Nytårstanker 2020

Vi er klar til at springe ind i et nyt årti til lyden af de politiske strejker i Frankrig mod Macrons pensionsreform. Lyden af vrede, frygt og frustration, der er vendt til handling mod de ansvarlige. Til lyden af folkeopstande i Latinamerika, der gør op med venstredrejet samarbejde med IMF-diktater og mod fascistiske kup. Ikke bare bryder modstanden igennem i større målestok, men med større enhed, styrke og vilje til forandring. Som en frisk vind, der kan klare tankerne og lufte ud i de beklumrede stuer. Tværs igennem klassesamarbejdets tykke, klæbende, isnende tåger høres klassens kollektive styrke.

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Arbejdernes strejker er vokset i Europa mod EU regeringernes asociale nedskæringsraid og i Trumps eget bagland har vi set nogle af de største og mest politiske strejker i meget lang tid blandt metalarbejdere og offentligt ansatte. Det vi kan glædes over og tage med ind i 2020, er de nye træk, hvor strejkerne er udvidet fra de organiserede arbejderes rækker, til i høj grad også at omfatte de uorganiserede, de korttidsansatte, de reformramte, de unge, immigranterne, pensionisterne med, og hvor de retter politiske krav direkte mod de ansvarlige. Det er en fornyet kraft mod alle reaktionens mørkemænd.

2020 indledes med OK20 på det private arbejdsmarked. Arbejdsgiverne har længe ført propagandakrig mod de grupper af arbejdere, der ønsker at sætte magt bag OK-kravene og ikke bare bøje sig efter krummer fra de stores forhandlingsbord. Også arbejdsgiverne har hørt lyden fra klassekampen. At få brudt med fagtoppens magtmonopol til at diktere overenskomstkampen bliver en af de tunge, men nødvendige opgaver denne gang, hvis der skal skabes resultater. Og det kan ingen gruppe vinde alene, der må organiseres og udvikles en bred solidaritet både i og udenfor de fagorganiseredes rækker.

I mere end 100 år har klassesamarbejdspolitikker været medansvarlige for at holde kapitalismen i live med kunstigt åndedræt, senest med venstreopportunisterne rød/grønne blodtransfusioner og dermed for at opretholde udbytning, undertrykkelse og ødelæggelse af menneske og natur. Nytåret 1919, to år efter Oktoberrevolutionen, skrev en af vores største forfattere og kommunister Martin Andersen Nexø, dette som stadig er helt aktuelt:

De sidste skal blive det første” – også i Danmark fuldbyrder dette motto for den store omvæltning sig – men ved sin vrangside. Den danske arbejderklasse, som hidtil har været i spidsen for underklassens udvikling, befinder sig med et i bagtroppen. Som det altid går dem, der er i spidsen for en bevægelse i den gale retning; den dag det vender, danner de halen. Ærgerligt er det! Der har vi gået og med megen flid og stort parlamentarisk snilde udbygget vort fattigvæsen, gjort det landsomfattende og humant og rundhåndet – og glædet os til den dag, da vi skulle forevise vort land for verdensproletariatet som den store mønster-fattiggård. Og så kommer pludseligt derude fra parolen: Slet ingen fattige! Hvad skal vi nu med hele det snedigt udtænkte apparat? Og frem for alt – hvad skal vi med alle fattigforstanderne?

Ja, hvad skal vi egentlig med dem! Hvad skal vi med en ny rød regering, hvis den blot vil afbøde slagene fra den nyliberale asociale politik, hvor kontrol og straf hører til de humane pligter. Hvad skal vi med fattigforstandere og deres assistenter, hvad enten de kommer fra Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten, hvis de ikke vil afskaffe kontanthjælpsreformen med kontanthjælpsloft, 225 timers regel og integrationsydelse og ghettoloven. Hvis de ikke vil sikre dagpenge og reelle minimumsnormeringer. Men hele tiden siger, vent nu lidt, sagte skridt, vi nedsætter en kommission og laver en rapport.

I Enhedslisten diskuterer man ikke bare at ændre sin EU-politik til også en formel tilslutning til at blive i EU og påvirke det indefra, nu hvor de fik hugget Folkebevægelsens mandat i EU-parlamentet. Efter at Enhedslisten gik med i finansloven, diskuterer man nu også, om Enhedslistens indsats kunne have rakt ud over Pernille Skipper selvfede ros over, hvor dygtige de selv er. Hvilket jo ikke ændrede en krone på de snævre rammer, der på forhånd var afsat, men blot flyttede nogle puljer rundt til gavn for nogle og skade for andre. Men ikke et ord om valgløftet om ikke at støtte en socialdemokratisk regering for enhver pris. De har ikke gjort andet. Så hvad skal vi med ”et alternativ”, der i de afgørende øjeblikke vender ryggen til kravet: Slet ingen fattige. Som ikke tør risikere deres gode politikerløn og karriere for at stå fast på kravet om at afskaffe fattigdomsreformerne.

Og hvad skal vi med regeringer der bevilger milliarder til militæret, NATO og deltagelse i EU’s og USA’s røverkrige? Der når USA’s præsident Trump på den mest arrogante imperialistiske vis tror, at han bare kan købe Grønland, på tv siger nej, men bag lukkede døre fører hemmelige forhandlinger og parerer Trumps ordre, til at kaste milliarder ind i militærovervågning og ubådssystemer i Arktis og på Grønland. Hvad skal vi med ministre, der udnævner sig selv til lovgivende, dømmende og udøvende magt på en og samme tid? For det er jo bare ”udanske” der får taget deres statsborgerskab, men statsansatte krigsforbrydere får kors og bånd og stjerner på.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), og Simon Kollerup (S), erhvervsminister skriver i Berlingske under overskriften – Lad os gøre 2020’erne til årtiet for ansvarlig erhvervspolitik, at ”Et stærkt erhvervsliv med dygtige, ordentlige virksomheder er nemlig fundamentet for danske arbejdspladser og for vores velfærd.”

Den nytårsskål hæver aktionærer champagneglasset på, for 2019 sluttede som et år med aktiefest og rekordstigninger – i USA på 32,8%, i Danmark på 29%. En fest med de højeste afkast siden årene 2013 og 1997 skabt på et fundament af udbytning. I et år hvor en begyndende overproduktionskrise og handelskrige er ved at slå igennem har de finansielle markeder kørt på lavrente – og likviditetslykkepiller, hvor centralbankerne holder renterne lave og pumper penge ud.

Pave Frans har foreslået at ”økologiske synder” skal indgå i den katolske kirkes officielle lære.

Handlen med afladsbreve i form af køb og salg af CO2 kvoter har længe været et vigtigt element i EU’s klimapolitik. Det er det forsat i EU- kommissionens sorte ”Green deal” plan og den danske klimalov for 2030 og 2050, hvis økonomiske beregninger regeringen har hemmeligstemplet indtil videre.

Den småborgerlige venstrefløj gør klimakampen til et moralsk livstilsspørgsmål, der får vreden over det manglende kød på tallerken for dem som ikke har råd, til at vende sig mod klimakampen i stedet mod dens årsag – kapitalismen. Derimod, ved at gøre klimakampen til en del af klassekampen kan vi sammen med de helt unge klimaaktivister ændre klimafrygten til handling rettet mod de ansvarlige og for et reelt radikalt brud med imperialismens rovdrift og ødelæggelser af mennesker, natur, miljø og klima.

Vi går ind i et nye årti med store skærpede modsætninger på alle fronter – mellem arbejderklassen og folkene på den ene side og kapitalen og borgerskabet på den anden, mellem de imperialistiske magter indbyrdes, ikke mindst USA, Kina og Rusland, mellem de undertrykte folk og nationer på den ene side og imperialismen på den anden. Og med et kapitalistisk system, der hverken globalt eller i Danmark kan komme med svar og løsninger, på de problemer og nye kriser som det selv skaber: arbejdsløshed, fattigdom, sult og undertrykkelse for at sikre udbytningen, udplyndring af ressourcer og ødelæggelse af miljø for at sikre profit, krige for at sikre magt og verdensherredømme, det rådne system på den ene side. Og overfor det, den kamp for forandring, for en anden fremtid og verden, for et socialistisk samfund med arbejderklassen ved magten, der for alvor kan tage fat på at løse de store samfundsproblemer, og kriser vi står overfor og gøre til gavn for flertallet.

Det er med lyden af den fremtid, som vi skal skabe sammen , at vi giver hinanden håndslag på forsat god kamp i det nye år og årti.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne