Den nyliberale private børnepasningsmodel er på fremmarch i det danske samfund – den private. Skiftende regeringer har fremmet ordningen og i 2007 pålagde den daværende VK-regering kommunerne at betale 75 % i tilskud, når forældre fandt en privat børnepasser. Kodeordene er billig, fleksibel og individuel.
Privat børnepasning: Usikre arbejdsforhold – pædagogik overladt til den enkelte
Der er tale om et underbud – en form for regeringsbestemt skruebrækkerordning – både hvad angår den pædagogiske side og lønmæssigt.
Den enkelte børnepasser står alene og betragtes som en selvstændig virksomhed. Mens dagplejerne er kommunalt ansatte med fast løn og overenskomst forhandler børnepasseren selv sin pris.
Der er heller ikke nogen form for fællesskab eller udviklende arbejde omkring børnene.
Sammenligner man med de kommunale dagplejere har disse pædagogiske retningslinjer at gå efter. De mødes med andre dagplejere, både til uddannelse og med børnegrupperne til fælles initiativer. De får vejledning og deres arbejde bliver pædagogisk vurderet.
En børnepasser er stort set helt alene og overladt til sig selv i alt. Man kan slå sig ned som et pasningstilbud og man betales af de enkelte forældre efter antallet af børn. Børnepasseren operer på det frie marked, skaffer selv kunderne og varetager arbejdet med børnene på egen hånd. Tilsynsbesøg finder sted 1 til 2 gange om året, hvor dagplejerne får besøg hver eller hveranden måned.
“Dagplejen er udviklet over 40 år med kvalitetskrav, hvor vi varetager etiske hensyn. Jeg frygter, at der nu bliver slækket på kvaliteten. Det er en uheldig tendens mod liberalisme og markedsgørelse, der er faretruende for kvaliteten af børnepasningen”, siger Per Schultz-Jørgensen, professor i pædagogik til Ugebrevet A-4..
Kommuner nedlægger nu dagplejere i stor stil til fordel for privat børnepasning og dejligt fri for at skulle forhandle eller slås om forringelser i standarden lader man blot den ny ordning tage over.
KL tager det helt roligt. De er sikre på at kommunerne under alle omstændigheder gør det bedst mulige. At lokale forhold og specielle behov styrer hvordan de enkelte kommune tilrettelægger området på bedste vis. At der nærmest ikke bliver lavet tilsyn med den private børnepasning betyder tilsyneladende ingenting.
De private børenpassere skal på det frie marked markedsføre sig selv og de ved aldrig om de har fyldt op med de maximale 5 børn eller hvad deres indtægt ender med at være i denne måned. Gitte Renard, der arbejder som privat børnepasser siger:
”Det er usikkert, hvor mange børn jeg har, for forældrene ringer og siger, de vil have en plads, men så hører man aldrig mere fra dem. Jeg ville ønske, at man vidste, hvornår der kom nogle børn”.
Er der forældre der ikke betaler står den private børnepasser også alene. Man må hyre en advokat eller miste sin løn.
For kommunerne er det kun økonomien der tæller i denne ordning, der er pålagt dem af staten.
I en kommune med skiftende børnetal er der store sparemuligheder med den slags ‘fleksible’ ordninger, helt på linje med en arbejdsgiver der hyrer vikarer, som kan fyres igen med dags varsel.
Hos den private børnepasser skal der ikke stå en tom plads der skal opretholdes og der skal ikke udbetales løn for en eneste overflødig dagplejertime. Men både børnene og børnepasserne bliver taberne.
Der er brug for at sige stop overfor denne nyliberale udvikling og forsvare børnenes interesser og de kollektive aftaler.
Dagplejere fortrænges af private børnepassere
Ugebrevet A-4 11. maj 2015
Fokus på privat børnepasning
Fagbladet FOA nr 7, 2014
Netavisen 11. maj 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
