I første del af artikelserien behandledes energispørgsmålet, om at løse spørgsmålet om grøn og tilgængelig energi. Det kræver et socialistisk samfundssystem der er fri af de økonomiske profitinteresser, der kendetegner det kapitalistiske samfundssystem. Socialismen baserer sig på egne kræfter og når det kommer til elektricitet, som del 2 handler om, kan dette udvides til at handle om at reducere behovet for transmission af strøm. I den udstrækning det er muligt skal strøm nemlig produceres lokalt – dér. hvor den skal bruges. Dels for at undgå at den går tabt i selve transmissionen, men også for at spare ressource på at opbygge overdimensionerede højspændingskabler og transformerstationer.
Af Franz Krejbjerg, medlem af ArbejderPartiet Kommunisterne
Del 2 af en artikelserie i tre dele, om hvordan socialismen vil kunne løse energispørgsmålet.
I alle samfundstyper udvikles der kollektiv infrastruktur, alt andet ville være absurd. Vi deler veje, vandrør, og kloaker osv. osv. I takt med udviklingen af større og større bysamfund, er alt hvad vi omgiver os med blevet formet, bygget og konstrueret og i samme takt blevet kollektivt. Det forhindrer ikke kapitalismens tendens til at forsøge at gøre alt til en vare, vi ser de konstante forsøg på at opsplitte dele af infrastrukturen, så den kan komme på markedet, i modsætning til dens karakter.
Når det kommer til helt basale fornødenheder i den moderne verden, har adgang til elektricitet også en særlig karakter. Uden elektricitet vil al infrastruktur falde sammen. Det gælder sygehuset, pumper til vand og kloaker, telefonnettet osv. Det gælder også produktionen, medier, transporten, beboelse og husholdning. Elektricitet er en nødvendighed og har karakter af kollektiv infrastruktur, ikke kun installationerne, kablerne i jorden, transformerstationerne, og kraftværkerne, men selve strømmen.
For hvert årti er kravet til kvaliteten og mængden af elektricitet stødt vokset. Det kræver et gigantisk maskineri til at drive elnettet så der er balance og energi til alle. Kun ved at drive dette maskineri efter en forståelse af den kollektive karakter kan samfundet fungere. Ellers vil der komme konstante nedbrud og blackouts. Med socialismen vil al infrastruktur, straks fra første dag blive samfundseje, og prisen blive sat efter folkets vilje.
Hvad skal strøm eller varmen koste? Som udgangspunkt skal det ikke koste mere end det, som det koster at producere. Men det kan man ikke sige 100% til alle tider, fordi der skal selvfølgelig også være en balance imellem by og land, mellem installeret produktionskapacitet og peak behov. Det vil sige at der skal prioriteres, ligesom alt andet. Socialismen må sikre at alle ressourcer bruges fornuftigt og kapaciteten bliver brugt. Kapitalismen påstår det er ”deres specialitet”, men sådan hænger det ikke sammen. I praksis er kapitalismen ekstremt dårlig til at afstemme kapaciteten med efterspørgslen. Og der er et grundlæggende misforhold mellem at drive en forretning på energi, der går ud på at sælge så meget som muligt, så dyrt som muligt, og menneskehedens egentlige interesser, der går i den modsatte retning.
Socialismen afviser som udgangspunkt ikke nogen metoder til at producere elektricitet, men det skal hvile på videnskabelige principper, og være vedvarende og bæredygtigt. Derfor omfavner socialismen også miljø- og klimavidenskaben, og tage ved lære af de mange uheldige erfaringer, der er gjort gennem historien. Det at producere store mængder diesel og andre fossile produkter og transporter dem hele kloden rundt for at brænde dem af i kraftværker og transport, er åbenlyst ikke vedvarende og bæredygtigt. Socialismen skal i stedet satse på en total elektrificering af alt, fra industri og transport, til husholdning.
Det er altid nogle der påstår at det er umuligt, men i praksis er det fordi der ikke forsøges. Under kapitalismen er der et konstant pres fra industrien mod omstilling, fordi der er så store økonomiske interesser forbundet med at bevarer tingene som de er. Denne type af problemer med stagnation eller snævre interessemodsætninger mellem by og land, eller mellem brancher, kan socialismen også løbe ind i. Kun gennem en stadig vedholdende kamp for den videnskabelige socialismens principper kan disse overvindes.
I virkeligheden er de vedvarende kilder ikke kun vejen til relativ hurtig selvforsyning og løsningen af forurening og på sigt dæmpningen af klimaproblemerne, det vil også være den billigste energi. Allerede under kapitalismen i dag, er strøm fra solceller og vindmøller blevet langt billigere end de fossile kilder.
Der er en fælles udfordring med næsten alle typer af vedvarende energikilder, og det er, at de ikke er stabile. Der er mere energi i vinden på nogle tidspunkter end andre, og solen skinner mere om sommeren. Hvis man ikke har noget ind imellem, er der et missing link. Den løsning der fortsat bruges, er store dampturbine kraftværker der kører konstant, med naturgas drevne turbiner til spidsbelastning. Den langsigtede løsning er at gemme elektricitet i batterier.
Alt efter hvilket land man bor i vil man have forskellige muligheder til rådighed. Lande i et meget bredt bælte rundt om ækvator kan få alle deres energibehov dækket ved hjælp af solen. Langt op i Sydeuropa er det muligt at producerer al den strøm som et moderne samfund har brug for alene ved solpaneler og udbygning med batterier. I mange lande må man kombinere sig frem med f.eks. vandkraft, vindmøller, biogas og solceller. Andre lande har andre muligheder baseret på deres geologi, f.eks. har Island varme vulkanske kilder, og Færøerne har bølger.
Efterhånden som vi er blevet klogere på klimaforandringerne, kan vi se at der ikke længere er garanti for vandkraft er en sikker og stabil forsyning. Der kan komme utroligt store udsving af nedbørsmængderne. Det bliver i fremtiden måske lige så ustabilt som vind og sol. Alle disse forhold må det socialistiske samfund uddanne sig til at kunne forstå at håndterer.
Nogle taler altid om at der er nye teknologier der er lige rundt om hjørnet, der vil give uendelige mængder af gratis energi. Men der er bare ikke tid til at vente på hvad der sker henne om hjørnet, der er brug for en meget hurtig omstilling.
Derfor vil socialismen heller ikke fortsætte med at brænde fossile brændsler, og vente på teknologiske fiks, og forestillinger om at hente CO2 tilbage i undergrunden. Kapitalismen satser derimod mange milliarder på at de kan udvikle brint til erstatning for de fossile brændsler. Det er en vej væk fra videnskaben og dyrekøbte erfaringer som katastrofen med luftskibet Hindenburg. Der findes i dag kun laboratorieforsøg der har vist man kan holde brintmolekyler fanget under tryk, i den virkelige verden kan brint, power-x, eller ætanol ikke løse opgaverne med energi til transport og opvarmning, men kun bruges i andre kemiske processer, og helt sikkert have en lille lokal betydning ved f.eks. stålværker.
Socialismen vil heller ikke vente på at forsøg med fusionskraft bliver udviklet til færdige reaktorer om ti eller tyve eller 50 år. Vi vil heller ikke sætte vores lid til biomasse fra skove og marker. Marker skal bruges til at dyrke vores mad, og træ bør ses som byggemateriale og ikke et CO2 neutralt brændsel.
Som nævnt i første del, er det vigtigt at socialismen baserer sig på egne kræfter. Når det kommer til elektricitet, kan dette udvides til at handle om at reducere behovet for transmission af strøm. I den udstrækning det er muligt skal strøm nemlig produceres lokalt der. hvor den skal bruges. Dels for at undgå at den går tabt i selve transmissionen, men også for at spare ressource på at opbygge overdimensionerede højspændingskabler og transformerstationer.
Under kapitalismen planlægger man i stedet at bruger rigtig mange penge på højspændingskabler, fordi det antages at der kan skabes et stort fællesmarked for køb og salg af dyr strøm. Hvad de glemmer at fortælle, er at jo længere strøm skal transporteres desto dyrere, bliver det. Kabler er ikke det samme som motorveje, der går simpelthen strøm tabt i transmissionen, desto længere den skal rejse.
Der er nogle der ser på alle disse udfordringer og mister håbet, eller løber med på dommedagsprofeter der påstår at der er for mange mennesker til at verden kan overleve. Det er alt sammen elementer i en del og hersk propaganda, der skal bruges til at forklare at de fattige er fattige fordi de er for mange, og ikke fordi de er blevet berøvet deres ressourcer.
Sagen er at jorden har rigeligt med ressourcer. Det er ikke antallet af mennesker der er problemet, heller ikke noget mystisk der er indbygget i vores sind, men den måde vi har organiseret samfundet på. Det der skaber kriser, er kapitalismen selv, den evige jagt på profit skaber destruktion, og rovdrift på ressourcer.
Læse anbefaling:
Lenin: Materialisme og Empiriokriticisme. Kritiske bemærkninger om en reaktionær filosofi.
Læs også:
Socialismen og løsninger på energi – del 1
Socialismen og løsninger på energi – del 3
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
