Intifada JA

Af Irene Clausen
aktiv i Boykot Israel

 

Når Israel endnu engang angriber palæstinenserne. er det som led i zionismens mål: Opbygningen af en zionistisk-jødisk stat for alverdens jøder hvilket i praksis betyder mest muligt palæstinensisk jord og færrest muligt palæstinensere. Israel siger godt nok, at de går efter Hamas (tidligere gik de efter PLO!). Men Israel går i virkeligheden efter alle, som er modstandere af den zionistiske besættelse og belejring.

På Gazastriben er modstandsbevægelsen særligt stærk. Det forklarer at Israel kaster bomber ned over områdets hospitaler, skoler og anden infrastruktur hvor man ved man vil ramme civile. Indtil nu har Israel myrdet over 1600 palæstinensere, de fleste civile, og heraf mange børn. Ved sine regelmæssige massakrer håber Israel at skræmme palæstinenserne væk fra deltagelse i kampen mod besættelsen.

Men for hver massakre vokser modstanden, både den palæstinensiske og den internationale. Den nuværende palæstinensiske modstand er langt bredere end Hamas, den rummer flere af de sekulære PLO-gruppers brigader. Fx deltager PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) med deres Abu Ali Mustafa Brigader i det væbnede forsvar af Gaza. Det samme gør mange andre folkelige modstandsgrupper.

Den eneste gang, hvor Israels kontrol med de besatte palæstinensiske områder alvorligt har været truet, var under den første intifada (1987 – 1993). Hundredvis af palæstinensiske folkekomiteer boykottede israelske varer; de organiserede undervisning (da Israel lukkede skoler og universiteter), socialt arbejde og medicinske klinikker.

Ikke mindst organiserede de modstanden der primært bestod af strejker, demonstrationer og forskellige former for civil ulydighed, og i mindre omfang af væbnet kamp. Målet for intifadaen var retten til selvbestemmelse, en uafhængig palæstinensisk stat og flygtningenes ret til tilbagevenden.

Billeder at unge palæstinensere der kastede sten mod fremrykkende israelske tanks skadede for evigt Israels image og øgede sympatien med palæstinenserne.

Desværre lykkedes det Israel sammen med USA at lokke Arafat og hans borgerlige Fatah-parti til ’fredsforhandlinger’ der resulterede i Oslo-aftalen 1993, dvs. en køreplan der angiveligt skulle føre frem til en palæstinensisk stat. ’Selvfølgelig’ blev Oslo-aftalen aldrig til en palæstinensisk stat. Israel ønsker ikke en palæstinensisk stat. Israel fortsatte udbygningen af bosættelserne hvilket bidrog til at slå Oslo-processen ihjel.

Men hvem siger at en tredje intifada ikke kan få en anden udgang?

Der bliver ikke fred så længe Israel holder Palæstina besat.

En tredje intifada i samarbejde med den hastigt voksende Boykot Israel-bevægelse BDS (Boykot, De-investering og Sanktioner) er en langt mere kraftfuld vision – hvis Israel skal presses ud af det besatte Palæstina – end de udsigtsløse ’fredsforhandlinger’.

Når apartheidregimet faldt i Sydafrika var det som resultat af en national modstandskamp i tæt samarbejde med en stærk international boykotbevægelse.


Boykot Israel økonomisk, kulturelt og akademisk –
Frit Palæstina

Først offentliggjort på Boykot Israels facebookside

Odense: Boykot Israel o.a. – Demonstrationden 8. august

København: Boykot Israel-demonstration fredag den 15. august

www.boykotisrael.dk

Netavisen 7. august 2014


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne