Stormvarsel: Udsigterne for 2016

Nytårsudtalelse 
Arbejderpartiet Kommunisterne

Verden balancerer konstant på afgrundens rand, tæt på at blive opslugt af en generel krig og fornyet global økonomisk krise. Der er stormvarsel!

Der raser krig udadtil og indadtil. Imperialistisk røverkrig. Klassekrig mellem kapitalister og arbejdere, mellem et fåtal af superrige og deres regeringer og statsapparater på den ene side og den brede befolkning på den anden.

Fare for verdenskrig

En ny verdenskrig kommer nærmere. Arnestederne for en konflikt, som eskalerer til en stormagtskrig – mellem USA og NATO-landene og Rusland og/eller Kina – bliver stadig flere.

Disse imperialistmagter – og det gælder ikke bare Obamas og Donald Trumps USA, men også Putins Rusland og Xi Jinpings Kina – er aktive overalt for at sikre sig afsætningsmarkeder og indflydelsessfærer. Deres modsatrettede interesser støder stadig oftere sammen. I en stadig mere skærpet kamp om Mellemøsten er de alle tilstede sammen med allierede og modstandere, herunder reaktionære regionale magter som Saudiarabien og Tyrkiet, Vestens allierede.

Et krigs- og krisesvækket USA kæmper indædt for at bevare sin supermagtsstatus. Kina baner sig vej frem som en verdensmagt i opgang, trods en lurende krise i dens kapitalistiske økonomi. Rusland under Putin kæmper for at afværge angreb og indgreb i dets sfærer fra rivaliserende konkurrenter og  søger samtidig at udvide dem.

I Syrien udspilles en tragedie af kolossalt format, udløst af imperialistisk indblanding og som en konsekvens af USA’s og NATOs ’krig mod terror’, som siden dette århundredes begyndelse har holdt verden i permanent krigstilstand. En stor del af Syrien er ødelagt af krig og en borgerkrig, mange reaktionære kræfter har pustet til. Enorme flygtningestrømme søger væk fra bomber og mod en tryggere tilværelse end deres land kan byde dem.

I Irak og Syrien har det islamistiske IS etableret sig, og det har spredt sig i Libyen, Afghanistan og andre steder trods USA’s og Vestens ’krig’ mod det. Danmark har også tilsluttet sig denne. IS er et direkte resultat af den ulovlige ’krig mod terror’ og dens fiasko.

Mulige epicentrer for en storkrig øges med den globale imperialistiske rivalisering. På det europæiske kontinent opstår nye spændingsfelter. Norden, Østersøen og Arktis oprustes, og hele vejen ned gennem det europæiske kontinent er der trukket en ny befæstet linje mellem EU og NATO med allierede og Rusland og dets allierede.

I Ukraine fører den vestligt indsatte Kiev.regering krig mod dens egne borgere i Donbass-området, der har afvist kupregeringen. Det har øget risikoen for en NATO-konfrontation med Rusland.

Også i Tyrkiet fører Erdogan-regeringen krig mod sine egne borgere – mod kurderne i det østlige Tyrkiet, i Syrien og Nordirak, mens den i alliance med Saudiarabien på forskellige måder støtter IS. Gnister herfra kan føre til en verdensbrand.

De massive flygtningestrømme er et andet direkte resultat af krige og borgerkrige, og ikke mindst den folkeretsstridige ’krig mod terror’, der først ødelagde Afghanistan, siden Irak og Libyen, og som har haft uhyggelige konsekvenser for hele regionen.

Trods USA’s, Vestens og NATOs løfter – indbefattet det officielle Danmarks skiftende statsministre og regeringer – er ikke et eneste land i en bedre tilstand, end da invasionerne begyndte. Alle steder er det værre. Fattigdom, arbejdsløshed, håbløshed, ruiner – ingen fremtid, heller ikke for de unge.

Det vigtigste svar på flygtningekrisen er ’Stop krigene! Stop krigspolitikken’. Det er NATO og imperialisterne – alle imperialistmagter uden undtagelse – der skal ud af Mellemøsten og ud af alle de lande, de hjemsøger. Syrien, Irak, Afghanistan, Libyen, Palæstina osv.

Kapitalen og nyliberalismen  smadrer velfærd

Den danske krigsdeltagelse og de herskendes bevidste politik for at placere Danmark så tæt på krigenes kommandocentrer som muligt har haft enorme ulykkelige konsekvenser på alle områder.

Den har været med til at bære den danske ’velfærdsstat’ i graven, der er afløst af krigs- og konkurrencestaten med et skred i progressive værdier og militarisering og forråelse til følge.

Reaktionære, racistiske og islamofobiske strømninger er vokset sammen med krigsudgifterne og antallet af ofre. Nu fremstilles det, som om det er flygtningene, der er en trussel mod det danske eller andre ’velfærdssamfund’.

Men det er ikke bombeofrene, der er en trussel. Det er derimod kapitalismen, der har fået friløb med de asociale reformer af den offentlige sektor og de offentlige budgetter, det er EU’s institutionaliserede nyliberalisme, der gennemføres overalt i Danmark.

I ly af flygtningestrømmene gennemføres nye angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Alle overførselsindkomster bankes nedad til et niveau, der ikke sikrer en tålelig tilværelse – hverken den ny integrationsydelse, beskåren kontanthjælp eller reducerede dagpenge. De offentlige serviceydelser barberes konstant. Børneinstitutioner, skoler og uddannelser forringes. Det samme m.ht. sundhed og pleje.

Det er magthavernes skyld. Det er kapitalens politik Det er et resultat af EU-reformer og nyliberal politik, som gennem nedskæringer og privatiseringer har beriget et fåtal af rige og gjort alle andre fattigere, og som har sænket reallønnen og skabt et stadig større lavtlønsmarked.

Det vigtigste svar på kapitalens nyliberale angreb er at bygge en bred folkelig modstand imod dem – af arbejdere, arbejdende og arbejdsløse, gamle og unge, mænd og kvinder, nytilkomne og gamle i landet. En front af solidaritet og sammenhold.

En front for at rulle alle de reaktionære og asociale nyliberale reformer tilbage. En front for at lade de rige betale, for at lade kapitalen betale mere – ikke for at skubbe byrderne over på svage grupper.

V-regeringen: ’Vi skal have sulten tilbage’

Ingen tog notits af Lars Løkke Rasmussen, da han på Venstres landsmøde i 2012 erklærede: ’Vi skal have sulten tilbage.’

Men det er dette nyliberale EU-program,  han følger som regeringschef og anfører for blå blok. Det følges langt hen ad vejen også af Socialdemokraterne.

De få positive ting fra S-R-(SF)-regeringen og ’rød blok’ blev fejet af bordet af Venstre-regeringen og dens upopulære ministre sammen med dens støtter i DF, K og LA.

Det er denne sultens og nedskæringernes asociale og umenneskelige politik, der skal fortsættes med en ny jobreform og skattereform og med endnu flere nedskæringer.

Den må stoppes ved at alle gode folkelige kræfter går sammen!

De politiske modsætninger i Danmark går ikke mellem blå blok og ’rød’ blok. Den går mellem på den ene side krigspolitikken og EU’s nyliberale reformpolitik, som gennemføres af begge regeringsalternativer, og på den anden side arbejderklassen og den brede befolkning, som den går ud over.

Det samme gælder i forhold til EU som helhed. EU er monopolernes redskab – og det kan ikke reformeres eller forandres til et redskab for en progressiv og folkelig politik eller til en ’social’ union. Det fik den græske Syriza-regering eftertrykkeligt demonstreret.

Man kan ikke være krigsmodstander og samtidig tilhænger af krigsalliancen NATO, ligeså lidt som man kan være seriøs socialist og tilhænger af EU eller det danske medlemskab.

Den brede folkelige modstand vokser og styrkes

Det var en bred modstand, der kom til udtryk, da danskerne for tredje gang stemte Nej til mere union og Ja til at bevare retsforbeholdet den 3. december 2015. Bag den lå en stor folkelig vrede og utilfredshed med EU og EU-partiernes asociale reformpolitik og afskrivning af national selvbestemmelse.

Det var hverken et reaktionært eller socialistisk Nej, eller et højreorienteret eller venstreorienteret Nej. Det var et bredt folkeligt Nej til anbefalingen fra begge regeringsalternativer, det vil have placeret Danmark så tæt på EU’s maskinrum som muligt. Dette folkelige Nej skal forsvares. For det respekteres aldrig af de herskende. Som efter Nej’et til Maastricht skal der fifles og træffes nye aftaler med EU, der modificer og fordrejer det.

Nej’et den 3. december er blot en del af et opsving for den folkelige modstand, som er i gang på mange felter – også i modsætning til klassesamarbejdsfolkene i LO-toppen og fagtoppen, som abonnerer på den nyliberale EU-politik. Men Nej’et var det mest synlige udtryk for, at en bred folkelig modstand med arbejderne som en hovedkraft er særdeles levende, vokser og styrkes.

Den må udvikles videre og organisere sig under forskellige former. Initiativer og organiseringer af kontanthjælpsmodtagere, folk på overførselsindkomster eller helt uden, må udvikles. Det er en opgave fagforeningerne har ladet ligge. Og de faglige organisationer må komme i bedre samklang med deres medlemmer, f.eks. ved at afsætte toppen af klassesamarbejdsfolk.

Skoleelevernes, de uddannelsessøgendes og den faglige ungdoms organisationer  har markeret sig stærkt i protesterne gennem Uddannelsesalliancen, der bare har begyndt sin kamp. Protesterne for at stoppe indkøbet af nye kampfly, krigsmodstanden, klimabevægelsen og progressive folkelige bevægelser som Venligboerne må videreudbygges. En central modstandsorganisation for det danske EU-nej som Folkebevægelsen mod EU må styrkes og sikres som en bred folkelig kraft, der udtrykker hele folkets modstand mod EU.

En endnu stærkere modstand mod krigspolitikken og EU-reformpolitikken er en nødvendighed.

Den vil ikke materialisere sig på Christiansborg, men må opbygges udenfor og imod de to blokkes politik. Det er den vej Arbejderpartiet Kommunisterne anbefaler, og vil gå.

Støt APK! Støt kpnet.dk!
Styrk kampen for et folkeligt og revolutionært alternativ!

30 december 2015

KPnet 30. december 2015