Indien har et godt klima og mere landbrugsjord end Kina. Alligevel er vi vidne til at Indien ikke kan brødføde sin befolkning. Multinational kapital overtager landbruget, og landbrugsdistrikterne med indførsel af GMO, rovdrift på vandressourcerne og ødelæggelse af det oprindelige landbrug. Landdistrikterne i Indien plages af selvmord, underernæring af børn, stigende arbejdsløshed, øget gældsætning og et generelt sammenbrud i landbruget. Forholdene har ført til millionstore demonstrationer og uge- og månedlange protestmarcher.
Artiklen er anden del i en serie på tre i ‘Kampen om Indiens milliarder’. Artiklen er bragt i sin helhed i APK’s magasin Enhed og Kamp.
Indien har langt mere landbrugsjord end Kina og langt bedre klima til at høste flere gange om året og burde således have bedre betingelser for at sikre mad til sin milliardbefolkning.
Næsten 70 pct. af Indiens befolkning lever i landdistrikterne, der i en rasende fart er ved at gå sin undergang i møde. Men 30 pct. af landbefolkningen ejer ikke jord, og yderligere 30 pct. ejer under 2 hektar. Ca. 40 pct. af de mænd og kvinder, der arbejder på landet, er ikke bønder, men landarbejdere. Fra at være et feudalt godsejersystem forandres landbruget til en multinational imperialistisk landbrugsindustri, med store menneskelige, miljømæssige og helbredsmæssige konsekvenser – som hindrer enhver mulighed for at brødføde den voksende befolkning.
Der føres en bevidst politik for at tvinge størstedelen af landbefolkningen til at migrere ind til megabyer på op til 30-40 millioner indbyggere uden jobmuligheder, boliger og nogen form for byplanlægning af infrastruktur, sanitet og energi, der kan skabe menneskelige levevilkår. Ud over tvangsmigrationen for at sikre agro-fødevareindustrier og råstofudvindingsindustrier har grundlovsstridig fratagelse af jord til særlige økonomiske zoner, atomkraftværker og andre projekter tvunget mange fra landdistrikterne til byerne. Uretmæssige forflytninger rammer oftest landbefolkningen, men har også fundet sted i byområder, hvor myndighederne ønsker at fjerne slumkvarterer. Det har resulteret i talrige voldelige demonstrationer, hvor myndighederne slår hårdt ned.
Det eksisterende system af små- og familiebrug og landsbybaseret fødevareproduktion fortrænges i et højt tempo. Det sker gennem geopolitiske udlånsstrategier fra institutioner som Verdensbanken, WTO-regler og US-India Knowledge Initiative on Agriculture. Disse sikrer, at fødevarer og landbrug overgår til udenlandske selskaber med egne profitinteresser for afgrøder, fødevareforarbejdning og detailvirksomheder, som f.eks. Monsanto-Bayer, Cargill og Walmart.
Ifølge Verdensbankens udlånsrapport har Indien været langt den største modtager af lån i institutionens historie, baseret på data opgjort frem til 2015. Og det er derfor ikke overraskende, at Verdensbanken kan diktere udviklingen i Indien. I 1990’erne ønskede IMF og Verdensbanken, at Indien flyttede hundredvis af millioner mennesker væk fra landbruget. Til gengæld for lån op til 90 milliarder kroner blev landbrugspolitikken i Indien rettet mod at nedlægge sit statsejede frøforsyningssystem, reducere subsidier og støtte til små brug, nedlægge offentlige landbrugsinstitutioner og tilbyde incitamenter til vækst af genmodificerede afgrøder for at tjene udenlandske pengeinteresser.
I perioden mellem 2004 og 2011 faldt antallet af folk, der dyrker jorden i Indien, fra 166 millioner til 146 millioner. Det skønnes, at 6.700 hver eneste dag forlod landbruget. Mellem 2015 og 2022 vil antallet af landbrugere sandsynligvis falde til omkring 127 millioner. Landbrugssektoren er blevet kørt ned gennem årtier med stigende omkostninger, manglende statsstøtte og konsekvenserne af billig, subsidieret import, der trykker landmændenes indkomster i en nedadgående spiral. Landdistrikterne i Indien plageres af selvmord, underernæring af børn, stigende arbejdsløshed, øget gældsætning og fortsat gældsslaveri og et generelt sammenbrud i landbruget.
Hundredtusindvis af landmænd i Indien har taget deres liv siden 1997, og mange flere oplever økonomisk nød eller har forladt landbruget. De grundlæggende årsager til Indiens landbrugskrise har været godt dokumenteret, ikke mindst af en journalist og analytiker som Devinder Sharma 2, der siger:
”Indien er på fuld fart til at bringe landbruget under erhvervslivets kontrol. Med ændringerne af de eksisterende love om arealanskaffelse, vandressourcer, frø, gødning, pesticider og fødevareforarbejdning indfører regeringen brugen af kontrakter og tilskynder til organiseret detailhandel. Det er præcis som de ’råd’, der kommer fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt de internationale finansielle institutter.”
Oprør på landet
Der er et stigende krav i befolkningen om gældssanering for bønderne og sikring af priserne. Den samlede gæld for småbrugere svarer til de lån, der er givet alene til de fem største virksomheder i Indien. Protesterne mod denne politik er vokset år for år. Millionstore ikke bare demonstrationer, men uge- og månedlange marcher med krav om muligheder for at sikre maden og mulighed for at dyrke jorden finder sted i mange delstater. Men det er ikke nyheder, der finder vej til de vestlige medier.
Premierminister Modis demonetisering-politik, der med et slag gjorde 86 pct. af landets valuta værdiløs, udløste bondeoprøret i Mandasur i det centrale Indien, hvor seks landmænd blev skudt. Oprøret blev symbol på det faktum, at landbruget var udsultet for investeringer og folk må gå fra hus og hjem, mens virksomheder var sikret disse. Landarbejdere og bønder var vrede over hele landet og protesterede på lokalt, regionalt og statsniveau.
50.000 mænd og kvinder fra landdistrikterne gik barfodet i brændende sol fra Nsik til Mumbai i en march i 2018. De viste, at reaktionen på de elendige vilkår ikke længere skal være de hundredtusindvis af individuelle selvmord. De viste den kollektive styrke, og deres stemme var høj og klar. 3 AIKSCC er en paraplygruppe med over 200 landbrugsorganisationer, der i efteråret 2018 organiserede en march til Delhi af landmænd, landbrugsarbejdere og andre nødlidende i landdistrikterne fra hele landet.
Voksende miljøkatastrofe
Det siger sig selv, at når man erstatter den lokale landbefolknings viden om jorden, klimaet og afgrøder med Monsanto-Bayers ”løsninger” for profit bestående af genmodificeret monoafgrøde-industri baseret på kemikalier og kunstvanding, der udpiner og dræber jorden, så går det galt. Det er der mange uhyggelige eksempler på rundtom i verden. Det sker også i Indien som konsekvens af den førte politik.
Fra dyrkning til forarbejdning alene af et kilo raffineret sukker bruges der to-tre ton vand. For samme mængde vand kunne man i Indien på den traditionelle, økologiske måde dyrke omkring 150 til 200 kg nærende jowar eller bajra (lokale hirseplanter).
Og Indien står med store problemer med at sikre adgang til vand. Industridyrkningen af afgrøder, der ikke naturligt hører til klimaet og jordforholdene, er en stor belastning på vandressourcerne. Afsmeltningen af gletsjerne i Himalaya bidrager sammen virkningerne af temperaturstigninger til udtørring af vigtige floder på tværs af Indo Gangetic-sletten. Her findes den store kunstvandingskrævende hvedeproduktion. Men på trods af at dette er kendte facts, presser politikere på højt plan på for en bestemt model af ’udvikling’, som kun vil eskalere problemerne.
For et halvt århundrede siden havde de fleste dele af Indien frisk vand nok hele året rundt, også længe efter regnen var stoppet og væk. Men der er sket en rydning af skovene, og jordens evne til at suge regnen falder drastisk. Strømme og brønde løber tør. Mere end 80 pct. af Indiens vandforbrug går nu til kunstvanding af kemisk dyrkede GMO-afgrøder.
Til sult og fattigdom er der kommet et tredje hovedangreb på folkesundheden: de multinationales industrielle kostplan, som de bestemmer og kontrollerer i alle led fra produktion til salg. Over 40 pct. af verdens undervægtige personer lever i Indien. Samtidig stiger antallet af overvægtige, hvor Indien indtager en tredjeplads globalt blandt kvinder med over 20 millioner. Sygdomme som cancer og diabetes fordobles med års mellemrum ifølge WHO.
Artiklen er bragt i sin helhed i det teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp 1,2019
Læs første del af artiklen her
Kampen om Indiens milliarder
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
