
Af Revolusjon, Norge
Intet truer den nationale sikkerhed mere end at være allieret med USA.
Den kommende amerikanske præsident har udtalt, at han ikke udelukker brug af militær magt for at gøre Grønland amerikansk. Sidst han var præsident, ville han købe den arktiske kæmpeø, ligesom USA købte Alaska af zartidens Rusland i 1867.
Når USA lægger pres på og truer sine NATO-partnere, er der egentlig ikke noget nyt i det. Men at fremsætte militære trusler og annekteringsplaner mod en alliancepartner, i dette tilfælde Danmark (og Canada), i fuld offentlighed er nyt.
Truslerne har naturligvis fremkaldt stærke reaktioner i Grønland, Danmark og resten af Europa. Trump kunne ikke være mere ligeglad og sendte sin søn Donald Trump Jr. på »turistbesøg« på øen i begyndelsen af januar.
Ingen ønsker at fordømme
Man kunne forvente, at norske politikere ville vise stærk solidaritet med vores skandinaviske naboer og fordømme denne provokation mod to nordiske broderfolk. Ikke mindst fordi Norge kunne have været i Danmarks sted, hvis ikke Den Internationale Domstol i Haag havde givet Danmark medhold i, hvem der havde »ret til« Grønland i 1933.
Men nej. Udenrigsminister Espen Barth Eide (Ap), formand for Udenrigspolitisk Nævn Ine Søreide (H) og resten af det udenrigspolitiske ekkokammer afviser det hele som et uheldigt træk, »umusikalsk« osv. De gemmer sig bag det faktum, at Trump endnu ikke formelt er blevet indsat som præsident i Det Hvide Hus. Men ingen tror, at reaktionen bliver mindre ynkelig, hvis Trump gentager og forstærker sine trusler efter sin indsættelse den 20. januar. Når det gælder om at udvise fleksibilitet i forhold til amerikanske krav, er flokken af »nationale« politikere i parlamentet »bløde gelédamer og gelémænd rullet i sukker«, som Laban-reklamen udtrykker det.
Nu forbereder de sig på, at Trump kan komme med et lignende »tilbud«, når det gælder Svalbard.
Sjældne mineraler
For Trump handler det hele om geopolitik og mineraler. Grundfjeldet under den grønlandske indlandsis indeholder omkring 43 af de 50 sjældne mineraler, som USA har brug for for at mindske sin afhængighed af sin største rival, Kina. Amerikanske tænketanke har fortalt ham, at grønlænderne ønsker uafhængighed af den gamle kolonimagt Danmark. Trump kan godt lide at spille rollen som falsk »befrier«. De fleste grønlændere falder ikke for den linje. De ønsker reel uafhængighed, ikke ny afhængighed.
Grønlænderne ved, at de sidder på enorme ressourcer af en helt anden værdi end de 4-6 milliarder, de får i årlig understøttelse fra Danmark gennem rigsfællesskabet. EU savler også over Grønlands mineraler, men siden grønlænderne forlod EF/EU i 1985, er det sværere for den grådige »grønne« europæiske kapital at forsyne sig selv uden videre.
I 2018 skød Danmark en ekstra milliard ind i et lufthavnsprojekt, og til gengæld nægtede de grønlandske selvstyremyndigheder at give en minelicens til et kinesisk selskab. Det førte til, at Naleraq-partiet brød ud af øens regering.
Kontrol af skibsruter
Nordvestpassagen er sejlbar det meste af året og er derfor af stor interesse for den internationale skibstrafik mellem Asien og Europa. Ruten er 4.000 kilometer kortere end ruten gennem Panamakanalen.
Kontrollen over Grønland giver USA kontrol over Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Det meste af søvejen følger Canadas kyst. USA hævder, at passagen er internationalt farvand, mens Canada hævder, at den ligger i landets økonomiske zone. Trump foreslår at »løse« problemet med en modvillig alliancepartner ved at gøre Canada til den 51. og største amerikanske stat.
For Kina er Nordvestpassagen en alternativ »arktisk silkevej« i tillæg til Nordøstpassagen langs hele Ruslands nordkyst. Russerne kalder strækningen fra Tjuktjerhavet til Barentshavet for »Den Nordlige Sørute«. I kortere perioder er ruten helt isfri. På trods af isen er tonnagen gennem passagen steget voldsomt i 2024. Rusland har verdens største atomdrevne isbrydere på plads, og fire nye er under konstruktion.
Nordøstpassagen har sin naturlige forlængelse i farvandet mellem Svalbard og den norske kyst.
Hvis eller når Trump fokuserer på Nordøstpassagen, vil Svalbard og Bjørnøya være i søgelyset. »Fremsynede« norske politikere foregriber, hvad der kan komme. De poserer ivrigt med deres vilje til at bevæbne det høje nord på ubestemt tid, selv før USA kræver det. Både KrF-leder Dag Ingen Ulstein og professor Njord Wegge ved Forsvarsakademiet, som er den institution, der sikrer politisk konformitet i mediegrupperne og blandt den politiske elite, ønsker at »øge den militære tilstedeværelse« på Svalbard – tydeligvis for at tækkes Trump.
Det kan nemt forstås som en indirekte indrømmelse af, at Norge allerede er engageret i militær aktivitet på satellitstationerne. Hagen er, at Svalbardtraktaten udtrykkeligt forbyder militær aktivitet på øgruppen for Norge og alle andre traktatpartnere. Så meget for Norges principielle forsvar af en lovbaseret verdensorden.
Vil sætte tommelskruer på Kina
Trump har ikke glemt søvejene i USA’s eget »nabolag«. Han nøjes ikke med at omdøbe Den Mexicanske Golf til »Den Amerikanske Golf«, men siger, at USA skal genvinde den fulde kontrol over Panamakanalen. Kanalen blev overdraget til Panama af den afdøde præsident Jimmy Carter i 1999.
Det kræver ikke meget intellekt at indse, at Trump med disse udtalelser ønsker at sætte tommelskruerne på Kina og dets eksportruter. Strenge kanalafgifter, ordrer til amerikanske piloter og i sidste ende en fuldstændig blokade af kinesiske fragtskibe kan så gennemføres med kort varsel. Bandemedlemmerne i NATO vil få besked på at gennemføre blokaden, når tiden er inde. Norske fregatter og den store norske handelsflåde er udset til at spille en central rolle.
Norge vil pr. refleks sige ja og amen til USA, tilsyneladende uden at indse, at den norske imperialisme satser alle sine penge på den forkerte hest. Og uden at indse alvoren i Kissingers ord: »At være USA’s allierede er livsfarligt.
De skiftende regeringer i det norske borgerskab er mere end glade for at udleje militærbaser og naturressourcer til USA, med eller uden forudgående trusler. Lige efter NATO-topmødet i Helsinki i sommeren 2023 tilbød Jonas Gahr Støre norske kritiske råstoffer til USA’s præsident Joe Biden. Den ordrige Naturmeldinga vil ikke være det papir værd, den er skrevet på, når Trump kræver endnu større stykker norsk natur, end Biden blev tilbudt.
Intet er mere risikabelt for kyststaten Norge end at være USA’s allierede og Kinas og Ruslands fjender i det høje nord, uanset om man ser det fra den norske imperialismes eller det norske folks synsvinkel.
12. januar 2025
Revolusjon, Norge
Se original artikel fra ‘Revolusjon’, Norge her: USA er farligere som alliert enn som fiende
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne