Denne artikel er baseret på et oplæg jeg gav med titlen Organisering af unge og Studenter-bevægelsen i dag til Arbejderpartiet Kommunisterne (APK)’s debatmøde: Ned med regeringens arbejderfjendske krise-& krigspolitik for de rige, den 14. januar 2023. Jeg vil her komme ind på nogle af de erfaringer og observationer jeg har gjort mig i mine 9 års arbejde indenfor elev- og studenterbevægelsen, samt mit arbejde indenfor Danmarks Kommunistiske Ungdom.
Af Anton Jensen, DKU
Hvis vi skal kunne bekæmpe SVM-regeringen og de illusioner som borgerskabet har bygget op omkring regeringen, så er det essentielt at vi vinder ungdommen over på vores side. Udover at være den næste generation til at arve det kapitalistiske systems åg og byrde, så er ungdommen også karakteriseret af at være i et stadie i sit liv hvor man ikke er bundet af ansvar overfor kone, mand, børn, bil, pensionsopsparing, fuldtidsjob eller banklån. Ungdommen har ikke bare den ulmende underbevidste utilfredshed med det kapitalistiske system, men generelt friheden til at gå mere militant til værks for dets afskaffelse. Det er vores historiske opgave og pligt at transformere de ubevidste og spontane opstande til den bevidste og organiserede klassekamp. Ungdommen har kræfterne og viljen, men mangler den politiske bevidsthed om hvor den skal rettes imod.
Der er mange unge uorganiserede kommunister i Danmark. Altså unge kommunister som ikke tilhører nogen organisation eller parti. De har fundet deres vej til kommunismen oftest gennem venner, familie, eller fællesskaber på internettet. De kender ikke til de kommunistiske partier eller til Danmarks Kommunistiske Ungdom, og for disse unge kommunister er dette dybt demoraliserende, da de føler sig alene med deres forargelse imod systemet. Hver eneste gang DKU går på gaden med flyers, sætter plakater op i byerne eller deltager i større arrangementer, så får vi nye medlemmer. Ofte er det unge kommunister, eller nysgerrige læringsparate, som er lykkelige over at endelig have fundet en organisation hvor de kan lægge deres kræfter og være sammen med ligesindede unge revolutionære. Andre som finder deres vej til kommunismen, gør det igennem først at have engageret sig i de socialdemokratiske partier, SF og Ø, og dernæst på grund af utilfredshed med partiernes arbejderfjendske rolle som Socialdemokratiets lakajer, bevæger sig til venstre og over til kommunismen. Men stadig, det langt størst flertal af unge mennesker kender intet til DKU eller de kommunistiske partier. Vi må og skal ud over stepperne med vores navn og politik, så enhver elev, studerende eller ungarbejder ved præcis hvilken fane de skal slutte op om for en bedre verden. For at dette skal kunne lade sig gøre, må vi blive bedre til at komme ud blandt de unge hvor de er. Vi må ud på skolerne, gymnasierne, erhvervsskolerne og universiteterne. Vi må følge parolen: Gå til ungdommen hvor de unge er!
Fordi der er så mange ting som hver dag konstant konkurrerer for de unges opmærksomhed, så er det ikke nok alene at have den korrekte Marxistisk-Leninistiske linje, men nødvendigt at offentligt udøve ekstraordinær og overvældende praxis. Ungdommen drages først og fremmest til Handling. Unge respekterer ingen ”revolutionær” organisation som ikke tør være på kant med den borgerlige forståelse af det ”ordentlige Danmark”. Vis ungdommen at man tør stå fast og aktivt kæmpe for sagen, og de vil slutte sig til. Vi må følge parolen: Praxis tiltrækker medlemmer, linjen fastholder medlemmer!
Når det unge potentielle medlem så har fundet partiet/organisationen, så må man sørge for at partiet har mere at tilbyde end politiske møder. Der skal være et bredere værditilbud som inkluderer et fuldkomment fællesskab. Regulære aktioner på gaden, bogklubber, fællesspisning, filmaftener, medlemsdebatter, spilaftener, fællessang og musik, skovvandringer, osv. I kraft af at borgerskabet og dets medløbere altid vil forsøge at udstøde og fremmedgøre den revolutionære fra det almene samfund, så må partiet tilbyde et trygt socialt fællesskab hvor kammerater i sandhed kan blive kammerater. Vi må følge parolen: Fællesskab fremmer fronten!
Studenterbevægelsen – “den syge mand”
Om den organiserede studenterbevægelse på de danske universiteter i dag, passer betegnelsen ”Den syge mand” desværre alt for godt. Den er blot en skygge af hvad den var i 60’erne, 70’erne og 80’erne. I denne periode vandt de studerende med militant handling og kraft alle de privileger, rettigheder og demokratisk indflydelse, som de studerende i dag tager for givet. Dette var en tid hvor studenterorganisationerne lokalt, og Danske Studerendes Fællesråd (DSF) nationalt, var fuldkomment domineret af den yderste venstrefløj.
Den studenterpolitiske kamp havde et politisk samfundstransformerende formål. Der var et oprigtigt forsøg på at inddrage den studenterpolitiske kamp i klassekampen for en bedre verden. På trods af de fejl som skete her og der, så var resultaterne af den klassebevidste kamp på universiteterne ubestrideligt store.
Da de kommunistiske bevægelser under DKP kollapsede i 1989-1991, faldt også venstrefløjens indflydelse i studenterorganisationerne. I 1998 lagde studenterorganisationerne sig sammen med de borgerlige organisationer, Moderate Studerende. Denne samling kunne kun lad sig gøre ved den fuldstændige ”afpolitisering” af studenterorganisationerne. Slut var tiden med den klassebevidste militante kamp for de studerendes økonomiske og sociale øjeblikkelige interesser. I stedet blev fokus primært flyttet indenfor universitets 4 vægge. Organisationerne fokuserede mere på at organisere fritidsaktiviteter, druk og fagkritik. I de forskellige vedtægter blev der tilføjet punkter om at organisationerne ikke måtte være ”partipolitiske”. Intet levende eller dødt medlem af studenterbevægelsen, hverken har eller vil nogensinde komme til at give en oprigtig og meningsfuld definition af dette ord. Dette er fordi ordet udelukkende eksisterer for at forbyde den videnskabelige politiske analyse af universiteternes og samfundets modsætninger. Denne strategi, opfundet af de borgerlige Moderate Studerende, havde og har stadig til formål at give studenterbevægelsen ”det hvide snit”, om man vil. Det sørger for at holde de studerende ubevidste, og deres frustrationer spontane og uden formål.
Resultatet har været at studenterbevægelsen i de sidste 30 år har været på defensiven, imens at regeringerne og universitetsadministrationerne har været på offensiven. Alt hvad den gamle klassebevidste, målrettede og militante bevægelse havde tilkæmpet sig gennem 3 årtier har borgerskabets lakajer og universitetsbestyrelser brugt de efterfølgende 3 årtier på at pille ned, bid for bid. Om dog at der stadig er lang vej endnu før de studerende har mister alt hvad de vandt den gang, så er de godt på vej. Af manglen på nogen som helst videnskabelig samfundsanalyse, har bevægelsen benyttet sig næsten alene af strategien om at ”bare spørge regeringen rigtig pænt om de ikke nok vil være søde ikke at fortsætte med at forringe SU’en og uddannelsessystemet” og derefter surmule og brokke sig højlydt når hver eneste regering har fortsat med at forringe SU’en og uddannelsessystemet. I nogle få tilfælde har store pludselige skærpelser i de lokale modsætningsforhold givet anledning til lokal spontan militant kamp for de studerendes interesser. For eksempel de psykologistuderendes blokade på deres institut på Københavns Universitet i december 2022.
De universitetsstuderende er ikke den nemmeste gruppe at organisere for klassekampen, af en række grunde. De har generelt ikke nogen direkte relation til produktionsmidlerne, indtil at de er færdige på universitetet, hvilket er en konkret udfordring for fremmelsen af klassesolidariteten og bevidstgørelsen om det kapitalistiske system. De få studerende som radikaliseres under de nuværende forhold har ofte en trist tendens til at blive ledt på afveje af småborger-revisionistisk strømninger, som et resultat af det borgerlige uddannelsessystems påvirkning på dem. Også de sidste regeringers fremdriftsreformer på universiteterne har gjort at de studerende aldrig har været så tidspressede som i dag. Dette tidspres går hånd i hånd med at realværdien af SU’en har været stødt faldende i årtier, og har skabt en utrolig mentalt usund tilværelse for størstedelen af de studerende. Dette efterlader ikke megen mental eller psykisk overskud for de fleste studerende til at engagere sig for klassekampen.
Dog på trods af alt dette eksisterer den underbevidste og ulmende foragt for det kapitalistiske system stadig i den almene studerende. En umådelig hunger eksisterer for en eksplicit politisk og militant kamp. 30 års afpolitisering har sat sine spor og tilladt de studenterpolitiske modsætninger at skærpes til en sådan grad, at det ikke kan ignoreres længere. Kun gennem skabelsen af en studenterbevægelse for den organiserede, klassebevidste, militante kamp kan de studerende genoptage deres rolle i klassekampen, og bidrage til skabelsen af en bedre verden.
Anton Jensen, 15/01 2023
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
