Tyrkiet planlægger et NATO-angreb på Syrien

Af Rick Rozoff, Stop NATO

Kommunistisk Politik 20, 2012

En malstrøm fejer over Mellemøsten, og Tyrkiet står i centrum – og er faktisk årsagen til den

‘Nej til krig’: Demonstranter i Ankara 5. oktober

Tyrkiet er det eneste asiatiske medlem af den amerikansk ledede militærblok NATO og grænser ydermere op til Syrien, Irak, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, og det intensiverer sine militære angreb ind i Syrien og Irak og truer med at kaste hele regionen ud i destabilisering og krig.

Efter dagligt at have bombet mål i Syrien, efter at en mortergranat landede på østtyrkisk territorium den 3. oktober, hvilket Ankara gav det syriske militær ansvaret for, har de tyrkiske væbnede styrker atter, ligesom de gjorde for to måneder siden, flyttet tanks, armerede troppetransportvogne, missilanlæg og tropper til grænsen, og det har udstationeret 25 krigsfly på en base i Diyarbakir i det kurdiske område af landet. Begge dele er aktioner, som angiveligt retter sig mod PKK (Det Kurdiske Arbejderparti), selvom det i virkeligheden er en del af en generel militærmobilisering, der ikke vil blive begrænset til angreb på denne gruppes kæmpere og støtter.

Det tyrkiske nyhedsagentur Dogan skrev, at 25 F-16-kampfly og andre fly ankom til flybasen den 8. oktober, og Today’s Zaman skrev, at 12 F-16-fly slog til mod, hvad der blev betegnet som PKK-områder på Qandill-bjerget ved den irakisk-iranske grænse.

Den følgende dag fordømte en talsmand for den irakiske regering, Ali al-Dabbagh, krænkelsen af hans lands suverænitet med følgende erklæring:
”Disse tyrkiske angreb på irakiske territorier er uacceptable, og vi vil tage de nødvendige diplomatiske skridt.”
Han tilføjede: ”Vi forstår baggrunden for disse handlinger, men alligevel kan vi ikke tolerere sådanne overtrædelser.”

For nylig annoncerede det irakiske parlaments udenrigskomite sin intention om at forlange, at det tyrkiske militær forlader den nordlige del af landet, mens komitemedlemmet Safia al-Suhail erklærede, at der var 16 tyrkiske baser på irakisk jord nær de to landes grænse.

Afslørende nok ankom Iraks statsminister Nouri al-Maliki til Moskva den 8. oktober, hvor han besøgte landets udenrigsministerium og mødtes med statsminister Dmitrij Medvedev for at diskutere tættere bånd på det militære område og energiområdet.

For lidt over en uge siden aflagde NATO’s militære øverstbefalende, admiral James Stavridis, et uannonceret besøg i den tyrkiske hovedstad for at mødes med chefen for den tyrkiske generalstab, general Necdet Özel, og forsvarsminister Ismet Yilmaz.

I den tyrkiske presses referat hed det:
”Under drøftelserne blev den allierede luftkommando i Izmir taget op til nøje behandling. Izmir-kommandoen kom for nylig på den politiske dagsorden under debatten om NATO’s tidlige advarselssystem i Kürecik, Malatya, som er en del af NATO’s missilforsvarsskjold. Radarsystemet i Kürecik blev installeret for at ransage himlen over Iran for enhver missiltrussel.”

Efter episoden den 3. oktober mødtes på Tyrkiets anmodning NATO’s ledende civile regeringsorgan, Det Nordatlantiske Råd, i Bruxelles for at diskutere en fælles strategi mod Syrien.

En erklæring udsendt efter det hidtil uset sene nattemøde bekræftede, at ”i lyset af det syriske regimes nylige aggressive handlinger ved NATO’s sydøstlige grænse, som er en åbenlys overtrædelse af international lov og en klar og aktuel fare for sikkerheden for et af dets allierede, mødtes Det Nordatlantiske Råd i dag inden for rammerne af Artikel 4 i Washingtontraktaten …”

Sproglig set mere udtryksfuldt end i militærblokkens Artikel 5, krigsklausulen, tilføjede man i erklæringen:
”I Washington-traktatens ånd om udeleligheden af sikkerhed og solidaritet  vil alliancen fortsætte med at stå bag Tyrkiet og kræver øjeblikkeligt ophør af sådanne fjendtlige handlinger mod en allieret.”

Forud for et todages møde indkaldt til 9. oktober mellem NATO’s krigshøvdinge, deriblandt Pentagons Leon Panetta, lovede generalsekretær Anders Fogh Rasmussen:
 “Jeg kan forsikre jer om, at vi har alle nødvendige planer på plads for at forsvare og beskytte Tyrkiet, vores allierede.”

Samme dag truede Tyrkiets statsoverhoved, statsminister Recep Tayyip Erdogan:
”En stat, der ikke er parat til krig hvert øjeblik, er ikke fuldt udviklet. Tyrkiet bør være rede til krig i enhver situation.”

Dagbladet Hürriyet citerede en unavngiven tyrkisk embedsmand, som bekræftede, at NATO ’er aktiv i sagen (den eskalerende militære konflikt med Syrien) bag kulissen’, og gengav hans kommentar som følger:
”NATO har øget sin militære tilstedeværelse i regionen med fartøjer, som patruljerer i Middelhavet under Operation Active Endeavor og rutineflyvninger med henblik på dets operationer i Afghanistan, men for at undgå en reaktion er disse skridt ikke meddelt officielt.”

I sidste uge, kun få timer før granatepisoden, som gav Tyrkiet lejlighed til at bemyndige fortsatte militære angreb inde i Syrien, meddelte den russiske viceudenrigsminister Gennadij Gatiliov journalister i Moskva, at hans land har advaret NATO samt deres allierede i Golfsamarbejdsrådet (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater) imod at konspirere for at fabrikere påskud for militær intervention i Syrien – såsom at kræve såkaldte humanitære korridorer eller bufferzoner på syrisk område og starte væbnede provokationer ved den tyrkisk-syriske grænse.

Han sagde:
”Under kontakten med vores partnere både i NATO og i regionen, og også  i internationale forummer, har vi opfordret dem til ikke at lede efter påskud for at gennemføre militære aktioner.” 

Dagen efter indtraf netop et sådant påskud.

Også i oktober måned har Ali Abar Velayti, tidligere iransk udenrigsminister og nuværende seniorrådgiver for Ali Khamenei, anklaget NATO for at lægge fundamentet for krig mod Syrien, da han sagde:
”I dag er NATO parat til at true Syrien og har til hensigt at gå ind i Syrien under påskud af, at et af medlemmerne af deres organisation (Tyrkiet) er blevet truet.”

Tyrkiet huser, bevæbner og træner i tusindvis af soldater fra den såkaldte Frie Syriske Hær, mens man samtidig gennemfører større luftangreb inde i Irak og nær den iranske grænse og koncentrerer tropper og militært hardware ved den syriske grænse i en kampagne for at udrydde PKK – et lovløst amokløb fuldstændig støttet af amerikanerne og NATO.

Tyrkiet og dets NATO-allierede har antændt en kort lunte til en stor krudttønde.

Originalartikel her

Oversat fra engelsk af Kommunistisk Politik

Netavisen 21. oktober 2012