En historie fra grænsen mellem Mexico og USA

Rejsereportage

Af Dorte Grenaa

Det er afrejsedag. Mentalt har vi allerede forladt Mexico. Vi har hovedet fyldt af check-in tider og boarding pas til diverse fly hjem til København.

Men det kommer ikke helt til at gå sådan. Der er endnu en historie, vi skal have med os fra dette lands fantastiske mennesker. En historie vi ikke kommer til at glemme.

Martin – taxachauffør i Mexico

Vores taxachauffør til lufthavnen er en lille, slank mand på et halvt hundrede år, og menneskekender. Han lægger en dæmper på stresset ved at fortælle om de gader, vi kører igennem. San Miguel de Allende er hans barndomsby, og et billede af, hvordan den så ud dengang, folder sig ud.

– Skolen og jeg fandt hurtigt ud af, at vi ikke passede sammen. Der tilbragte jeg ikke meget tid. Mit første engelsk lærte jeg på gaden. I ved, det var dengang de amerikanske kunstnere kom og slog sig ned i byen. Der var ikke busser og biler, så de gik med deres varer hjem fra marked.

”Can I help you?”, kunne jeg sige, og så bar jeg deres varer op af de stejle gader, fik drikkepenge og løb ned igen for at finde en ny kunde.

– De andre drenge blev ved med at spørge mig ”Hvad er det du siger til dem?” ”Ingenting”, svarede jeg. Det var jo min forretnings hemmelighed.

Nu taler chaufføren amerikansk næsten uden mexicansk accent. Så det er nærliggende at spørge, om han ikke har arbejdet nordpå i USA?

– 13 gange har jeg været over grænsen.  De 4 gange blev jeg arresteret undervejs og sendt tilbage. Til sidst sagde de, vi har dit fingeraftryk og foto, så hold op med at komme her.  Du ved amerikanerne vil kun have, at du har et fornavn og efternavn, så jeg gav dem forskellige kombinationer hver gang. Jeg har fem navne, så jeg skiftede dem hver gang, de tog mig. Jeg løj ikke.

Ok, ok, så kommer jeg ikke denne vej mere, sagde jeg.

De første mange år arbejdede jeg som cowboy i Texas. Der lærte jeg intet engelsk. Alle som arbejdede på rancherne talte spansk. Det var først langt senere, da jeg kom til Californien, at jeg lærte sproget.

To gange var det ved at gå rigtig galt med at komme over. Første gang var på vej til Texas. Turen skulle tage 7 dage, men vi kom til at gå i 15 dage. Vi gik vild på et tidspunkt, det var dårligt vejr og kompasset vi havde med var gået i stykker. Det viste nord, lige meget hvad vej vi gik. Så vi gik i ring nogle dage og blev udmattede. Jeg var stærk dengang. Jeg var 14 år, men jeg var aldrig bange, for min far og hans ven var med.

Da maden slap op, levede vi af klapperslanger. Og mand! De er store i Texas. Din hånd kan kun nå halvt rundt om dem. Vi kendte deres raslende lyd, så vi sprang til siden, inden de gik til angreb. Du ved, de rasler for at advarer dig om ikke at gå nærmere. Så fangede vi dem med en gren, knækkede hoved af og smed dem over skulderen. Om aftenen lavede min far bål og stegte dem. Først skal de skæres op på langs og renses for indvolde. Skindet skal blive siddende på, det bruger du til at stege dem i.

Der er nogen, der siger at det smager som kylling. Det gør det ikke. Kødet og benene ligner fisk, men det smager af ingenting. Vi havde ingen salt, ingen chili, ingenting at krydre det med. Men det holdt os i live.

Nogle gange spiste vi bæltedyr. Min fars ven var meget skrap til at dræbe dem. Du ved, deres øjne sidder på siden af hovedet, så de kan ikke se dig, hvis du er lige foran dem. Han kunne ramme dem med en sten lige i panden. Min far havde sådan en gammeldags dobbeltbladet ragekniv, så han kunne skære kødstykkerne ud af den. Dem satte vi på pinde og ristede over ilden. Men der er så meget fedt, at de antænder hele tiden. Det tager lang tid at få kødet mørt, når du hele tiden skal have dem ud og ind af ilden.

En aften havde vi kun halvvådt brænde, og til sidst sagde min far – nu er det nok, nu er de færdige. Mand! De var saftige, det løb ned af ansigtet og hænderne på os. Næste morgen da det blev lyst og vi så hinanden – vi lignede en vampyrfest. Vi havde spist råt kød fyldt med blod.

Vi fik vand ved at gå efter de der vindmøller, der trækker vand op til kvæget. Dem der ikke ved det, men kun går efter den korteste vej, de kommer ikke frem. Man klarer det ikke uden vand. Min far havde taget turen mange gange, han vidste det.

Så var det jeg senere begyndte at tage til Californien for at finde arbejde. Først et par måneder som opvasker, så blev jeg piccolo, det gav gode drikkepenge. Jeg klarede mig. De fleste folk er ok, men nogle gange render du også ind i nogle ondskabsfulde typer. De værste var faktisk efterkommere af mexicanske indvandrere, der var blevet legale med papirer.

Hvorfor kommer du her uden papirer, uden en bankkonto, uden fast ejendom og et sted at bo? spurgte de hele tiden. Mand! Tænkte jeg, hvis jeg havde alt det, havde jeg da aldrig forladt mit Mexico. Men du skal passe på, hvad du siger højt til de folk.

En dag kom jeg med i et byggesjak. Det var kun amerikanere – Nick, Brian, O’Connor. De kunne intet spansk og jeg intet engelsk. Bill, som ejede firmaet, pegede på nogle brædder og på taget, så kunne jeg jo regne ud, at jeg skulle bære dem op til ham. Næste dag viste han mig en stor stabel brædder og pegede på, hvor den skulle flyttes hen. Jeg løb frem og tilbage med brædderne som en lille myre. Jeg havde luret, hvordan de skulle stables.

Efter 3 timer gik jeg over til de andre og råbte: Finito! De troede ikke på det. Bill, råbte de, mexicaneren siger han færdig. Det er løgn, råbte Bill og kom ned fra taget for at se. Mann! De store brød bruger mere end en dag på det – du er ansat som arbejdsdreng.

I starten råbte han altid ”Idiot, kom her”, når jeg skulle noget.  Jeg forstod det ikke, tænkte det var en slags kælenavn. Så jeg kom, når han kaldte: Idiot. Nej, forklarede Brian mig, det skal du ikke hedde. Årh, det gør ikke noget, svarede jeg. Men Brian blev ved. Så til sidst gik jeg op til Bill, da han igen råbte idiot, og sagde: ”Mit navn er Martin” og så vendte jeg om og gik tilbage. Derefter hed jeg Martin.

– Man gav altid hinanden øgenavne på byggepladserne. Senere forsøgte de med at råbe ”Bønne – kom her ”. Nej, hvis I vil såre mig, må I finde på noget bedre, for jeg er stolt af at spise så mange bønner, svarede jeg bare.

Bill og jeg endte med at blive rigtig gode venner. Jeg blev hos ham i 11 år, og efter et par måneder flyttede jeg ind i huset. Du er som en søn, sagde han. Hvem af de andre vil arbejde 7 dage om ugen. Du siger aldrig nej. Næ, sagde jeg, jeg har ikke så meget andet at lave her end at arbejde.

Jeg lærte sproget ved at se og høre, hvad de kaldte de forskellige ting. Bill råbte oppe fra taget: hent mig 4 gange 20 tommer og 10 gange 10 tommer. Jeg hørte bare, han sagde xvxmcvvlmm. Men jeg bar forskellige typer brædder op og lærte så ordene for det, han mente.

I min frokostpause begyndte jeg at øve mig på at bruge sømpistol, som de andre gjorde. Det opdagede Bill og han så, at jeg gerne ville lære mere og bruge min egen tid på det. Så han viste mig, hvordan jeg skulle bruge værktøj. Jeg lærte mere og mere og var ikke længere arbejdsdreng (lumberboy) i sjakket, men arbejdede på lige fod med andre. De andre fik 120 dollars om dagen. Jeg startede på 60 dollars men endte til sidst helt op på 100 dollar.

Jeg var rigtig god til at sømme rammer. De store brød fik ondt i ryggen af at stå bøjet i timevis over arbejdet. Men jeg var kun halvt så stor, så min ryg kunne blive ved. Når Bill spurgte dem: “Hvorfor er Martin dobbelt så hurtig som jer? Så svarede de tilbage med ”Hvorfor kan Martin ikke nå de øverste søm?”.

Vi var nogle hårde nitter. Vi lod vores hår vokse langt ned af ryggen, vi havde store muskler af at slæbe, var beskidte, de andre var fuld af tatoveringer. De lignede HA. Mig kaldte de Hawaian Boy med mit lange sorte hår og brune hud. Vi kunne lide det liv. I weekenden kørte de andre motorcykler og festede.  Men de var alle dygtige arbejdere. Var du ikke en dygtig arbejder i Bills sjak, røg du ud.

11.9. 2001 gik byggeriet i stå. Ingen turde bygge. Folk blev arbejdsløse. Samfundet forandrede sig. Racismen blev hård.

– Martin, det er tid for dig at tage hjem til Mexico, sagde Bill.

Historien bliver afbrudt af et forunderligt syn udenfor taxaens ruder. I bagende sol kører hundredvis af cykelryttere forbi på landevejen. Ind imellem er der lastbiler med massere af ryttere på ladet, der hviler sig. Bilerne er smykkede med altre med farvestrålende papir og billeder af livets moder The Virgin of Guadeloupe.

– Det er pilgrimme, forklarer Martin. Det er den årlige pilgrimsfærd til San Juan de los Lagos, Jalisco. De kommer fra mange stater og cykler i dagevis, fra solopgang til den går ned. Med sig har de penge, de har indsamlet blandt familie og venner til kirken.

Det er Mexicos næststørste pilgrimsattraktion.

– Kom du nogensinde tilbage til Bill og hans sjak? spørger vi Martin.

– Ja, svarer han og kører et øjeblik i tavshed før han forsætter sin historie.

– Men 2004 blev den sidste gang jeg tog af sted, når Bill ringede og sagde, at han havde brug for mig.

Som regel når han ringede, og jeg spurgte: Bill, hvornår skal du bruge mig? så sagde han: Kom om et par uger. Så overlod jeg taxaen til min søn og havde tid til at træne med vandreture i bjergene med rygsæk, inden jeg skulle af sted.

Denne gang svarede Bill: Jeg har brug for dig i morgen. Jeg skulle have sagt: Bill, du må give mig tid til at forberede turen. Men jeg ville vise ham, at jeg kunne komme på en dag.  Så jeg tog af sted med det samme.

Vi var en gruppe på 10 mennesker og 2 coyoter (menneskesmuglere), der skulle følge os over. Da vi skulle til at tage af sted og tage vores rygsække med vand og mad, sagde kontaktmanden: Nej, ingen rygsække. Turen tager kun 3 timer. I skal løbe og gå meget stærkt, det kan I ikke med oppakning.

OK. Vi startede ud. Vi gik 3 timer. Vi gik 6 timer. Det blev mørkt. Vi skal blive ved med at gå, sagde menneskesmuglerne. Men vi vidste da, at de var gået vild og ikke kunne finde vej. De var tågede i hovederne og høje på stoffer. Så vi sagde, vi skal sove nu. Hvis I ikke kan finde vej i lys, kan I bestemt heller ikke finde vej i mørke.

Vi gik hele den næste dag. Uden vand og mad. Jeg kunne allerede da mærke, at jeg var den, der var i dårligst form. Årene som taxachauffør havde givet mig en tyk mave og slappe muskler. Min form var dårligere end de to unge pigers, der var med. Dengang viste jeg ikke, at det skulle blive min redning. Jeg tænkte bare, hvis jeg sakker for meget bagud, bliver jeg efterladt alene her i ørken.

Den tredje dag blev jeg mere og mere dårlig. Til sidst faldt jeg om – og da jeg vågnede op igen, var jeg helt alene. I må forstå, de andre kæmpede for deres liv og derfor efterlod de mig, den svageste. Men mand! Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.

Jeg begyndte at gå efter deres fodspor, der var jo mange i sandet efter 11 mennesker. Ved en grusvej kunne jeg se, at de bare havde forsat tværs over vejen og videre ind i ørkenen. Jeg kunne ikke gå længere. Jeg tænkte, vejen er min bedste chance. Enten kommer nogen forbi, så jeg kan leve, eller nogen finder mig død her, så kan min familie og Bill få besked om, hvorfor jeg ikke kommer.

Ved ikke hvor længe jeg sad, før en truck med to unge mexicansk udseende fyre standsede. Vi forstår ikke spansk, sagde de og ville køre videre. Vent, jeg taler engelsk, I må hjælpe, jeg er ved at dø. Ingen vand i tre dage. Tag mig med.

De turde ikke. Vi bliver arresteret som menneskesmuglere og deporteret, hvis nogen ser dig i vores bil. Du får vores vand og frokostsandwich. Gå 40 minutter tilbage ad vejen, så kommer du til en motorvej. Nogen må hjælpe dig der.

Jeg bad for mit liv. Jeg tænkte på mit barnebarn, min søn og min kone. Jeg ville ikke forlade dem, jeg elsker dem. Jeg bed al skam i mig og tiggede og græd foran de to unge mænd. Selvom de var yngre end jeg, en voksen mand på 39 år, så græd jeg foran dem.

Til sidst sagde de to fyre: Vi kører dig tilbage til motorvejen og sætter dig af. Jeg kom om bag på ladet med vand og sandwich. Vandet kastede jeg op med det samme, kunne ikke holde det i mig. Men så kom det værste ved at være så dehydreret. Min krop var delvis holdt op med at fungere. Jeg kunne ikke åbne munden højt nok op til at proppe et stykke sandwich ind. Og jeg havde slet ikke kunnet tygge det for smerter. Mand! Jeg havde ikke overlevet 40 minutter til. Det forstod jeg der.

30 minutter senere var jeg sat af ved motorvejen og samlet op af en immigrationspatruljevogn. Fyrene der vidste, hvordan man behandler dehydrering. Man skal have sukkervand. Så de fik Cola i mig.

Da vi kom frem på stationen, sagde de: Årh, så du er den savnede tolvte mand. Hvor er de andre? spurgte jeg. I kister, sagde de. Jeg var den eneste, der overlevede turen.

Nogle dage efter fik jeg talt med min kone. Kom hjem og bliv hos os, sagde hun. Og jeg fik ringet til Bill.

– Bill, sagde jeg, jeg var sgu nær kreperet, fordi du ville have, jeg skulle komme så hurtigt.

– Næ Martin, det var dig der tog af sted ude af form. Men jeg vil hellere have dig som en levende ven end død ven. Tag hjem og jeg ringer ikke efter dig igen.
– Bill var som min anden far. Ved du, jeg betalte ikke husleje de 11 år. I stedet for husleje, Martin, sætter vi 400 dollars af din løn ind hver måned på en opsparing, sagde han. Derfor har jeg mit eget hus i dag. Og vi ringer stadig sammen, Bill og jeg.

Der gik mange år før jeg kunne fortælle min historie uden at tårerne løb ned af kinderne på mig. Mand! Den grænse er farligt land. Man ved, at de illegale har penge med for at betale menneskesmuglerne. Du kan blive dræbt for 200 eller 500 pesos skyld. Før i tiden betalte man, før man kom over. Men alt for mange blev bare efterladt i ørkenen for at dø, efter de havde betalt. Nu betaler man, når man er kommet frem. Men så gælder om at smuglerne ikke opdager, hvem der har pengene på sig.

Og i næsten samme sætning forsætter Martin
– Jeg vil gerne have, at I betaler mig for turen, før vi når lufthavnen. Så ingen ser, at der er penge mellem os.

Vi havde ikke engang opdaget, at vi næsten var nået til lufthavnen. Da vi står ud af taxaen, giver vi hinanden alvorligt hånden: Tak for din historie, Martin.

 – Jeg er glad for at I kan lide mit land, svarer han, sætter sig ind og kører væk.

Amerikansk udgave

A Border Story
Counterpunch 20-22 juni 2014

Mexicansk udgave (engelsk)

A Border Story
loccal.org

Tidligere rejsereportager fra Mexico

Catrina og døden i livet
Netavisen 15. januar 2014

Hos murmalere og poeter  i Mexico
Netavisen 21. januar 2014

’Verdens bedste by’ – San Miguel de Allende, Mexico
Netavisen 25. januar 2014

Englebørn i Mexico
Netavisen 28. januar 2014

Blandt marxist-leninister i Mexico City
Kommunistisk Politik 2, 2014

Se også

De rige får det igen som de vil have det med Mexicos olie
Netavisen 20. januar 2014

Netavisen 6. februar 2014