Hej, jeg hedder Karin. Hvor er det bare dejligt at se jer alle sammen – her på Kvindernes Internationale kampdag.
Vi er her, fordi vi ikke bare vil lade stå til – fordi vi vil at forholdene for kvinder skal ændres – fordi vi vil forandring. Og helt ærligt, så er det vist indlysende for rigtigt mange, at der heller ikke bliver nogen forandring til det bedre med den arbejdsgiver-og krigsregering, der er kommet til.
Der er rigtig mange grunde til, at jeg er gået med i dette ”Kvindeoprør” og med til at arrangere demonstrationen i dag.
Jeg har været offentligt ansat i et kvindefag det meste mit lange arbejdsliv.
Jeg har mærket på min krop hvad arbejdsforholdene betyder.
Set hvordan forholdene for ansatte, børn og forældre bare er blevet værre og dårligere på daginstitutionsområdet. Været med til at kæmpe imod disse forringelser som faglig aktiv og tillidsrepræsentant
Og tror mig, selvom vi blev røvrendt gang på gang af vores egen fagtop og politikere, så giver jeg ikke op.
Ligesom I heller ikke gør det.
Ikke før vi får ligeløn, kortere arbejdstid, reelle minimumsnormeringer og – får sat pensionsalderen ned for almindelige mennesker. For tror mig, I der er unge nu, holder ikke i kvindefagene til I er 70 år eller ældre.
Som rigtig mange andre kvinder har jeg oplevet, hvad det vil sige at forsøge børn og familie på kvindeløn. Og set rundt om mig, hvordan fattigdommen er kommet tilbage bag de pæne facader. Og det gælder også for dem, hvis lejligheder i Vollsmose bare er buldozet ned, for at skaffe plads til folk med flere penge. De er smidt ud. Noget rigtig mange lige nu, med høje energiregninger, fødevarepriserne og regninger der bare stiger ved, at lige om lidt er det deres tur til at stå uden tag over hovedet.
Folketingets engangsbeløb som inflationshjælp – ja de varmer som at tisse i bukserne en kold vinterdag.
Det samme gælder for de OK23 forlig der nu er indgået. De dækker hverken inflation eller reallønnen. Der må siges Nej. Der må kæmpes og strejkes så vi kan få vores krav igennem. En løn vi kan leve af.
Forligene dækker hverken inflation eller reallønnen. Der må siges Nej. Der må kæmpes og strejkes så vi kan få vores krav igennem. En løn vi kan leve af.
Vi siger også nej til afskaffelse i af Store Bededag.
Det betyder mistede tillæg og for andre en mistet fridag. Men vi vil ikke arbejde mere. Arbejdstiden skal ned. Vi vil have tid til børn og familie.
Arbejdstiden er sat op med tyveriet af Store Bededag og med øget flexibel arbejdstid over weekenderne.
Uligelønnen fortsætter og der gives slet ikke det nødvendige løft til mindstelønnen.
Der må opfordres til et kæmpe nej. Vi vil ikke arbejde mere. Vi vil have tid til børn og familie.
Vi vil af med uligelønnen.
Vi kan se at hele den udvikling, hvor de rige bare bliver rigere og klasseskellene vokser, ikke bare her i Danmark, men i hele Europa, i hele verden. Kvindefattigdommen – kvindefjendskheden – udnyttelsen og volden mod kvinder stiger – det er alt sammen tegn på et sygt system.
Noget der er rigtigt vigtigt at sige på en dag som denne er, at kvindekamp er også kampen mod imperialismens krige. De betyder død og ødelæggelse i de lande, hvor de foregår. Og store sociale nedskæringer i de krigsførende lande.
Der er krig i Europa! Vi hører det hver dag i medierne. Vores statsminister fortæller os, at Ukraine kæmper for demokrati og for at beskytte vores værdier.
Men krigen i Ukraine er ikke vores krig! Uanset hvad de forsøger at bilde os ind!
Regering og Folketing har brugt 5,6 milliarder på våben til Ukraine. Nu vil de så afskaffe en fridag og andre sociale nedskæringer, hvor pengene skal gå til oprustning og mere krig i Europa.
Vi må bryde igennem krigens løgne og den massive krigsproganda. En af de stærke ting ved Kvindernes Internationale Kampdag allerede ved dens start i 1910 er, at arbejderkvinder over hele verden har rejst kampen for livet, for vores og vores børns fremtid – i kamp mod imperialismens krige, for sociale fremstridt og kvinders fulde rettigheder.
Det skal vi også gøre i dag. Og vi hopper ikke på den om, at tvungen kvindelig værnepligt for at skaffe flere soldater skulle være et moderne kvindekrav i dag. Glem det.
Den stigende vold mod kvinder overalt er ikke kun et udtrykt for fattigdom, ulighed, religiøs fanatisme og feudale skikke. Og alt for ofte får kvinder stadig påtvunget skylden for selv at være ude om det.
Men venner, det er et samfundsproblem. Med den stigende militarisering af vores samfund kommer også krigens logik og uhyggelige menneskesyn – hey du er anderledes end mig, du er min fjende, jeg er stærkere end dig – så jeg har ret til at skade og ultimativt slå dig ihjel. Det ses i synet på andre som 2. rangsmennesker, i racismen og fremmedfjendskhed. Krigens og kapitalismens afstumpede menneskesyn fremmer og tillader vold mod kvinder.
Men ved I hvad, der er noget er der stærkere end at dette. Og det er os, vores kraft og vilje til at skabe et bedre liv. Det er klassesolidaritet og den internationale solidaritet. Vi er ikke alene. Du er ikke alene. Vi er sammen med kvinder over hele verden, hvad enten det er i ruinerne i Palæstina, Afghanistan, Tyrkiet, Kurdistan og Syrien, eller kvinderne på gaden i dag i Calcutta i Indien, Lima i Peru, Paris eller Oslo. Vores solidaritet med krigens ofre og kvinder i Ukraine og Rusland er, at kræve et stop for den krig.
Jeg vil slutte med et visdomsord fra arbejderdigtren Carl Sharnberg ” Afskaffer vi ikke krigen – så afskaffer den os ”. Vi har et valg.
Tak. Og forsat god kampdag til jer. Vi mødes igen i alle de kommende kampe derude.
Se også reportagen
Forrygende kampdag i tre byer med “8. marts – Kvindeoprør”
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
