Lejrene er et dødsrige – Mona Ljungberg fra Mit Asyl skriver fra de græske flygtningelejre

Mine dage i Thessaloniki og flygtningelejren ”Softex” er forbi. Jeg er på vej væk fra et Grækenland, hvor flygtninge er som levende begravet i dødsriget ”Hades”.

Af Mona Ljungberg, Mit Asyl

”Hades er iflg. græsk mytologi et trist sted, hvor sjælene efter døden sendes til og lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.

En græsk myte er dagens virkelighed

”Hades” er i dag mere end en myte. ”Hades” er de store mørke fabrikshaller, som mennesker på flugt fra krig og tortur placeres i, i dagens Europa. Mennesker er levende begravet.

I de sidste par dage har børnefamilierne i de mange lejre i det makedonske område af Grækenland fået lov til at forlade deres fordømte triste hverdag i “Hades” for et kort øjeblik. Organisationen help refugees har doneret en jule/nytårsudflugt til et tivoli-wonderland inde i byen med karusseller og hoppeborge og radiobiler og der blev lejet busser, så alle børnefamilier blev hentet og bragt.

To af dagene var jeg med i teamet af ledsagere og omsorgspersoner. Det var dybt bevægende at opleve børnenes ansigter lyse op, som var de kommet i himmerige. En mor fortalte, det var første gang i seks år, hendes lille datter oplevede at have det sjovt. Forældrene nød også deres børns glæde og selv at komme ud. Nogle forældre blev selv som små børn over herlighederne.

En dråbe af lykke

Man tændes som frivillig selv af et øjebliks lykke ved at opleve børnenes glæde. Som en dråbe af lykke, der rammer panden og for et øjeblik overskygger den ulykkelighed, man er så fyldt med.  En lille pige på 7 år, der nu sidder på en karrusel i en glædesrus  med sin hånd bundet ind i bandage. Bandagen ligner det, der er indenunder. En bandage om en svært forbrændt hånd. En lille piges hånd. Pigen var faldet og landet med hånden i et af Softex-lejrens mange bål.

I et forsøg på at få lidt varme og for at lave mad, tændes hver dag mange bål rundt ved de mange telte i lagerhallen og udenfor ved containerne også fyldt med mennesker.  Børnene løber frem og tilbage og det er et mirakel, at antallet af alvorlige ulykker har været begrænset. Yderligere: luften i fabrikshallen er tyk af sodpartikler. – Jeg kan ikke lade være med at tænke på, flygtningene har valget mellem at dø af kulde eller tidligt af lungesygdomme fra de mange skadelige partikler. – Og jeg kan forsikre om, at på dødsattesten kommer ikke til at stå “forholdene i Softex-lejren” som dødsårsag, men alt muligt andet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på: her står hundredvis af telte slået op side.  Går der ild i et af teltene, vil ilden lynhurtigt sprede sig til de andre telte. Fabrikshallen er en stor brandfælle. Pladsen med containere udenfor også. En gnist og et enkelt vindstød, kan lynhurtigt få det hele til at stå i flammer. Folk vil være fanget af hegn og plastik og røg.

Ikke alle lejre i det græske Makedonien er så slemme som Softex-lejren. Men det betyder ikke, at de er gode. De er bare lidt mindre slemme. I nogle lejre, er der mindre træk i den dystre fabrikshal og lagt rockwoll udover teltdugen for at isolere mod kulden.

Jeg er på vej væk, men jeg ved at i skrivende stund, er menneskene i Softex-lejren udsat for endnu en plage. Det er sat ind med bidende frost og vindstød af stormstyrke, og får kulden til at føles som minus 20. Udenfor fabrikshallen er opført nødtoiletter (som den vi ser ved festivaller i Danmark til midlertidigt brug, her i lejrene er de permanente). Fredag har toiletterne fløjet rundt i vinden. Livet for menneskene i Softex. Mener du, jeg har overdrevet, så byt din egen tilværelse ud og prøv det selv!!!

Nødhjælpsorganisationerne  der forsvandt i den største nød

I nytårsdagene har der været uroligheder med overfald i Softex-lejren. Da jeg besluttede at tage ned og give en hånd med som frivillig, besluttede jeg også, at jeg ville bruge mine gode skriveevner til at beskrive hvad jeg ser.

Jeg har set, at i dagene med overfald forsvandt organisationer med lønnede medarbejdere, eller rettere medarbejderne blev evakueret og  forsvandt. Hvis ikke det havde været for non-profit-organisationenen Intervolve (som jeg en af dagene vil skrive en hyldest til) med os frivillige, ville flygtningene have været helt forladt. Organisationen ”Save the children” har noget de kalder for ”save area” (sikkert område) i dagtimerne for børnene i Softex-lejren. I dagene med overfald, hvor børnene havde allermest brug for sikkerhed, forsvandt også ”Save the Children”.

En Solstråle som en forårsdag

I skrivende stund er isnende koldt i det græske Makedonien og i Softex-lejren. Jeg vil slutte min lille beretning med en solstråle. Om en af de dage, der er som en første forårsdag, som også findes her og som vi kender i Danmark, hvor luften er mild og udtrykket i ansigterne bliver milde som luften.

I den mørke fabrikhal trængte en solstråle ind og lagde sig som en lyskegle ned gennem midterrækken af telte. Som på en første forårsdag, hvor børnene hopper af glæde, kom en lille pige løbende med gadedrengehop ned ad lyskeglen i hallen. Et splitsekund, der altid vil stå printet fast for mit indre blik. En lille pige, der hopper muntert ned af en lyskegle i en stor og ellers mørk og trist fabrikshal i dødsriget “Hades”. En solstråle, der trængte ind.

Jeg håber inderligt, at pigen og alle de andre børn en dag og inden det er for sent får et liv ude i lyset.

Mange hilsner Mona på vej hjem fra Softex-lejren, Grækenland

Originalartikel Lejrene er et dødsrige
Mit Asyl 7. januar 2017

KPnet 9. januar 2016