I denne tid, hvor Israels folkemord på palæstinenserne udrulles for verdens øjne og solidaritetsbevægelsen er stærkere end nogensinde er der stort behov for baggrundsviden, analyser af kræfterne bag den skærpede situation og perspektiver for kampen mod imperialismen. Her behandles spørgsmålet om det nationale spørgsmåls betydning i de imperialistiske lande – historisk, aktuelt og videre frem under socialismen.
Artiklen er et oplæg til diskussionen om imperialismen i dag af Kommunistisk Platform – Marxister-Leninister (KPML), Norge.
Om det nationale spørgsmåls betydning i imperialistiske lande
Af Kommunistisk Platform – Marxister-Leninister (KPML), Norge
Den borgerlige nationalisme står i skarp modsætning til arbejderklassens internationale solidaritet og kampenhed, især i imperialistiske lande. Men kommunisterne begår en stor fejl, hvis vi af den grund ikke anerkender folkets nationale følelser og den progressive nationale arv i et imperialistisk land som vores.
Alle marxister erkender, at undertrykte folks kamp for national befrielse fra imperialismen er et progressivt fænomen. Vi marxister-leninister fremhæver også modsætningerne mellem imperialismen og verdens undertrykte folk og nationer som en af verdens fire fundamentale modsætninger. Men hvad mener vi om den nationale suverænitet og det nationale demokrati i små og mellemstore imperialistiske lande, hvor nationalstatens oprettelse for længst er ophørt?
Borgerskabet og nationen
Nationen og nationalstaten er et historisk fænomen tæt forbundet med borgerskabets og kapitalismens fremgang i kampen mod den døende feudalisme.
Kommunister er internationalister. Arbejderklassen har fælles interesser på tværs af landegrænser. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital kender ingen grænsepæle, selv om klassekampen normalt finder sted inden for en national ramme. Det imperialistiske borgerskab bruger derimod nationalstaten som base for sin rivalisering med andre imperialistiske magter og monopoler. De imperialistiske borgerskaber i forskellige lande står kun forenet, når det er i deres fælles interesse at kvæle revolutionen.
Fra denne korrekte tese kan kommunister falde i nogle sekteriske fælder.
Den første er at sige, at kapitalismen har erobret hele verden, og at det nationale spørgsmål og den nationale selvbestemmelse enten er uinteressant, umulig eller reaktionær. Dette er trotskismens grundlæggende holdning.
Den anden fejl er at sige, at det nationale spørgsmål i dag kun gælder for imperialistisk undertrykte folk og nationer i Afrika, Asien og Latinamerika, det vil sige folk, der rejser sig mod imperialistisk undertrykkelse gennem den nationale befrielseskamp.
Den trotskistiske holdning er åbenlyst fejlagtig. Og den anden position indsnævrer det nationale spørgsmål og bidrager objektivt til at svække og underminere den revolutionære bevægelse, herunder i en række imperialistiske lande.
Hvordan kan det være?
En vigtig grund er, at folkelige traditioner, vaner og nationale følelser er noget af det mest vedholdende, der findes, som Lenin påpegede. En anden grund er, at national selvbestemmelse indgår sammen med en række andre krav til politisk demokrati. Og som vi ved, understregede Lenin det politiske demokrati som en klarere, friere og mere åben form for klassekamp. Det var ikke, fordi han havde nogen illusioner om, at et sådant demokrati på nogen måde var tilstrækkeligt til at fjerne finanskapitalens overherredømme.
I det følgende vil vi kort beskrive den nationale udviklingsproces i Europa gennem nogle eksempler. Dernæst ser vi på, hvordan nationalisme og nationale følelser kommer til udtryk, og hvordan kommunisterne må håndtere dette fænomen for ikke at give fripas til reaktionære og fascister. Endelig overvejer vi, hvorfor en korrekt forståelse af det nationale spørgsmål i et imperialistisk land som vores er afgørende for en revolutionær strategi og taktik.
Det nationale spørgsmål i Europa
”Arbejderne har intet fædreland. Du kan ikke tage noget fra dem, de ikke har,” sagde Marx og Engels i Manifestet. Men de tilføjede også: ”Da proletariatet først må erobre politisk herredømme, stige op til den nationale klasse, konstituere sig selv som nationen, er det selv stadig nationalt, men ikke på nogen måde i bourgeoisiets forstand.”
Marx levede midt i perioden med etablering af europæiske nationalstater. I 1700- og 1800-tallet rejste det unge borgerskab i Europa folket til revolution bag det nationale banner og under paroler om lighed, frihed og broderskab. Med oprettelsen af nationalstater fandt det nationale spørgsmål sin løsning i mange lande. Men langtfra alle. De forskellige nationer havde forskellige historier og blev udsat for national undertrykkelse i varierende grad.
Norge realiserede sig selv som nation i 1814 på en relativt fredelig måde og afsluttede processen ved at etablere sig som nationalstat i 1905. Sverige og Danmark var i lang tid stormagter, der i større eller mindre grad undertrykte andre nationer som Finland, Norge og Baltikum. I 1814 blev Danmark også en ren nationalstat, nu uden Norge, men stadig med kolonier som Grønland og i Vestindien (kolonier, hvortil Norge havde deltaget i plyndringen og sendt slaver).
Nogle andre historiske eksempler:
Den franske revolution i 1789 kender alle. Det var både en demokratisk og en anti-tysk revolution. Og det var et forbillede for Eidsvold-mændene og Marcus Thrane. Det er i øvrigt den eneste revolution, som borgerskabet hylder, selv om den var langt blodigere end Oktoberrevolutionen.
Tyskland opstod som en samling af en række fyrstendømmer efter den fransk-tyske krig, en krig, der udløste verdens første forsøg på en socialistisk revolution, Pariserkommunen i 1871.
Efter Anden Verdenskrig blev den tyske nation delt i tre nationalstater, som nu er reduceret til to, Tyskland og Østrig. Schweiz er på sin side en multinational stat med fire ligeværdige sprog og nationer.
Revanchister ville sige, at Tyskland stadig har et uløst nationalt spørgsmål. De er ikke tilfredse med Anschluss af DDR i 1989, men ser sultent på både Østrig og dele af Polen. På den anden side vil de fleste schweizere benægte, at de har et uløst nationalt spørgsmål, på trods af at landet ikke er en nationalstat. Meget peger på, at Schweiz har løst sit nationale spørgsmål demokratisk ved ikke at etablere en nationalstat, men som en føderation med en høj grad af autonomi for kantonerne. I det multinationale Belgien ville mange flamlændere og vallonere give et helt andet svar.
Det mest åbenlyse uløste nationale spørgsmål i Europa er Irland, hvor de nordligste grevskaber stadig er underlagt Storbritannien. Også i Skotland er der en stærk nationalistisk bevægelse til fordel for løsrivelse. SNP har været det største parti dér i en årrække. Det paradoksale i Irland og Skotland er, at Sinn Fein og SNP går ind for at overdrage suverænitet til en europæisk union under Bruxelles for at undslippe en union med Storbritannien. Tidligere var de begge modstandere af EU.
Disse eksempler fra forskellige imperialistiske lande viser, at i det omfang det nationale spørgsmål er blevet løst i Europa, er det blevet løst på meget forskellige måder og ufuldkomment. Og mange steder er det stadig uløst eller i bedste fald ufuldstændigt.
Nogle mener, at et føderalt EU er den optimale løsning på de nationale modsætninger, der stadig eksisterer og i stigende grad kommer op til overfladen. Men som allerede Lenin sagde: Et Europas Forenede Stater er enten umuligt eller reaktionært. Den Europæiske Union beviser dette mere og mere hver dag. Det vrimler med modsætninger mellem EU’s medlemslande. Samtidig bliver EU mere og mere et flerstatsligt, euronationalistisk og eurocentrisk projekt med sin egen kommissær til forsvar for ”europæiske værdier og den europæiske levevis”. Det var denne europæiske ”have”, som udenrigschef Borrell pralede af i 2022 som et modstykke til ”junglen”, dvs. resten af verden. Han måtte senere trække udtalelsen tilbage.
Nationalisme og nationalfølelse
Nationalfølelse er ikke nødvendigvis det samme som nationalisme. Nationalfølelsen forsvinder ikke af sig selv, når en nation opnår selvstyre eller autonomi. De forsvinder heller ikke i lande, der har været medlem af EU i årtier. Se bare på internationale fodboldkampe.
I få, om nogen, lande er befolkningen ligeglad med deres nationale historie, kulturarv og sproglige identitet. Et folk, der gør det, er i virkeligheden kulturløst. Overalt, både i imperialistiske og imperialistisk undertrykte lande, er den nationale bevidsthed mere eller mindre levende, men på meget forskellige måder og med større eller mindre elementer af national chauvinisme.
På Balkan er flere stater præget af stærk nationalchauvinisme. Det gælder især i Serbien, men også i Kroatien, Grækenland og Tyrkiet. Det har specifikke historiske årsager. Fra 1945 forsøgte Jugoslavien at overvinde denne nationalisme. Men titoisterne lod serberne beholde en særstatus og tillod aldrig den tredjestørste nation i føderationen, albanerne, at få samme nationale status som kroater, montenegrinere, slovenere og så videre. Kosova fik aldrig status som en separat republik.
Men lad os gå nordpå, til Frankrig, den borgerlige revolutions vugge og i dag en gammel europæisk kolonimagt og imperialistisk stat. De fleste franskmænd er ikke chauvinistiske; mange betragter sig selv som mere europæiske end franske. Men de har et meget bevidst forhold til fransk sprog og kultur, som de holder strengt fast ved i modsætning til den angloamerikanske kulturelle indflydelse.
Dette kan forklares på to måder: som progressivt eller nationalchauvinistisk. Det nationalchauvinistiske borgerskab forbinder det med den franske imperialismes og kolonialismes storhed. Men de franske masser opfatter national bevidsthed mere som et forsvar mod angloamerikansk kulturimperialisme og har ofte en internationalistisk holdning, især over for folkene i de gamle franske kolonier. Franske arbejdere er med rette stolte af at være det mest oprørske og revolutionære folk i Europa, med en lang tradition for at trodse magthavere og autoriteter.
I Tyskland har den revanchistiske nationale chauvinisme længe ligget under overfladen. Den kommer nu frem i fuld styrke med fremkomsten af det fascistiske AfD, et parti, der snart har lige så stor opbakning som det socialdemokratiske SPD.
Siden Hitlers fascisme blev besejret, har de fleste tyskere skammet sig over overhovedet at udtrykke nationale følelser. Men det er tydeligt, at tyskerne elsker deres sprog og de store kunstnere, filosoffer og tænkere, som landet har frembragt. Og det med rette. Tænk bare på Beethoven, Hegel, Kant, Marx og Engels. At fratage tyskerne deres nationale værdighed gør ikke andet end at styrke revanchisme og nationalisme. Som vi nu ser det udfolde sig.
Ingen ville vove at påstå, at Lenin var nationalist. Men han understregede også, at han var stolt af at være russer, selv i et reaktionært Rusland, der var nationernes fængsel. Det var selvfølgelig ikke på grund af, men på trods af, at den storrussiske nation undertrykte en række nationer i det zaristiske imperium. Det var den progressive russiske arv og kultur, som Lenin var stolt af, mens han fordømte de reaktionære aspekter af denne arv.
Selv i USA, en stat, der er et konglomerat af nationaliteter og bygget på fordrivelsen af de indfødte amerikanske folk, er en stærk national bevidsthed blevet formet omkring den amerikanske forfatning og revolutionen mod briterne. Denne bevidsthed om forfatningsmæssige demokratiske rettigheder har både reaktionære og progressive aspekter. I dag kan vi tydeligt se, hvordan republikanerne og Trump udnytter disse såkaldte patriotiske følelser til deres reaktionære og halvfascistiske dagsorden. På den anden side peger progressive amerikanere stolt på borgerrettighedsbevægelsen, og hvordan amerikanske delinger kæmpede sammen med mexicanere i den mexicanske revolution.
I enhver nation er der to kulturer
I enhver nation er der to kulturer, borgerskabets og arbejderklassens. Enhver nation har progressive og reaktionære elementer i sin historie. Begge antagonistiske klasser forholder sig til nationen, men til forskellige aspekter af nationens kulturarv og traditioner. Spørgsmålet for revolutionære og demokrater er: Hvad skal fremhæves, og hvad skal bekæmpes?
Nationale symboler forstås forskelligt i forskellige lande. For progressive i Tyskland, Tyrkiet eller Storbritannien er det helt utænkeligt at vifte med det nationale flag eller Union Jack den 1. maj. I Norge er der en lang tradition for at flage med det norske flag ved siden af det røde. En diskutabel tradition, som vi nok kan forklare oprindelsen af, men som progressive og socialistiske tyskere, tyrkere og endda danskere finder mærkelig og besynderlig – forståeligt nok.
Det, der er på spil her, vedrører imperialistiske lande. Men borgerlig nationalisme er heller ikke nødvendigvis progressiv blandt alle undertrykte folk og nationer. Den kurdiske nationalisme, som KDP repræsenterer i det nordlige Irak, har for eksempel ikke meget progressiv karakter. De allierer sig med Israel, Iran og USA for at holde et reaktionært kurdisk borgerskab ved magten. Det samme kan siges om forskellige former for reaktionær nationalisme i flere afrikanske lande.
Borgerskabet vil altid forsøge at påtvinge arbejdermasserne sin borgerlige nationalisme og opmuntre til chauvinisme og reaktionære nationale følelser. Formålet er at mobilisere masserne bag deres eget borgerskab i rivaliseringen med kapitalisterne i andre lande. Målet er at få dem til at glemme klassekampen og solidariteten med klassekammerater af andre nationaliteter.
National stolthed og arbejderklassen
Af denne grund kan kommunisterne ikke vende ryggen til de nationale følelser og den nationale stolthed, der er rodfæstet i arbejderklassen. Det er der to grunde til. For det første, fordi det er umuligt at ignorere disse følelser, og for det andet, fordi det er politisk idioti, der gør arbejdere til et let bytte for borgerlig og fascistisk national demagogi.
Nutidens populisme, især den højreorienterede variant, tjener borgerskabet ved at nedtone klassekampen, når de ønsker at samle ”nationen” mod den såkaldte elite. Populisme i dens forskellige former er et redskab til at afspore klassekampen og erstatte den med antiglobalisme og nationalchauvinisme. Hvis kommunisterne tillader disse reaktionære kræfter at monopolisere nationale symboler og national retorik, graver vi vores egen grav.
Det var noget, som Georgi Dimitrov advarede imod i sin rapport til Kominterns 7. kongres.
”Vi kommunister er principielt modstandere af borgerlig nationalisme i alle dens afskygninger,” sagde Dimitrov. ”Men vi går ikke ind for national nihilisme og må aldrig opføre os sådan,” tilføjede han. Og videre:
”Opgaven med at opdrage arbejderne og alle arbejdere i den proletariske internationalismes ånd er en af de grundlæggende opgaver for ethvert kommunistisk parti. Men den, der tror, at dette retfærdiggør eller endda tvinger ham til at foragte alle nationale følelser blandt de brede masser, han er langt fra at være en ægte bolsjevik og har intet forstået af Lenins og Stalins lære om det nationale spørgsmål.”
Lenin, som altid og konsekvent bekæmpede den borgerlige nationalisme, har i sin artikel ”Om storrussernes nationale stolthed” fra 1914 givet os et eksempel på, hvordan spørgsmålet om nationale følelser bør håndteres korrekt.
Han skrev:
”Er følelsen af national stolthed så fremmed for os klassebevidste storrussiske proletarer? Naturligvis ikke! Vi elsker vort sprog og vort fædreland, vi arbejder først og fremmest for, at dets arbejdende masser (dvs. ni tiendedele af dets befolkning) skal blive opdraget til en bevidst tilværelse som demokrater og socialister. Det piner os mest af alt at se og føle, hvilke voldshandlinger, hvilken undertrykkelse, hvilke krænkelser zarens bødler, godsejerne og kapitalisterne udsætter os for […]
Dimitrov fortsætter:
”Mussolini forsøger desperat at bruge Garibaldis heroiske figur til sin egen fordel. De franske fascister udråber Jeanne d’Arc til deres heltinde. De amerikanske fascister appellerer til traditionerne fra den amerikanske uafhængighedskrig, til arven fra Washington og Lincoln. De bulgarske fascister udnytter den nationale befrielsesbevægelse fra 1870’erne og dens helte, der var elsket af folket, Vasil Levski, Stefan Karadsha og andre.”
…
”Kommunister, som […] ikke gør noget for at oplyse de arbejdende masser om deres eget folks fortid på en korrekt historisk måde, i den sande marxistisk-leninistisk-stalinistiske ånd, som ikke gør noget for at forbinde deres nuværende kamp med deres folks revolutionære traditioner i fortiden, sådanne kommunister overdrager frivilligt alt, hvad der er værdifuldt i nationens fortid, til de fascistiske falsknere, så de kan fordumme folkemasserne. Alle vigtige spørgsmål, ikke kun om folkets nutid og fremtid, men også om vores folks fortid, vedrører os.” (Dimitrov, samme sted)
I Sovjetunionen og andre socialistiske lande var kulturen national i sin form, men socialistisk i sit indhold. Den nationale form var ikke i modstrid med, men tværtimod en forudsætning for national forbrødring og internationalisme. Ukrainere og kasakhere plejede deres nationale kultur, men gav den et socialistisk indhold. Det sovjetiske menneske var først og fremmest en sovjetisk borger, men uden at fornægte sin nationale kulturarv.
Det nationale spørgsmåls plads i nyere norsk historie
Historisk set blev det nationale spørgsmål løst for nordmændene, da borgerskabet opnåede uafhængighed og fik en national base for kapitalakkumulation. I 1814 og i endnu højere grad i 1905 tog det unge norske borgerskab føringen som nationens talsmand og forsvarer. Arbejderklassen og andre lag af befolkningen samlede sig bag borgerskabets nationaldemokratiske fane.
Det skal her understreges, at samerne, kvænerne og andre nationale minoriteter blev undertrykt og løbet over ende i denne nationsopbygningsproces. For dem er det nationale spørgsmål stadig i bedste fald delvist løst. Denne undertrykkelse er blandt andet dokumenteret i den massive rapport fra Sandheds- og Forsoningskommissionen i sommeren 2023 om konsekvenserne af fornorskningspolitikken.
De uforløste nationer og spørgsmålet om nationale mindretal kræver en særskilt behandling, som er for omfattende at komme ind på her.
For den norske arbejderklasse var det først og fremmest et spørgsmål om borgerlige demokratiske rettigheder, som f.eks. almindelig valgret. Den var stadig for svag til at tage kampen op mod borgerskabet og sætte socialismen på dagsordenen.
De progressive aspekter af den norske nationsopbygning ligger især i, at den har stærke antiautoritære træk. Det hjalp, at Norge aldrig havde et magtfuldt aristokrati på samme måde som lande på kontinentet, eller Sverige for den sags skyld. Den adel, vi havde, var ofte lige så meget dansk, som den var norsk. Sprogbevægelsen og kampen for nynorsk var et udtryk for en antiautoritær national bevægelse mod resterne af det danske imperium, som fik støtte blandt småbønder, især i Vestnorge.
Lægmandsbevægelsen, især repræsenteret af Hans Nilsen Hauge, var i sin natur et småborgerligt religiøst oprør mod embedsværket og dele af gejstligheden. Det var en folkelig bevægelse mod magtens privilegier, og den blev derfor betragtet som en alvorlig trussel af magthaverne. Retten til offentlig adgang er dybt forankret i den nationale bevidsthed.
Parallelt med denne bevægelse opstod arbejderbevægelsen, i første omgang gennem thranitterne og fagforeningerne, og senere med stiftelsen af Arbeiderpartiet og LO. Tilsammen gav disse bevægelser den nationale kamp i Norge en folkelig og antiautoritær karakter.
Den uformelle stil på norske arbejdspladser i dag, hvor ingen bukker for chefen, har sine rødder i denne folkelige tradition. Det ændrer ikke på klasseforholdene, på mange måder er det med til at sløre dem, men denne tilsyneladende lighed adskiller norske arbejdspladser fra den tvungne arbejdsdisciplin på fabrikkerne i mange andre kapitalistiske lande.
Tilsyneladende varetog borgerskabet nationens interesser i den økonomiske udvikling og statsopbygning, der fulgte efter 1905. Der var stadig en høj grad af overensstemmelse mellem borgerskabets interesser og nationens interesser. Kampen om koncessionslovene i begyndelsen af 1900-tallet er et eksempel på, hvordan borgerskabet ønskede at sikre, at ressourcerne forblev på norske hænder.
Det ændrede sig, da den kapitalistiske udvikling af industri- og bankkapitalen satte staten i tjeneste hos de mest magtfulde kapitalgrupper. Skibsredere, fiskeri- og hvalfangstkapitalen og skovindustrien vendte blikket mod udenlandske markeder og ny adgang til ressourcer. På vegne af disse interesser blev den norske stat direkte involveret i kampen om ressourcerne i Arktis, og især i striden med Danmark i 1930’erne om, hvem der skulle ”eje” Grønland.
I den internationale situation efter Første Verdenskrig og Oktoberrevolutionen manøvrerede Norge sig til suverænitet over dele af Antarktis og også Svalbard i begyndelsen af 1920’erne. Det var det, der er kendt som norsk arktisk imperialisme.
Under den tyske besættelse af Norge (1940-45) var det kommunisterne, der førte den væbnede kamp og sabotage mod besættelsesmagten, mens det ”nationale” borgerskab modsatte sig alle former for væbnet modstand, efter at de norske styrker havde overgivet sig i foråret 1940.
Det var først i 1943-44, da det stod klart, at Nazityskland ville tabe krigen, og Den Røde Hær var klar til at befri de østlige dele af Nordnorge, at deres holdning ændrede sig. Borgerskabet ”tilpassede” sig den nazistiske besættelsesmagt i forventning om at blive befriet af britiske styrker. Det var de kommunistiske sabotører og det kommunistiske parti, der hejste det nationale flag i kampen mod besættelsesmagten.
Under og efter krigen fik det norske kommunistparti bred støtte blandt arbejderne og folket. Men partiet mistede initiativet, da det underordnede klassekampen under kampen for nationalt selvstyre. I stedet for at fortsætte på vejen mod revolutionær forandring insisterede partiet på at genoprette det parlamentariske system, som det havde været før den tyske invasion. Det kom bl.a. til udtryk gennem forsøg på at fusionere med Arbeiderpartiet umiddelbart efter krigen. Ikke desto mindre havde kommunisterne vist sig at være den modigste og mest konsekvente kraft for befrielse og dermed afklædt borgerskabets kollaborationistiske linje.
Siden afslutningen af Anden Verdenskrig er det blevet helt tydeligt, at det engang nationale borgerskab sælger nationens interesser for dollars, som Stalin sagde. I dag ville han nok tilføje euro.
Kampen mod NATO og EU
Dagens norske borgerskab tøver ikke med at skrotte sin egen grundlov. Grundlovens udtrykkelige forbud mod at afhænde dele af riget er blevet overtrådt og omgået i stadig stigende grad siden NATO-medlemskabet i 1949. EØS-aftalen og viljen til at lægge landet ind under Bruxelles, og ikke mindst at godkende amerikanske baser på norsk jord under amerikansk jurisdiktion, taler sit tydelige sprog.
Den stærke modstand mod norsk EU-medlemskab er et folkeligt udtryk for sunde nationale følelser, mere specifikt et forsvar for ressourceforvaltning, selvstyre og borgerlige demokratiske rettigheder. Reaktionære kræfter forsøger at indgyde bevægelsen nationalchauvinisme, men sådanne forsøg er altid blevet slået ned.
Også her er det nationale spørgsmål et politisk spørgsmål, som afspejler klassekampen.
Kampen mod EU og EØS er også en klassekamp og en del af forsvaret af de faglige rettigheder. Men hvis kommunisterne skulle ignorere den nationale side af EU-modstanden, ville det være idioti og en effektiv måde at isolere kommunisterne fra de brede masser. Så ville vi få en situation, der ligner den i store dele af Europa, hvor EU-modstanden ofte har en klart reaktionær og nationalchauvinistisk karakter. Marine Le Pen i Frankrig er bare ét eksempel. Her skiller den norske, men også den danske EU-modstand sig ud med sine krav om suverænitet og folkestyre kombineret med international solidaritet.
Vi må afsløre, hvordan det imperialistiske borgerskab villigt ofrer nationale interesser til fordel for imperialistiske interesser og alliancer. De rigmænd og -kvinder, der flygter til Schweiz for at spare et par millioner i skat, illustrerer den foragt, de har for deres eget folk og nation – uanset om de vender hjem hver 17. maj for at vifte med norske flag fra balkonen på Grand Hotel.
Det siger alt om klassemoralen hos vores imperialistiske borgerskab. Dette åbenlyse nationale hykleri kombineret med grådighed ses tydeligt af arbejderklassen.
Det nationale spørgsmål og revolutionær strategi
For revolutionære har spørgsmålet om national suverænitet endnu større konsekvenser i et strategisk perspektiv. Det er progressivt, at norsk lov siger, at naturressourcer som olie og fisk tilhører det norske folk i fællesskab (at borgerskabet konsekvent bryder sine egne love, er en anden sag).
Politisk er dette en vindersag blandt masserne, som med rette forbinder spørgsmålet om national kontrol over industri og ressourcer med kampen mellem klasserne om, hvem der skal arve de sociale værdier, som generationerne før os har skabt. Kravet om national suverænitet er også grundlæggende for modstanden mod NATO og protesterne mod, at USA-imperialismens luft- og hærstyrker får lov til at etablere baser på norsk jord.
Alle historiske erfaringer viser, hvordan imperialisterne griber til alle midler for at knuse en arbejderrevolution. Det er klart, at baser og faciliteter for USA-imperialismen er en dødelig trussel mod arbejderklassen og revolutionære opstande. Man kan ikke tale om national suverænitet, når fremmede hære fra verdens største militærmagt etablerer sig i landet.
Derudover er national kontrol over infrastruktur, og især energiforsyning, et spørgsmål af afgørende betydning for arbejderklassen. Ikke kun i dag, men også i et nyfødt socialistisk Norge.
Revolutionen vil højst sandsynligt bryde ud i et enkelt land eller en gruppe af lande, men næppe i hele Europa på én gang. USA og vores imperialistiske naboer vil måske gribe til direkte militær intervention. I første omgang vil de blokere handelsruter og fødevareforsyninger for at fremprovokere kontrarevolutionære opstande og knuse den nye arbejderstat. Bortset fra fisk er Norge langtfra selvforsynende med fødevarer. Vi har ikke engang kornlagre. Alene det er grund nok til at kæmpe for et bedre norsk fødevareberedskab i dag. Det betyder også at skabe en alliance med bønder og fiskere, som handler om at sikre en strategisk reserve for revolutionen – i dobbelt forstand.
Nøgleindustri og infrastruktur
I et moderne samfund fungerer intet uden energi. Det vil sige elektricitet, olie og gas. Eftersom Norge allerede har opgivet kontrollen over sin el- og gasforsyning ved at lade den blive fuldt integreret og tilsidesat gennem kraftudvekslingen i EU’s energiunion, har revolutionen mindre gunstige odds.
For det første kan EU afskære den eksport af strøm til Norge, som vi måske er blevet afhængige af (selvom det slet ikke er situationen i dag). Endnu mere sandsynligt er det, at EU og Storbritannien kan hævde, at det er et brud på folkeretten, hvis et socialistisk Norge lukker for eksporten af el, fordi vi selv har brug for strømmen, eller når vi afvikler hele elbørsen. Dette kan igen bruges som påskud for militær intervention, blokader eller andre straffeforanstaltninger.
Vi kan forvente og håbe på solidaritet fra den europæiske arbejderklasse. Men det er klart, at med fuld national kontrol over infrastruktur som elektricitet og andre nøgleområder i økonomien er et socialistisk Norge i en langt bedre position til at modstå imperialistisk afpresning. Det er endnu en grund til, at den folkelige og faglige modstand mod EU og ACER er så vigtig.
Flere eksempler kunne have været nævnt, som f.eks. at sikre, at så meget som muligt af metal- og procesindustrien og værkstederne bliver i Norge og ikke flytter ud. Det nytter ikke noget at nationalisere, hvis fabrikken bliver lukket og genetableret i Vietnam.
Sådanne kampe handler om mere end at redde arbejdspladser. De handler også om at give et socialistisk Norge den bedst mulige industrielle base, sammen med vores anden nationale fordel: energiressourcerne.
Revolutionen er en kæmpe opgave for arbejderklassen og dens allierede. Men selv revolutionen er ikke det sværeste. Det sværeste bliver at konsolidere en sejrrig revolution og påbegynde den socialistiske opbygning.
Det er aspekter, vi må huske på, når vi overvejer betydningen af nationalt demokrati og selvbestemmelse i et imperialistisk land som vores, og især hvis vi mener det alvorligt med at mobilisere arbejderklassen til at gennemføre en socialistisk revolution.
KPml’s indlæg til seminardiskussionen om imperialismen i dag, september 2023
Oversat fra norsk: Om det nasjonale spørsmålets betydning i imperialistiske land
Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 1,2024
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne