1. maj i Tyrkiet blev en massiv manifestation for en fremtid uden diktatur og krig. I alle dele af landet var der demonstrationer og markeringer. Massebevægelsen på gaden viste, at de modstår frygten for politiets overgreb og arrestationer, og kan sætte nye mål for en styrket organisering i arbejderklassen. Blandt de mange spørgsmål det er nødvendigt at slås for, er helt basale rettigheder, som retten til at strejke for bedre løn og arbejdsforhold, og retten til et liv der ikke bliver ødelagt på arbejdspladsen.
Mange dele af ungdommen var også med 1. maj. Studerende og gymnasieelever gik samlet til demonstrationer, med deres egne krav, imod børnearbejde, og for gratis, videnskabelig og demokratisk uddannelse.
1. maj demonstrationerne styrkede bevidstheden om at en forenet arbejderklasse er den stærkeste kraft, og den skal formulere sin vilje og bruge strejkevåbnet politisk mod krig og undertrykkelse. Også i ungdommen er der en styrket forståelse af at vejen til et liv i lighed og frihed i en tid, hvor krigsråbene lyder højt over hele verden, kun kan findes i arbejderklassens kamp.
Arbejderpartiet Emek skriver i deres 1. maj opråb:
Vi nej til udbytning, undertrykkelse, forbud samt ny deling og krigspolitik. Vi opfordrer til at løfte den internationale kampfane den 1. maj for arbejdernes enhed og folkenes broderskab. Lad os fylde gader og pladser den 1. maj for brød, fred, frihed og retfærdighed – for at stoppe fascismen!
Læs hele Arbejderpartiets udtalelse her:
Lad os forenes mod udbytning, undertrykkelse og krig!
Verdens arbejdere går 1. maj i møde i en situation hvor faren for at stormagternes kamp om verdensherredømme udvikler sig til en global krig, bliver stadig større. De imperialistisk-kapitalistiske stater forsøger at overvinde deres økonomiske og politiske kriser gennem øget udbytning, oprustning, besættelser og krig om kontrol med ressourcer. Ifølge den seneste rapport fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) nåede de globale militærudgifter i 2024 op på 2,718 billioner amerikanske dollars, hvilket svarer til en reel stigning på 9,4 % i forhold til året før. – og satte dermed rekord. Prisen for imperialismen er, som vi ser i Palæstina, Syrien og Ukraine, krig, ødelæggelse og elendighed for befolkningerne.
I Tyrkiet følger Erdogan en linje i udenrigspolitikken, især i Mellemøsten, der fremmer omfordeling og krigsophidselse. Som konsekvens heraf er Tyrkiets militærudgifter steget med 12 % i forhold til året før og har nået 25 milliarder dollars. Erdogan-regeringen, der sælger denne kurs som en “national og lokal politik”, truer tilsyneladende imperialismen med den ene hånd, mens den med den anden hånd forvandler landet til et paradis for billig arbejdskraft for de imperialistiske koncerner. Alle undergrunds- og overgrundsressourcer er åbnet for rovdrift af multinationale selskaber. De hemmelige handelsrelationer med den zionistiske israelske kapital fortsætter uafbrudt. Det kurdiske spørgsmål bliver gjort til et redskab for regionale magtambitioner og ekspansion.
Alt dette forsøges skjult bag en falsk retorik om “anti-imperialisme” og “Stor-Tyrkiet”.
Det, arbejderne får ud af “det store Tyrkiet”, er til gengæld mere udbytning og mere undertrykkelse. I dag lever 53 % af arbejderne med en mindsteløn under fattigdomsgrænsen. Pensionister forsøger at overleve med en indkomst, der kun svarer til halvdelen af fattigdomsgrænsen. Arbejdsløsheden vokser konstant. Målt på udbytningens omfang ligger Tyrkiet på andenpladsen blandt 43 store økonomier.
Erdogan-regeringen opfordrer konstant arbejderne, som er knust under skattebyrden, hvis løn dagligt udhules af inflation, og som må tage lån for at dække deres basale behov, til at ofre sig. Mens al rigdom havner hos indenlandske og udenlandske monopoler, holdingselskaber, bankbokse og hos regeringsvenlige kapitalister, bliver arbejderne mødt med “Allah versin” (må Gud give det) – tomme ord.
Erdoğan-Şimşek-programmet, som bygger på billig arbejdskraft og udbytning, betyder fyringer, strejkeforbud og hindringer for faglige rettigheder. Selv den mindste utilfredshed mødes med trusler og vold. Arbejdernes kamp for et værdigt liv forsøges undertrykt. Strejker forbydes, arbejdere som organiserer sig fagligt og kræver deres ret bliver fyret, anholdt og fængslet – fagforeningsfolk, der kæmper, straffes. I dag er retten til faglig organisering, strejke og kollektive forhandlinger i praksis afskaffet. Ifølge ITUC’s indeks over faglige rettigheder ligger Tyrkiet på 134. plads ud af 142 lande.
Énmandsregimet, som ser sin politiske fremtid i etableringen af et fascistisk statsapparat, forsøger at kvæle al opposition, som ses som en hindring, med undertrykkelse og forbud. Daggry-razziaer, anholdelser, fængslinger og udpegning af statsforvaltede administratorer (kayyım) til folkevalgte poster er fascistiske metoder, som ophæver selv de sidste rester af demokratiske rettigheder.
Som Tyrkiets Arbejderparti EMEP siger vi fra over for udbytning, undertrykkelse, indskrænkning af frihedsrettigheder og de imperialistiske magters reaktionære krigsplaner. Vi opfordrer til at løfte den internationale kampfane den 1. maj for arbejdernes enhed og folkenes broderskab. Lad os fylde gader og pladser den 1. maj for brød, fred, frihed og retfærdighed – for at stoppe fascismen!
Lad os sige “nok er nok” til det udbyttende kapitalistiske system, og forenes for en ny samfundsorden baseret på folkets fulde suverænitet.
For en verden uden klasser, uden udbytning og uden krig:
Leve 1. maj!
Leve proletariatets internationalisme!
Tyrkiets Arbejderparti EMEP (30. april 2025)
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
