Nyliberalt svensk pensionstyveri: Bremsen slås til igen

 

Sveriges store pensionistorganisationer kræver den indbyggede sænkning af pensionen – bremsen – afskaffet. Pensionsreformen har gennemført et milliardtyveri, der svarer til 2 års ekstra arbejde. EU-kommissionen hylder den som et nyliberalt mesterstykke.

 

Danmark og Sverige har ligesom de øvrige EU lande gennemført omfattende pensionsreformer. Herhjemme viser en ny undersøgelse, at flertallet ikke ved, hvad deres pensionsalder bliver, efter den er hævet til minimum 70 år med en fleksibel automatisk stigning i forhold til den gennemsnitlige levealder.

I Sverige ved pensionisterne ikke, hvad deres folkepension er værd med den indbyggede nedskæringsklausul i pensionen, der i folkemunde kaldes ‘bremsen’.

For tredje gang i træk på bare fem år sænkes den svenske folkepension (ällmenpension). Det betyder 400 kr. mindre om måneden fra 2014, hvilket svarer til 2,7 %. Bremsen slog til første gang i 2010 og snuppede 3,2 % af pensionen og så igen i 2011, hvor den tog 4,3 %.

Folk vil blive rigtigt forbandede, når de opdager, hvad vi har gjort med deres pension” udtalte den svenske socialdemokratiske statsminister Göran Person, der i 1998 indførte pensionsreformen med et bredt flertal kort tid efter.

Og forbandede er de blevet. Sveriges store pensionsorganisationer kræver den indbyggede sænkning af pensionen – bremsen – afskaffet, og det er blevet et valgkampsspørgsmål til valget i 2014.

Modsvarer 2 års ekstra arbejde

I perioden 2010-2018 forventes en gennemsnits folkepensionist at miste små 50.000 kr. ifølge Svenska Dagbladet og de svenske pensionsmyndigheder. Det vil sig beløbe sig til 75 milliarder kr.

Længere end 2018 tør de svenske pensionsmyndigheder ikke regne frem. Men ifølge langtidsprognoser vil bremsen være slået til frem til 2026.

Men det er ikke kun dagens pensionister, der stjæles fra, det er i høj grad også kommende pensionister. For værdien af den indbetalte kommende pension falder tilsvarende med at udbetalingerne sænkes. Det anslås, at effekten af dette svarer til 2 års ekstra arbejde for en person født i 1950-erne.

Værdien af deres indbetalte folkepension er allerede sænket med 6 %. For mange betyder det, at mellem 100.000 og 200.000 kr. kommende folkepension er forsvundet.

Hvordan er dette milliardtyveri konstrueret?

Pensionsreformen blev indført allerede tilbage i 1997-98 af den daværende socialdemokratiske regering. Diskussionen gik dengang på, at Sverige ikke havde råd til den kommende ‘ældrebyrde’, som det også blev kaldt hinsidan, og at man skulle skifte fra et offentligt kollektivt ATP-system til et individuelt livsindkomst baseret pensionssystem.

Samtidig sikrede staten sig, at udbetalinger af kommende pensioner skulle balanceres af med tilsvarende indtægter, den såkaldte bremse. Hvert år gør pensionsmyndighederne kassen op efter et uhyre kompliceret og uigennemskueligt system. Hvis værdien af indtægtssiden er mindre end værdien af pensionsudgifterne, skæres disse helt automatisk.

Det er rendyrket nyliberalistisk regnedrengslogik. Pensionen skal ned. Ikke fordi det politisk besluttes eller man tager stilling til de sociale konsekvenser, men fordi systemet siger, at sådan er det. Politikerne fralægger sig ethvert ansvar.

Både den borgerlige og den socialdemokratiske blok stemte for reformen, og begge sider lovede højt og helligt, at bremsen ikke ville blive taget i brug. Den var blot en sikkerhedsventil i et stabilt system, hvor aktiekurserne bare steg og steg, arbejdsløsheden gik ned og kapitalismens kriser var aflyst.

Pensionsreformen var fra starten bevidst underfinansieret. Det var kun et spørgsmål om tid før det slog igennem.

Rouletten drejer

En anden del af pensionsreformen, hvor politikerne ikke fortalte det reelle indhold, bestod i – ligesom herhjemme – at staten fik direkte råderet over pensionsfondsmilliarderne, for derefter at forære dem videre til kapitalen og erhvervslivet. De blev investeret i aktier.

Kernen i pensionen kaldes indkomstpensionen, der svarer til 16 % af ens løn hvert år. Hvor stor den andel af pensionen bliver, afhænger dels af ens løn, lønudviklingen generelt, antal arbejdsår man har haft, af hvordan svensk økonomi udvikler sig og af hvordan AP-fondene forvalter deres penge.

Indkomstpensionen bygger på livsindkomst, pensionsalder og svenskernes gennemsnitlige levealder. Beløbet er placeret i fire forskellige AP buffer kapitalfonde. En lille del, svarende til 2,5 % af ens løn, kan man selv placere i aktier og dermed få lov at føle sig som børsspekulant.

Med andre ord, når det går dårligt på børserne, går det skidt med pensionen. Det skønnes, at værdien af de 4 bufferfonde er faldet med 191 milliarder kr. efter finanskrisen.

Bremsen er altså ikke en balancemekanisme, men en indbygget roulette, hvor folkepensionisten er garanteret at tabe.

Når det går erhvervslivet godt…

En ny rapport fra de svenske pensionsmyndigheder viser, at ca. 300.000 pensionister mellem 66 og 75 år har en pension, der ikke kommer over den svenske fattigdomsgrænse. Næsten hver anden kvinde og hver fjerde mand i den aldersgruppe ligger under fattigdomsgrænsen.

Formålet med pensionsreformen er at nedbringe de offentlige udgifter, samtidig med at der bliver flere ældre. Og at sikre at pensionsmilliarderne kan flyttes fra pensionisternes lommer til aktionærernes. Under devisen ”når det går erhvervslivet godt, kan vi sikre velfærden”.

Ros fra EU

EU-kommissionen fremhæver netop Sverige som et foregangsland med sin ”velforberedte og innovative” pensionsreform, som hedder i en rapport fra 2012. Den fremhæves af EU kommissionen som økonomisk holdbar med sine automatiske justeringer for blandt andet øget levealder.

Udgifterne til den svenske folkepension er siden pensionsreformen blev indført faldet fra 8,6 procent af BNP i 1995 til 7,5 procent i 2011. Og det på trods af, at der kom knap 300.000 flere pensionister.

Det eneste skår i EU-kommissionens nyliberalistiske glædesros over det svenske pensionssystem er en ængstelse for, at pensionerne skal blive så små, at det skaber social uro i befolkningen og et krav om højere pension.

Præcis i diskussionen om dette op til det kommende valg har flere borgerlige og socialdemokratiske politikere været ude at sige, at løsningen er at hæve pensionsalderen. Den er i dag fleksibel fra 61-67 år og er i gennemsnit 64 år for en LO-arbejder.

Argumentet er, at bremsen vil blive sat ud af kraft, når flere kommer i arbejde og kan betale ind og færre bliver pensionister, der skal have penge ud.

At dette er politisk bedrag, ved vi herhjemme fra. Det skaber ikke flere arbejdspladser, når pensionsalderen sættes op og efterlønnen afskaffes. Det skaber øget ungdomsarbejdsløshed – flere unge der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet.

At det skulle give færre pensionister, holder heller ikke. Ifølge avisen Proletären handler det ikke om færre pensionister, men om fattigere pensionister. Udslidte og udbrændte arbejdere som tvinges til at gå på pension før tid og dermed få lavere pension. Dermed vil der blive flere penge til middelklassens pensionister.

Ikke underligt at svensk reformpolitik ikke bare er et forbillede for EU kommissionen, men også for danske politikere, erhvervslivet og for de såkaldte økonomiske eksperter.

Netavisen 26. november 2013


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne