Det mindste onde!

Skal man gå op og stemme blank d. 5. juni, i protest mod at eneste alternativ er mere af den politik der føres, bare med en anden farve, eller skal man stemme på Enhedslisten som det mindste onde? Det spørgsmål stiller nogen sig i disse dage.

Her bare de sidste to spritnye argumenter for, hvorfor ”det mindste onde ” ikke er godt nok til, at det kan fortjene den tillid, som en stemme er. Og hvorfor ”det mindste onde” bare dækker over et endnu større.

Ved søndagens valg til EU-parlamentet gjorde Enhedslisten det klart for alle, at de satte egne partichauvinistiske interesser over de folkelige bevægelser. De vejede tungere end at styrke EU-modstanden. Vi prioriterer vores venner på venstrefløjen i Brussel, var Nikolaj Villumsens egne ord. Enhedslisten kom ind i EU-parlamentet på at splitte EU-modstanden, og med hjælp fra Folkebevægelsens stemmer, for selv fik de ikke nok. Et sådant parti kan man ikke have tillid til hverken i EU-modstanden eller i klassekampen. Tror man det er et parti, der støtter de folkelige bevægelser og deres krav og ikke sætter sig selv først, bliver man snydt.

I disse dage gentager Pernille Skipper i diverse morgen- og aftens shows, at de ikke kan sige, hvor deres grænse går for at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Hun skal næsten bare love, at hun ikke direkte skriver i regeringsgrundlaget sort på hvidt, at hun vil føre Lars Løkke Rasmussens politik. (som S så i øvrigt har stemt for i over 90 % af alle tilfælde i hele Løkkes regeringsperiode).

Enhedslisten vil ikke stille som krav, at ”børnenes statsminister” afskaffer kontanthjælpsloftet, afskaffer integrationsydelsen, lukker Sjælsmark, afskaffer ghettopakken, eller indfører minimumsnormeringer i daginstitutionerne for at pege på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.

Enhedslisten vil ikke stille som krav, at Socialdemokratiet skrotter budgetloven, der bare grønthøster henover hospitaler, uddannelsesinstitutioner, kommunale, regionale og statslige arbejdspladser og umuliggør øget velfærd.

Og sådan kunne man tage punkt for punkt – klima, militær oprustning, privatisering, integrations-og flygtningepolitik. Ingen krav for hvad der skal til for at pege på Mette Frederiksen, ingen stopklods for hvornår Socialdemokratiet mister Enhedslisten som rent støtteparti. Stemmer man på Enhedslisten ryger stemmen direkte videre til Socialdemokratiet. Ikke fordi ”danskere ikke giver Enhedslisten stemmer nok”, men fordi de ingen politisk revolutionær rygrad har eller almindelig troværdighed til at stå fast på alle deres flotte valgløfter og programerklæringer.

Vi er realister, der vil have indflydelse, gentager Pernille Skipper. På hvad og på hvem?
Når Enhedslisten peger på Socialdemokratiet som et muligt alternativ for en bedre politik bliver deres indflydelse at stikke folk, der vil forandring, blår i øjnene og forhale den nødvendige forandring i at ske. For den sker ikke gennem Folketinget, men nedefra fra gadens og arbejdspladsernes protester. En forandring der ikke kommer ved at give Socialdemokratiet endnu en chance for at tage røven på dem, der håbede på noget anden.

Enhedslisten er gået mere og mere åbenlyst til højre. Med deres parlamentariske strategi er det et mål i sig selv at sidde med ved bordet og spille med på den politiske magts betingelser. Det er ikke et parti, der ser det som sin opgave at stå fast på arbejdspladsernes og bevægelsernes krav, føre dem frem på tinge og ikke sælge dem for det mindste onde.

APK har været klar i spyttet under hele valgkampen: Vi kan ikke anbefale at stemme på Enhedslisten eller nogle af de andre partier, for vi ikke tror på deres valgløfter, men bedømmer dem på deres handlinger og politik. Derfor anbefaler vi at stemme blankt.

Læs også

Røde linjer i sandet og illusioner om Socialdemokratiet  
Enhed og Kamp 2,2019

Arbejderpartiet Kommunisterne: Derfor stem blankt!
Udtalelse Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale! Enhedsplatform for fælles kamp

Enhedslistens valgoplæg om klimapolitik i EU: Én stor illusion
KPnet 29. april 2019