Af Asylret, Johanna Haas
415 står til tvangsudvisning til Afghanistan: Demo 4. maj 2013
I august 2009 bristede mit hjerte ligesom mange andres, da politiet gik ind i Brorsons kirke og ryddede den for de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt der, mens de gennem Kirkeasyl sammen med aktivister arbejdede for, at oplyse os andre om situationen i Irak – og om deres liv som afviste asylansøgere i Danmark.
Kirkeasyls opståen førte meget med sig; også for os, der som almindelige borgere oplevede det udefra – på anden hånd. Den brutale politiaktion, der knuste Kirkeasyl, førte også meget med sig; der så vi med al tydelighed, hvordan det står til med Danmarks medmenneskelighed og internationale ansvar. Vi så, hvordan det officielle Danmark bærer sit globale ansvar på flygtningeområdet. Det var ikke noget kønt syn – og Asylret glemmer det aldrig.
Mellem de to punkter ligger en tid, som grundlæggende forandrede mange mennesker. Jeg læste selv avis, gik på nettet og hørte nyheder med det formål, at samle viden om dansk udlændingepolitik, om internationale konventioner og om de steder, hvorfra flygtningene kommer. Mange andre gjorde det samme. Nogen havde gjort det længe.
Jeg står her i dag og ved langt mere end i 2009, fordi jeg efter rydningen af Brorsons Kirke besluttede at lægge så meget frivilligt arbejde, som overhovedet muligt i Asylret. Asylret arbejder primært med sagsbehandling for afviste asylansøgere og for at Danmark overholder FN’s Flygtninge- og Børnekonvention i ånd og bogstav, hvad vi er meget, meget langt fra at gøre i dag.
Hvis Danmark overholdt konventionerne ville vi ikke være samlet her i dag for at protestere mod masseudvisninger til et krigs- og borgerkrigshærget Afghanistan. I Danmark er der angiveligt ikke plads til 415 afviste afghanske flygtninge – blandt dem børnefamilier, uledsagede flygtningebørn og teenagere.
Danmarks engagement for demokrati, uddannelse og menneskets værdighed rækker ikke til 415 mennesker på flugt fra krig og det kaos, som vi selv, måske med de bedste intentioner, har bidraget til. Så meget selverkendelse og respekt for livet kan det officielle Danmark nemlig ikke mønstre for øjeblikket.
Den første masseudvisningsbølge af afghanske asylansøgere fandt sted i marts og april. Det drejede sig om det politiet kalder ”ukomplicerede sager,” dvs. unge og yngre mænd uden børn. Næste omgang inkluderer sandsynligvis børnefamilier. Også her genkendes et mønster fra dengang Danmark masseudviste til Irak.
Vi begynder med den gruppe, der traditionelt kalder på mindst beskyttertrang. Vi ender med børnefamilierne, de syge og de gamle, der bliver udvist længere henne i forløbet. Selv senile udviser vi med hjemmel i den danske Udlændingelov, som af regeringen kaldes ”robust og retfærdig.”
Ud af 158 lande er Danmark ifølge Global Peace Index det næst-fredeligste land i verden og overgås kun af Island. Afghanistan er nummer 157 altså det næstmest ufredelige eller farlige land i verden. Til sammenligning ligger Syrien som nummer 147. Når vi ved det, ved vi godt, hvorfor det er forkasteligt at udvise til Afghanistan.
Kabul kan ikke bære flere mennesker på flugt.
Over 50 procent af afghanske børn under 5 er kronisk underernærede.
På grund af sociale restriktioner og tabuer er manglen på kvindelige læger, der kan levere behandlingstilbud til kvinder, en stor udfordring.
Over en million mennesker er dræbt, en million er handicappede og millioner er enten migreret ud af landet eller er internt fordrevne. Alt dette og meget mere kan man læse i en sundhedsrapport om Afghanistan – udgivet af Verdensbanken.
Et land i krig, hvor civilbefolkningen lemlæstes og dør i stor målestok er et brutaliseret land – og vold i alle afskygninger florerer. Det er ikke mærkeligt. Det, der er mærkeligt, er, hvordan vi her i Danmark i et af verdens sikreste og fredeligste lande, er blevet så brutaliserede i fredstid, at vi i 2009 udviste til Irak og nu vil udvise til Afghanistan, mens vi kalder vores flygtningepolitik ”robust og retfærdig.”
Den robusthed kan vi med sindsro undvære og erstatte med noget andet, langt bedre og langt mere komplekst. En forpligtelse på FN’s konventioner fx. Så må vi til gengæld leve med, at vi ikke kan pakke den forpligtelse ind i et lille fikst bogstavrim, der på en gang både er umådelig kynisk og uudholdeligt naivt.
Lad os en gang for alle se det i øjnene og sige det højt: en retfærdig flygtningepolitik findes ikke, men det gør redelighed og anstændighed.
At den abstrakte retfærdighed ikke findes er ikke nogen undskyldning for at øve uret. Den manglende retfærdighed blåstempler heller ikke juridisk vilkårlighed eller efterlader os uden retningslinjer og moralsk kompas i vores flygtningepolitik. Internationale instanser og store internationale organisationer, som Amnesty International findes allerede.
Hvis vi som minimum følger FN’s flygtningedefinition, og UNHCRs anbefalinger og henstillinger er vi godt på vej. Hvis vi derudover lytter efter Amnestys og andre menneskerettighedsorganisationers vurderinger er vi endnu længere; vi er på vej væk fra den postulerede retfærdighed til fordel for redelighed og anstændighed.
At vi står her i dag (4.5.) og sammen protesterer mod udvisninger til Afghanistan er også et skridt på vejen.
Asylret takker for ordet og vi takker Her-Er-Plads initiativet for demonstrationen og for deres protest mod udvisninger til Afghanistan, som Asylret i den grad tilslutter sig. Vi kan ikke være vores flygtningepolitik bekendt.
Se også andre taler ved demonstrationen
Carsten Jensens tale til demonstration mod udvisninger til Afghanistan 4. maj
Facebook
Knud Vilbys tale foran justitsminsiteriet
Facebook
Asylret på facebook
Se også
Her er plads: Protester mod massedeportationer af asylsøgere til Afghanistan
Netavisen 3. april 2013
Netavisen 9. maj 2013
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
