Fidel, Cuba og socialismen

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 18, 2010

Fidel Castro 1. maj

Det har vagt international opsigt, at Cubas revolutionsleder Fidel Castro i et interview har stillet spørgsmålstegn ’den cubanske model’.



Historien er offentliggjort af den israelsk-amerikanske journalist Jeffrey Goldberg fra tidsskriftet The Atlantic, som var på Cuba efter invitation fra Fidel for at lave en række interviews til en længere artikel.

Under en frokostsamtale, som mest handler om Mellemøsten, spørger Goldberg om Fidel stadig tror, at ’den cubanske model’ kan eksporteres?
Og så var det, Fidel lod den bemærkning falde, som siden har givet overskrifter i alverdens medier:
– Den cubanske model virker ikke engang for os selv længere.

Derned tager den tidligere cubanske statschef og revolutionsveteran selvfølgelig ikke afstand fra den cubanske revolution. Goldberg havde medbragt ’Latinamerika-eksperten’ Julia Sweig fra den indflydelsesrige tænketank Council on Foreign Relations, der har velkendte navne som  Madeleine Albright, Colin Powell og Richard Holbrooke i sin bestyrelse. Julia Sweig udlagde Castros bemærkning på denne måde:

– Han tager ikke afstand fra revolutionens ideer. Jeg tolker det som en indrømmelse af, at staten har for dominerende rolle i landets økonomi i den cubanske samfundsmodel.

Få dage efter, at Castro trak overskrifter, kom meddelelsen om, at en massiv privatiseringsbølge er på vej i Cuba. Den begynder umiddelbart at blive effektueret under ledelse af Raul Castro, der efterfulgte sin storebroder som præsident, da denne måtte trække sig på grund af sygdom.

Denne ’reform’ siger sparto til noget, der er set i Grækenland eller andre lande, der er hårdt ramt af den kapitalistiske verdenskrise. Ikke mindre end en halv million statsansatte skal fyres, eller mere end hver tiende offentlige ansatte i et land, hvor den offentlige sektor er og har været stærkt dominerende.

I år 2000 arbejdede ca. 76%  i den offentlige sektor og 23 % i den private. I 1981 var forholdet 91 til 8 %. Arbejdsløsheden er i 2009 anslået til 1.9 pct. af knap 5.2 millioner cubanere på arbejdsmarkedet.
Raoul Castro fortsætter dermed Fidels privatiseringspolitik.
De nu fyrede skal søge job i den private sektor eller forsøge at ernære sig som selvstændige.

Siden slutningen af august har Raul Castro fremlagt en række kapitalistiske økonomiske reformer, der vil mindske statens rolle i økonomien og dramatisk ændre det cubanske arbejdsmarked. Staten skal indgå langsigtede kontrakter (:udlicitere) statsejet jord, forretninger og infrastruktur. Udenlandske investorer vil kunne leje land og jord af staten på  kontrakter gældende i 99 år. Og flere cubanere vil få tilladelse til at drive privat virksomhed. Samtidig gennemføres en gigantisk ’reform’ af de statsansattes vilkår. I stedet for faste lønninger går man nu over til ’resultatløn’.

Fidel Castros verdenskendte bemærkning skal altså tolkes som en blåstempling af Rauls kapitalistiske reformpolitik, der galopperer ud over tobaksplantagerne og majsmarkederne som Hrustjovs og Gorbatjovs reformer i hver sin tid gjorde det i Sovjetunionen.

Den tidligere formand for Dansk-Cubansk Forening og medlem af ”Kommunistisk” Parti Sven-Erik Simonsen  bagatelliserer Fidels konstatering i en artikel i partiavisen Arbejderen med den lidt nedladende konstatering, at ”Det er 117. gang Fidel Castro gør sig overvejelser om det rigtige omfang af statens rolle i Cubas økonomi.”

Simonsen forsikrer til gengæld på partiets tro og ære:

Politikere og mediefolk skriger sig hæse på forandring i Cuba. Virkeligheden er, at Cuba har forandret sig meget mere end de fleste lande i verden. Men den ene forandring, som politikerne i Washington, København og Bruxelles interesserede i – nemlig forandringen fra socialisme til kapitalisme – er ikke på Cubas dagsorden. Hverken Fidel Castros dagsorden eller blandt de godt 600 medlemmer af Cubas nationalforsamling, hvor man demokratisk vedtager de love, som gælder.”

Simonsen reagerer som alle revisionismens skønmalere har gjort siden den brød igennem i den internationale kommunistiske bevægelse med Nikita Hrustjov efter Stalins død og førte til dens spaltning: Han udvisker skellet mellem kapitalisme og socialisme og opfatter de utilslørede kapitalistiske reformer som ubetydelige. Med alle den revisionistiske kontrarevolutions erfaringer i bagagen burde det være indlysende, at Cuba tager et kæmpeskridt ad den kapitalistiske vej, hen imod traditionel kapitalisme.

Det er ikke noget tilfælde, at Fidel for år tilbage afslørede sig som en varm tilhænger af ’den nordiske velfærdsmodel’. For den model, Fidel og Cuba antog var den post-stalinske revisionistiske, som ikke var socialisme, men en opsvulmet, bureaukratisk statsmonopolistisk hybrid for overgang til markedskapitalisme.

Nu skal Cuba stille og roligt – ’fredeligt’ – integreres fuldt i  den kapitalistiske verdensøkonomi. Det ser ud som om det er kommet til en forståelse mellem USA og Cuba. Tænketanken Council on Foreign Relations spillede en stor rolle i det såkaldte ping-pong-diplomati, da Mao Zedong levede.’Succes’en ser ud til at blive gentaget.

Netavisen 15. september 2010