Natten til den 14. april affyrede Iran mere end 300 droner og missiler mod mål i Israel. Det indvarsler en ny og farlig fase i det, der hidtil har været en langvarig lavintensitetskrig.
Af Revolusjon, Norge
Aldrig før har den islamiske republik lanceret et direkte militært angreb på den zionistiske stat fra sit eget territorium. Angrebet var et forventet svar på Israels bombning af den iranske ambassade i Damaskus for et par uger siden; en grov overtrædelse af international lov mod to lande på én gang.
Israel har beskudt mål og udpegede personer i Syrien på næsten ugentlig basis i flere år, uden at det såkaldte internationale samfund har løftet et øjenlåg. Men det er første gang, iransk territorium i form af et ambassadeanlæg er blevet ramt. 16 mennesker blev dræbt, heriblandt flere generaler og andre højtstående officerer fra den iranske revolutionsgarde.
Kalkuleret risiko
Iran gjorde det tidligt klart, at angrebet på ambassaden ville blive gengældt. Det overraskende er det store omfang af den militære operation i form af droner, krydsermissiler og ballistiske missiler. Antallet overstiger langt, hvad vi har set i Ukraine. Teheran har omhyggeligt forudberegnet risikoen og mener at have taget sine forholdsregler.
Forud for angrebet havde Teheran advaret Washington om tidspunktet for angrebet, og sandsynligvis også om omfanget og størrelsen af sprængstofferne. Nabolandene – og indirekte også Israel – fik 72 timers varsel. Da missilerne også ville være to timer om at nå deres mål, havde USA og Israel masser af tid til at mobilisere deres missilforsvar.
Israel hævder, at “99 procent” af missilerne blev skudt ned. Men det står klart, at flere droner og missiler ramte militære mål, herunder Nevatim-luftbasen. Israel har holdt oplysninger om skadernes omfang hemmelige. Mange af raketterne og dronerne blev skudt ned af flådefartøjer og fly fra USA, Storbritannien og Frankrig. Jordansk luftforsvar blev også brugt.
I forhold til angrebets store omfang var det ikke nogen stor militær succes. Iran fik demonstreret sin militære kapacitet, mens Israel og USA og deres støtter fik demonstreret deres effektivitet i forsvaret af Israel mod luftangreb. Men det vil næppe komme som en overraskelse for Iran, at Israels og Vestens avancerede luftforsvar og kampfly som F-35 er effektive. Om ikke andet har de fået bekræftet deres antagelser.
Arabiske lande udsat
De politiske mål er langt vigtigere: Iran, sammen med Ansarallah (houthierne i Yemen) og Hizbollah i Libanon, viser sig i aktion for hele den arabiske verden som de eneste, der militært trodser den zionistiske stat sammen med det kæmpende palæstinensiske folk.
De reaktionære arabiske regimer afsløres som tilhængere af den zionistiske stat bag al deres pro-palæstinensiske retorik. Jordan har stillet sit luftrum til rådighed for Israel. Saudi-Arabien har bistået USA og Israel på andre måder. De langsigtede virkninger, dette kan have på den arabiske offentlige mening, er svære at forudse. Når Israel og Vesten med tilfredshed noterer sig, at arabiske stater for første gang har deltaget i det militære forsvar af staten Israel, har de måske forregnet sig. De arabiske masser, hvad enten de er sunni- eller shiamuslimer, køber næppe fortællingen fra regimerne i Riyadh og Cairo om, at Iran er en større trussel end den zionistiske stat Israel. Især ikke i lyset af den masseslagtning, der dagligt finder sted i Gaza.
Det upopulære præstestyre i Teheran har derimod vist handlekraft og dermed styrket sin indenrigspolitiske opbakning, samtidig med at det har etableret sig som en regional stormagt. Selvom mange palæstinensere er glade for, at Israel får smagt sin egen medicin, frygter de også, at det internationale fokus vil blive vendt væk fra Gaza og mod Iran.
Eskalering forude
Det store spørgsmål er nu, hvad premierminister Netanyahu vil gøre. Han har længe forsøgt at fremprovokere en større krig for at trække USA direkte ind i et endeligt opgør med Iran. I den forstand ser det iranske angreb ud til at være en gavepakke til en israelsk premierminister, som er forhadt derhjemme, og som må forberede sig på en fængselscelle, så snart han bliver tvunget til at give afkald på premierministerposten.
Men et storstilet israelsk angreb på Iran vil stadig skulle godkendes og koordineres med USA.
Præsident Joe Biden er i alvorlige problemer og har brug for al den stimulerende medicin, han kan få. Skal han og USA risikere en “fuldskala” krig i Mellemøsten i et valgår for at redde skindet på en uregerlig snigmorder som Netanyahu? Hvad betyder det for de amerikanske baser og tusindvis af soldater, der (ulovligt) er udstationeret i Syrien og Irak? USA er allerede ved at miste grebet om flere af de regionale aktører i Mellemøsten. Tyrkiet, Pakistan og Saudi-Arabien er nøglestater og baser for operationer i tilfælde af en krig mod Iran. Ingen af dem adlyder USA betingelsesløst, som de gjorde før.
Beregningerne i Teheran går tydeligvis ud fra, at USA ikke tør løbe risikoen, og at den israelske gengældelse vil være begrænset. Det er en risikokalkule, som kan være korrekt, hvis man skal tro de officielle signaler fra Washington.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
