Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Over en række lørdage bringer vi nye afsnit i en beretning om Lenin, der kæder  begivenheder af enorm verdenshistorisk betydning sammen med Lenins liv, værker og betydning – og med Oktoberrevolutionens, Bolsjevikpartiet SUKPb’s og arbejderklassens første stats historie.

Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Afsnit I

Vladimir Iljitjs første kontakt med marxistisk litteratur var gennem sin bror Aleksandr, som i en alder af 21 blev fængslet og derefter hængt sammen med fire andre unge mænd for at have deltaget i et mordforsøg på tsar Alexander III, der slap uskadt. På det tidspunkt var Vladimir Iljitj 17 år gammel.

Samme år (1887) kom Vladimir Iljitj – som senere ville antage navnet Lenin – ind på Kazan Universitet for at studere jura, men et par måneder senere blev han bortvist for at deltage i en studenterbevægelse, der satte spørgsmålstegn ved universitetets interne regler. Sanktionen omfattede også et forbud mod at fortsætte med at bo i byen, så han blev sendt til en landsby, hvor hans søster Ana boede. Det tsaristiske politi instruerede, at “der skulle etableres streng overvågning af den deporterede”. Således begyndte processen med tæt politiovervågning, der ville ledsage ham indtil revolutionens triumf, og desuden eksil og tvungen migration. Om denne første oplevelse mindedes han år senere følgende: “Det forekommer mig, at jeg aldrig i mit liv efter det, hverken i fængslet i Petersborg eller i Sibirien, læste så meget som i årene med min deportation fra Kazan. Det var en kontinuerlig læsning, fra de tidlige morgentimer til sent om aftenen.”

Han var først i stand til at afslutte sine jurastudier i 1891 ved universitetet i Skt. Petersborg, som accepterede ham som en “ekstern studerende”, det vil sige ude af stand til at deltage i sine forelæsninger og tvunget til at studere alene. Lenin opnåede de højeste karakterer i sin årgang.

I 1893 flyttede han til Skt. Petersborg, sæde for den tsaristiske regering og et af centrene med den største kapitalistiske udvikling i landet, og derfor med en stor tilstedeværelse af arbejderklasse. Der var flere revolutionære kredse i gang, hovedsagelig bestående af intellektuelle fra småborgerskabet og under indflydelse af “Narodniks”, tilhængere af en liberal-reformistisk politik, der ville minimere udnyttelsen af de fattige bønder, dæmpe klassekampen på landet, og faktisk modsatte sig den revolutionære kamp mod det tsaristiske autokrati.

I Skt. Petersborg sluttede han sig til en marxistisk gruppe, der udførte socialistisk propaganda blandt arbejderne. Hans beherskelse af marxismen gjorde ham til en anerkendt marxistisk leder i hovedstaden. Et år tidligere, i Samara, i en alder af 22, blev Vladimir Iljitj allerede set som arrangør af de første marxistiske kredse i denne by.

Lenin forstod med absolut klarhed, at kampen mod og afsløringen af “narodnikkernes” ideer var en revolutionær nødvendighed, og skrev bogen “Hvem er ‘Folkets venner’, og hvordan kæmper de mod socialdemokraterne?”, hvori han afslører “narodnikkernes” teoretikere som repræsentanter for den subjektive, antividenskabelige, idealistiske metode, der benægtede den objektive karakter af lovene om social udvikling og massernes afgørende rolle i historien . Han foreslog også for første gang de russiske socialdemokrater nødvendigheden af at skabe et marxistisk arbejderparti, og ideen om en revolutionær alliance mellem arbejderne og bønderne som et instrument for dette parti, i erkendelse af, at det er nødvendigt at gøre en ende på godsejernes og borgerskabets tsaristiske regime og opbygge et kommunistisk samfund.

Lenin etablerede kontakter med forskellige marxistiske grupper i ind- og udland. Han arbejdede først for at forene de marxistiske kredse i Petersborg til en organisation, der antog navnet ”Sammenslutningen af kampen for arbejderklassens frigørelse” (1895), som med Lenins egne ord ville være “embryoet” til arbejderklassens parti. I december samme år arresterede politiet en stor del af medlemmerne af Sammenslutningen, herunder Lenin, der forblev i fængsel i de næste fjorten måneder. I januar 1897 blev han deporteret i tre år til en lille landsby i Sibirien, i hvilken periode han skrev mere end tredive værker, blandt dem “Udviklingen af kapitalismen i Rusland”, “De russiske socialdemokraters opgaver”, “Kapitalisme i landbruget” og “Udkast til program for vores parti”.

Efter sit eksil i januar i år 1900 helligede Lenin sig helt og holdent to opgaver, som han havde tænkt over og planlagt i detaljer i løbet af denne tid: opbygningen af arbejderklassens revolutionære parti og oprettelsen af en alrussisk marxistisk avis, Iskra, som udkom første gang i december samme år. Avisen blev udgivet i udlandet og “forberedte partiets ideologiske og organiske samhørighed i hele Rusland”.

Okhrana (tsarismens politiske politi) fulgte Lenin meget tæt og tvang ham til at forlade landet i juli 1900, og han kunne næppe vende tilbage fem år senere, da revolutionen i 1905 brød ud.

Mens han var i eksil i Sibirien, blev den første partikongres afholdt i 1898, som besluttede forfatningen for Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDLP). På trods af at partiet formelt var blevet konstitueret, eksisterede det faktisk endnu ikke: Det manglede et program og vedtægter, den centralkomité, der blev valgt, blev arresteret af politiet og blev ikke konstitueret, og den ideologiske og organisatoriske spredning mellem grupperne fortsatte.

Den politiske situation, præget af skærpelsen af klassekampen og den nært forestående revolutionære udbrud, gjorde det presserende at oprette partiet. For Lenin var det ikke et spørgsmål om blot at indkalde til en ny kongres. Før man nåede til den, sagde han, var det nødvendigt at klarlægge og forene i forhold til partiets mål og formål, dets organisatoriske former og kampmidler, at rense organisationerne for synspunkter, der var i modstrid med marxistiske opfattelser, og for at nå disse mål foreslog han oprettelsen af Iskra (Gnisten) i artiklen ”Hvor skal man starte?” Han skitserede en plan for organiseringen af partiet, som han udviklede i bogen ”Hvad skal der gøres?”

RSDLP’s anden kongres blev afholdt om eftermiddagen den 17. juli 1903 i en forstad til Bruxelles, Belgien, men på grund af politisk forfølgelse måtte de afslutte deres arbejde i London. Det blev overværet af 43 delegerede, der repræsenterede 26 underjordiske partiorganisationer.

Kongressen måtte overvinde flere problemer på grund af det faktum, at ikke alle dets deltagere identificerede sig med den politik, der blev fremmet af Iskra. Det vedtog et partiprogram præget af revolutionært indhold, som blev opretholdt indtil bolsjevikpartiets ottende kongres, der mødtes efter arbejderklassens revolutions sejr i 1917. Programmet lagde grunden til at skabe ideologisk enhed i partiet. Men da det kom til at godkende vedtægterne, blev diskussionen bitter, uenighederne var dybe. Lenin foreslog, at for at være medlem af partiet måtte man acceptere programmet, hjælpe partiet materielt og være tilknyttet en af dets organisationer; Lenins modstandere, ledet af Martov, anså det ikke for væsentligt at være en del af en partiorganisation. Lenin sammenfattede kriteriet om partiet med, at det kun ville blive en løs organisering, hvis medlemmerne ikke tilsluttede sig partiet af egen drift, de måtte optages af en af dets organisationer og derved underkaste sig partiets disciplin. De vaklende Iskra-ister støttede Martovs forslag, som vandt med 28 stemmer for, 22 imod og én hverken for eller imod.

Kongressen valgte en centralkomité bestående af leninister og godkendte også sammensætningen af Iskras redaktion foreslået af Lenin. Kongressens beslutninger om sammensætningen af partiets centrale organer gav sejr til Lenins tilhængere, der begyndte at blive kaldt bolsjevikker (flertal), og deres modstandere mensjevikker (mindretal). I løbet af den efterfølgende periode antog det bolsjevikiske parti princippet om arbejderklassens revolutionære fortrop organiseret efter marxismen-leninismens principper.

Links til seriens syv afsnit:

Afsnit I: Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Afsnit II: Revolutionen i 1905 i Rusland

Afsnit III: Perioden 1905 frem til revolutionen 1917

Afsnit IV: Revolutionen i 1917 sejrer

Afsnit V: Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Afsnit VI: De tidlige år af Republikken Sovjet

Afsnit VII: Lenin arbejdede for socialismen til det sidste