Længe leve Brexit – død over forhalingen af den største sejr!

Af Martin, APK
Den største enkeltstående sejr for EU-modstanderne var en realitet i juni 2016, da et flertal i den britiske befolkning stemte for at forlade EU. EU tabte. Monopolkapitalens EU-projekt tabte stort. Den fik et slag lige i fjæset, som den ikke siden har villet vedkende sig. En knockout sendte det til tælling. Siden er der holdt kunstigt liv i tællingen.

Hvor der i en boksekamp tælles til ti før knockouten erklæres, kan der her tælles over tusinde dage – tællingen fortsætter. Folkeafstemningen for Brexit er for EU-modstanden den vigtigste sejr ved en folkeafstemning i EUs historie. Det er et af de mest positive og opmuntrende afstemningsresultater for arbejderne, de unge, for de progressive, i og uden for EU i dette årtusind.

Det danske Nej til Maastricht i 1992, Nej til Euro i 2000, det franske og hollandske Nej til forfatning i 2005, det danske Nej til ændring af retsforbeholdet i 2015. Alle er de store sejre for EU-modstandens politiske kamp og sejre i den pågående klassekamp. De overgås alle af Ja til Brexit.
For EU-modstanden i hele dens bredde er det et enestående resultat. For arbejderpartier og progressive uden tillid til det borgerlige demokrati er resultatet noget af det ypperste, der kan opnås ved en valghandling under kapitalens konstante pres og propaganda.

Problem?

Hvordan kan Brexit da vendes til et problem? Hvordan kan det blive en forklarende faktor for et tabt mandat til Folkebevægelsen mod EU i Danmark? Det kan det grundlæggende heller ikke. Sandheden er fordrejet, og denne fordrejning er ikke modsagt tilstrækkeligt. Det tilsyneladende kaos som er opstået siden folkeafstemningen bebrejdes EU-modstanden.
Det er ellers simpelt nok. Det ‘kaos’ der er opstået, kan allerhøjest konkretiseres til at være et potentielt problem for lande inden for EU.
Lande uden for EU står ikke med samme ramme af udfordringer, når de har afholdt en folkeafstemning.

Når EU gøres til en klub man ikke kan forlade, når en folkeafstemning siger det, synliggøres det udemokratiske i EU for hele verden. Det samme gør sig gældende for rockerklubber. Der hvor der pustes ekstra til forvirringen er, at der i det britiske parlament ligeledes er uvillighed til at følge folkeafstemningen. Sagt på en anden måde, medlemmet der afstemte med sig selv at forlade rockerklubben er todelt.

Brexit var en storslået sejr, og hvor Brexit vendes mod EU-modstanden, skyldes det grundlæggende at EU-modstanden ikke aggressivt nok bruger Brexit som et eksempel til efterfølgelse. For at afskrække en sådan offensiv politik, bebrejdedes kaosset hurtigt EU-modstanden. Lynhurtigt, faktisk ikke set hurtigere i nyere tid, blev det hele et spørgsmål om alle de mange problemer EU-modstanden nu skulle løse. Inklusive en underliggende tone om at det jo rent faktisk var umuligt.

Sagen kan dog også anskues med følgende retoriske spørgsmål og svar.
Hvornår har spørgsmålet om dansk udmeldelse senest været rejst så højt på dagsordenen? Sjældent har banen været kridtet så godt op for Folkebevægelsen mod EU. Folkeafstemningen for Brexit var ikke et problem. Brexit er løsningen. Problemet er en vaklen i at fastholde dét.

Langt størstedelen af pressen har i praksis gået direkte imod folkeafstemningens resultat og understøtter EU ved dagligt at bibringe argumenter for kattelemme sideløbende med skræmme- og smædekampagner. Det er en pinlig affære som man skal år tilbage for at finde magen til.

Hvis EU, den EU-positive del af det britiske establishment, og den EU-liderlige presse satte samme energi, midler, fantasi, enhed og handling ind på at løse klimaets udfordringer, som på at undsige sig folkeafstemningens resultat for Brexit, så var klodens øko-systemer alle godt på vej til at blive reddet.

Om konkrete problemer der bringes op

Den løbende overdragelse af magt til EU. Afgivelse af suverænitet. Afgivelse af magt over handelsaftaler mv. har altid været noget som EU-modstanden har modsagt.

Jo mere diverse landes politik er fedtet ind i EU, desto flere konkrete udfordringer vil EU-tilhængerne rejse som forhindringer for at melde sig ud. Det samme gør sig også gældende for rockerklubber. Omend argumenter om diverse udfordringer med handel efter EU-udmeldelse ikke skal godtages som argumenter mod(Br)exit, er der for EU-modstanden her et godt eksempel på, hvorfor der ikke skal overlades en lillefingers magt til EU.Den vil simpelthen blive brugt til at tage hele armen, selv når hånden har stemt nej.

Det samme gør sig gældende i spørgsmålet om hvorfor man ikke skal erklære at man vil forandre EU indefra. Rent bortset fra den strategiske blindgyde det er, understøtter man i den proces EU som institution, som autoritet, som udgangspunkt. Man opbygger illusionen og sideløbende med det – opbygger man også institutionen. I stedet for at lave det om, er man med til at bygge det op.

Enhedslisten og andre modstandere af dansk exit

I kølvandet på folkeafstemningen for Brexit er Enhedslisten, til trods for folkeafstemningens resultat, gået væk fra at kræve afstemning om dansk EU-medlemskab. På trods af partiets ellers opportunistiske slingrekurs, vælger partiet nu at gå imod en udmeldelse af EU. Der er naturligvis tale om, at EU-tilhængerne i partiet, med presset fra de borgerlige medier, presser EU-modstandere og EU-kritikkerne, til at tro at det vil være for upopulært at kræve Danmark ud af EU, og således kan det nærmest opleves som den almindelige opportunistiske kurs for medlemmerne.

Man skal 26 år tilbage, til året efter Maastricht-Nej’et og afstemningen i 1993, før man finder den seneste lignende kovending i et ‘venstrefløjs’-parti. Den gang var det SF, der blev vendt om, i en situation hvor EU-kapitalen var presset. Denne gang, da EU-kapitalen igen er presset, blev det Enhedslistens tur.

Partiet som selv erklærer, at det er en forsvarer for tilkæmpede rettigheder i det borgerlige demokrati, er ikke særligt synlige på barrikaden for folkeafstemningen for Brexit.

Det organisatoriske angreb på Folkebevægelsen, og det dobbeltspil som Enhedslisten har kørt i den seneste valgperiode og frem til og med partiets seneste årsmøde er velkendt. Det har været behandlet flere steder, og røster i partiet selv har rejst sig. Nogle har endda meldt sig ud i protest, hvilket virker både logisk og klogt.

Det organisatoriske angreb er dog ikke engang det mest betydende, det er det politiske attentat der er det. Det politiske attentat på Brexit, direkte eller inddirekte ved at undsige sig en dansk udmeldelse, understøttede hele EU-propagandaen. Undsigelsen af at Danmark skal ud af EU, deri ligger det reelle forræderi. En kritik af Enhedslisten splittende sekteriske organisatoriske optræden er på sin plads, en kritik af diverse pinlige økonomiske støtte-krumspring er på sin plads, men i centrum må være en politisk afvisning af Enhedslistens grundlæggende EU-tilhængeri.

Al forhaling af Brexit skal bebrejdes EU, dets apologeter, og dets tilhængere i det britiske parlament

Det er et hovedkrav for EU-modstanden, at Brexit skal gennemføres øjeblikkeligt. Den aktuelle proces er en af de mest åbenlyst udemokratiske i Europa i nyere tid. De forhindringer der stilles op, er enten løgne eller opspind eller forhindringer som hurtigt overvindes når Brexit er en realitet. Al snak om at Storbritannien ikke kan lave handelsaftaler, eller antydninger af at der efter Brexit ikke længere vil være udenlandsk kapital som søger profit i landet er fuldstændig latterligt.

Få lande i verdenshistorien, hvis overhovedet nogle, har flere erfaringer med lovgivning, handel, økonomi, mv. under kapitalismens rammer end dette. Pludselig er det uoverkommeligt? Umuligt at bestemme selv? Umuligt at handle med andre europæiske lande? Det er en joke som vil gå over i historien, og når tågerne lægger sig på den korte eller lange bane, vil det være en joke på EU’s bekostning. Det skal EU-modstanderne ikke undlade at gøre sit for at accelerere.

Hvad der er synligt efter års forhaling af gennemførslen af folkeafstemningsresultatet for Brexit, er at spørgsmålet om gennemførslen ikke kan overlades til EU-tilhængere og etablerede politikere der er sovset ind i det bureaukratiske system. Det folkelige pres skal opretholdes og enhver befolkning, som stemmer sig ud af EU, har brug for klar og tydelig støtte, også fra EU-modstanden på tværs af lande.

Læs også

For en skarpere og stærkere Folkebevægelse
Af Franz Krejbjerg, APK
KPnet 20. oktober 2019

Enhedslisten løber fra deres aftale med Folkebevægelsen mod EU – og lægger an til at fjerne Ud af EU fra deres program
KPnet 8. oktober 2019

Enhedslisten bekender kulør som EU-tilhængere – Danmark skal ikke have en folkeafstemning
KPnet 17. marts 2019