USA: Erfaringerne fra automobilarbejdernes og lærernes strejker

Folk på gulvet styrker kampen – de moderate ledere og kapitalistiske regeringer holder dem tilbage

De seneste måneder har afspejlet nogle af de mest betydningsfulde arbejdspladsstrejker i nyere amerikanske historie. Overalt i landet gik omkring 50.000 UAW-arbejdere til kamp mod General Motors, og krævede fuldtids beskæftigelse for vikaransatte, lønforbedringer og genåbning af lukkede fabrikker. Kun få uger senere gik 35.000 lærere og ansatte i Service Employees International Union Local 73 i strejke med krav om bedre betaling for de serviceansatte, bedre støtte til studerende (sygeplejersker, rådgivere, socialarbejdere etc.) og krav om at økonomiske bevillinger skal gå til de de studerende frem for til politiet. UAW strejkede i 40 dage i en opsigtsvækkende strejke, og CTU og SEIU slog rekord med 11 dages strejke.

Antallet af arbejdende der har været i strejke i år konkurrerer med antallet fra den gyldne tid for organiseret arbejde i USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er ikke kun antallet af arbejdere der kæmper sammen som giver os inspiration, håb og lejlighed til refleksion som arbejdende i USA, men også karakteren af deres krav og kollektive handlinger. De enkelte strejker udviste forskellige grader af succes, men der var to hovederfaringer at tage med videre for arbejderklassen, de socialistiske organisationer og fagforeningsfolk: Den ene opmuntrende – den anden udfordrende.

Deltids- og heltidsansatte forener sig om mere og mere vidtgående krav

Begge strejker viste hvordan fuldtids-og deltidsansatte forenede sig og kæmpede for hinanden, en sjælden forekomst i arbejdskampene i midten og slutningen af det 20. århundrede. I en økonomi, der i stigende grad opsplitter arbejderes liv i flere deltidsfag og jobs, bør de deltids-  heltidsansatte arbejderes strejke i både UAW og CTU være et eksempel til efterfølgelse ved kommende strejker.

Mens Trump og hans kapitalistiske allierede fortsætter med at prale med rekordlav arbejdsløshed forstår arbejderne, at dette ikke betyder velstand for folk fra arbejderklassen. Men at det i stedet betyder, at folk arbejder for Uber eller Lyft i ekstremt udnyttende miljøer, hvor arbejdet kræver adskillige delttidsjobs, og med Amazon, hvor ansatte arbejder under umenneskelige betingelser for blot at kunne betale huslejen og forsørge deres familier og finansiere deres uddannelse. UAW og CTU-strejkerne mobiliserede tusinder af arbejdere til at gøre op med dette problem og skabe enhed mellem ansatte med fuldtids-og deltids arbejde.
”Jeg gør det” mentaliteten hos fuldtidsansatte arbejdere og tilbageholdenheden ifht at strejke hos arbejderne der er ansat under usikre arbejdsbetingelser blev i disse magtfulde øjeblikke overvundet.

Og i begge tilfælde argumenterede disse forenede kræfter ikke blot for krav om højere løn, men for grundlæggende ændringer på deres arbejdsplads.

UAW kæmpede i 40 dage for at få lukkede fabrikker genåbnet og for et mere robust profit-delings system med henvisning til virksomhedens skyhøje lønninger i selskabets top.

CTU strejkede i mere end en uge for at sikre flere penge, så enhver skole, uanset dens placering eller race-sammensætning ville have en sygeplejerske, en rådgiver og en socialarbejder. De kæmpede for at sikre mindre klassestørrelser, og kæmpede mod det faktum, at mens politiets budgetter eksploderer lider skolerne.

Alex Forgue, en fysiklærer i Chicagos offentlige skolevæsen, fortalte til Red Phoenix, at han og hans kolleger strejkede for at presse Chicagos byledelse til at ”investere i personale der heler vores studerende (både følelsesmæssigt og fysisk) og et personale der uddanner vores studerende snarere end at bure dem inde. Vore studerende fortjener bedre. Vi fortæller dem at status quo-politikken og fortidens nedskæringer ikke længere er acceptabel”.

I begge strejker udviklede målene sig udover traditionelle krav om lønforhøjelser og bedre pensioner. Fagligt organiserede af alle typer, placering og baggrund erkender at deres problemer har rod i systemet. Chicago-lærerne vidste, at for at opnå succes og sejr for deres krav måtte de forene sig med bevægelser mod politivold, racisme og undertrykkelse, hvilket i sidste ende førte til at CTU støttede og var vært for konferencen “Refound the National Alliance Against Racist and Political Repression” i november 2019. Begge strejker lagde grunden til en vej der peger fremad: Enhed mellem alle slags arbejdende frem mod mere generelle mål – imod nedskæringer, racisme, sexisme, anti-LGBTQ+fordomme og alle former for seperatisme og undertrykkelse.

Moderate ledere og ”budgetrealiteter”

Martin Tutwiler, en 42 årig UAW arbejder, udtalte efter strejken ”at den varede 40 dage, og kostede GM anslået 2 milliarder dollars og viser hvor hård en kamp det var”, men konkluderede dog i sidste ende at ”der var nogen tvivl om hvorvidt aftalen ville blive ratificeret i hver fabrik, som indikerer at de rejste spørgsmål ikke er blevet fuldstændig afgjort”. Afslutningen på UAW-strejken medførte blandede følelser og reaktioner på tværs af forskellige områder blandt UAW arbejdere, med mange der følte at ledelsen var gået for meget på kompromis. De nedlukkede fabrikker blev ikke genåbnet, og en forbedring fra deltid til fuldtid blev kun gennemført marginalt.

Når man står overfor hårde økonomiske problemer efter 40 dage væk fra jobbet understreger konflikten om den ledelsesgodkendte aftale både den militans som havde udviklet sig og den simple kendsgerning at forslaget sandsynligvis ville være blevet forkastet, hvis det var kommet nogle uger før, hvor betaling af husleje og dagligvarer ikke kastede så dyb en skygge.

Således som det også var tilfældet i #CountMein labor bevægelsen i New York City, havde der udviklet sig en kløft imellem ledelse og medlemmer indenfor UAW. Som det gør sig gældende hos de fleste progressive mennesker i USA er også de fagligt organiserede blevet mere militante end de eksisterende politiske institutioner. I Chicago, hvor den nye aftale blev hyldet som ”den mest progressive” aftale i CTU’s historie og opnåede centrale personaleforbedringer med støtte til hjemløse studerende og lønforhøjelser lykkedes det ikke at opnå alle de strejkendes mål under henvisning til ”de økonomiske realiteter” i byen Chicago, delvis på grund af det enorme politibudget.

Selvom disse strejker viste os vejen frem som organiserede arbejdere i USA, understregede de også de reelle udfordringer som fagforeningsbevægelsen vil stå overfor når den bevæger sig fremad. Selv når deltids-og fuldtidsarbejdere forener sig for at kræve institutionelle ændringer vil disse institutioner modstå os bittert og afprøve vores beslutsomhed i langvarige strejker. Så længe det er kapitalistklassen der har kontrollen og besidder statsmagten vil fagforeningsbevægelsen stå overfor en kamp op ad bakke. Men væksten i denne fagforeningsbevægelse og dens stadig mere radikale krav understreger vejen til at fjerne denne forhindring.

Kommunisternes opgave

Begge strejker giver lejlighed til selvrefleksion og -kritik for det kommunistiske venstre i USA. Især i UAW-strejken var kommunisterne længe om at reagere og støtte strejken på meningsfulde måder. Dette skyldes delvis den generelle skepsis blandt kommunisterne med hensyn til potentialet for fagforeningsarbejde i USA, hvor det Demokratiske Parti er groet sammen med arbejderbevægelsen og på grund af den særdeles moderate UAW-ledelse.

Men fiasko og mangel på handling fra moderate og fra Demokraterne bør ikke presse det kommunistiske venstre tilside, men snarere tiltrække dem. Hvor de moderate fortæller en ansat at stigningen er generøs, skal en kommunist organisere og holde kampen i live for større ændringer frem mod et reelt arbejdspladsdemokrati. Hvor indrømmelser bliver rost som store sejre, skal en kommunist registrere og forstærke de stemmer, der siger nej.

Og ikke alene bør kommunister være villige til træde ind på denne kampplads. De må også yde økonomisk støtte til strejkende arbejdere, komme med mad, hjælp og solidaritet af enhver art til blokadevagterne. De skal distribuere materialer der forholder sig til den arbejdende befolkning og dens bekymringer og som aktivt inkluderer og bliver en platform for deres stemmer.

Den voksende kløft imellem ledelse og medlemmer bør for kommunisterne være et wake up-call. Den kommunistiske bevægelses historiske rolle har været som leder af kampen for arbejderklassens rettigheder, hvor den har evnet at gøre ting som inden anden politisk kraft kan eller vil gøre.

Fascister ønsker og gør forsøg på at trænge ind i arbejderbevægelsen – det påhviler os i dag, at videreføre den radikale amerikanske fagforeningsbevægelses historie og det store mod og initiativ fra strejkende arbejderes side over hele landet ved at genskabe en mangfoldig, aktiv, militant og magtfuld arbejderbevægelse for helt åbent at konfrontere de voksende fascistiske fordomme.

Oversat fra
The UAW and CTU Strikes, and Their Lessons
The Red Phoenix 15. december 2019


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater