Hos murmalere og poeter  i Mexico

Rejserreportage
Af Klaus Riis

Mexico vrimler med byer, kvarterer, institutioner og skoler opkaldt efter helte og martyrer fra uafhængighedskrigen og andre af landet glorværdige skikkelser.

Miguel Hidalgo f.eks. Han var præst i byen Dolores i delstaten Guanajuato og hovedmanden bag starten på oprøret mod spanierne i 1810. Det samlede hurtigt en hær på 80.000 mand fra byerne i Guanajuato, men blev nedkæmpet af den spanske hær.

Miguel Hidalgo i sit fuglebur på vægmaleri i Museo de la Independencia Nacional i Dolores Hidalgo


Hidalgo blev stillet for inkvisitionen og  henrettet året efter. Hans afskårne hoved var i de næste ti år til skræk og advarsel  udstillet i et fuglebur sammen med tre andre oprørslederes kranier i opstandens fødeby. Den hedder nu Dolores Hidalgo. En af de 31 delstater, en bydel i Mexico City  og talrige institutioner bærer hans navn.

En naboby er San Miguel de Allende. Anden halvdel af navnet ærer en af de andre henrettede og udstillede oprørere, militærlederen Ignacio Allende. Hans 245 årsdag den 21. januar 2014 markeres med lavtgående fly over byen, parade og fyrværkeri.

I San Miguel findes et kulturcenter i et smukt forhenværende  kloster, opkaldt efter bysbarnet Ignacio Ramirez (1818-1875),  kaldet ’El Nigromante’, ham der snakker med de døde. Forfatter og politiker, forfulgt og fængslet af reaktionen, senere minister, og beæret med en by med hans navn.


Kulturcenter Ignacio Ramirez i et gammelt kloster er nu ramme om gallerier, musik og foredrag

Undertiden,  sikkert af europæere, betegnes han som ’Mexicos Voltaire’. Han var ateist. Som 19-årig holdt han på et universitet i Mexico City en tale , der slog ned som en dynamiteksplosion: ”Der er ingen gud. Naturens skabninger opretholdes af dem selv.”

Mere end 100 år og adskillige krige, opstande og kontrarevolutioner senere, i 1948, afbillede Diego Rivera ham på et murmaleri med skiltet ’Dios no existe’.

Ligesom godt et årti før, da Rivera havde lavet et murmaleri til Rockefeller-bygningen i New York, ’Mennesket ved en skillevej’, hvor Lenin og en sovjetisk 1. maj parade figurerede, endte det med skandale.

Rivera ville ikke fjerne Lenin, så top-Rockefelleren beordrede det tilintetgjort inden det var færdiggjort. Kun sort-hvide fotos findes tilbage. Men Rivera genskabte det i Mexico, nu under titlen ’Mennesket – Universets behersker’.


Fra replicaen i Palacio de Bellas Artes i Mexico City af Diego Riveras murmaleri med Lenin Her sørgede han også for at indføje en martini-drikkende John D. Rockefeller overfor slæbende arbejdere

Rivera nægtede også at fjerne den gudløse inskription. I ni år blev maleriet ikke fremvist, indtil maleren bøjede sig med bemærkningen:

”For at bekræfte, at ’Gud ikke eksisterer’ behøver jeg ikke at gemme mig bag Don Ignacio Ramirez. Jeg er ateist og betragter religioner som en form for kollektiv neurose. Jeg er ikke en fjende af katolikkerne, ligesom jeg ikke er en fjende af tuberkuløse, nærsynede eller lammede: Man kan ikke være fjende af syge, kun deres hjælper i bestræbelse på helbredelse.”


‘De tre store’ mexicanske muralister: Sigueiros, Orozco og Rivera i 1949 Cenidiap Archive, Mexico City

Det revolutionære mexicanske murmaleri er en af det 20. århundredes store kunstneriske landvindinger.

Det blev skabt af tre gunstige omtændigheder: Inspiration fra den russiske revolution og den socialistiske opbygning. En nyslået mexicansk regering fra det Institutionelle Revolutions Parti PRI, der  fra 1929 gik i gang med et storstilet reformprogram og ville have de progressive kunstneres støtte. Og ikke mindst en hel hoben fremragende malere, der var unge med den mexicanske revolution og havde færdiggjort deres uddannelser, blandt andet i Europa, og nu havde nået kunstnerisk modenhed.

Murmalerierne på et hav af nye institutioner og vægge, der ellers kun blev fyldt med religiøse figurer,  blev deres store chance for et spring ind i verdenskunsten.

I hele denne generation af verdensklasse-malere udskiller sig særligt ’de tre store’: Jose Clemente Orozco, Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros, næsten jævnaldrende, født mellem 1886 og 1896.

De var alle tre revolutionære, Siqueiros livet igennem ’stalinist’, og de blendede det moderne franske maleri og socialistiske realisme til det unikke og uhørt slagkraftige mexicanske maleri, der trekvart århundrede senere stadig tryllebinder.


Sigueiros-rummet i Centro Culturel Ignacio Ramirez i San Miguel de Allende

Siqueiros var den, der i 1949  fik til opgave at at lave et murmaleri i en stor sal Escuela de Belles Artes i San Miguel –  det nuværende Ignacio Ramirez kulturcenter. Han blev hyret som gæstelærer og skulle lave maleriet sammen med sine elever.  Det blev aldrig færdigt.

Ifølge anekdoten smed Sigueiros direktøren ned ad trappen i en strid om pengene for projektet og hans elever støttede ham og forlod skolen, der efterfølgende blev tvunget til at lukke.

I nogle år har kulturcentret været under restaurering, fordi taget på det gamle kloster truede med at falde ned, men det er nu åbnet igen, selvom ombygningen endnu ikke er helt afsluttet. Salen med Sigueiros’ uafsluttede, men imponerende og nyrenoverede gigantmaleri, som fylder loft og vægge i hele det store rum, er igen taget i brug

Den 10. januar 2014 er det prægtige rum rammen om en lidt usædvanlig kulturel begivenhed. To danske digtere på rundrejse i Mexico for at præsentere deres nye digtsamlinger. De er oversat til spansk og udgivet på et mexicansk forlag. San Miguel er en af de destinationer, hvor de introducerer deres digte og læse op af dem.


Der slæbes stadig sække med gammel cement og affald ud fra Centro Cultural Ignacio Ramirez i San Miguel de Allende, Guanajuato Restaureringen er endnu ikke afsluttet

Dorte og jeg kommer i god tid til oplæsningen. Uden for salen bliver vi råbt an af en yngre dame på engelsk, der spørger. om vi er de to danske digtere. Vi kan bekræfte, vi er danske, men ikke digterne.

– Nå nej, siger hun, det er jo også to mænd.

Det er det nemlig. Det er digterne Thomas Boberg og Morten Søndergaard, man venter på. Damen er Elizabeth Starcevic, formand for den ene af de tre mexicanske PEN-afdelinger, som er blandt værterne.

Thomas Boberg er på hjemmebane i Latinamerika, som han har rejst tyndt, og læser op først på dansk, så på spansk, for et interesseret publikum på et lille halvt hundrede mexicanere, engelsktalende expats og knap et par håndfulde patriotiske danskere. Søndergaard undskylder, at hans spansk er lidt rustent og overlader den spanske oplæsning til andre.

Der bliver taget godt imod de to digtere. Deres poesi gør sig forståelig på mexicansk.


Morten Søndergaard signerer sin nyudkomne mexicanske digtsamling

Måske den særlige mexicanske variant af ’magisk realisme’ i kunst og litteratur er et forsøg på at rumme uforsonlige og  uoverstigelige modsætninger, der i sidste ende bunder i klasseinteresser og klassekamp,  og skabe et rummeligt socialt mønster af kulturer, folkeslag og nationaliteter.

Det hele er blandet sammen i en blodig historisk smeltedigel af brutale folkedrab, koloniale erobringskrige, benhårde diktaturer, kaos, oprør, revolution og kontrarevolution. Det sidste støttet af de gamle europæiske kolonimagter og mere end halvandet århundredes amerikansk kolonialisme og imperialisme.

I den rummelige folkesjæl, hjulpet på vej af den bevidste dannelse af en national identitet ikke mindst i 1940’erne med den mexicanske films og populærmusikkens guldalder, sameksiterer realitet og myter, legende og fakta.

Den magiske realisme gør det hele muligt: Religion og ateisme går op i  en højere enhed. Aztekiske guder og katolske helgener smelter sammen. Der er klasseforsoning – men revolutionstrangen ulmer.


Ved døren til Diego Riveras barndomshjem i Guanajuato, nu museum

Diego Riveras fødeby er Guanajuato, hovedbyen i delstaten af samme navn. Hans barndomshjem er nu museum. Stort, med tunge brune og sorte møbler fra forrige århundredskifte, mange malerier, tegninger og udkast til murmalerier.

De tidlige malerier viser hans europæiske uddannelse og indflydelsen fra kubismen og andre modernistiske stilarter.

Diego er en af byens berømtheder.  Et must når man nu er der.


Statue af Rivera tæt ved hans barndomshjem i Guanajuato

Se også rejsereportagen

Catrina og døden i livet
Netavisen 15. januar 2013

Se også

De rige får det igen som de vil have det med Mexicos olie
Netavisen 20. januar 2013

Netavisen 21. januar 2013