Revolution eller reformisme: Carl Madsen og ‘det antimonopolistiske demokrati’

Af Henning Paaske Jensen

Indlæg på Novemberkonferencen 2003, arrangeret af Arbejderpartiet Kommunisterne
‘100-året for den revolutionære kommunist Carl Madsen’. (Trykt i Orientering 7, 2003)

 

Intro: Der er nu igen (august 2016) bestræbelser på at sammenlægge de erklærede kommunistiske organisationer KP og KPiD på grundlag af  ‘strategien for det antimonopolitiske demokrati’. Denne forestilling om en ‘fredelig overgang’ til socialisme blev programfæstet i DKP i 1975.  Denne programfæstelse betød både en cementering af DKPs reformistiske udvikling og at der åbnedes op for forskellige linjer og fraktionering af partiet. Det blev yderligere forstærket  med omfavnelsen af Gorbatjovs socialdemokratiske platform, da Ole Sohn blev partiformand og førte til afskalninger med Fælles Kurs og KPiD og til et reelt kollaps for partiet.

Kritikken af teorien om det antimonopolitiske demokrati og de øvrige reformistiske elementer i DKPs program fra 1975 førte til eksklusion af den revolutionære kommunist Carl Madsen. Denne kritik var også en del af grundlaget for opbygningen af den nye marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, der fandt udtryk med stiftelsen af DKP/ML i 1978.

Novemberkonferencen – et årligt seminar om kommunistisk politik – var i 2003 dedikeret til Carl Madsen. Det følgende er et af hovedoplæggene derfra.

 

Afdækning af “antimonopolistisk demokrati”  –
i 100 året for Carl Madsens fødsel

 

Det vil her i 100 året helt være i Carl Madsen ånd at styrke og genopfriske kampen imod antimonopolistisk demokrati, en sammensat strategisk plan for socialdemokratisering af det kommunistiske parti og at lade kapitalismen bestå.

Den plan Carl Madsen i sit livs efterår afdækkede i skrift og tale i et forsøg på at vende den socialdemokratiske kurs i DKP, men forkalkningen var for omfattende til at det kunne lykkedes.

Vi gør det ikke først og fremmest for at mindes Carl Madsen, men fordi hans kamp imod DKPs socialdemokratisering er yderst aktuel i dag.

Ikke ved at citere en masse af Carl Madsens kritik af DKPs program i 75, men ved at fremhæve kerneindholdet i de problemstillinger Carl Madsen rejser i sine bøger: Især “DKPs programudkast – en kommentar”( 21 randbemærkninger til DKPs programudkast) samt “Når bladene falder “( om udviklingen i DKP med taler og artikler fra 1969- 75) begge udgivet på Demos forlag i 1975 samt Revolution og statsmagt – et foredrag om DKPs strategi, udgivet på Arbejderforlaget i 1980.

I hele den internationale arbejderbevægelses historie har spørgsmålet om revolution eller reformer været en skillelinjen, to modsatte linjer.

I stedet for at opnå socialisme gennem revolution fastholdes og fornys påstanden om, at der findes en lettere og fredeligere vej, trin for trin gennem reformer, selvom man da taler om, at reformer kan være forbundet med turbulens. Men man skjuler i virkeligheden, at kapitalismens generelle retning er en nedadgående bevægelse, som Karl Marx klart har påvist, på bekostning af arbejderklassen og den arbejdende befolkning. Det er statens opgave at sikre, dette sker. Kapitalismen er dermed med til at skabe sine egne banemænd.

Det internationale kommunistiske samarbejdsforum IKMLPO (CIPOML) –  som APK, Arbejderpartiet Kommunisterne, er tilsluttet – er netop opbygget i kamp mod et sådant bedrag. Imod den moderne udgave af den socialdemokratiske reformisme, Hrustjov-Bresjnev-reformismen. Den moderne revisionisme, som Albanien stillede sig i spidsen for at bekæmpe.

Denne splittelseslinje påtvang i 70’erne en spaltning af den internationale kommunistiske bevægelse og medførte opbygningen af nye marxistisk-leninistiske partier, da de fleste fulgte Hrustjovs kapitulationslinje over for imperialismen.

Vi har i praksis set, hvad den socialdemokratiske reformisme og ministersocialismen har ført til, ikke kun i Danmark, men også i andre lande i Europa, ikke mindst i England med Blair som Anders Foghs forbillede.

Det er et socialdemokrati, som er borgerskabets vigtigste sociale støtte og et af dets foretrukne regeringspartier.

Socialdemokratierne vokser sammen med den borgerlige stat på samme måde som deres socialdemokratiske ledede fagforeningsapparater.
Konsekvensen har været administration af kapitalismen, afvikling af sociale velfærdsgoder, tilslutning til Nato, EU og krig.

Socialdemokratismen har vist gennem klassesamarbejde og sammenfletning med den borgerlige stat, at det er kapitalismen, der er dens støtte, og at socialismen ikke er attraktiv for den, tværtimod.

Den moderne revisionismes fortaleres funktion betyder først og fremmest, at deres politik vil forsøge at inddæmme og svække kampen mod det imperialistiske Danmark og imperialismen som sådan under udsagn om, at det er afgørende at have Socialdemokratiet og fagtoppene med.

Kommunisternes linje og kamp går ud på at understøtte kampen for dagskrav på en sådan måde, at det understøtter kampen for socialismen – for forberedelsen til en socialistisk revolution som det strategiske mål, ellers vil kampene blive udsigtsløse.

Det antimonopolistiske demokrati, som DKP tilsluttede sig i 1976 som strategi, var en del af den kapitulationslinje, Hrustjov som omtalt slog ind på efter Stalins død.
Nu skulle samarbejdet med imperialismen være generallinjen i stedet for Arbejdere i alle lande, foren jer, den proletariske internationalisme.

Nu påstod man, at det klasseløse samfund, kommunismen, lå lige om hjørnet.
Nu påstod man, at Sovjetunionens styrke kunne sikre, at kommunisterne rundt omkring i verden kunne gå over til socialismen via samarbejde med Socialdemokratiet, reformer og folketing.

Siden skulle det vise sig, at det ikke var socialismen, som lå lige om hjørnet, men derimod et nyt borgerskabs herredømme, hvor grundlaget til Sovjets sammenbrud blev lagt.

I Danmark var man i DKP-ledelsen på forkant. Man havde tilladt krigsforbryderen og socialdemokraten Buhl at indgå i og blive leder af befrielsesregeringen. Man var endog gået med til sammenslutningsforhandlinger med Socialdemokratiet efter krigen.

Man tillod Socialdemokratiets taktiske manøvre med at komme ud af isolationen oven på besættelsen og lukrere på kommunisternes kamp under besættelsen og den anseelse, som nu aldrig havde været større. Modsat var Socialdemokratiets anseelse på et så lavt niveau som aldrig før.

Socialdemokratiet ville ikke sammenslutning, men gerne vaskes ren af kommunisterne.

DKP’s antimonopolistiske demokrati

I 1975 forberedte DKP et nyt program, der baserede sig på reformer og strategisk samarbejde med Socialdemokratiet, som Hrustjov havde formuleret det som end del af hans generalangreb på marxismen-leninismen.

Det blev formuleret som “antimonopolistisk demokrati”, en sammensat teori, som betyder kapitulation over hele linjen. Den linje, DKP-kommunisten og sagføreren Carl Madsen førte en sammenhængende kamp mod.
Det gjorde han parallelt med, at der i verden og i Danmark opbyggedes nye marxist-leninistiske partier op imod Hrustjov-revisionismen som helhed.

Uanset om Carl Madsen på dette tidspunkt har følt sig som en del af denne internationale bevægelse, har hans kritik og modstand mod DKP’s revisionistiske linje været en del af samme kamp. Kampen mod den moderne revisionisme.

I sin kamp i DKP og efter hans eksklusion påviste han, hvordan den nye strategi var ude af trit med virkeligheden, forfalskede spørgsmålet om statens klassekarakter, den demokratiske kamp og arbejdernes enhedsfront, og som sådan var i modstrid med marxismen-leninismens lære om den socialistiske revolutions nødvendighed og nedbrydningen af det borgerlige statsapparat.

To dage efter, at DKP’s nye programforslag i 1975 blev sendt ud til drøftelse i afdelingerne, blev Carl Madsen ekskluderet.

Carl Madsen skriver:
“Det skete den 1. juni 75.
To dage senere ekskluderede man mig. Uden at være i stand til at formulere en eneste konkret anklage, endsige dens rigtighed. Uden at iagttage eksklusionsproceduren.
Man vidste til fulde at jeg ikke ville tie.”

(Det er, som om noget har gentaget sig 20 år senere i 1997, da man ekskluderede kammerater i DKP/ML og KPiD for den samme kamp).

Jeg kunne forestille mig, at Carl Madsen ville give nogenlunde denne indledende sammenfatning, før han gik i dybden med de enkelte problemstillinger, hvis han havde været her i dag:

‘Al denne tågesnak om antimonopolistisk demokrati som strategi er en slags varm luft, svævende. Det er uklart, et tågegespenst med sine positivt værdiladede ord (hvem er ikke imod monopoler, og hvem ønsker ikke demokratiske rettigheder), i første omgang umiddelbart svært at få fat i, men dette er skam også meningen.
Ophavsmændene skulle nødig stilles til regnskab.
For kigger man det bare lidt efter i sømmene, så ligger der en helt anden dagsorden bag. Opgivelsen af socialismen. Accepten af det bestående system.
Under påskud af, at samfundet blot skal forbedres gennem indførelsen af det, de kalder et demokratisk og antimonopolitisk overgangssamfund, ikke kapitalisme og heller ikke socialisme, hvilket er en umulighed.

Med påstanden om, at et sådan samfund kan opbygges og transformeres til et socialistisk samfund med arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne ad fredelig vej, en umulighed som lanceres som en videnskabelig nyskabelse i vor nye moderne tid og magtforhold.
Denne utopi, denne vrangforestilling er et afledningsforsøg, som dækker over en ny socialdemokratisk politik, som vi allerede har set, hvad fører med sig.’

Havde han været her i dag, havde han sikkert også med sin karakteristiske hudflettende stemme og skarpe pen kunnet fortælle, at han var optaget af at dissekere og tilbagevise nye forsøg på at ryste støvet af denne politiske platform, han nu i praksis mente havde spillet fuldstændig fallit.
En platform, han havde tilbagevist i skrift og tale for 30 år siden.

Der er nogen, som i dag kalder sig kommunister og forsøger at genoplive denne falske og i sit indhold socialdemokratiske strategi og lave “kommunistisk samling” om den.

Jeg forestiller mig også, han fortæller, at han i hans dissekeringsarbejde kunne gøre brug af hovedindholdet i de noter, de randbemærkninger og taler, han havde gjort brug af forud for DKP’s nye programvedtagelse i 1976.

Hvordan lyder sammenfatningen af det antimonopolistiske demokrati?

I DKP’s program fra ’76 kom det til at lyde stort set som formuleret i det udkast, som Carl Madsen udarbejdede en lang række randbemærkninger om for hvert afsnit.

I 1976-programmet hedder det bl.a.:

“Folket …kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder kapitalens magt. Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne…
Antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialisme, men er et brud på statsmonopolismens og storkapitalens magt. Det åbner for en samfundsmæssig proces …
Det kan sikre sådanne betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan foregå uden borgerkrig, som resultatet af en aktiv demokratisk kamp.”
(DKP: “Kommunistenes Program”, Forlaget Tiden side18)

Dette er en teori med utrolig mange elementer, som gør op med og forfalsker videnskabelige problemstillinger.
– Indførelsen af en totrins- eller flertrinsstrategi
– Taler om alment demokrati
– Skjuler statens klassekarakter
– Gør op med synet på parlamentarismen som et kapitalistisk undertrykkelsesinstrument, et led i et borgerligt demokrati, en form for borgerskabets diktatur
– Gør op med den socialistiske revolutions nødvendighed og sønderbrydningen af magtapparatet med vold
– Gør op med arbejderklassens herredømme – også kaldet proletariatets diktatur

Det er formuleringer, der påstår, at kommunisterne som en nyskabelse må kæmpe for en mellemvej, et nyt overgangsstadium, at det er muligt at bygge et nyt samfund før socialismen med “udvidet” demokrati. Men hvordan kan man udvide et demokrati, som ikke eksisterer? Borgerligt demokrati er jo blot en af formerne for borgerskabets diktatur.

Det er dette diktatur, man påstår gennem pres kan reformeres for arbejderklassen. Men alment demokrati eksisterer ikke.
Man ser bort fra, at det er en umulighed under denne borgerlige stats herredømme trin for trin at sikre udvidede rettigheder og kontrol over samfundet.

Komintern og Dimitrov og antimonopolistisk demokrati

For at forklare og forsvare denne teori har DKP lige siden 2. verdenskrig forsøgt at misbruge Kominterns og Dimitrovs kamp mod fascismen.
Man ser bort fra, at Komintern bedømmer Socialdemokratiet som banebryder for fascismen gennem deres kamp mod den kæmpende arbejderbevægelse.

Man forsøger at overføre situationen, hvor Socialdemokratiet i nogle lande ikke længere er en del af borgerskabets sociale hovedstøtte, fordi man er gået over til eller står lige over for at indføre fascismen. Forvrænger det og forsøger at anvende det på deres antimonopolistiske teori i dag
I stedet udvikles den opportunistiske teori, at Socialdemokratiet vel er et reformistisk parti, men at det gennem pres og dialog er en del af en fast alliancepartner i kampen for socialismen og ikke mindst i kampen for det såkaldte antimonopolitiske demokrati.

Man ser bort fra, at socialdemokratierne i Europa er borgerlige arbejderpartier, som er borgerskabets garant for at kunne herske, dets sociale hovedstøtte og en strategisk fjende af socialismen.

Misbrug og forvrængning af Kominterns vurdering vedr. overgangsformer og enhedsfronten

DKP formåede at forvrænge Kommunistisk Internationales beslutninger og taktiske linje i den defensive situation, hvor den frådende fascisme i Europa var ved magten i Tyskland og Italien og andre steder var på vej, med blikket rettet mod det socialistiske Sovjetunionen.

Man forsøger at dække antimonopolistisk demokrati ind under Dimitrovs og Lenins omtale af at finde ‘overgangsformer’. Dimitrov taler da om muligheden for på bestemte betingelser at etablere en enhedsfrontsregering.

Men på bedste højreopportunistiske vis udelader man samme Dimitrovs advarsel om ved denne parole at opdigte et særligt “demokratisk mellemstadium mellem borgerskabets diktatur og proletariatets diktatur for hos arbejderne at vække illusionen om en fredelig parlamentarisk spadseretur fra det ene diktatur til det andet”.

Det er jo netop dette, som antimonopolistisk demokrati gør, når man taler om muligheden af at udvide demokrati og rettigheder som en opadgående hovedretning forud for socialismen. Det kan godt være, de ikke vil kalde det for en spadseretur, men deres indhold er det samme, uanset om det er en spadseretur med snubletråde og alarm

I virkeligheden er Dimitrovs tale et opgør med ‘antimonopolistisk demokrati’, med dets tale om et overgangssamfund, fredelig overgang til socialismen, og med DKP’s med fleres tale om arbejderregering og folkefrontsregering.

Når Dimitrov talte om øgede muligheder for aktionsenhed, gjorde han det på basis af, at Socialdemokratiet efter at have været borgerskabets sociale hovedstøtte og banebryder for fascismen i visse lande ikke længere var det pga. borgerskabets nye satsning på fascismen for fortsat at kunne herske. Han sagde, at man i denne situation skulle undersøge større mulighed for at indgå aktionsenhed med dele af Socialdemokratiet under forudsætning af, at det betød kamp mod fascismen, og uden afsværgelse af den fortsatte kamp for socialismen.

DKP taler ved lanceringen af antimonopolistisk demokrati således:
“Proletariatets diktatur kan visselig antage en mangfoldighed af former. Alt efter forholdene til forskellig tid og under forskellige nationale betingelser.”

Carl Madsen bemærkninger til begrebet ‘overgangsformer’ var:
“- Vel så. Forskellige former. Men det identiske væsensindhold er:
1. At den borgerlige statsmagt knuses, sønderbrydes, destrueres.
2. At proletariatet opbygger en ny klassestat, hvis centrale funktion det er – med magt om fornødent – at undertrykke borgerskabet.”
Netop knusningen, sønderbrydningen af den borgerlige statsmagt eksisterer ikke længere. I stedet er det forbedring af borgerskabets statsmagt under pres.

Den ‘fredelige overgang’ til socialismen

Det er svært at finde belæg for den fredelige overgang, for alle historiske erfaringer taler imod.
Illusioner om den fredelige overgang til socialismen har haft katastrofale følger i Indonesien i 1965 og i Chile i 1973.
I Chile var det første gang, Hrustjovs anbefaling og model skulle afprøves. Resultatet af illusionerne om den fredelige overgang og den deraf følgende manglende bevæbning af arbejderklassen og folket var, at fascismen kom til magten.

I 1975 skriver Carl Madsen i bogen “Når bladene falder” (side 150):

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner
1. At den fredelige overgang stadig er mulig og slog fejl på grund af visse fejltagelser og venstreprovokationer og kan lykkes andre steder,
eller
2. at kun gennem massemobilisering og forberedelse af væbnet kamp kan man nå frem til at kunne opbygge socialismen.”

DKP valgte det førstnævnte, at lægge skylden på “venstre-ekstremisterne”, mens de, der banede vejen for fascismen, gik fri.

Carl Madsen konkluderer generelt vedrørende parlamentarisme/folketingsarbejde, at på basis af massemobilisering og gennem folketinget kan arbejderklassens leveniveau forsvares og undertiden forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede.
At den fredelige vej gennem folketinget i bedste fald er en naiv utopi, at folketinget som sådan er et led i statens undertrykkelsesapparat.

Overganen til socialismen ad fredelig vej gennem folketingsbeslutning ser bort fra, at den kapitalistiske stat og monopolerne er beskyttet af et helt magtapparat, som netop går ud på at sikre den økonomiske og politiske kontrol. Et magtapparat med politi, embedsmænd, hær, dommere, råd og andre institutioner og med stadig større politisk kontrol, bl.a. via påskuddet med en “terrorlovgivning”, hvor alle rettigheder kan sættes ud af kraft.
Ja, alligevel prædikes der stadig i dag om muligheden for trinvis via en etape at kunne sikre en fredelig overgang til socialismen.

Statens klassekarakter

Antimonopolistisk demokrati ser bort fra det faktum, at i virkeligheden har alle stater en klassekarakter, at staten er et redskab til at undertrykke arbejderklassen under borgerskabets diktatur, med det borgerlige demokrati som en form herfor.
På samme måde er arbejderklassens herredømme, proletariatets diktatur, et diktatur over det tidligere borgerskab og garanten for at sikre udviklingen af reelt demokrati for arbejderklassen.
Staten i dag er udtryk for monopolernes fællesherredømme.

Kernen i enhver statsmagts voldsapparat er politi, militær og domstole.
Hvordan kan man tro, man kan sætte dette ud af kraft? Det er jo netop beregnet på at kunne sættes ind, når det gælder. Vi så det f.eks. i kimform i Esbjerg, da de kæmpende arbejderes støttekomite blev anholdt som gidsler under strejken mod privatisering.
Nu er der siden hen kommet en terrorlovgivning ind, hvor kæmpende arbejdere kan fratages alle rettigheder. Der er ingen, der må være så naive at tro, at staten ikke vil gøre brug af sit voldsapparat for at slå et arbejderoprør ned.

Antimonopolistisk demokrati gør uden belæg fuldstændig op med marxismen-leninismens teori om den socialistiske revolution og oprettelsen af arbejderklassens herredømme gennem sønderknusningen af borgerskabets statsapparat. Et apparat, som ikke kan bruges af arbejderklassen under arbejderklassens stat.

Carl Madsen Når bladene falder side 154:
“Det er den store og farlige illusion: at vi foregøgler os, at monopolernes statsmagt så at sige skulde kunne erobres indefra. Det kan den ikke , politiske blålys er farlige. Den gaqmle syndikalist Chr Christensen sagde det på sin drastiske vis: Folketinget er som en affaldstønde på et slagteri, fuld af fordrævede kødstumper. Tror I de bliver friske ved at smide en stump godt kød i den, eller tror I, at det er dem, der forgifter det friske.
Primitivt sagt, men rammende det væsentlige”……

Parlamentets rolle

DKP gjorde med antimonopolistisk demokrati også Folketinget til “folkesuverænitetens sæde og centrum for det politiske liv”.

“Ja, det måtte jo komme,” sagde Carl Madsen.
“Ikke mere noget som i gamle dage om, at det er vort ærinde i folketinget at afsløre parlamentarismens humbug, tværtimod. Vor totale accept af den. Respekt for samfundets grundlov.”
(Randbemærkninger side 10)

Man helt ser bort fra, at parlamentet netop er udtryk for en del af det herskende system og bruges som en undertrykkelsesmekanisme. For arbejderklassen er det først og fremmest en talerstol til at fremme massernes kamp og opstille reformkrav, som, hvis de vedtages, er udtryk for sveden på borgerskabets pande.

Folketinget har ingen mulighed for at kunne kontrollere samfundet.
Afgørelserne og den økonomiske magt ligger helt andre steder og kan ikke antastes. Vi kan blot nævne AP Møller.
Folketinget er en del af staten både i forhold til den måde den vælges på og i forhold til dets grundlag.
Ægte demokrati, arbejderdemokrati under socialismen må basere sig på råd, folkeforsamlinger hvor de kæmpende masser er aktive og hvor deres repræsentanter kan kaldes tilbage.

Reform er midler, ikke et mål i sig selv

Kommunister og progressive vil altid kæmpe for demokratiske krav og sociale rettigheder, og uden af vi forestiller os, at der er garanti for, at kravene umiddelbart bliver indfriede fuldt ud, så længe kapitalismen består.
Kamp mod krigsanstiftere, for strejkeretten, krav om arbejde, krav om bolig, krav om uddannelse, krav om at komme ud af EU, krav om at komme ud af NATO, sådanne krav er et led i vores handlingsprogram.
Samtidig slår vi fast, at sådanne demokratiske krav kun kan opnås midlertidigt og i begrænset omfang under kapitalismen.

Klasseløst demokrati findes ikke. Derfor er det en stor illusion i en ikke-revolutionær situation at opstille krav, der f.eks. foregiver samfundskontrol/arbejderkontrol.
Således taler DKP’s antimonopolistiske program fra ’76 om “demokratisk økonomisk politik, demokratisk nationalisering, demokratisk planlægning, samfundsledelse af udenrigshandelen”.
En stor illusion om kamp for at “udvide demokratiet”, som ikke eksisterer, og lægger op til, at de økonomiske magthavere trin for trin kan sættes under arbejder- eller folkekontrol.

Kommunisterne kæmper for selv små krav i dagskampen
F.eks. krav som kampen om en byggelegeplads kan have en meget stor betydning, som det skete i København.
Kampen mod privatisering, som det f.eks. skete ved RiBus i Esbjerg, var ikke blot rettet mod en enkelt virksomhed, men blev til en vigtig kamp for, at arbejderklassen via egne erfaringer ser, hvilket system man er oppe imod.
Kampe, som sættes ind i sammenhæng med kampen for at vinde klassens flertal for opgøret med kapitalismen.
Om dagskampen må man ikke glemme, at man fører kamp mod virkninger, at man kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning. At dagskampene kun bruger et lindrende middel, men ikke helbreder sygdommen, som Lenin har formuleret det.

Netop denne videnskabelige realitet har Socialdemokratiet gjort alt for at skjule, og det hjælpes heri af de moderne reformister, som vi også kalder bærerne af den moderne revisionisme.

Carl Madsens ubestikkelighed, mod og trofasthed over for det, han mente var rigtigt, og hans hudfletning af DKP’s antimonopolistiske program og klargørelse af statens klassekarakter er en kamp, der kan være til stor inspiration for den kommunistiske bevægelse i Danmark også i dag, hvor KPiD og DKP/ML med DKP på slæb er i sammenslutningsforhandlinger, forenede om det antimonopolistiske demokrati som omdrejningspunktet.

KPiD gør antimonopolistisk demokrati til en betingelse for enhed. I længere tid har DKP/ML kaldt deres antimonopolistisk demokrati-linje for ‘antimonopolistisk strategi’. Dybest set er det jo også lige meget, hvad man kalder en strategi, som ikke har borgerskabets omstyrtelse og udbytningens afskaffelse som strategisk mål. Men for DKP/ML var det en mere tilforladelig overgangsform at kalde det en strategi. De er da nu også kommet frem til, at det er lige meget, hvad man kalder barnet.

For DKP/ML er det også noget af en kovending med behov for overgangsformuleringer, da partiet oprindelig blev stiftet i kamp mod antimonopolistisk strategi.
DKP taler om antimonopolistisk demokratis store succes i 70’erne. Den er svær at få øje på. De, der siger det, forstår i bedste fald ikke indholdet og baggrunden for revisionismens sammenbrud.

Historisk og i dag er angrebet på antimonopolitisk demokrati blevet mødt med isoleringsforsøg over for ‘venstre-ekstremisterne’. I 70’erne var der ‘kineserhetzen’, og at de var finansieret af CIA.

Også i dag forsøger man at karakterisere en kamp og modstand som problematisk, fordi den er ledet af ‘venstre-ekstremister’. Dette gør sig gældende i antikrigsbevægelsen.
Alliancen med Socialdemokratiet gør også, at man forsøger at inddæmme kampen hen i retning af humanitær hjælp og ikke først og fremmest understøttelse af den anti- imperialistiske kamp.

Det gør sig gældende i den faglige kamp, og det gør sig gældende i EU-kampen.
I den faglige kamp ser vi et initiativ, der er ledet af socialdemokrater og antimonopolister. Godt nok opstiller de en række dagskrav, men det er ikke krav, som de mobiliserer masserne til kamp på; de er en platform, som de åbent skriver, for at få indsat en “arbejderregering”.

På EU-området har vi set antimonopolisterne sidste december aflede EU-kampen ved ikke at mobilisere først og fremmest til kamp mod de europæiske monopoler, men under paraplyen Stop Volden. Ikke først og fremmest et Nej til monopolernes EU og Ud af EU, der både er aggressivt og voldeligt. Nej, ansvaret for at undgå EU og statens voldsovergreb pålægges os selv.

I fredskampen, kampen mod krig ser vi, at de ikke reelt ønsker at støtte og udvide kampen. FN hentes ofte frem som en løsning, som måske blot skal reformeres. Ledelsen af fredskampen dur ikke, hvis der er ‘venstre-ekstremister’ med i ledelsen, hedder det.

Om samarbejdet med Socialdemokratiet

Når vi som kommunister fastslår, at Socialdemokratiet ikke er en alliancepartner og en strategisk allieret i forhold til socialismen, tværtimod, ja, så har man altid forsøgt med, at vi glemmer kapitalen som hovedfjende.

Vi glemmer ikke kapitalen som hovedfjende, men vi vil heller ikke glemme eller se bort fra at Socialdemokratiet er en hovedhindring for arbejderklassens enhed og dermed en hovedfjende i arbejderbevægelsen. Det er jo noget ganske andet.

Som kommunister skelner vi skarpt imellem den socialdemokratiske ledelse og den socialdemokratiske vælgermasse. De menige socialdemokratiske arbejdere skal vi arbejde med, diskutere med og kæmpe med, have aktionsenhed med, og det har vi.
Det er socialdemokratiske arbejdere, der er med til at demonstrere imod krig og vende sig imod EU på trods af deres partiledelse.

Vi afviser heller ikke i enkeltsager at have aktionsenhed med ledende socialdemokrater. Men det forudsætter, at der ikke gives ideologisk og politisk køb på aktionen. F.eks. er det da kommunister, som har inddraget Hardy Hansen, tidligere SiD-formand og socialdemokratisk folketingsmedlem, i antikrigskampen.
Aktionsenhed går ud på at forene de arbejdende masser til kamp for deres interesser, og det vil oftest ske på trods af det borgerlige socialdemokrati.

Der er brug for det kommunistiske parti.
For et parti, som går i spidsen, styrker og målretter massernes forsvarskampe imod et stadig mere korrupt, krigerisk og menneskefjendsk system, uden udsigt til virkelige varige forbedringer før gennemførelsen af den socialistiske revolution og oprettelsen af arbejderklassens herredømme.

Vi har en masse at se til. Det er det, tingene går ud på.
Kampen for at vinde arbejderklassens flertal for den socialistiske revolution.
Det er herudfra, det kommunistiske partis indsats og anerkendelse på bare lidt længere sigt vil blive vurderet og målt.

Originaludgave på nettet

Se på KPnetTV2

Carl Madsen forsvarer revolutionen på DKPs Landsmøde 1974

 

Se også

Mennesket er menneskets håb
Af Eric Skytte, 23. januar 1999

 

KPnet 20. august 2016