet under den kolde krig, er begyndt at ruste og lække. Et fransk forskerhold har fundet over 3.300 tønder på 4.000 meters dybde – flere af dem beskadigede og med ukendt materiale sivende ud. Det er en tikkende miljøbombe på havets bund, efter årtiers ureguleret og ofte hemmelig affaldsdumpning.

For nogle år siden kom det frem at 35 år efter afslutningen af dumpningen af atomaffald i Atlanterhavet ud for den galiciske kyst, var der ingen myndigheder, der regelmæssigt overvågede situationen. I denne måned afsluttede et fransk forskerhold en første undersøgelse. Ved hjælp af sonar og en fjernstyret dykkerrobot fandt de over 3.300 tønder på cirka 4.000 meters dybde. Flere af de gamle atomaffaldstønder er beskadiget og utætte.

På fotografierne kan man se ukendt materiale sive ud fra visse tønder – formentlig bitumen, det bindemiddel affaldet er indstøbt i. Overfladerne af flere tønder var rustne og begroet med havorganismer som søanemoner, og beholdernes tilstand varierede fra intakte til deformerede eller endda sprængt åbne. Heldigvis målte forskerne indtil videre ingen forhøjede strålingsniveauer i vandet omkring tønderne. Det betyder, at der ikke umiddelbart er tegn på omfattende lækage af radioaktivt materiale – i hvert fald ikke endnu. Prøverne, som blev indsamlet, skal dog gennemgå detaljerede laboratorieanalyser for spor af radioaktive stoffer, og resultaterne heraf forventes først efter flere måneders arbejde.

Missionen – kaldet NODSSUM (Nuclear Ocean Dump Site Survey and Monitoring) – er den første af to planlagte ekspeditioner, der skal undersøge de sunkne atomaffaldslagre nærmere.

Dumpning af radioaktivt affald i havet var faktisk almindelig praksis indtil for relativt få år siden. Affaldet bestod primært af lav- og mellemradioaktivt materiale fra laboratorier, hospitaler og industri (ikke højradioaktivt brændsel fra kraftværker).

Fra perioden lige efter Anden Verdenskrig og frem til 1993 benyttede mange lande havet som skraldespand for atomaffald. 14 europæiske lande – herunder Frankrig, Storbritannien og formentlig også Italien – dumpede radioaktivt affald ved over 80 lokaliteter i Atlanterhavet, Arktis og Stillehavet mellem 1946 og 1993. Alene i det nordøstlige Atlanterhav menes omkring 200.000 tønder radioaktivt affald at ligge spredt på dybhavssletterne i internationale farvande. Disse tønder blev ofte smidt over bord på store dybder (3.000–5.000 meter), hvor man dengang antog, at affaldet ikke kunne gøre skade.

I efterkrigstiden betragtede selv udviklede lande dybhavsdumpning som en forsvarlig måde at skille sig af med atomaffald – man mente, at dybhavet var så dybt og fjernt, at intet levende ville blive påvirket. Før dumpning blev det radioaktive affald typisk indstøbt i asfalt (bitumen) eller cement og forseglet i stål- eller betonbeholdere. Disse tønder havde dog kun en forventet levetid på et par årtier (ofte 20-30 år) før korrosion ville sætte ind. Til sammenligning er halveringstiden for nogle radioaktive isotoper i affaldet adskillige årtier – f.eks. ca. 30 år for Cesium-137 – hvilket betyder, at tønderne nu for længst er rustne, mens en del af deres indhold stadig er radioaktivt. Allerede i år 2000 dokumenterede Greenpeace, hvordan tønder dumpet i den Engelske Kanal (Casquets-graven, benyttet af bl.a. Storbritannien og Belgien) var stærkt tæret og ødelagt efter årelang påvirkning fra havvand.

Efterhånden som der blev indsamlet mere viden og kampen mod miljøsvineri blev en vigtig del af klassekampen, kom der internationalt fokus på problemet. I 1993 blev dumpning af radioaktivt affald til havs forbudt ved internationale aftaler, hvilket satte en stopper for den lovlige afskaffelse af atomaffald på denne måde – ikke den illegale affaldsindustri.

På det tidspunkt havde havene allerede modtaget store mængder affald, som ingen rigtig holdt øje med. Det franske projekt NODSSUM er et af de første omfattende forsøg på at kortlægge disse gamle dumpningslokaliteter og vurdere, om de udgør en risiko for miljøet i dag. Forskerne understreger, at missionen skal skabe et videnskabeligt grundlag – uden at placere skyld – så man fremover har et bedre overblik over omfanget af det efterladte affald.

Atomaffald er desværre kun én del af historien. Gennem det 20. århundrede er mange andre typer giftigt affald blevet dumpet i havet, enten med myndighedernes velsignelse eller illegalt. Nedenstående er blot nogle få udpluk:

Rester efter olie‑ og naturgas produktion i Nordsøen. Siden 1970’erne har hundredvis af platforme udledt store mængder produceret vand (formation‑vand, som pumpes op sammen med olien). Trods renseanlæg slipper der stadig ca. 4 000  ton dispergeret olie om året.

En britisk‑dansk undersøgelse (NHM/University of Essex 2024) viste, at forureningen i sedimentet nær platforme kan være 10.000% højere end ved referenceområder, mens artsrigdommen i havbunden falder. I forhold til uberørte – ikke overfiskede – områder.

Kemiske våben fra verdenskrigene: Efter Første og Anden Verdenskrig stod de allierede magter med enorme lagre af overskydende ammunition og kemiske våben (som sennepsgas og lignende). Løsningen blev ofte at dumpe det farlige gods i havet. I Østersøen alene ligger der anslået ca. 40.000 ton kemiske våben fra WWII, heraf omkring 15.000 ton giftige stoffer (primært sennepsgas) på havbunden. Disse rustne våben er begyndt at lække kemikalier over tid. Forskere har påvist rester af gamle kemiske midler i havdyr fra Østersøen. Der er registreret næsten 2.000 tilfælde, hvor fiskere fik gamle bomber og granater i nettet i farvandene omkring Nordeuropa i perioden 1998–2009. I ét tilfælde omkom tre hollandske fiskere, da en gammel WWII-bombe eksploderede på deres kutter.

Mafiaens sunkne giftskibe: Ikke alt giftigt affald er dumpet med tilladelse. I 1980’erne og 90’erne opstod et dystert marked for illegal bortskaffelse af farligt affald, hvor kriminelle organisationer tilbød at skille virksomheder af med affald til havs for et kontant beløb. Især den italienske mafia (’Ndrangheta-klanen i Calabrien) er berygtet for at have sænket skibe lastet med toksisk affald i Middelhavet, eller Adenbugten. Ifølge en mafiainformant betalte en leder ved Italiens energiforskningsagentur ENEA mafiaen for at skaffe 600 tønder giftigt og radioaktivt affald af vejen – affald der kom fra bl.a. Italien, Schweiz, Frankrig, Tyskland og USA – ved at sejle det til Somalia i hemmelighed. Omkring 500 tønder blev sendt med skib fra den italienske havn Livorno, mens de resterende 100 tønder angiveligt endte begravet i det sydlige Italien.

Italienske myndigheder har mistanke om, at op mod 40 skibe med farligt affald ombord blev bevidst sænket i disse år.

Industriaffald: Også civile virksomheder uden for mafia-regi har udnyttet havet som losseplads, især før strengere miljølove trådte i kraft. Et berygtet eksempel er ”Khian Sea”-affæren i 1986-88, hvor et skib sejlede rundt med 14.000 ton giftigt forbrændingsaske fra Philadelphia, USA, og forsøgte at losse det i forskellige lande. Efter at være blevet afvist overalt endte besætningen til sidst med simpelthen at dumpe det meste af asken i havet uden tilladelse. Tilsvarende hændelser fandt sted i 1980’erne, hvor flere europæiske firmaer forsøgte at eksportere farligt kemisk affald til udviklingslande, og når planerne mislykkedes, blev noget af affaldet dumpet i havet eller efterladt ved havne.

De ovenstående eksempler åbner en lille flig ind til kapitalismens kortsigtede, profitorienterede handlinger, der udgør en voksende global miljøbombe. På samme måde som landbrug og industri i Danmark og mange andre lande i årtier har ledt stoffer ud i havet der er med til at ødelægge livsgrundlaget.

Selvom meget af det radioaktive affald, der blev dumpet, var af relativt lavere farlighed (f.eks. laboratorieaffald med kortlivede radioisotoper), udgør den gradvise frigivelse af giftstoffer en langsigtet trussel mod havmiljøet. Marine økosystemer kan blive påvirket, hvis giftige stoffer siver ud og optages i plankton, fisk og andre organismer, hvilket i sidste ende kan ramme fødekæden op til os mennesker.

Risikoen skal tages alvorligt, selvom den umiddelbare fare synes begrænset. De franske forskeres 2025-mission målte som nævnt ingen akut strålingsfare ved de fundne atomtønder. Men tønderne er ikke designet til at forblive tætte i århundreder – de var kun konstrueret til at modstå havdybets tryk, ikke til evigt at indeholde radioaktivitet. Med over 30-40 års ophold på havbunden er det sandsynligt, at der allerede har været små lækager over tid. Faktisk vurderer forskere, at hovedparten af det radioaktive materiale i tønderne først vil være helt henfaldet om 300–400 år – og i mellemtiden kan små mængder slippe ud i miljøet. Tilsvarende vil kemiske krigsgasser og industrigift langsomt kunne sive ud af deres beholdere, efterhånden som disse nedbrydes.

Projekter som det franske NODSSUM forsøger at skabe overblik over hvor affaldet er, i hvilken tilstand det befinder sig, og om der allerede sker udsivning. Men kravet må være at der udvikles metoder til at rydde op efter årtiers forurening, og sikre et rent havmiljø.

Kilde: Searching for radioactive waste in the depths of the Atlantic