Protesterne i Libanon forsætter

Selv chokket fra den ødelæggende eksplosion i Beirut, der lagde store dele af byen øde og dræbte og sårede i tusindvis, har ikke kunnet stoppe befolkningens protester mod det korrupt regimes IMF dikterede politik. I dag lørdag d. 8. august er der indkaldt til demonstration på Martyrs Square kl. 16.

Uropoliti affyrer tåregas i Beirut mod anti-regerings demonstranter

Den indkaldte demonstration sker med krav som:
Øjeblik hjælp til de berørte i form af at åbne hoteller for de hjemløse, økonomisk, sundhedsmæssig og social støtte i de berørte kvarterer og fritagelse for alle indbyggere i Beirut kommune og nærliggende kommuner fra alle skatter, kommunale gebyrer og elektricitet og vand i de kommende måneder.
At der nedsættes en uafhængig kommission til at undersøge eksplosionen og placere ansvaret, uafhængig af regimet og regeringen, og af den amerikansk-zionistiske indblanding i landet og andre udenlandske imperialistiske magter.

Det libanesiske regime har udsat landet for mere udenlandsk indblanding og amerikansk pres, hvilket svækkede dets evne til at opbygge grundlæggende økonomiske og sociale forhold til at sikre befolkningens behov. Hvilket har svækket regimets evne til at møde katastrofer som det nuværende økonomiske og økonomiske sammenbrud, den åbenlyse manglende evne til at sikre de enkleste offentlige indsats til af hjælpe Corona-epidemien og forværringen af el- og brændstofkrisen, katastrofer som kulminerede med eksplosionen i Beirut havn.
Sådan lyder det i demonstrationsindkaldelsen fra Libanons kommunistiske parti. Et parti, der var en af de politiske kræfter fra folkeopstanden i Libanon i oktober 2019 mod regimet og dets IMF dikterede politik.

Det kræver bl.a. at undtagelsestilstanden bliver midlertidig og med begrænsede beføjelser, og at den ikke på nogen måde er i konflikt med offentlige og politiske friheder. Og advarer mod at katastrofen i den nuværende fase for demokratiske forandringer udnyttes til begrænsning af offentlige og mediernes frihedsrettigheder og retten til at demonstrere, forsamling, politisk, fagforening og civil handling, at imperialistisk indblanding afvises hvad enten der sker som nødhjælp camoufleret med krav om at IMF økonomiske reformer gennemføres.
I stedet opfordres til international solidaritet fra verdens demokratiske og progressive kræfter.

Partiet opfodrer til enhed og national solidaritet og til at afvise politiske, religiøs sekteriske, racistiske eller ekskluderende forsøg på at splitte befolkningen og bevægelsen. Og til at kræfterne fra opstanden fra 17. oktober samler deres energi og indsats og arbejder på at etablere forenede politiske rammer for at videreføre oprøret på dette kritiske stadie, til et nyt system i Libanon med fremskridt, frihed, demokrati og social retfærdighed

Vil du vide mere om baggrunden for udviklingen af de folkelige protester i Libanon og opstanden i oktober 2019 bringes her et enkelt afsnit fra en større analyse af 2. bølge i ”det arabiske forår” fra Tunesiens Arbejderparti.

Analysen ”Om den anden bølge af revolutionære processer i den arabiske verden” kan læses i sin helhed i det nyeste nr. 3 af Enhed og Kamp, APKs teoretiske tidsskrift.
Det særlige ved de libanesiske og irakiske krav og radikalisering af praksis.

“De særlige revolutionære processer i Libanon og Irak ligger i spørgsmålet om demokrati. I disse to lande er magt baseret på mange religiøse sekter og tribalisme et grundlæggende kendetegn på grund af de reaktionære politikker, der ligger i det nuværende system.
De snyltende klasser vokser og drager fordel af ressourcerne i den multireligiøse stat. Paradoksalt nok er produktionsmåden forvrænget på en måde som i ingen andre lande i den arabiske verden. Produktionsformen, som fremstår moderne set i forhold til feudalisme, fortsætter med at opretholde en særlig reaktionær overbygning, hvis grundlæggende principper er den vigtige betydning af familien og stammen og patriarkatet, principper af etnisk og religiøs oprindelse. Dette er grundlaget for feudalisme, som i disse to samfund endnu ikke er brudt med.

Dualiteten af religiøse tilhørsforhold (sunni-shia) fortsætter med at være en dominerende karakter af alle arabiske samfund. Især fordi etnicitet er blevet et trumfkort, der systematisk blander sig i klassekampen, i regionale eller internationale politiske kampe. Saudi-Arabien, lederen af den sunnimuslimske verden, og Iran, lederen af shiitterne, griber konstant ind overalt, og blander sig ved hjælp af religiøse trumfkort osv.

Libanon og Irak betragtes som “multietniske” lande, og de er ofte skueplads for interne krige, hvor sunnierne støttes af Saudi-Arabien, og shiitterne støttes af Iran, mens de folkelige masser er overladt til elendighed på alle niveauer.
Vi ved, at der hele tiden har været revolutionære kampe siden begyndelsen af sidste århundrede. De såkaldte “kommunistiske” partier spillede bl.a. en afgørende rolle i de nationale selvstændighedskampe samt i faglige og demokratiske kampe.

De er i dag en hovedaktør i de folkelige bevægelser. Det libanesiske kommunistparti har en flot og lang historie i den nationale kamp og har på trods af tilbagegangen i 1990’erne hele tiden været leder af de protester, der begyndte i Libanon i oktober 2019. Partiet og dets organisationer havde en aktiv rolle i marken og havde en indflydelse på bevægelsen, der gjorde det muligt at omdanne delvise sociale krav til politiske krav og fordømme den etnisk baserede og klassemæssige karakter hos dem ved magten.

Folket, der samledes i gaderne, var ikke længere tilfredse med at kræve regeringens fald, men krævede en ende på det reaktionære religiøse sekteriske system, der havde overtaget statsapparatet siden “Taif-aftalen” underskrevet i Saudi-Arabien i 1990, der afsluttede borgerkrigen. Denne aftale skabte en regeringsform, der gjorde det muligt at sikre oligarkiets interesser baseret på familietilhørsforhold og etnicitet, og som betød en forsat undergravning af de lokale klassers eksistens. Den har yderligere forvandlet landet til en konfliktzone mellem kræfterne i regionen.

Den libanesiske revolutionære proces var kendetegnet ved overtagelse af det offentlige rum og ved målrettet at gå efter symboler på magten som præsidentpaladset, regeringen, parlamentet og de store banker. Et slogan, der dominerede i hele den folkelige bevægelse, var “Ned med bankernes regime”. Dette skete efter centralbankens beslutning om ikke at betale løn og kun udbetale et lille beløb til de ansatte, et beløb, der fastsattes af bankens direktør og dennes ledelse. De blev et mål for folkelig vrede, nogle gange endda i højere grad end regeringens symboler.

Både i Libanon og i Irak var bevægelserne i stand til at overvinde etniske barrierer. Og de var i stand til at samle store grupper, der tilhørte alle etniciteter og religioner, fra forskellige byer og forskellige sektorer.

De kæmpende i begge lande fokuserede deres indsats på den organiske forbindelse mellem klassesystemet og systemet med etnisk styring på den ene side og elendigheden hos de store grupper af folkelige masser på den anden. Sloganet “Folket ønsker at vælte regimet”, som var et centralt slogan, betød således ikke kun den siddende regering, men hele det herskende økonomiske, sociale og kulturelle system. Et system, der har dømt disse to lande til at forblive prisgivet korruption, despoti og stammeråd. Det lykkedes landenes bevægelser at vælte deres skiftende regeringer, men der er stadig en dyb politisk krise i de to stater.

I Irak kunne de reaktionære herskende klasser ikke blive enige om at oprette en regering. I Libanon kunne demonstranterne trods en massiv tilstedeværelse af politi forhindre et reaktionært flertal i parlamentet ved at blokere for, at de deputerede kunne komme ind. Parlamentet måtte vælge en regering, der ikke var beslutningsdygtig, hvilket blev anset for skandaløst og tegn på en dyb politisk krise. Demonstranterne stoppede ikke deres protester mod de foranstaltninger, som regeringen har truffet på ordre fra IMF.

De folkelige masser i gaderne kræver omstyrtelse af den nye regering og udnævnelsen af en anden regering fra den folkelige bevægelse. Denne regering vil blive opfordret til en fuldstændig revision af regeringssystemet, herunder opløsning af partier baseret på tribalisme, og til at forberede demokratiske valg, som vil forankre statsborgerskabet, og som vil bryde helt med det gamle system. Også i Irak ser det ud til, at de kræfter på venstrefløjen, der sluttede sig til de folkelige masser fra starten, og som arbejder for at organisere dem, stiller de samme krav som i Libanon.

I begge tilfælde tager de progressive ved lære af erfaringerne fra Tunesien og Sudan. I Libanon er der blevet oprettet en “gruppering af professionelle” (under indflydelse af erfaringerne fra Sudan) for at forene de fagforenings- og sociale kræfter, der har været svage og begrænsede fra starten, og som lider under den religiøse sekterismes dominans. I Irak er der dannet organiseringer i sektorer og regioner og alliancer for at støtte fagbevægelsen, som faktisk spiller en ledende rolle i bevægelsen.

Den militante indflydelse er dog fortsat svag på trods af den rolle, som det libanesiske kommunistparti, de venstreorienterede kredse med forskellige fraktioner spiller, og især den rolle, som de intellektuelle og kunstnere spiller. Hvad angår Irak, på et subjektivt plan og på trods af bevægelsens betydning, kunne kommunistpartiet og venstrestrømningerne let infiltreres af lokale eller regionale kræfter, der har indflydelse, for at bruge af partiet i kampen mod Iran med en målrettet indsats fra deres agenter, som nu er ved magten.

Det må erkendes, at de revolutionære processer i Libanon såvel som i Irak adskiller sig fra den sudanesiske model. De er i fuld gang, de fortsætter og er i færd med at opnå fremgange ved at styrke den sekulære og progressive strømning og også ved modigt at konfrontere religiøs sekterisme, hvilket for en måned siden syntes umuligt. Nu er kravet om en demokratisk og sekulær stat blevet et populært slogan………

De folkelige masser har ikke glemt behovet for at befri de libanesiske territorier, som er invaderet af den zionistiske enhed, eller udvisningen af USA og tilbagetrækningen af dets baser fra Irak. De har heller ikke glemt deres afvisning af saudiarabiske og iranske interventioner.

Den politiske situation i regionen er meget skrøbelig, og de revolutionære kræfter må fordoble deres indsats for at nå deres mål. En af de vigtigste opgaver er at opbygge en revolutionær fortrop ud af den folkelige bevægelse. Det er bydende nødvendigt, at de revolutionære kræfter i regionen, og også på internationalt plan, påtager sig deres ansvar for, at det sker, for at kunne rette op på situationen og beskytte de revolutionære processer.”

ENHED og KAMP Nr 3. august 2020