“Fredsaftale” Rwanda – DR Congo: Sikrer USA adgang til råstoffer

I pressen hedder det sig blot, at der er indgået en fredsaftale mellem Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) med “hjælp” fra USA. At USA samtidig har sikret sig råderet over områdets yderst eftertragtede mineraler, holdes ude af fortællingen. Aftalen er ikke en løsning for fred i Congo: den er endnu et skridt i planen om at lemlæste, besætte og plyndre dette martrede land.

Oversat fra La Flamme, udgivet af Benins Kommunistiske Parti

Den igangværende underskrivelse af en militær- og sikkerhedsaftale mellem Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og USA om løsning af konflikten mellem Rwanda og DRC er en yderst alvorlig begivenhed. Bag diskursen om samarbejde og sikkerhed ligger en ny form for imperialistisk dominans. Det er hverken mere eller mindre end en forklædt tilbagevenden til det gamle koloniale protektoratsystem, som i går som i dag har som eneste formål at underkaste og udnytte det congolesiske folk.

Siden sin formelle uafhængighed i 1960 har DRC ikke kendt til andet end krige, udenlandske interventioner og kronisk ustabilitet. Dette kaos er ikke tilfældigt: Det opretholdes bevidst af de imperialistiske magter for at bevare kontrollen over den enorme rigdom, der findes i den congolesiske undergrund. Kobolt, coltan, kobber, jern, mangan, diamanter, guld, uran, lithium, sjældne jordarter… er alle strategiske ressourcer, som de kapitalistiske monopoler begærer for at drive deres industrier og fremme deres teknologiske omstilling.

Men disse rigdomme kommer på ingen måde det congolesiske folk til gode. Tværtimod er de en kilde til krig, elendighed og ødelæggelse, med mere end 6 til 8 millioner døde i løbet af tredive år i den østlige del af landet. I dette rovdyrslignende system spiller Paul Kagames Rwanda rollen som underleverandør. I årtier har dette land, støttet, finansieret og beskyttet af de vestlige magter, især USA, Frankrig og Belgien, fungeret som militært og logistisk støttepunkt for besættelsen og plyndringen af de østlige provinser i DRC.

De forbrydelser, der er begået af væbnede grupper som M23, støttet af Kigali [Rwandas hovedstad], er bredt dokumenteret. Alligevel vender stormagterne det blinde øje til, da disse forbrydelser garanterer dem indirekte, men sikker adgang til congolesiske mineraler under dække af »officielle« forsyningskæder. Det er i denne sammenhæng, at regimet i Kinshasa [hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo], svækket, korrupt og totalt afhængigt, vælger at række hånden ud til sin bøddel for at underskrive en minedrift-aftale med USA, Rwandas vigtigste beskytter, og med Rwanda selv. Som følge heraf vil Den Demokratiske Republik Congo institutionalisere sin egen underkastelse.

Denne forestående aftale, der præsenteres som et sikkerhedspartnerskab, er intet andet end en protektoratstraktat, ligesom dem, der blev underskrevet på kolonitiden af afrikanske konger, der blev narret eller tvunget. Den har på ingen måde til formål at beskytte det congolesiske folk, men at sikre imperialistiske interesser i regionen på bekostning af tilhængerne af Pierre Mulélé [en revolutionær, der havde været undervisningsminister i Lumumbas regering] og landets suverænitet. Lad os huske, at for et år siden (februar 2024) underskrev Den Europæiske Union en aftale med Rwanda om bæredygtige værdikæder for råvarer, mens krigen var i fuld gang i Den Demokratiske Republik Congo med Rwandas deltagelse sammen med M23-oprørerne.

Og det er bevist og dokumenteret af FN og NATO-landene, at Rwanda bevæbner M23 og plyndrer Den Demokratiske Republik Congos mineralressourcer til gengæld. Denne type aftale er så forfærdelig, at de europæiske parlamentsmedlemmer i februar 2025 vedtog en resolution, der krævede suspension af denne aftale og indefrysning af budget- og militærbistand til Rwanda og M23. USA opfordrede også Rwanda til at stoppe aggressionen mod DRC og truede endda med sanktioner. Men her arbejder praktisk talt de samme mennesker nu på en minedrift-aftale om DRC. Som følge heraf vil denne aftale legitimere Rwandas aggression mod DRC på en mere alvorlig måde. Det gør Washington til en dommer i en konflikt, hvor det klart er både dommer og jury. I virkeligheden er offeret (DRC) under værgemål af sin bøddel (Rwanda). Det er en reel politisk-diplomatisk skandale, der viser graden af fremmedgørelse hos nogle afrikanske ledere. Det, som aftalen mellem Den Demokratiske Republik Congo, USA og Rwanda organiserer, er fortsættelsen og legaliseringen af det internationale netværk til plyndring af congolesiske ressourcer, med de imperialistiske magter i NATO, deres rovdyrslignende multinationale selskaber som dirigent og Kagames Rwanda som regional tjener.

I stedet for at være herrer over deres egne ressourcer bliver det congolesiske folk gidsler i et globaliseret mafiasystem, der forvandler deres rigdom til en forbandelse. I lyset af denne nye neokoloniale aggression må afrikanske revolutionære og patrioter lære af historiens erfaringer. Ægte uafhængighed opnås hverken gennem militære aftaler med imperialisterne eller ved at bede om hjælp fra dem, der organiserer vores underkastelse. Den eneste farbare vej er organiseret modstand, brud med imperialistiske alliancer og opbygning af aktiv solidaritet blandt afrikanske folk i kampen mod neokolonialismen. Dette nødvendige spring fremad kræver, at man afviser enhver reformistisk illusion og vælter marionetregeringer, der sælger national suverænitet i navnet »sikkerhed« eller »samarbejde«.

Konklusionen er, at denne aftale, der er under forhandling, ikke er en løsning for fred i Congo: den er endnu et skridt i planen om at lemlæste, besætte og plyndre dette martrede land. Ligesom Patrice Lumumba, Pierre Mulélé eller Laurent-Désiré Kabila, der kæmpede for landets sande uafhængighed, opfordres det congolesiske folk til at mobilisere sig for at sætte en stopper for dette nye imperialistiske diktat, som præsident Tshisekedi underkaster sig. Suverænitet tigger man ikke om. Den vindes i kamp, forsvares i organisation og konsolideres i bevidstheden hos de brede masser. Det er de progressive kræfters pligt i Afrika og rundt om i verden at stå sammen med det congolesiske folk og kræve en øjeblikkelig afslutning på denne påtvungne krig, tilbagetrækning af alle udenlandske styrker og fuld genoprettelse af deres suverænitet.

Se hjemmesiden for Benins Kommunistiske Parti

Benins Kommunistiske Parti er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML