Pigerne med svovlstikkerne

Bag rattet
Kommunistisk Politik 22, 2012

Turen går hver morgen på cykel til den nærmeste Metrostation, hvor gratisaviserne tilbyder sig.

Ved nedgangen til stationen sidder en mand ’af anden etnisk herkomst’ med sin harmonika. Han respekterer, at han ikke må sidde indendørs på Metroselskabets ejendom. De blåfrosne hænder udvinder de skønneste toner, mens hatten ved hans side også tilbyder sig.

Senere på dagen, da myldretrafikken har fortaget sig, møder jeg ham foran indkøbscentret. Sneen og frosten bider ikke på hans humør – i hvert fald ikke udadtil. Han hilser på alle:

– Hav en god dag!

Formålet er naturlig nok at skabe kontakt. Jeg tror, han faktisk kan genkende mig, og selvom jeg aldrig har bibragt til hans overlevelseskamp, hilser han stadig lige pænt. Ved nærmere eftertanke kan jeg ikke mindes, at jeg har set nogen skille sig af med en mønt til hatten.

I toget hjem fra arbejdspladsen går en mand på omkring 30 år gennem kupeerne:

– De kan vel ikke undvære en krone til en hjemløs?

Hans tøj er ikke ligefrem nyt, men ellers ville jeg ikke kunne udskille fra folkemængden, hvis jeg mødte ham et tilfældigt sted i byen. I modsætning til mange betlere virker han overhovedet ikke forhutlet eller hærget. Jeg forestiller mig, at nogle mennesker afskærer sig fra et give tiggerne, der udstråler en form for misbrug, en skilling til livets opretholdelse.

Man tænker måske, at man ikke vil finansiere misbruget. Måske er det blot min fordom.

For min kone og jeg er det i hvert fald en konfrontation at blive mødt af disse fattige tiggere. Det er jo åbenlyst, at de har en kummerlig tilværelse. Alligevel har vi valgt ikke at spytte i kassen. Vi synes, problemet er for stort og bør løses på anden vis.

I denne næstekærlige juletid stiller samfundet sig ikke mere venligt an. De fattige fryser stadig mere. De hjemløse sover stadig skidt. Sidste vinter noterede jeg mig – hver eneste dag, når jeg cyklede hjem fra arbejde ved 22-23-tiden – i sne, slud, regn eller frost, at en mand havde indtaget en bænk på Nørre Voldgade.

Han havde barrikaderet sig med mange forskellige stofrester med et soveposelignende plastikovertræk. Han valgte altid den bænk, der var placeret lige under en gadelampe. Det var jo ikke noget, der gavnede søvnen, men det var velsagtens derfor, han simpelthen altid var pakket helt væk i sine ejendele. Gadelampens lys tjente måske som en slags tryghed?

Min kone og jeg har ikke ført statistik, og jeg har heller ikke forsket i Danmarks Statistik, men vi er af den opfattelse, at antallet disse forhutlede mennesker taget voldsomt til. Fattigdommen er samtidig blevet hårdere. Vi tror, at man simpelthen er blevet mere fattige i dag end tidligere. Nyliberalismens årti har sat sine kraftige aftryk, og den ’røde’ regering har kun bebudet, at det vil fortsætte kursen.

– Hvad er der gang i? kunne man være fristet til at spørge ’rød bloks’ fire hattedamer!

Egedalsvænge fik deres juletræ, men forinden var pressen og de reaktionære politikere gået i forargelsens selvsving. Hvor er ’rød bloks’ omhu for de stadig flere mennesker, der er ramt af stadig dybere fattigdom? Omhuen er der simpelthen ikke – ej heller fra Enhedslisten, der som bekendt er garant for regeringen og dens politik. FØJ!

Og endelig et budskab til de troende, der oven på skandalerne ved de netop overståede menighedsrådsvalg knuger deres foldede hænder i afmagt over frafaldet af medlemmer af folkekirken: I skal ikke være forundret! Der er en årsag til, at mere end 17.000 i de første tre kvartaler har meldt sig ud af folkekirken, hvilket er ny rekord, og der er en årsag til, at Folkekirkens Nødhjælp er blevet opsøgt af et rekordstort antal nødlidende mennesker.

Netavisen 18. december 2012