Ny statsminister – ingen begejstring

Efter fire år med Venstre og Lars Løkke som statsminister. Med forhadte nedskæringer, omprioriteringsbidrag, dummebøder og meget andet, havde nogen måske forventet, at Mette Frederiksen ville blive båret ind i Statsministeriet. Som den anden kvinde på landets højeste position i danmarkshistorien. Men Socialdemokraterne fik kun en lunken tilslutning. I virkeligheden er de gået en smule tilbage på de fire år der er gået. Selvom vælgere, der ved tidligere valg gik til Dansk Folkeparti nu er vendt tilbage til Socialdemokraterne, er førstegangsvælgere gået til SF og de Radikale. Skal der ske politiske ændringer kræver det en stærk folkelig bevægelse.

De sidste 25 år har magten skiftet fra Venstre til Socialdemokraterne og tilbage igen, uden at der har været den store forskel på den førte politik. Ganske vist har Socialdemokraterne ikke har bagt en kage for hver eneste krig, eller udlændinge stramning, eller hver eneste offentlige arbejdsplads der blev udliciteret, eller solgt til udlandet, men ikke desto mindre har de stemt for stort set alt, der er brygget sammen.

Siden valget i 1994 har Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti domineret og har tilsammen haft flertallet i det danske Folketing. De har ved hvert valg præsenteret sig som hinandens modsætninger, mens de reelt har udgjort det flertal der har gennemført kroniske nedskæringer og udliciteringer.

Den politiske dans ser nu på overfladen ud til at være gået ind i en ny fase, og begrebet ”Rød Blok” er udelukkende blevet et spørgsmål om hvem der skal sidde for bordenden. Nogen ”ny kurs” bliver der ikke tale om efter valget, det vil tværtimod blive et fortsat tæt og åbent samarbejde hen over midten.

Det ville være med til at afsløre hvor lille den politiske forskel er, hvis de store ”ansvarlige” partier nu sluttede deres maskerade og kaster sig i armene på hinanden, med bifald fra både De Radikale og Dansk Folkeparti.

Der er mange grunde til at borgerskabet vil opretholde illusionen om at der er forskel på partierne, og giver masser af medie dækning til partiernes op og nedture. Det er med til at sikre at protester og politiske kampe hele tiden forvilder sig ind i at støtte den ene eller anden i Folketinget, i stedet for at fastholde og styrke kampen uanset hvem der sidder på magten.

Nye kriser og hurtig udvikling af unionsstaten – fremtiden kræver en stærk folkelig bevægelse

I praksis bestemmes langt det meste jo i forvejen af EU, alt efter hvad der gavner de største europæiske monopoler. Det danske Folketing er reduceret til et – villigt – administrationskontor.

Indenfor den kommende periode vil EU udvikle sig i et rasende tempo, hvor flere års opsparede reformer er klar til at blive sat i søen, så snart Brexit er overstået og det nye formandskab er udpeget. I Danmark kan vi derfor godt forvente at der kommer en ny folkeafstemning om overnational udenrigspolitik og afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Den næste store økonomiske krise tegner sig også i horisonten, hvor regningen igen vil smidt på skuldrene af arbejderklassen, og krisen vil skærpe modsætningerne endnu mere i hele Verden, med garanti for fortsat oprustning og nye krige.

Ingen har talt om det i valgkampen, med fremtiden er dyster, og kun en stærk folkelig bevægelse kan sikre forandringer.

Valget i tal

Valgdeltagelsen har været nogenlunde stabil ved de seneste Folketingsvalg, og en ganske pæn gruppe valgte at stemme blankt og på den måde indikere, at der ikke var et parti de var enige med.

Kilde:

kmdvalg.dk

Læs også

“En ny politik kommer nedefra” – Valgkommentar APK
KPnet 6. juni 2019

APKs enhedsplatform for fælles kamp
Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!

Folketingsvalget 2019:
Mandatfordeling og personlige stemmer