Fredag d. 4. december holder de norske havnearbejdere og havnearbejdernes støttekomité et stort solidaritetsarrangement på Oslo Havn med international opbakning og deltagelse af havnearbejdere og fagforeningsfolk fra mange lande. Der sluttes af med en demonstration.
Problemstillingerne i den norske arbejdskamp er højaktuelle – også i Danmark.
Baggrunden er den arbejdskamp de norske havnearbejdere har ført gennem mere end to år med udgangspunkt i Oslo Containerhavn.
Sagen startede, da bystyret i Oslo efter nyliberale EU-principper sendte driften af containerhavnen i licitation. Opgaven blev vundet af det tyrkiske selskab Yilport, der lagde ud med at nægte at indgå overenskomst med havnearbejderne.
Sagen er en historie med mange aspekter. Den handler om arbejdsgivernes brug af Norges aftale med EU – EØS-aftalen til udradering af tilkæmpede rettigheder og om arbejdernes kamp imod aftalen. Den handler om kampen mellem to linjer i fagbevægelsen og om international solidaritet og udholdenhed.
Udlicitering af Oslo Containerhavn
Yilport overtog driften i februar i år og efter at have nægtet at indgå en tarifaftale med de norske havnearbejdere gjorde de kort proces, fyrede dem alle og ansatte deres egne folk.
Arbejdsgiverne i de norske havne arbejder for at afskaffe overenskomster og tariffer og underminere de internationale ILO-aftaler og slippe af med de organiserede havnearbejdere, der gennem deres registrering som havnearbejdere har fortrinsret til arbejdet – på et overenskomstmæssigt grundlag.
Som spydspids for arbejdsgiverne ser vi EU. EU Kommissionen har 2 gange forsøgt at få presset direktiver igennem og få havnedriften liberaliseret overalt, fjerne havnearbejdernes fortrinsret til arbejdet og oprette fri konkurrence i havnene.
Over hele Europa har havnearbejderne kæmpet imod EU’s havnedirektiver og har vundet begge gange.
Havnedirektiv er grundstødt men ikke sænket
Der ligger da også et nyt forslag klar i EU’s hvidbog for transportsektoren om liberalisering og fri konkurrence på havnene og samtidigt presses der på i de enkelte havne. F.eks. er direktivet indført i lande hvor EU og IMF har gennemført tvangsforanstaltninger – i Grækenland, Portugal og Spanien.
Norge bindes af EØS-aftalen med EU
Selvom Norge ikke er medlem af EU gik EU kommissionen ind i sagen i september i forbindelse med en sympatikonflikt, der efter EU’s regler var ulovlige. Gennem EFTA forsøgte man at diktere hvad den norske Højesteret skulle mene om sagen.
Dette fremgår af et brev fra EU kommissionen og EFTAs overvågningsorgan ESA, der har til opgave at sikre sig at Norge overholder de samme faglige regler som gælder for EU’s indre marked.
Den norske EØS aftale med EU tilsidesætter de tarifaftaler, som det norske LO har forhandlet sig frem til.
Skulle det vise sig at den norske Højesteret kom frem til en anden kendelse end ESA og EU kan sagen ankes til EFTA-domstolen, som Stortinget har overgivet ‘det sidste ord’ i sager der er underlagt EØS-aftalen.
Kamp mod EU er altså også yderst aktuel i Norge, der på trods af sin selvstændige stilling på mange områder er dybt indrulleret i EU’s nyliberale regler og love.
Derfor står kampen for og imod EØS-aftalen også indenfor fagbevægelsen.
Forbundstoppen har gennemgående spillet en reaktionær rolle i konflikten. De støtter både EU og EØS aftalen og har modsat sig at konflikten udvides og alle kampmidler bliver taget i brug. I stedet arbejder de udelukkende indenfor de vedtagne ‘lovlige’ spilleregler.
Udvide eller tabe kampen
I artiklen Forstærket kamp eller kapitulation? stiller netavisen Revolusjon meget klart denne problemstilling op. Hvis konflikten skal vindes er det helt nødvendigt at kampen udvides og at omfangen af sympatistrejker udvides betragteligt og ikke begrænses til få udvalgte havne.
De skriver:
”I praksis skulle dette have betydet en systematisk og hurtig optrapning i form af sympatistrejker i hele transportsektoren og eventuelt i andre brancher – helt til Risavika ved Stavanger, Holship i Drammen, Yilport i Oslo og NHO ville blive tvunget i knæ. Det behøvede ikke at have taget særligt lang tid.
Alt dette ville have været muligt at gennemføre indenfor de eksisterende love og aftaler. Dette er et faktum som hverken fagpamperne eller NHO kan bestride. Et af de områder hvor strejkeretten stadigvæk er reel er ved brug af kampmidler, der retter sig mod opretholdelsen af en overenskomst. Heri indgår også retten til sympatistrejker.”
Ved Risavika Terminal kræver havnearbejderne en tarifaftale. Arbeidsgiverne nægter at underskrive og Transportarbeiderforbundet har siden 1. november gennomført en boykot. Og siden 7. december har havnearbejdere i Tromsø og Mosjøen været i sympatistrejke.
Havnearbejderne er fastansatte i et losse- og lastekontor, som enten ejes og drives af fagforeningen alene eller i fællesskab med arbejdsgiverne i havnene.
Dette system forsøger arbejdsgiverne at få kendt ulovligt.
Hvis systemet fjernes vil enkelte arbejdsgivere kunne hyre løsansatte eller bruge egne søfolk til at laste og losse på individuelle betingelser og solidariteten og fælles tariffer vil blive smadret. Det vil betyde at forholdene bankes 100 år tilbage til tiden før arbejdernes organisering.
Havnearbejdernes kamp fortjener al mulig støtte og solidaritet.
Fredag d. 4. december samles der til international solidaritet
Se Støttedag for havnearbejderne i Oslo
Se også
CIPOML: Støt de norske havnearbejdere!
Principiel kamp: Støt de norske havnearbejdere!
Af Jan Steinholt
Udgivet 3. december 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
