Arbejderklassen rykker igen

Leder Kommunistisk Politik 4, 2015

Arbejderklassen er truet i forhold til sine arbejds- og levevilkår og er udsat for en konstant social dumping. Men vi ser i disse år, hvordan klassekampen skærpes og arbejdere og lønmodtagere tager handsken op og svarer igen. Det sker i vores nabolande, i hele EU, i USA som i Kina. Arbejderklassen rykker. Igen.

Demonstration mod Ryanairs dumping af løn- og arbejdsvilkår. Foto: Jan Lars Nielsen

Arbejderklassen er truet. Ikke på sin eksistens, selvom borgerlige politikere og medier hævder, at klasserne er afskaffet og at der i de kapitalistiske samfund kun findes individer med lige rettigheder og muligheder i demokratiets navn.

De samme politikere og medier fortæller, at klassekampen er død. Men de organiserer samtidig den mest omfattende offensiv mod arbejdernes lønninger, tilkæmpede rettigheder og faglige og politiske organiseringer siden 2. verdenskrig og fascismens nederlag for 70 år siden. Der føres en åben og utilsløret klassekamp fra den herskende klasses side.

Men selvom arbejderklassen nægtes eksistens og usynliggøres som social klasse, opløses i individer eller i det højeste ses som enkelte faggrupper, kan den ikke snakkes væk, og ikke udryddes. For det er den, som skaber værdierne. Under kapitalismen også profitterne og den svulmende rigdom i den lille øverste ende af samfundet. Det er den nødvendige klasse.

Arbejderklassen er truet i forhold til sine arbejds- og levevilkår. Den er udsat for en konstant social dumping, som presser lønningerne en eneste vej: Nedad. Den fri bevægelighed i EU’s indre marked tager sigte på at øge arbejdsudbuddet og konkurrencen mellem arbejderne, så de er villige til at arbejde for en stadig lavere realløn, fordi alternativet – arbejdsløshed – er værre.
Højrekræfterne og de fremvoksende fascistgrupper kan skabe splittelse i arbejderklassen og befolkningen ved at spille på fordomme, fremmedfrygt og jobkonkurrencen. Altså frygten for arbejdsløsheden og for at havne i den sociale massegrav, som gøres dybere og større med hele striben af asociale nedskæringsreformer, på dagpenge og overførselsindkomster.

Dansk Folkeparti og de andre behøver bare at pege: Man kan jo se dem live – polakkerne og de andre østarbejdere i byggeriet og andre steder, som tager jobs, som arbejdsløse danskere kunne have.

Og flygtninge og indvandrere fra endnu fjernere lande, som skal i arbejde fra dag 1. Det kan være sværere at se den sorte hånd bag den sociale dumping og presset på løn og levevilkår: Kapitalen, monopolerne, deres regeringer og statsapparat, deres internationale sammenslutninger – som den nyliberale Europæiske Union.

Men arbejderklassen er også en kæmpende klasse. I sidste ende sidder den med magten over produktionsmidlerne. Den får samfundet til at fungere og produktionen til at køre, men den kan også sætte den i stå.

Vi ser i disse år, hvordan klassekampen og arbejdskampene skærpes og at arbejdere og lønmodtagere som folkeskolelærere og undervisere kan tage handsken op, når de udfordres. Vi ser det ikke mindst som en kamp mod løndumping og for faglig organisering og overenskomster.

Vi så det under lærerlockouten. Vi har set det med slagteriarbejderne. Vi ser det hos bygningsarbejderne i Århus, der i protest mod social dumping lavede en stor demonstration, hvor de bar ’den sidste beton mand’ ud fra byggepladsen på Skejby Sygehus og placerede kisten på regionsrådets bord. Vi ser det hos kabinearbejderne i SAS og i kampen mod den onde spiral nedad fra lavprisflyselskaberne.

I Norge med havnearbejderne, der har ført en årelang arbejdskamp mod havneprivatisering, og lokoførere og togfolk, der ikke vil udliciteres af den blå regering.
Billedet er det samme i vores andre nabolande, i hele EU. Arbejderklassen rykker. Igen.

Det gælder i USA, hvor der føres en landsdækkende kamp med strejker og protester for en mindsteløn, der kan sikre en tålelig eksistens, i Kina, hvor en større strejkebevægelse udvikler sig. Det gælder over det hele.

Der er bevægelse i arbejderklassen. Det har de sløve socialdemokratiske klassesamarbejdsfolk i spidsen for hovedorganisationer som LO og FTF vejret. Og samtidig er der et folketingsvalg på trapperne. Så for at markere at de gør noget, har de sammen udsendt 22 fælles forslag til den kommende regering, uanset partifarven.

Det afspejler en drøm om at genoplive trepartsforhandlinger og det institutionaliserede klassesamarbejde. Det har mange gode, og også nogle mindre gode, forslag, men mangler det væsentligste: Mobilisering til klassekamp, til angreb på kapitalen, dens profitter og regeringer, på monopolernes EU og det militaristiske og krigeriske NATO. Det vil ikke rykke noget som helst.

Netavisen 17. april 2015