Rekruttering til fagbevægelsen uden kamp for arbejderklassens krav er en dødsejler

Fagbevægelsens rekrutteringsproblemer har været en tilbagevendende akilleshæl. Årtier med kampagner og særlige medlemsfordele har ikke stoppet medlemsflugten. Det har været tiltag, der danser uden om de egentlige årsager til, at medlemmerne forlader den danske kongelige fagbevægelse. I denne weekend holder fagligt aktive et møde, hvor de drøfter hvad der skal ske, men oplægget er igen ganske beskæmmende og en fortsættelse af nederlagets vej.

Der er kun klassesvar på den meget enkle udfordring, som dansk fagbevægelse har sat sig selv i ved at gøre sig til et halehæng til monopolkapitalen og dens skiftende regeringer. Som situationen er, ser man ind i en fremtid, hvor det eksisterende overenskomst-aftalesystem, som er den sidste bastion, den danske fagbevægelse har holdt fast i, er på vej til at gå tabt eller blive mistet, simpelthen fordi man ikke længere kan mønstre halvdelen af de ansatte indenfor en given faggruppe som medlemmer af den overenskomstbærende fagforening.

Årsagerne til, at den største masseorganisation for den danske arbejderklasse er på vej til at miste denne sidste hjørnesten i den såkaldte danske model, er, at der ingen forbindelse er fra arbejderklassen til topledelsen. Det er to forskellige verdener. Det er to forskellige klasser med hver deres antagonistiske interesser.

Fravær af ungdomsarbejde

Kun få steder har man investeret i et selvstændigt ungdomsarbejde. Det vil sige, at der kun er ganske ringe plads til at ungdommen bliver hørt, kan spille en rolle og få lov til at være kritiske i forhold til deres arbejdsplads, arbejdsmiljø, deres levevilkår, deres uddannelse og ikke mindst deres nødvendige kritik i forhold til fagbevægelsens top.

Det bør ikke være nødvendigt at sige det, men enhver fagforening der ikke har plads til en livlig og kritisk ungdom, en faglig ungdom, mangler dem også som medlemmer, når de er færdige med at stå i lære eller kommer ind på diverse jobs. Der er positive undtagelser med et aktivt ungdomsarbejde der skal fremhæves i f.eks. 3F Aalborg, og andre steder. Men det er undtagelser.

Systematisk ulighed

Den store mængde af løst tilknyttede arme og ben-virksomheder indenfor mange forskellige fag, udlicitering af jobs til underentreprenører – med en lang kæde af under-underentreprenører. Der bliver brugt alle mulige forskellige tricks til at holde folk udenfor fast ansættelse og trygge rammer, mens fagbevægelsen har fokuseret på deres ”kunder”, det vil sige overenskomster for de fastansatte.

Fagtoppen og direktørerne prøver at bilde de fastansatte ind, at de har lidt tryggere forhold, bare de lige ser igennem fingrene med, at næsten halvdelen af virksomhedens job, er forsvundet og udliciteret bort til virksomheder, uden fair forhold, der ikke betaler deres ansatte ordentligt løn og ikke har ordentlige arbejdsforhold, og træder på overenskomsterne.

Krav om ens forhold for alle, der arbejder på en virksomhed, kunne være den målsætning, der kunne skabe enhed og fælles kamp for fælles forhold.

Der er en grund til at det ikke er lykkedes at skabe ligeløn eller lige forhold, hverken mellem kvinder og mænd eller mellem ansatte der har forskellige arbejdsfunktioner. Overenskomsterne tillader at arbejdsgiverne betaler dybt forskelligt løn alt efter, om man står på den ene side af samlebåndet og er kvinde eller man står på den anden side og er mand, eller om man tilfældigvis er ansat gennem et vikarbureau eller man har en fast tryg stilling. Tusindvis af forskellige ordninger og regler gør sig gældende, og det er alt sammen fuldstændig uoverskueligt og med til at ødelægge den fælles kamp.

Fuldstændige mangel på klassesyn og international solidaritet

En fagbevægelse, der ikke bygger på en grundlæggende klassestandpunkt og kæmper for hele den danske arbejderklasses interesser, og internationalisme, har ingen relevans. Spørgsmål som international solidaritet, højere ydelser og kamp mod oprustning og krig er en afgørende. Men dansk fagbevægelse er dybt forbundet med og forankret i støtten til USA og monopolernes EU. Man kunne ikke drømme om at rejse en kamp for egentlige klassespørgsmål, men bruger formuer på at støtte EU propaganda og sidde til højbords med borgerskabet.

Danmark og mange andre lande har været igennem en periode, hvor stort set samtlige forhold for arbejderklassen er blevet forringet. Det er 25 år siden, man vandt den sidste sejr med den sjette ferieuge. Dagpenge og reallønnen er faldet i særdeleshed for de lavtlønnede. Hvad med at bekæmpe fattigdom, og slås for ordentlige løn og arbejdsforhold til arbejdere, der gør rent eller har et servicejob. Det er kampe, som kunne mobilisere.

Sæt kontingentet ned og giv indflydelse

Hvis man er udenfor eller kun løst tilknyttet arbejdsmarkedet, er det ikke nemt at blive medlem og få indflydelse. Som ung kan det være svært at finde ud af hvilken fagforening, man skal være medlem af. Så man kunne gøre meget for at gøre det billigere og for at lave et arbejde for at rekruttere unge som medlemmer, som der arbejder som bude, ved kassen eller som opvaskere osv. Hele den gruppe af ufaglærte unge mennesker, som der knokler rundt, kunne sagtens have en fælles fagforening, hvor det samtidig var nemt at komme til at lave aktiviteter og forstå, at man var en del af en fælles klasse, der får alle samfundets hjul til at løbe rundt.

De fleste har en rygmarvs fornemmelse af at ingen ville savne borgerskabet ,hvis de forsvandt til en fjern golfplanet i morgen. Men standser et af hjulene i samfundsmaskinen, går hele apparatet stå. Det er den magt, som arbejderklassen har. Det er den borgerskabet er bange for, og derfor ønsker de ikke og modarbejder en stærk, aktiv fagforening – Mens en logrende indpisker der kan holder arbejderklassens tilbage og føre den ud på nederlagets vildveje understøttes.

Det behøver ikke at være sådan. Start med at rejse de rigtige krav, åbne for aktiviteter og forståelsen af at en ægte kampens vej må sprænge rammerne, også fagtoppens rådne lænker.

Læs også: Et år efter tyveriet af store bededag: 1. maj omfavner fagtoppen igen Mette Frederiksens regering | KPnet

Læs Arbejderpartiet Kommunisternes, APKs resolution fra 9. kongres

Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger (apk2000.dk)