Krigsråb: Syrien skal ‘hjælpes’

Af E. Holemast
Nettmagasinet Revolusjon, Norge

Enorme pro-Assad demonstrationer som denne i Damasxus 20. november 2011 rapporteres stort set ikke i de krigsforberedende vestlige medier, der søger at fremstille regimet som uden nogen støtte io befolkningen. Imperialistmagterne opildner til borgerkrig.

Krigsråbene gjalder på ny. Nu er det syrerne, som skal ”hjælpes” med en udenlandsk imperialistisk intervention. Hvis den udebliver har verdenssamfundet ”svigtet”. Det er det budskab, der hamres løs på fra NATO-medierne, selvsagt også de norske.

Angrebsplanene har ligget klar en god stund. Styrkerne er allerede sat i beredskab i Tyrkiet og andre steder. Nu gælder det om at bearbejde den offentlige opinion for en ny humanitær angrebskrig af libysk mærke. Rusland og Kina er onde, fordi de ikke ønsker gentagelse af det libyske scenarie.

Den arabiske liga, der faktisk stort set ikke består af andet end islamistiske despotier og stater, som allerede er sat på plads af USA med våbenmagt, spiller pludselig rollen som demokratiske forkæmpere på det syriske folks vegne. Enhver, der tænker lidt efter, forstår, at dette her er noget, der ikke stemmer.

Men opmuntret af den ret spage krigsmodstand imod NATOs barbari i tilfældet Libyen satser imperialisternes propagandaafdelinger på en let match. Enhver krigsmodstander vil umiddelbart blive stemplet som en ”kyniker”, der ”vender det syriske folk ryggen”.

Baggrunden er, at Syrien stadigt står i vejen, før USA har gjort rent bord omkring hele Middelhavet og fået hele regionen indlemmet i NATOs Middelhavsstrategi.

Desuden er Syrien en gordisk knude, som før eller siden bør hugges over, på grund af landets helt specielle stilling og geografiske placering som bagland og støtte for både Iran og Palæstina.

Falder Syrien, så er Iran yderligere isoleret og en ny køkkendør er åbnet for militær aggression imod iranerne. Falder Syrien, så kan bordet være ryddet for Israels ”endlösung” i forhold til det palæstinensiske folk.

Som om disse udsigter ikke er skræmmende nok, så kommer den overhængende fare for, at en intervention kan eskalere til fuld krig, i yderste konsekvens verdenskrig.

Rapporterne fra Syrien er ualmindeligt diffuse, når det drejer sig om antallet af dræbte og skadede, og hvem som er de ansvarlige. I starten blev det anslået, at godt halvdelen af dødstallene beroede på soldater i den syriske hær og politifolk som følge af det, der blev kaldt fredelige demonstrationer. Assad-regimet har på sin side efter alt at dømme tyet til grov artilleribeskydning og angreb på civile mål.

Ikke desto mindre er det påfaldende, at rapporterne i de vestlige medier fortsat er upræcise. I flere måneder har forlydender af typen ”200 mennesker skal være blevet dræbt”, ”amatørvideoer tyder på”, ”repræsentanter for oppositionen skal have været vidne til” været typiske.

Altså en høj grad af ikke verificerede observationer, endog i et større omfang, end da Gadaffis styrker i Libyen blev beskyldt for handlinger, der i mange tilfælde viste sig at være opspind.

Det kan virke som et paradoks at den «kristne» vestlige imperialismen aktivt bidrager til at øge forfølgelsen og undertrykkelsen av netop de kristne overalt, hvor NATO, USA, Frankrig og Storbritannien ”intervenerer” i Mellemøsten.

Assad-regimets brutalitet igennem flere generationer er ingen nyhed. Kurderne kan skrive under på det. Men landet har – som tidligere Irak og Libyen – langt hen ad vejen været et sekulært regime, hvor forskellige religiøse retninger har haft betydelig grad av frihed.

Den kristne minoritet i Syrien har, som tilfældet også var i Irak, nydt relativ frihed og har ikke behøvet at frygte bomber og attentater. Temmelig mange kristne irakere blev tvunget til at søge tilflugt i Syrien efter USA’s hærs erobring af landet i 2003, således at befolkningsandelen langt overstiger ti procent.

’Salafistisk’ terror var ukendt i Syrien, før imperialisterne bevæbnede islamister og sendte dem ind for at indlede oprøret i foråret 2011. Allerede i april-maj 2011 blev kristne samfund over hele Syrien angrebet og truet. Hvis de kristne bykvarterer og landsbyer ikke tilsluttede sig ”oprøret” imod det syriske regime og præsident Bashir al-Assad, måtte de forlade landet eller tage følgerne af at blive. Siden har der vært en serie angreb på kristne syrere. (Se f.eks. Christian Post)

En ny krig i Mellemøsten kan virke uundgåelig, hvis ikke en antikrigsbevægelse klarer at stoppe den. Krigen vil i udgangspunktet blive ført via stedfortrædere med Tyrkiet og villige arabiske nikkedukker som Qatar som ledere.  Specialstyrker fra Qatar og Storbritannien opererer allerede i byen Homs.

Den tyrkiske statsminister Erdogan har fremsat direkte trusler lige fra at stoppe strømforsyningen til Syrien til direkte militær aktion. Den tyrkiske hær er den største i NATO på nær den amerikanske.

Krigsmodstandere og alle, der advarer imod ny imperialistisk intervention, må ikke lade sig forlede af krigspropagandaen. Den er et direkte afkom af NATO-strategien ”Responsibility to protect”, som skal retfærdiggøre NATOs indgriben hvor som helst i verden.

Vi støtter og forsvarer det syriske folks krav om demokrati og eventuelt et regimeskifte, som de – og ikke USA – måtte bestemme. Det syriske folk må samtidig tage ved lære af de andre folkeoprør, der er blevet kidnappede” af imperialismen. Imperialisterne har mindst af alt en interesse i, at de arabiske folks frihedslængsler indfries.

Når USA og Vesten er indignerede på det syriske folkets vegne, er det udelukkende for at bruge massebevægelserne til at tjene egne imperialistiske formål. Havde det ikke vært sådan, så ville USA og NATO for længe siden have været involveret på folkets side imod de tyranniske despotier – USA’s nære allierede – i Saudi-Arabien, Qatar og Bahrain. Det vil selvsagt ikke ske.

Som Revolusjon skrev etter at angrebet på Libyen var et faktum:
«Ethvert oprør og forsøg på regimeskifte i Mellemøsten eller Afrika må først klareres med imperialistmagterne, og hvilken slags ”demokrati”, der indføres, bestemmes i London, Paris og Washington: ikke af folket på gaderne i Tripoli, Kairo, Damaskus, Abidjan eller Khartoum.»

Originalartikel her

Netavisen 10. februar 2012