Fidel Castro 1926-2016

fidel

Med Fidel Castro er den sidste af det 20. århundredes store revolutionsskikkelser gået bort, 90 år gammel.

Af Klaus Riis, Arbejderpartiet Kommunisterne.

I 45 år var Fidel det revolutionære og antiimperialistiske Cubas leder, elsket af et folkeligt flertal, indtil han I 2008 af helbredsgrunde nedlagde sit hverv som præsident, hvor han efterfulgtes af en anden veteran fra den cubanske revolution, broderen Raul Castro.

Ingen har – måske med undtagelse af hans kampfælle Che Guevara – haft større betydning end Fidel Castro for opfattelsen af revolutionær kamp og socialisme, og hvad et socialistisk land er, for det amerikanske kontinent, syd og nord.

For den imperialistiske supermagt USA var det revolutionære Cuba, Che Guevara og Fidel ulvene i baghaven, som man forsøgte at tage livet af, med vold, attentater, invasioner og økonomiske kvælergreb.

Cuba kunne danne et modbillede til den rovgriske, rådne og kriseplagede amerikanske kapitalisme, som imperialismen fremhæver en global model. Som et humant samfund, hvor menneskene og deres vel kom først. Herunder retten til arbejde, uddannelse og sundhed.

Uden bred folkelig sympati og støtte fra folkene på hele det amerikanske kontinent ville Washingtons talrige forsøg på et spektakulært regimeskifte være lykkedes for længst.

I dag er Cuba ved at blive integreret i det kapitalistiske og imperialistiske verdenssystem i en tilsyneladende ’fredelig’ proces. Under Obama er der sket en optøning af det iskolde forhold under den kolde krig, hvor Cuba var det revisionistiske Sovjetunionens eneste allierede i verdensdelen. Diplomatiske forbindelser er genoprettet, og den kapitalistiske reformproces med privatiseringer og opbygningen af en privat sektor på Cuba er langt fremskreden.

Den vil blive videreført og måske accelereret efter Fidel Castros død, selvom den kommende amerikanske præsident kan lave nye bump på denne ’fredelige’ forsoningsvej, som Fidel har sanktioneret.

Den cubanske revolution fandt sted i 1959, hvor den fordrev et amerikansk lydregime, der solgte ud af landets værdier for at berige en lille korrupt overklasse. Den påbegyndte et nyt kapitel ikke bare i Cubas, men hele verdensdelens revolutionære og anti-imperialistiske kamp.

Men den forløb også samtidig med, at revisionister med Nikita Hrustjov i spidsen efter Stalins død overtog magten i det sovjetiske parti og stat og satte en kapitalistisk genrejsningsproces i gang, skjult under etiketter som at et ‘kommunistisk samfund’ skulle være etableret i 1980, som fremskridt i den socialistiske opbygning. I 198o’erne fablede Gorbatjov om ‘mere demokrati’ og ‘mere socialisme’, mens overgangen til et råkapitalistisk system blev forberedt.

Revisionismen i Sovjetunionen – som skabte en model for de fleste øvrige erklæret socialistiske lande – skabte et bureaukratisk monstrum af et samfund med et opsvulmet militær, i konkurrence med den imperialistiske supermagt US, undertiden i konfrontation, men også i samarbejde.

Og det var dette Sovjetunionen, Castro og hans Cuba allierede sig med. Det var det deres opfattelse af ’socialismen’ prægedes af og som smittede af på den cubanske samfundsopbygning.

Efter den kapitalistiske kontrarevolution i Sovjetunionen og østlandene, med opløsningen af Comecon og Warszava-pagten – modstykket til NATO – udtalte Fidel Castro sig meget positivt om den nordiske kapitalistiske ’velfærdsmodel’ som noget Cuba kunne tage ved lære af.

Det cubanske samfund og det cubanske system blev aldrig konsekvent opbygget efter marxismen-leninismens principper, med arbejderklassen ved magten. Det afspejlede og udtrykte revolutionære og antiimperialistiske positioner, men ikke ægte socialisme.

De marxistisk-leninistiske kommunistiske partier har siden de kontrarevolutionære processer i Europa og socialismens fald i Albanien 1989-91 konstateret, at der ikke eksisterer noget socialistisk land i verden i dag. Heller ikke om man kalder sig socialistisk – som også f.eks. Kina og Nordkorea, alle forskelle ufortalt.

De marxistisk-leninistiske kommunister i Danmark – som det revolutionære DKP/ML og i dag APK – har altid forsvaret Cuba og støttet dets antiimperialistiske holdninger og kampen mod imperialismens kvælertag og forøg på regimeskift.

Men vejen frem for Cuba er ikke en ’fredelig’ indvoksen i det imperialistiske system og den amerikanske interessesfære. Det er en fornyet socialistisk revolution.

Se også

Fidel, Cuba og socialismen
Áf Klaus Riis

Religion og kommunisme
Áf Klaus Riis

Om Cubas Kommunistiske Partis 6. kongres
KPnet 27. maj 2011

 

KPnet 26. november 2016