USA-imperialismen og præsidentvalget

Uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg vil USA-imperialismen bestå som en trussel mod verden, og dets præsident vil stå i spidsen for en politik til fordel for amerikanske monopoler og deres adgang til markeder og råstoffer med alle midler. Den stigende rivalisering med stormagter som Kina og Rusland vil betyde fare for nye krige, uanset nuanceforskelle i de amerikanske partiers politik – og NATO vil fortsat true med ragnarok under USA’s atomparaply. Uanset præsident må vi verden over sige stop for oprustning og krigsforberedelser og bekæmpe imperialismen som samfundssystem.

Hvorfor Trump – hvorfor Biden? Man kan ikke kalde det et demokratisk valg, når begge partier står for at sikre kapitalismens overlevelse og USA’s magt i verden. Hvor begge dele hviler på den herskende klasses ejerskab over produktionsmidlerne og magt over staten, inkl hær og politi. Og hvor det er de rigeste monopoler der styrer valgkamp og presse. Der kan være nuanceforskelle i strategien, i metoderne og hvilke kapitalgrupper henholdsvis Trump og Biden særligt er allieret med, og hvilke vælgergrupper de forsøger at appellere til, men grundlæggende er der ingen forskel i deres vision og mål – styrkelse af Wall Street og USA’s dominans over verden.

Der er ikke nogen afgørende forskel i den politik kandidaterne kan tilbyde arbejderklassen eller det store flertal. Og ingen af kandidaterne vil arbejde for fred i verden.

Ligesom det gjaldt for Hilary Clinton i sin tid gælder det for Joe Biden. Han håb om tilslutning ligger først og fremmest i ikke at være Donald Trump. Trump er med god grund hadet bredt i befolkningen, men et egentligt alternativ på stemmesedlen er ikke-eksisterende. Og heller ikke for os, der er indbyggere i et afhængigt NATO-land kan nogen af kandidaterne sikre en fredeligere fremtid. Danmark kan med kort varsel kastes ind i nye krige og militære aktioner. Den samme usikre fremtid gælder for dem der lever i et land der trues af amerikansk invasion. Det imperialistiske USA forbliver voldeligt og arbejderfjendsk, om det bliver Trump eller Biden der sætter sig i præsidentens stol.

For begge kandidater er krig et redskab i værktøjskassen

Ser vi på USA’s rolle i verden vil begge partier tage de midler i brug de mener er ’nødvendige’ for at sikre amerikansk kapitalinteresser. Demokraterne har gennem historien startet en række blodige krige, hvor deres allierede i NATO har været inddraget. I Trumps periode har der ikke været startet nye krige, men truslerne har været mange og optrappede, og gamle krige og besættelser er holdt ved lige i bl.a. Afghanistan, Irak og Syrien. Fraværet af nye krige har ikke skyldtes en fredspolitik.

I Trumps periode er forberedelserne til krig accelereret gennem fornyelsen af atomvåbnene, en fornyelse, der allerede var sat i gang under Obama, og oprustning af rummet er sat på dagsordenen. Arktis er gjort til militært konfliktområde og handelskrigen mod Kina er fulgt op af militære trusler. Trump har på offensiv vis understøttet den fortsatte etniske udrensning af det palæstinensiske folk og den mest barbariske kamp med enorme omkostninger i Yemen og har støttet fuldt op om Saudi-Arabiens aggressioner.

Når det kommer til NATO presser Trump på for at øge militariseringen, fuldstændig som Obama gjorde det. Trump har fulgt op på NATO-beslutningen fra 2014, der kræver at 2% af BNP går til militæret. For Trump går mange bestræbelser ud på at fortsætte krigspolitikken, men spare på den amerikanske del af udgifterne.

Økonomisk dominans og krig – to sider af samme sag

Inddæmningen af Kina er i denne periode blevet helt central for USA’s politik. Det gælder de økonomiske sanktioner, som USA forsøger at få også europæiske lande til at indgå i, til det militære pres. Her indgår omdefineringen af NATO, til ikke formelt at være en ’forsvarsalliance’ for USA og Europa, men en alliance der opererer og sikrer sine interesser over hele verden. At sætte Kina i fokus for udenrigspolitikken blev allerede formuleret under Barack Obama, med hans ”Pivot to Asia”. Et svar på Kinas status som en magt der var tæt på at overhale det svækkede USA på verdensplan.

Den generelle militære oprustning og trusselsniveau og USA-imperialismens skærpede modsætning til Kina ligger ikke i valget af præsident, men i det faktiske forhold, at den økonomiske styrke og indflydelse i verden, som Kina har opnået, i en kapitalistisk verden vil betyde en trussel mod den tidligere helt dominerende supermagt, USA. Det er den kapitalistiske jungle, der ikke levner plads til udvikling for alle verdens lande. Ressourcerne og afsætningsmarkederne sikres på bekostning af andre. For et imperialistisk land ligger krigstruslen altid latent – den økonomiske konkurrencekamp kan slå over i militær konfrontation.

Trumps slogan ’America first’ har aldrig betydet at det var planen, at USA skulle isolere sig fra verden og give andre lande fred til at følge deres egen udvikling. Trump har opereret aktivt på den globale scene. Truet Iran, Nordkorea, Syrien, Rusland og Kina. Hans metode har været en form for ’disruption’ hvor alle aftaler og institutioner kastes op i luften. Den stabile kerne har været pres på NATO-landene for mere oprustning, så USA’s militær kan aflastes, det har været militarisering af nye områder som Arktis – og alt er sket med fokus på intens rivalisering med Kina, mens Rusland holdes stangen.

Under amerikansk ledelse har NATO fortsat sin sædvanlige kurs for krigsforberedelser, parathed til at gribe ind over hele verden og øget pres mod Rusland. I Europa har Trump sat sig op mod sine egne allierede for at sikre økonomi til USA’s oprustning. USA under Trump truer med at flytte tropper fra de amerikanske baser i Tyskland til andre indsatsområder. Både for at presse Tyskland til større militærudgifter, men også for at flytte amerikanske tropper tættere på konfliktområdet omkring Kina, og nogle tropper hjem til USA for at styrke voldsapparatet i den hjemlige klassekamp.

Som en effekt har Trumps politik kunnet bruges af de imperialistiske kræfter i Europa til at vejre morgenluft for en stærkere oprustning gennem EU. Bl.a. Frankrig vil samle EU under fransk atomparaply og danne en udfarende EU-hær. Alt sammen dækket ind under påskuddet, at NATO er svækket. Slutningen på denne ligning er, at den samlede militarisering stiger. Men det antyder også, at der er opbrud i styrkeforholdet mellem USA og andre imperialister, herunder EU som en kommende stormagt. Uanset hvilken præsident USA vil have efter d. 3. november, må vi verden over sige stop for oprustning og krigsforberedelser i alle dens afskygninger og bekæmpe imperialismen som samfundssystem.

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater