Iran atom aftalen bremser krigsophidserne – men hvad følger efter?

D. 24. november indgik seks imperialistiske stormagter – USA, EU, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – en aftale med Iran om landets atomprogram. Aftalen er midlertidig og løber foreløbig i seks måneder.

Den indgåede Iran-aftale bremser de mest krigsophidsende kræfter. De der allermest er besat af nye direkte aggressioner i Mellemøsten med angreb på især Syriens og Irans selvstændighed. Aftalen udtrykker ikke udsalg af internationalt anerkendte rettigheder.

Tværtimod skal det helst skjules, at aftalen anerkender at Iran på linje med andre lande, har legitim ret til udnyttelse af atomberigelse til fredelige formål.

De mest åbenlyse modstandere af aftalen har været det krigsophidsende Israel, Saudiarabien og de amerikanske neoncons.

I Israel – den eneste atombevæbnede stat i Mellemøsten – kalder premierminister Nethanyahu aftalen for ”en historisk fejltagelse” og udtaler efterfølgende, at han ikke afviser, at Israel kan finde på selv at angribe Iran. Andre af krigsophidserne kalder det en ny München aftale (Chamberlain´s ”fred i vor tid”)

Men efter denne aftale vil det umiddelbart blive svært for Israel, som det hidtil er sket sammen med Saudiarabien, blot at lade situationen eskalere trin for trin og foranstalte angreb Iran mod forventning om amerikansk følgeskab og opbakning. Derfor vil sandsynligheden for israelsk nedtælling til krig mod Iran være meget mindre i den umiddelbare fremtid.

Der er nogen der spørger, om USA, det imperialistiske hovedland, nu er blevet fredelig. Hvad sker der?

Nej, men det er ikke længere et styrket imperialistisk USA, som blot kan trampe ind med tropper overalt og underlægge sig regimer i Mellemøsten. Krigene i Irak og Afghanistan har udmattet den imperialistiske stormagt økonomisk, militært og politisk.

USA imperialismen har også meget andet at se til end Mellemøsten med det stadigt større fokus mod øst i kampen for at inddæmme de opkommende supermagter Kina og Rusland.
Den amerikanske og engelske befolkning er krigstrætte og kan ikke længere så let manipuleres til accept af den ”nødvendige” krig.

Det så vi da Obama stod alene tilbage i forhold til et militært angreb på Syrien. Opbakningen kom kun fra Israel, Frankrig og Danmark og USA måtte krigskapitulere – ikke mindst pga modstanden hos den amerikanske og engelske befolkning.

I det hele taget er spørgsmålet om atomkraft ikke den egentlige baggrund bag USA’s, Israels med fleres mangeårige kampagne mod Iran. Skal man finde svar må man kikke i retning af spørgsmålet om landets villighed til at åbne op for og underlægge sig den amerikanske imperialisme i større eller mindre grad.

Under det USA-venlige shah-styre var USA således indstillet på at udvikle Irans atomenergi. Det atomvåbenspækkede USA har også sikret Israel, Pakistan og Indien atomvåben og har ikke selv til sinds at afvikle atomvåben på trods af løfter om dette.

For dem er de lande i den tredje verden, der kan tillades at få atomenergi eller atomvåben, de kræfter som underlægger sig den amerikanske imperialisme og dens økonomiske interesser. Alternativt kan de blive udsat for sanktioner og en kampagne, som Iran har været udsat for de seneste mange år.

Om den midlertidige atomaftale med lempelser følges op af andre aftaler imellem USA og Iran og imperialismen må tiden vise.

For USA ville det være et ønskescenarie om Iran efterfølgende ville begynde at lukke op for amerikanske økonomiske interesser efter mange års sanktioner. At præstestyret efterfølgende kan finde på at sælge ud af deres selvstændighed kan ikke udlukkes.

Præstestyret er på ingen måde en garanti imod udsalg af nationale interesser. Det så man med det muslimske broderskab i Ægypten, der fra at være på USA´s terrorliste blev de, da de kom til magten, USA-imperialismens samarbejdspartner, for sidenhen igen at blive forkastet til fordel for militærdiktaturet.

For USA er det ikke afgørende om det er et præstestyre, om det er shia- eller sunni, men om amerikansk imperialisme har økonomisk og strategisk indflydelse og kontrol i hele området.

Netavisen 2. december 2013