Liva Curdt er ung i en reformramt familie og næstehjælper. Her er hendes tale til arrangementet ‘Slut med at være pæne piger’ på kvindernes internationale kampdag i Karens Minde Kulturhus, Sydhavnen, København
Min mor har været syg og på kontanthjælp, lige så længe jeg kan huske. Da jeg var lille, var det ikke noget jeg tænkte over, men alligevel vidste jeg godt at vi var anderledes, og at alle de andres forældre var bedre og mere rigtige.
Den gang var jeg ikke klar over hvad et jobcenter var, eller hvad min mor lavede dernede, men jeg vidste at hun gik til møder på kommunen. Og det vidste jeg, ikke var godt. Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at jeg havde opfanget, at et møde på kommunen betød at min mor var ked af det i dagevis, og at stemningen derhjemme blev tung.
Jeg tror jeg var omkring 10 år gammel, da jeg en dag fandt et hæfte, der lå og flød på bordet. Jeg læste lidt i det, og så der var en opgave. Den har jeg aldrig glemt. Opgaven lød: ”Der står en mand og kigger på et vejkort. Så kigger han lidt op på skiltene, og ned på kortet igen. Hvad tror du, han prøver på?”
Så jeg spurgte min mor: ”Hvad er det her?” Hun fortalte, at det var en opgave fra et ”kommunekursus,” hun gik på. Den gang grinte jeg, og jeg kan huske at både min bror og jeg drillede hende med, at det vi lavede i 3. klasse, var sværere end det. Men når jeg tænker på det i dag, får jeg næsten tårer i øjnene. Min mor er intelligent og højtuddannet, så at hun skulle sidde der, og lave opgaver, der svarer til det, man ville lære i en børnehave, er både ydmygende og degraderende. I dag kender jeg rigtig mange, der hænger fast i jobcenteret, så jeg ved at historier som denne, er langt fra enestående. Den slags historier, kan alle fortælle. Og alle fortæller også, hvor nedbrydende, det er at blive tvunget til, at lave noget, der er langt under ens niveau.
Hvis ikke man kender til det, kunne man måske tro, at det er noget man bare kunne grine af, og komme videre. Men når man tvinges til den slags, år efter år, mister man de ressourcer og kompetencer, man oprindeligt havde. For mig ville det svare til, at komme i 9. klasse, og så få at vide, at jeg kun kunne komme til eksamen, hvis jeg gik i 1. klasse igen. Enhver kan sige sig selv, at det ville være det rene vanvid, og kun virke svækkende. Men det er det, der sker på jobcentrene.
Min mor var på kontanthjælp i næsten 10 år, før hun blev bevilget fleksjob. Hvorfor skulle det tage så lang tid? Det siger jo sig selv, at være på kontanthjælp så længe, kun bringer én længere væk fra arbejdsmarkedet. Allerede det første sted, min mor var i arbejdsprøvning, ville de gerne ansætte hende i fleksjob. Men kommunen sagde nej, de sagde at de anerkendte hendes helbredsmæssige udfordringer, men mente at hun kunne kompensere for dem, pga hendes intelligens. Der skulle så gå yderligere 7 år, før hun blev tilkendt fleksjob. Hvor kunne vi have været sparet for meget. Netop det, at sagsbehandlingen tager så uendelig lang tid, er helt centralt. Alle der sidder herinde, ved at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, men alle herinde ved også, at i dag er syge mennesker parkeret på kontanthjælp i både 10, 15, 20 og endnu flere år.
Som jeg ser det, skal syge mennesker have omsorg og forståelse, men det er det helt modsatte de bliver udsat for. Hvorfor behandler vi dem så forfærdeligt?
Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at skære i mig selv, og udviklede en spiseforstyrrelse. Min mor forsøgte at finde hjælp og behandling til mig, men da kontanthjælpsloftet blev lanceret, brast det sammen. Jeg var stadig syg og sårbar, men på mange måder, klarede jeg det ret godt, men så kom kontanthjælpsloftet. Min mor gik i panik, og udlejede mit og min brors værelse, for at undgå at blive sat på gaden. Så nu boede vi, to teenagere og min mor på madrasser i stuen. Det var et helvede. Jeg tror ikke min bror var i godt humør en eneste dag, i det års tid vi boede sådan. Og jeg kunne ikke holde til det. Min selvskade og spiseforstyrrelse eskalerede, og jeg forsøgte selvmord flere gange, og røg ind og ud af psykiatriske afdelinger. Hvis jeg her nævnte mine bekymringer om økonomien derhjemme, fik jeg med det samme at vide, at det var min mors problem, og ikke noget jeg skulle tænke på, samtidig med at de kritiserede min mor, for ikke at kunne skjule det for mig. Men hvordan skal en forælder skjule at de er nødt til at udleje værelser, for at kunne betale huslejen? At beskytte sine børn mod voksnes økonomi er en middelklasseværdi, der bliver trukket ned over hovedet på nogen, der slet ikke lever under middelklassens vilkår.
Psykiaterne kaldte det en belastningsreaktion, og alle blev hurtigt enige om, at jeg måtte væk hjemmefra. Så jeg flyttede på opholdssted, den sommer jeg fyldte 16. Det er et af de områder, der viser hvor økonomisk dumt, det hele er. Man tager 3000 kr om måneden fra den enlige mor, for efterfølgende, at betale ca. 70.000 om måneden for en anbringelse. Når jeg siger det til fx sagsbehandlere, slår de altid fast, at det skal jeg hverken tænke over, eller bekymre mig om. Men hvorfor ikke det? Jeg er da også en borger i samfundet, det er da også vigtigt for mig, hvordan pengene bliver brugt.
Hvordan skal jeg kunne lade være med at tænke på, at samfundet kunne have brugt langt færre penge, på noget der havde været bedre for mig, men alligevel vælger det dyreste og det mest skadelige.
Kontanthjælpsloftet i sig selv, er jo ikke noget jobcentrene er herrer over, men det viser endnu mere hvor vigtigt, det er at syge mennesker bliver udredt meget hurtigere, end de gør i dag. For loftet medfører frygt og fortvivlelse i familier, der i forvejen er ramt af sygdom.
I dag har jeg det bedre, og det er der en grund til. Jeg er nemlig kommet ind i netværket, Næstehjælperne og Jobcentrets ofre. Her sker det modsatte af, hvad der sker på jobcentrene, her er der aldrig nogen der siger til mig ”du er eksperten i dit eget liv,” her tror folk bare på, når jeg siger hvad jeg har brug for, og ikke brug for. Når vi hjælper og støtter hinanden, kan vi bruge vores almindelige sunde fornuft. Det kan man sjældent på kommunen, for der er altid en regel der står i vejen. Når der er et problem, forsøger vi at løse det med det samme, det skal ikke først udredes i månedsvis, hvad problemet består af, eller om man har ret til at have det.
Med andre ord, så ved vi hvad der hjælper mennesker, og hvad der ikke gør. Så at vi har fået et system, der gør det stikmodsatte af, hvad vi ved er godt, at gøre, er ikke kun fortvivlende, men himmelråbende dumt.
På opholdssteder og i psykiatrien, har jeg mødt mange på min alder, der ikke er klar til at tage en uddannelse, eller et arbejde, men de føler sig pressede til at gøre det alligevel, fordi de er så bange for at ende på jobcenteret. For det store formynderiske, absurde, kontrolapparat, som jobcentrene har udviklet sig til, er blevet et sted, som mennesker frygter, fordi det ydmyger og nedbryder dem. Det må kunne lade sig gøre, at lave et bedre system. Spørgsmålet er vel bare, om de ansvarlige tager os alvorligt, lytter til os, og handler. Hvor længe vil man se passivt til, at mennesker og deres familier skal bukke under for det system, der er lavet til at hjælpe dem?
Flere taler fra 8. marts
‘Vi rengøringsassistenter er stolte af vores arbejde’
Af Bitten Christensen
Lockout Løhde og Løkke – Fuld støtte til de offentligt ansatte!
Af Dorte Grenaa
Se også
Det gælder ligeløn og social sikring
APKs 8. marts udtalelse
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne – FACEBOOK
KPnet 9. marts 2017
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
