30. august 2022 døde Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionen sidste præsident. I de borgerlige medier fik han endnu engang omtale, mens de bevidstløst gentager anti-kommunisternes største propaganda løgn, nemlig at Sovjetunionen vedblev med at være et socialistisk land efter revisionismens magtovertagelse frem til kontrarevolutionen og opløsningen.
I nedenstående artikel i Dagbladet Arbejderen fra 1987 skriver Klaus Riis, daværende formand for DKP-ml, at det sovjetiske samfunds stagnation og krise i 70erne og 80erne i virkeligheden var udtryk for, at den kapitalistiske genrejsning allerede var fuldført. Sagen er, at det socialistiske systems overvældende fordele kun kan nydes under ægte socialisme, under proletariatets diktatur, under et virkeligt marxistisk-leninistisk partis ledelse. Derfor var alle forhåbninger til Mikhail Gorbatjov på forkant dømt til at mislykkedes. Kun gennem en ny Oktoberrevolution der tilintetgør det herskende revisionistiske borgerskabs magt kunne arbejderklassen genvinde socialismen.
Denne skarpe marxistisk-leninistiske analyse afslører både borgerskabets fortsatte anti-kommunistiske løgne og det revisionistiske blændværk.
Nyopsætning i demagogiens teater
Af Klaus Riis 11. februar 1987
Den revisionistiske kontrarevolution er skånselsløs ved sine egne børn. Et kortvarigt øjeblik soler de sig i international opmærksomhed, for en kort stund fremlægger de deres planer for at frelse nationen og verden under vildt bifald – så får de silkesnoren, manøvreres ud i kulissen eller helt ned under brædderne, uden at levnes nogen ære, uden blomster og ovationer. Eksemplerne er talløse. Hvert eneste revisionistisk land leverer sine egne. Hovedrollen viser sig som en pligtrolle, og bag scenen forberedes allerede exit’en.
I alle sine tragiske aspekter forløber det revisionistiske drama som en gigantisk, uophørlig farce.
En ny stjerne er i de sidste år trådt frem på det verdenshistoriske teater. Tiljublet i medierne i øst som i vest som et nyt håb, der er tændt i håbløshedens mørke. Skuepladsen i Kreml har lanceret sin nye superstar Mikhail Gorbatjov, det historiske svar på Hollywoods indtog på det konkurrerende firmas scene i Det hvide Hus.
Er Ronald Reagan svaret på kapitalismens og imperialismens afgrundsdybe krise i vest, har Gorbatjov fået rollen som manden, der skal bringe det sovjetiske samfund ud af sin uhyrlige stagnation og forstening, genoplive den ramponerede sovjetiske »socialismes« prestige, puste nyt liv i den fragmenterede revisionistiske bevægelse på internationalt plan, og fuldføre hele menneskehedens håb om en verden uden truslen om atomkatastrofer – alt sammen senest år 2000.
En bølge af lettelse og ny entusiasme har grebet de søgende sjæle i de revisionistiske partier, som i mange år har set sig selv trængt op i en krog, konfronteret med ubestridelige kendsgerninger, som omhyggeligt er blevet fortrængt og fortiet. En »ny stil«, en »ny åbenhed« er ved at sætte sig igennem, den frosne isvinter er ved at afløses af et stormende tøbrud. Alle de sædvanlige floskler og fraser er blevet pudset af og kommet til ny ære og værdighed i den borgerlige og revisionistiske presse. Den trøstesløse revisionistiske ørkenvandring ser i det fjerne synet af en livgivende oase, en uudtømmelig kilde til fornyelse af livskraften, som vil blive indtaget senest om 13 år.
Det vil være uden formål at søge at få karavanedeltagerne til at reflektere over, hvad der bragte dem i deres nuværende situation. Efter det lange stop i ørkenen er trangen til vederkvægelse så stor, at blot antydningen af bevægelse er nok til en momentan tilfredsstillelse, at blot indrømmelsen af, at man faktisk står midt i ørkensandet og ikke i kommunismens fagre rige (som Gorbatjovs forgænger Hrustjov lovede ville være indført i 1980), og det blotte løfte om, at der søges en udvej, giver ny energi og optimisme.
Og det er netop det, Gorbatjov tilbyder. En indrømmelse af, at Sovjetunionen befinder sig i en dyb indre krise på alle felter. En antydning af en bevægelse ud af denne krise, midler til reform. Og opstillingen af en ny dato for opnåelsen af målet for alle anstrengelserne: det betydningsfulde år 2000, sekelskiftes runde og forjættende tal.
Gorbatjov indrømmer denne krises eksistens. For han kan ikke andet. Den kan ikke længere skjules overfor den sovjetiske befolkning selv, den kan ikke tilsløres overfor verdensoffentligheden bag demagogi og fraser, som Brezhnev og co. gjorde det. Det dybtgående og drastiske gennembrud af den kapitalistiske verdenskrise i Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne gav anledning til dybe rystelser, som ikke kan fejes ind bag staffagen.
Den nye revisionistiske superstar må indrømme, at »på en vis etape begyndte landet at tabe udviklingstempo, vanskeligheder og uløste problemer hobede sig op, og der viste sig tegn på stagnation og andre tendenser…«, nemlig at ingen af 5-års-planerne fra 1970erne blev opfyldt, korruption og kriminalitet, alkoholisme, narkomani, ødelæggelse af samfundsmoralen bredte sig, bureaukratiet antog et stadig mere omfattende omfang, de nationale modsætninger voksede og tilspidsedes til åbne sammenstød. En katastrofal situation har udviklet sig i industri og landbrug samtidig med, at befolkningens mest nødtørftige sociale og kulturelle behov er blevet imødekommet i stadig mindre omfang.
Den borgerlige presse har kastet sig over alle disse fortrængte kendsgerninger som en grib, der kan slå ned på et længe ventet bytte. Gorbatjovs proklamerede opgør med Brezhnev-tiden er blevet opreklameret i et omfang ligesom Hrustjovs berygtede »hemmelige rapport« om Stalin.
Forskellen er imidlertid den, at Stalin blev forsvaret af marxist-leninisterne i Sovjetunionen og over hele verden, fordi Hrustjovs angreb og politik var en politik for genoprettelsen af kapitalismen i Sovjetunionen. Gorbatjovs angreb på Brezhnev er et demagogisk forsøg på at skjule de virkelige årsager til den krise, han må indrømme eksistensen af – nemlig den fuldførte kapitalistiske genrejsning – og hans planer et lige så demagogisk forsøg på at reformere den kriseplagede revisionistiske kapitalisme. Over hele dette »verdenshistoriske« opgør mellem revisionistiske kliker hviler et farceagtigt skær. Ingen melder sig som arvtagere til Hrustjovs og Brezhnevs bedrifter, og dog er Gorbatjov deres sande arving, selvom han nok så meget forsøger at iføre sig Lenins og leninismens gevandter (hvad både Hrustjov og Brezhnev gjorde før ham – og med samme klovnagtige resultat).
Det virkelige drama udebliver, tragedien blev ført til ende i slutspillet efter Stalins død, nu er der kun nye akter i den demagogiske farce tilbage.
Bag hele det tykke lag af oppustet reformiver skinner panikken tydeligt igennem hos den store Gorbatjov: Sovjetunionen befinder sig nemlig i en uløselig krise; i principielt nøjagtig den samme ideologiske, politiske, økonomiske og moralske krise, som har grebet de traditionelle kapitalistiske lande; i den kapitalistisk-revisionistiske verdenskrises greb.
Og denne krise kan ikke overvindes gennem reformer eller smidiggørelse af systemet. Nok så mange kampagner mod korruption, magtmisbrug osv., nok så megen åbenhed og nok så kraftige doser ny stil vil ikke rykke ved denne grundlæggende kendsgerning.
Gorbatjov fabler om, at »de kolossale fortrin ved det socialistiske økonomiske system og frem for alt dets planprincip ikke blev udnyttet effektivt«. Det lover han at sikre ved at styrke og reformere kapitalismen.
Han spiller højt spil, tvunget til samme demagogi som forgængeren. For at tilsløre den virkelige årsag til problemerne, for at vinde tid, vinde en folkelig opinion for at forkaste stadig flere af de overlevede, tomme og indholdsløse socialistiske former i det sovjetiske samfund, der for længst er berøvet ethvert levende indhold. I et forsøg på at gøre den sovjetiske kapitalisme mere strømlinet, mere smidig, mere moderne, i et forsøg på at stabilisere, fastholde og udvikle det nye revisionistiske bourgeoisis magt, som potentielt er truet af dets politiske fallit.
Det har allerede kostet nogle hoveder, og vil koste endnu flere. Det er en af de tributter, der må ydes for at forhindre sovjetfolket og dets forskellige nationaliteter i at komme til en klar erkendelse af årsagen til den langvarige og voksende misere og forhindre den i at drage den rigtige konklusion: at det socialistiske systems overvældende fordele kun kan nydes under ægte socialisme, under proletariatets diktatur, under et virkeligt marxistisk-leninistisk partis ledelse. Og at en ny Oktoberrevolution er nødvendig for at tilintetgøre det herskende borgerskabs magt, hvis nye hovedrepræsentant og superstar hedder Mikhail Gorbatjov.
Hvis ikke nye akutte kriser, de interne magtkampe og den revisionistiske regel, at kontrarevolutionen æder sine egne børn, når deres politiske fallit bliver åbenlys, gør sig gældende først.
11. februar 1987
Gengivet fra bogen Bag Linjerne af Klaus Riis
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne