30 timers arbejdsuge og 6 timers arbejdsdag med fuld lønkompensation er et vigtigt centralt krav, der må presses igennem nedefra som krav til OK2020. Stafetten må tages op efter at 35 timers kravet blev lagt dødt efter 1985-arbejdskampene og i 1990 endte på 37 timer. I dag har vi en arbejdstid hvor arbejdsgiverne har mulighed for at kræve en 42 timers arbejdsuge og fleksibilitet for dem selv, påtvunget henover hovedet på medlemmerne ved OK2017.
Fra 1970-erne og frem til 1985 var kravet om 35 timers arbejdsuge fremherskende i overenskomstkampene på det private område, ligesom i mange andre lande i Europa. Men i 2017 var arbejdstiden stadig på 37 timer, og den blev ikke sat ned ved OK2017 overenskomsten. Tværtimod skete der en historisk forringelse med arbejdsgivernes mulighed for indførelse af en 42-timers uge.
I dag, i 2019 må det samlende krav være 30 timers-ugen og 6 timers- arbejdsdagen med fuld lønkompensation og med fjernelse af arbejdsgivernes mulighed for 42 timers arbejdsuge.
Det er et vigtigt samlende krav som bør rejses fordi det i sig rummer så megen fælles kraft og fælles interesse for arbejderklassen – og for hele den arbejdende befolkning.
Det gælder for de ansattes pressede arbejdsdag med tempoopskruning og nedslidning, hvor stress i dag er en folkesygdom, det gælder for familierne med udearbejdende som har svært ved at få tingene til at hænge sammen, det gælder for kvinderne som stadig bærer de største byrder i hjemmene, og det gælder ikke mindst for de arbejdsløse og de unge som tørster efter et job.
Det gælder også som en modvægt imod arbejdsgivernes stadig hyppigere spekulation i brugen af deltidsarbejde.
Det bedste værn imod nedslidning er 30 timers arbejdsuge uden tempoopskruning samt skrotning af tilbagetrækningsreformen, der medfører en stadigt højere pensionsalder og i dag betyder at en person på 40 år først har ret til folkepension som 72 årig!
Kravet må være 30 timers arbejdsuge og ret til folkepension for alle fra 65 år!
Vi spørger ikke om virksomhederne har råd til det.
Virksomhedernes krav er maksimal profit, og det har vi ikke råd til at at underlægge os og lægge krop og sind til.
Vi har ikke råd til at lade være at kæmpe for 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation helt på samme måde som kampen for højere løn. Begge krav er en vigtig del af vores forsvarskamp som kan række ud i fremtiden. Alt andet vil betyde et ræs mod bunden.
Kravet om nedsat arbejdstid har stolte traditioner og er stadig et ligeså aktuelt og nødvendigt krav i dag som tidligere.
APK, Arbejderpartiet Kommunisterne har i sin Enhedsplatform for fælles kamp 30 timers kravet som et centralt fagligt kampkrav for alle arbejdende.
Læs her:
APK´s enhedsplatform for fælles kamp:
Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!
Arbejdstidsspørgsmålet under pres fra arbejdsgiverne og den faglige top
Men det er også et krav som trinvis er underløbet af LO/FTF fra slet ikke at være eksisterende i 20 år fra 1990 og frem til 2010, hvor den faglige top underordnede sig den nyliberale offensiv om at stå på pinde for arbejdsgiverne, og hvor arbejderklassens kollektive rettigheder skulle undergraves og helst helt fjernes.
Således genoplivede LO/Fagtoppene i 2010 arbejdstidskravet til sin modsætning med forsøget på længere arbejdstid i bedste nyliberale arbejdsgiverstil. Det skete med principtilslutning til Socialdemokraternes og SF´s “Fair løsning” om at udvide arbejdstiden med 12 minutter hver dag.
De 12 minutter blev afvist. Også forsøget på i stedet at stjæle nogle af feriedagene som LO forsøgte sig med blev resolut afvist med massive protester fra basis.
I 2013 blev lærernes arbejdstid udvidet via kup, lockout og regeringsindgreb under den socialdemokratisk ledte regering, mens de faglige hovedorganisationer blot så til.
I 2017 fulgte hovedorganisationerne arbejdsgivernes og EUs krav om arbejdsgivernes mulighed for 42-timers arbejdsuge hen over hovedet på medlemmerne og blev mødt med harme og protester.
Et historisk tilbageslag for arbejdstiden der blev påtvunget via de udemokratiske sammenkædningsregler.
I 2018 anbefalede Euro LO og dansk LO tysk metals “28 timers model” som mønster for hele Europa. I virkeligheden en skjult arbejdsgiverrettighed til yderligere udvidelse af arbejdstiden. “28 timer” var begrænset, midlertidig, i særlige tilfælde og for ganske få, mens mulighederne for arbejdsgivernes udvidelse af arbejdstiden gjaldt de mange.
Det viser at fagtoppene er optaget af kapitalens krav om “fleksibilitet”, hvor alle snærende bånd for kapitalens profitter bliver fjernet, som en del af den nyliberale offensiv, på bekostning af arbejderne.
I 2018 kom arbejdstidsspørgsmålet igen i centrum ved OK2018 for de offentligt ansatte som et offensivt krav via kravet om en læreroverenskomst uden udvidet arbejdstid.
Det blev et centralt krav og med en musketer ed: Ingen overenskomst uden en lærerarbejdstidsaftale.
Herom udviklede solidariteten sig som ikke set før blandt offentligt ansatte iblandt de forskellige faggrupper ud fra forståelsen af at arbejdsgiverangrebet fra skiftende regeringer på arbejdstid og arbejdsforhold er et fælles anliggende for alle berørte grupper. I dag lærerne – i morgen dig! Et forsvar af de faglige rettigheder.
Men det var en musketer ed der til sidst blev underløbet af FOAs Dennis Christensen netop på det tidspunkt hvor solidariteten imod lockout overgrebet var omfattende og stadig udviklede sig og fik stor opbakning fra de privat ansatte og den brede befolkning.
2018 kom angrebet på de DSB ansattes arbejdstid, arbejdsforhold og tillidsrepræsentation i form af diktater fra DSB. Et nyliberalt angreb som blev sat ind ved at DSB meldte sig ind i Dansk Industri og herefter afmeldte de eksisterende lokalaftaler, der regulerer forhold som løn, arbejdstid, indflydelse på arbejdstider og tillidsrepræsentation.
Endnu et nyliberalt trin med forringelse af tilkæmpede faglige rettigheder og arbejdsforhold og med EUs diktater om privatisering af transportsektoren.
En kynisk vilkårlighed som vækker harme og modstand med stor opbakning fra andre faggrupper og blandt den brede befolkning.
2019: Ved OK2020 er kamp på basis af positive solidariske erfaringer for ordnede løn og arbejdsforhold og for en 30 timers arbejdsuge, med fuld lønkompensation en fælles interesse. En OK2020-kamp for de privatansatte for nedsat arbejdstid vil også kunne regne med opbakning fra offentligt ansatte, men må tilkæmpes nedefra.
Oversigt: Med arbejdstiden i faglig centrum siden 1899 og frem til i dag
1899-1990: Nedsat arbejdstid i centrum som fælles OK krav
1985: Kravet om 35 timer (stod helt centralt og udløste påskestrejkerne). Arbejdstiden bliver herefter nedsat af flere trin og sluttede i 1990 på 37 timer.
1990-2010: Fra 1990 og frem til 2010 forsvandt arbejdstidskravet fuldstændigt
2010-2018: I 2010 indgik LO i den uofficielle principaftale med Socialdemokratiet og SF – “Fair Løsning” om udvidelse af den daglige arbejdstid med 12 minutter pr dag – men uden at kunne få det igennem blandt medlemmerne.
2017: Gennemførelse af udvidet arbejdstid på 42 timer, en udvidet arbejdstid med fleksibilitet i centrum
2018: De offentliges OK2018 med musketer ed og krav om læreroverenskomst, der især berører arbejdstiden for lærerne
2019: OK2020 med nedsat generel arbejdstid i centrum?
Arbejdstidskravet har stolte traditioner
Arbejdstiden – Fakta oversigt fra 1900 og frem til 1990:
1900: Arbejdstiden er 60 timer ifølge overenskomsterne i jernindustrien.
* 1915: Arbejdstiden er 56 timer, otte timer syv dage om ugen.
* 1919: Arbejdstiden er 50,5 timer, 8,5 timer fem dage om ugen og otte timer en dag om ugen.
* 1920: 48 timer, otte timer seks dage om ugen.
* 1958: For første gang i 38 år slås der endelig hul på arbejdsugen på 48 timer. Med en treårig overenskomstperiode nedsættes arbejdstiden med en time per år. I 1958 nedsættes arbejdstiden til 47 timer.
* 1959: Arbejdstiden nedsættes til 46 timer.
* 1960: Arbejdstiden nedsættes til 45 timer.
* 1966: Ny aftale om arbejdstid bliver indgået i 1965, og dermed blev arbejdsugen reduceret til 44 timer med virkning fra 1966.
* 1967: Endnu engang bliver overenskomsterne ændret, således at arbejdsugen blev reduceret til 42,5 timer.
* 1971: Arbejdsugen reduceres til 41,75 timer.
* 1976: Forhandlinger i 1975 fører til en reduceret ugentlig arbejdstid på 40 timer med virkning fra 1976.
* 1985: Schlüter-regeringens politiske indgreb nedsætter arbejdstiden med en time til 39 timer.
* 1987: Overenskomstforhandlingerne fører til en fireårig aftale for at få plads til en nedsættelse af arbejdstiden med i alt to timer i løbet af perioden.
Arbejdstiden nedsættes med overenskomstperiodens start fra 39 timer til 38,5 timer fra september 1987, til 38 timer i 1988 og fra 1989 til 37,5 timer.
* 1990: Den sidste del af nedsættelsen gennemføres, hvor den normale arbejdsuge reduceres til 37 timer.
Kilder: Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet
Læs også:
OK2017: Om Fælles kamp mod kapitalen og overenskomst forræderiet!
Af Henning Paaske Jensen
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne