Militariseringen  af EU og Danmarks placering

Af Dorte Grenaa

Indlæg på seminaret ‘Modstand mod det nyliberale amokløb’ 7. september 2013 i København

Den globale og historiske ramme

EU’s udvikling som et imperium, en imperialistisk supermagt foregår i et skiftende, komplekst globalt samarbejde og konkurrence med de øvrige imperialistiske magter, ikke mindst USA.

For bedre at forstå denne vil jeg starte med nogle få hovedtræk -  historisk og i de seneste årtiers udvikling.

Historisk var de europæiske lande verdens største kolonimagter. En æra der blev afsluttet med 2. verdenskrigs nederlag for europæisk imperialisme og kapital. Herefter måtte de slå sig sammen for at genvinde tidligere magt, hvilket blev levendegjort i opbygningen af den europæiske union.

Da jeg gik i skole, havde vi så gamle atlas, at de afrikanske lande havde farver efter hvilken europæisk kolonimagt, de havde tilhørt. Lægger man det atlas over et kort i dag, fremgår det tydeligt, at EU er i gang med at generobre de gamle afrikanske kolonier fra vest til østafrika med både økonomisk, politisk og militærmagt.

Det samme gælder for de gamle tyske koloniområder mod øst, der nu er indlemmet i det nye EU.

To begivenheder tegner udviklingen i nyere tid. Østblokkens og den revisionistiske supermagt Sovjets fald og med det USA’s nye verdensorden. I hvilken den 11.september 2001 blev starten på rækken af de terrorkrige, vi forsat ser i dag.

Krigen mod terror og konsekvenserne af den samtidige økonomiske verdenskrise har betydet voksende modstand fra arbejdskampe, demonstrationer, en stærk international antikrigsbevægelse, folkelige bevægelser af mange slags, til social uro, væbnede kampe og oprør fra befolkningerne på forskellige kontinenter.

Det arabiske forår satte revolutionen på dagsorden igen. Mange forskellige kræfter kæmper om udfaldet og vi ved ikke, hvor det ender endnu. Vi står midt i det og må kaste vores kræfter ind på folkenes og fredens side.

Nobelprismodtagere i krig mod Syrien

De to sidste modtagere af Nobels fredspris er USA’s præsident Obama og Den Europæiske Union EU.

Begge er dybt involveret i at føre krige på stort set alle verdens kontinenter. Lige nu er de ved at planlægge et militært angreb på Syrien, som det næste led i række af lande i Mellemøsten.

Det er en krig der drejer sig om kontrollen i Mellemøsten, om olie, om inddæmningen af Rusland og Kina. Og om at komme et skridt nærmere til krig for at vælte det iranske styre, der står i vejen for dette.

USA er villig til at tilsidesætte al international lov for at føre sin krig. Og vi har den dansk – såkaldt rød regering – der er villig til at følge dem hele vejen.

Det jeg skal sige noget om er en flig af denne udvikling – EU’s militarisering. Men det er en del, der er fuldstændig fraværende i danske debat. Med den danske forsvarsundtagelse lader regeringen som om den militære udvikling ikke eksisterer.

Den er nødvendig at kende – for at styrke kampen mod dansk krigsdeltagelse og terrorkrigene, styrke kampen for at komme ud af EU og bevare de danske undtagelser indtil da, og for at styrke kampen mod EU’s ny-liberalistiske kriseoffensiv.

EU’s grundlov: nyliberalisme, oprustning og krig

EU har indskrevet 3 grundpiller i sin grundlov.

Ny-liberalisme som eneste tænkelige politik og økonomiske fundament.

Opbygningen af en fælles centraliseret statsmagt.

Og det forpligtende militære samarbejde som ”fælles forsvar af sine vitale interesser” som sin fælles udenrigspolitik.

Og hvad er EU monopolernes vitale interesser? Det er deres ”ret” til kontrol og udplyndring af råstoffer, rigdomme og markeder i konkurrence og samarbejde med øvrige økonomiske supermagter, særligt USA imperialismen.

Det betyder udviklingen af en europahær og en europeisk våpenindustri som sluger mængder af penge, kundskab og rigdom på bekostning af uddannelse, social og sundhedsvelfærd.

En militarisering af økonomien, der er med at  uddybe krisen og som betales af landenes befolkninger med store og katasrofale sociale konsekvenser. EUs krisepolitik skaber millioner af fattige i generationer fremover i EU.

EU’s grundlov er en traktat for:  krig som videreførelse af monopolernes økonomiske politik blot med andre midler. 

Den militære arm har hele tiden ligget  som en del af opbygningen af den nye superstat EU til en imperialistisk supermagt. Den har udviklet sig – i dyb modstrid med befolkningers ønske og vilje, og derfor aldrig som en del af en åben demokratisk debat.

Den er derimod opbygget med arrogant magtmisbrug, fortielser, løgne og propaganda om det modsatte fra skiftende danske regeringer og folketing.

Den nye verdensorden, Maastricht og Skt. Hans Torv

Vi vandt et NEJ til Maastricht-traktaten 2. juni 1992.  Men EU og den danske regering krævede omafstemning. ”Det nationale forræderi” blev indgået af størstedelen af folketingets partier. Målet var at beholde Danmark inde i  EU og på unionssporet og samtidig eliminere den modstand mod den fortsatte unionsproces, som det danske nej repræsenterede.

Det blev til de 4 undtagelser – overfor ØMU, militært samarbejde, retsligt samarbejde og statsborgerskab.

Og det var eEt nationalt forræderi der fik en blodig start med 18.maj 1993, hvor politiet åbnede ild og skød på EU-modstandere på Skt. Hans Torv i København.

Gennem de efterfølgende traktater fra  Maastricht traktaten i 1993 , Amsterdam traktaten 1999, Nicetraktaten 2003 til Lissabon-traktaten 2009 ses en hurtig traktatfæstelse af opbygningen af Europahæren og dens ledelse.

Den militære overkommando går fra at skulle tages med ” enstemmighed i alle tilfælde” i Mastricht-traktaten til kun at gælde beslutninger om udenrigspolitiske og militære strategier og overordnede retningslinjer i Amsterdam-traktaten.

Fra da af kunne den konkrete udmøntning: hvad der konkret skal ske? Hvornår? Hvordan?  vedtages med flertalsafgørelser.

Alle lande er dog bundet af en fælles beslutning om militære aktioner. Er et land uenig slår traktaten fast at ”Under udvisning af gensidig solidaritet afholder den pågældende medlemsstat sig fra enhver handling, som vil kunne komme i konflikt med eller hindre en handling fra Unionens side.. (Amsterdam-traktaten, art. 23, stk. 1).

I Nicetraktaten indføres den militære opbygning i 2 hastigheder, så især Tyskland og Frankrig kunne køre hurtigere.

I Lissabontraktaten  traktatfæstes dette med  Militært Strukturelt Samarbejde (MSS). Der giver lande mulighed at etablere permanente, strukturerede operationer indenfor unionens rammer”. Med det kan en gruppe lande beslutte at slå deres militære styrker samme og handle udenom resten af EU.

Hvis Tyskland, Frankrig, Østrig og Ungarn f. eks kombinerer deres hære via struktureret samarbejde, kan man foretage en ”mere krævende mission”, f.eks. erobringen af Syrien og Iran. Og klare den erobring uden henvisning til andre EU stater, der ikke er medlem af en hær etableret gennem strukturelt samarbejde.

Danmark kan p.g.a. vores forsvarsforbehold ikke være med i MSS.

Lissabon – superstat, oprustningspligt og battlegroups mod folkenes kamp i og udenfor EU

Ved folkeafstemninger i 2005 afviste de  franske og hollandske vælgere forfatningstraktaten – EU’s grundlov. 2 år senere i 2007 fremlagde EU’s magtelite samme forfatning i en mere spiselig indpakning. Indholdet i Lissabon-traktaten er det samme som i Unionsforfatningen med undtagelse af den formelle brug af ordet forfatning og andre statsbeskrivelser og symboler.

Lissabon-traktaten betyder: En union med egne udrykningsstyrker, der kan rykke ud i hele verden – også uden FN-mandat, en EU-udenrigsminister og en EU-præsident og et udenrigsministerium – kaldet ”tjenesten” til at samle alle trådene. En ”tjeneste” der er præcis så skummel som den lyder.

Pga. den danske forsvarsundtagelse er Danmark ikke formelt med, men det hindre ikke dansk krigsdeltagelse og oprustning under andre hatte.

Væksten i udrykningsgrupperne

Tilbage i 1992 måtte EU for at kunne operere militært bruge WEU-styrker (Vestunionen), der  kunne indsættes i humanitære opgaver, naturkatastrofer og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. De såkaldte Peterberg-opgaver.

I 1998 traktatfæstes det i Amsterdamtraktaten. Og til sidst overføres Petersberg-opgaverne til EUs egne kamp-og udrykningsgrupper med Lissabontraktaten.

Petersberg opgaverne definerer de opgaver, der er tildelt EU bataljonerne eller den hær eller hære, der nu kan oprettes via struktureret samarbejde.

Efter EU s Sikkerhedsstrategi fra 2003 bliver de udvidet til ’fælles afvæbnings operationer, militær rådgivning og assistance opgaver samt, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring m herunder fredsskabelse og postkonfliktstabiliseringsoperationer.”

Det sidste vil sige retten til at holde et andet besat efter krigsafslutning.

Desuden  ”Alle de opgaver kan bidrage til kampen mod terrorisme, inklusiv støtte tredjelande i at bekæmpe af terrorisme i deres territorier”.

EU institutionen Den Internationale Sikkerheds Informationstjeneste (ISIS) erklærer i sin 23. juli 2004 i den Europæiske Sikkerheds Oversigt, at fælles afvæbningsoperationer kan inkludere alt lige fra sørge for personel sikkerhed til FN inspektører ril fuld skala invasioner á la Irak.

Den irske EU-modstand udgav for nogle år siden en meget brugbar pjece om bl.a en række fakta om EU’s kampgrupper, der er brugt her.

Se
PANA: The Battle Gooups of the European Empire (pdf)

Der har eksisteret kampgrupper (”battlegroups”) siden 2007 i EU, men det nye med Lissabon-traktaten er, at de bliver traktatmæssigt reguleret.

Der var i starten enighed om 13 bataljoner skulle etableres med 1.500 kampsoldater i hver. For at sikre backup skal der være 7 til 9 soldater for hver kampsoldat, så hver bataljon var faktisk en militær styrke på mindst 12.000 soldater.

Antallet bataljoner er siden øget til 23 og deres størrelse til godt 3.000. De er parat til at blive sendt ud hvor som helst med 5 dages varsel. Beslutningen træffes af EU’s ministerråd. Alle bataljoner, som sendes til en krigszone har autoritet og finansielle midler til at blive i kampzonen i op til 120 dage.

Lige nu bygges store fælles træningslejre i bl.a. Tyskland for kamp i byområder og fattigkvarterer. Da EU hæren også skal kunne bruges mod landenes egne befolkninger ifølge den gensidige solidaritetsklasul.

Udrykningsstyrkerne skal være ’den minimums militære, troværdige, hurtige, indsatsparate, sammenhængende pakke af styrker, der er i stand til at handle på egen hånd eller som indledende fase for større operationer.

Hver bataljon består mindst af: Styrkens hovedkvarterer, kommandør og stab,  Mekaniserede infanteribataljoner, Bataljonens kommandør med stab, Tre mekaniserede infanterikompagnier, Logistisk kompagni, Ild støttekompagni (let artilleri/morterer), Luftforsvars gruppe, Rekognosceringskompagni, Efterretningsgruppe, Helikopter Støtteenhed, Medicinsk tjenestegruppe, Militærpolitigruppe.

Bataljonerne er fordoblet i størrelse siden de oprindelige1.500 mand, og det  forventes, at EU fortsætter med at øge størrelsen.

Som Jaap de HoopScheffer, tidligere NATO-generalsekretær,har udtalt:

”EU’s bataljoner kan anvendes til at gå i krig. Hvorfor skaber EU bataljonerne? Det er ikke lige for at hjælpe med genopbygning af et land. Bataljonerne er der ikke lavet til at bygge skoler. Vi skal ikke tro på, at EU går ind for blød magt og NATO for hård magt”.

Nye krige pr. stedfortræder

Et nyt element i EU’s fælles krigspolitik en udvikling ser vi i Afrika, hvor EU som selvstændig part går ind, uddanner og køber afrikanske soldater i at føre krig på EU’s vegne.

Det kaldes sikkerdoktrin doktrin” om krig pr. stedfortræder”.

Den er klarest udtrykt af US Airforce i Strategic Studies 2010 ”Vi ønsker ikke at sende vore egne drenge ind og blive massakreret. Vi ønsker afrikanere selv skal rykke ind”.   

Sikkerhedsdoktrinen betyder, at USA/EU sikrer lokale tropper økonomisk og sikre militær ekspertise, samt træning og uddannelse af soldater og betaler løn, medicin, indkvartering, køretøjer og kommunikationsudstyr. Mod at de afrikanske ”lejetropper” fører EU’s krige. Det er f.eks. tilfældet med det franske militært angreb i Mali, der nu er overtaget af EU.

Og hvad gør den danske regering? De danske tropper er trukket ud af Afghanistan og nu diskuteres der hvor de nu skal sendes ud i nye ”støtte og træningsfunktioner” og hvordan de kan komme til at ”bruge deres kompetencer”. Visse socialdemokratiske folketingsmedlemmer tillader sig endda at kalde det ”udvise international solidaritet”.

Den danske EU-regering og deres politiske eksperter stiller det op  på følgende absurde måde. EU har ansvaret for Afrikas sikkerhed!!!!!!!!!

Hvis ikke den danske forsvarsundtagelse i EU ophæves ”vil Danmark blive tilskuer til håndtering af den sikkerhedspolitiske fremtid i Afrika” og ”Danmark vil køre på frihjul og lade de andre lande betale for de afrikanske soldater, der skal sørge for vores”.  Det er som om vi har hørt det før.

Det Europæiske Forsvarsagentur og den største danske våbenhandel

Det Europæiske Forsvarsagentur blev dannet i 2004 med formål at styrke EU’s militære industri- og teknologi krigsproduktion. I Lissabon-traktatens slås det fast, at ”medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet”. Der er dermed tale om en klar oprustningsforpligtelse.

Det ligger helt i tråd med den største våbenhandel i Danmark nogensinde som SRSF -regeringen vil nu have det gennemført som en del af de nugældende forsvarsforlig. Nemlig indkøbet af nye kampfly til mere end 30 milliarder kr. der skal være på plads inden 30. juni 2015.

EU’s Forsvarsagentur skal desuden ”støtte forskningen i forsvarsteknologi samt koordinere og planlægge fælles forskningsaktiviteter og undersøgelser af tekniske løsninger, der imødekommer de fremtidige operationelle behov”.

I Lissabon-traktaten får EU for første gang et selvstændigt EU-militærbudget, som EU-parlamentet ikke har kontrol over. EU-parlamentet har dog for en sikkerheds skyld vedtaget, at krisenedskæringerne ikke skal gælde militærudgifter.

Se også

Stop Danmarkshistoriens største våbenhandel !
Stop Terrorkrigen

EUs våbenindustri og militær industri

Begrebet ’det militærindustrielle kompleks’ dækker over det tætte samarbejde mellem politikere, militæret og industrien – her specielt våbenindustrien. Et samarbejde der som oftest søges skjult. Det operer med militærudgifter, oprustning, våbenproduktion, våbenhandel, våbeneksport, borgerkrige og krige.

Formålet med dette samarbejde er først og fremmest profitmaksimering.

Militærindustrien er ikke bare de militære værn, de militære efterretningstjenester, propagandaafdelinger, og politiet (og deres efterretningstjenester). Det er private sikkerhedsfirmaer og deres lejesoldater. Der deltog f.eks. flere civilt ansatte amerikanske lejesoldater end uniformeret kontraktansatte soldater i krigene i Irak og i Afghanistan.

EU og USA fælles militær industri – og Mærsk

USA har den største (private) våbenindustri og den største omsætning på globalt plan. Samtidig indgår de største EUs militære og rumfarts producenter  i komplekse net af partnerskaber, licensaftaler, joint ventures og andre former for samarbejde. Europæiske virksomheder investerer i den amerikanske våbenindustri.

Således finansieres udviklingen af det amerikanske Joint Strike Fighter i fællesskab med USA, og bl.a. Danmark. (hvilket er en milliard forretning for Mærsk og bl.a. Terma )

Danske A. P. Møller Mærsks datterselskaber i USA med deres mange kontrakter med den amerikanske marine er et slående eksempel på, hvordan der kan hentes store krigsprofitter hjem gennem det tætte samarbejde mellem krigsindustrien og de politiske krigsforbrydere i henholdsvis den danske og amerikanske regering.

Med en anslået markedsværdi i 2008 på mellem 26 og 36 mia. euro vokser EU’s sikkerhedsindustri hurtigt. EU-landenes virksomheder eksporter konventionelle våben, dobbeltanvendelsesteknologi og undertrykkelsesudstyr til andre EU-lande og til eksport til stater uden for EU, specielt til lande i Afrika, Asien, Mellemøsten – ikke mindst Saudi-Arabien og Israel og Sydamerika.

I 2011 er den tyske våbenindustri steget med 50 % i forhold til forrige år. Tyskland ligger på trediepladsen blandt verdens våbeneksportører.

Krisepolitik betaler græsk oprustning

I lande som Grækenland har vi set, hvordan EU’s magtelite under dække af krisen og EU’s budgetpolitik har kunnet fjerne landets regering, indsætte deres egne folk og diktere en nedskærings- og krisepolitik med katastrofale konsekvenser for befolkningen.

Det har de gjort ikke mindst for at redde profitterne i EU’s krigsindustri. Oprustningen i Grækenland var så voldsom, at det var verdens fjerdestørste våbenimportør.

 Med krisen kom våbenindustrien ikke mindst i Tyskland og Frankrig i klemme, men blev reddet af EU’s lånepakker til Grækenland, så de indkøbte ubåde, missiler, kampvogne og anden isenkram kunne blive betalt.

EU og NATO

Her meget kort om forholdet mellem EU og NATO, hvor mange lande er medlem af begge.   

Samtidig med at EU udvikler sin militære magt for at forsvare sine supermagts interesser foregår det også i et samarbejde mellem EU og NATO  politisk som militært.

USA har brug for stærke krigsallierede fra de europæiske lande både i NATO og EU regi, der begge har givet sit militær ret til at operere overalt i verden. EU’s oprustning og militære opbygning har været med til at styrke NATO.

EU’s udrykningskampgrupper er dybt integreret med NATOs indsatsstyrker. De kan både hurtigt skifte hat og indgå i fælles operationer. De afholder fælles øvelser, sidder i hinandens generalstabe.

Formelt har udenrigsministrene i alle EU og NATO landene haft regulære møder adskillige gange om året siden 2006.

Danmarks omgåelse af forsvarsforbeholdet

Ikke mindst på grund af det tætte militære samarbejde mellem EU og NATO tropper har den danske magtelite kunne deltage i den militære oprustning og krigsførelse. Det har været muligt for de skiftende danske EUregeringer at bidrage væsentligt med tropper, udstyr og andet, uden egentlig konkret og formel deltagelse i EU’s kampstyrker og batajlioner.

Et eksempel på dette er EUs antipirat-mission i Somalia i Afrika. Danmark bidrager ikke til EU’s flådestyrke, men deltager i stedet i NATOs operation Ocean Shield i Somalia. Danmark har flere gange brugt elitesoldater til natlige overfald på fiskerbåde, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt

Piratjagten er en koordineret EU-NATO-aktion, hvor USA ikke spiller den mest dominerende rolle. Og den tegner til at føre unionslandenes militær ind på afrikansk jord i en uerklæret krig på somalisk territorium.

I marts 2012 gav EU’s forsvarsministre mandat til EU-styrker til at bombe mål på somalisk landjord fra havet eller luften i kampen mod somaliske pirater. Mandatet gælder ikke for danske styrker på grund af Danmarks EU-undtagelse på det militære område.

Kamp om EU –undtagelserne og nyt ”nationalt kompromi”

Lige siden 1993 har skiftende regeringer arbejdet for at likvidere de danske undtagelser. Både Venstre og den socialdemokratiske EUminister Nick Hækkerup har foreslået en folkeafstemning om rets- og forsvars-undtagelserne ”når tiden er til et ja”.

Selvom skiftende danske regeringer gør, hvad de kan for at omgås den danske forsvarsundtagelse, er det indlysende vigtigt at både EU modstanden og krigsmodstanden må slås for at bevare også denne undtagelse Alt andet vil være en blanco check til de danske krigsliderlige regeringer, der ikke vil tøve med at stille danske tropper under EU imperiet tjeneste og kommando.

EU- og antikrigs-kampen er 2 sider af samme sag og kan ikke adskilles. Det samme gælder for kampen mod de nyliberalistiske finanslove og nedskæringer, der ikke kan føres troværdigt uden at indeholde kampen mod EU og mod krig.

Netavisen 12. september 2013