‘Kommunistisk’ Parti på revisionistisk platform

‘Kommunistisk’ Parti’ afsluttede i forrige weekend deres tredje kongres. Den cementerede partiets revisionistiske platform. Partiet har nu fået en ny rollemodel: Det græske KKE. Og som en anden ny udvikling er de to andre (sovjet)revisionistiske partier i Danmark KPiD og DKP i færd med at slutte sig sammen.

Kongresdebat
Kommunistisk Politik 24, 2011

‘Kommunistisk’ Parti blev stiftet i slutningen af 2006 som en sammenslutning af det daværende DKP/ML, der efter 1997 fulgte en kurs for sammensmeltning med den sovjetrevisionistiske strømning i Danmark, og organisationen Kommunistisk Samling. Sidstnævnte var brudt ud af KPiD.

Begge organisationer var af moderne revisionistisk type, hvilket blandt andet kom til udtryk ved deres forsvar af ‘det antimonopolistiske demokrati’, en af de vigtigste strategiske formler for de Moskva-orienterede ‘kommunistiske’ partier.

Gammel strategisk formel

‘Det antimonopolistiske demokrati’ er en formel for ‘fredelig overgang til socialismen’ i to etaper, baseret på en strategisk alliance med socialdemokratier og socialistiske partier. Denne alliance forudsættes som ‘rød blok’ at vinde et parlamentsflertal og skal derefter iværksætte en række antimonopolistiske tiltag, som tilsammen danner udgangspunktet for ‘den fredelige overgang’.

Den netop afholdte kongres har holdt sig til denne strategi, som betegner et principielt brud med den marxistisk-leninistiske revolutionsteori. Marxismen-leninismens opfattelse af overgangen er, at et nyt samfundssystem rejser sig af kapitalismens ruiner og på revolutionær vis afskaffer borgerskabets diktatur – dets statsmagt og voldsapparat – og opbygger arbejderklassens statsmagt som den afgørende forudsætning for opbygningen af socialismen.

Alle revisionistiske strømninger – fra de sovjetinspirerede tendenser til kinesisk ‘markedssocialisme’,  de særlige nordkoreanske og cubanske varianter og Hugo Chavez’ såkaldte  ’21. århundredes socialisme’ – sammenblander kapitalisme og socialisme og hævder i den ene eller anden form, at socialismen kan ‘vokse ud af kapitalismen’ uden et voldsomt revolutionært brud og uden arbejderklassens diktatur.

I Danmark har denne revisionistiske strategi, som blev antaget af det Moskva-tro og delvist Moskva-finansierede DKP for mere end et halvt århundrede siden, udmøntet sig som en taktik for støtte til socialdemokratisk ledede regeringer og for et ‘arbejderflertal’, en ‘rød blok’ bestående af erklæret socialistiske partier. ‘KP’s støtte til liste Ø og Thorning-regeringen er en direkte udløber heraf.

Men denne parlamentarisk fokuserede taktik betyder også fravalget af opbygningen af en selvstændig klassebevægelse, der vender sig mod begge sider af den nyliberale EU-mønt – både de åbent borgerlige og de ‘socialistiske’ regeringsalternativer.

‘Nyt’ partiprogram

‘K’P bryster sig over kongressens ‘mange resultater’, blandt andet vedtagelsen af et opjusteret partiprogram:
– Vi går ud fra denne kongres med nyt program med klare visioner for, hvordan vi kan trække Danmark i en mere solidarisk retning, udtalte den genvalgte formand Jørgen Petersen.

Med denne erklæring kan han dårligt komme tættere på en åbenlys erklæring om partiets revisionistiske karakter.

Det har altid været den revolutionære arbejderbevægelses opfattelse, at reformer skal benyttes til at forbedring af revolutionens muligheder – det er ikke et mål i sig selv at reformere.

‘Kommunistisk’ Parti har i hele dets levetid understreget sin revisionistiske indretning, senest i forbindelse med valget til folketinget i dette efterår, hvor de helhjertet kastede sig ind i en kampagne til støtte for Enhedslisten, som de senere har kunnet skamrose for nogle fingeraftryk på en asocial finanslov.

Partiet vedtog et ny program med titlen “For kollektiv velfærd – For socialisme”.
Det samlede program er i skrivende stund ikke tilgængeligt, men ifølge partiets egen dækning beskriver det blandt andet, “hvordan partiet igennem såkaldte antimonopolistiske reformer vil udfordre EU og de store virksomheders magt og arbejde frem mod socialismen”.

Som et eksempel på “såkaldte antimonopolistiske reformer” nævnes nationalisering af den finansielle sektor.

Hvad blev af det kommunistiske masseparti?

I et nyt arbejdsprogram vedtog ‘Kommunistisk’ Parti en række mål for de næste tre års arbejde.

Af disse kan nævnes to helt konkrete: Partiet vil stille op til kommunalvalget i 2013 og arbejde frem mod stiftelsen af sin egen ungdomsorganisation:
– Unge søger alternativer til kapitalismen under krisen, og vi får flere og flere henvendelser fra helt unge, der vil være aktive, lyder det fra partiet.

Julie Malling og Anders Sørensen, begge valgt til den ny ledelse (sidstnævnte som suppleant), er udset som nogle bærende kræfter i dette.

Kongressen blev i det hele taget opreklameret som en foryngelseskur og et generationsskifte, også i ledelsen, hvilket angiveligt blev opfyldt med udskiftningen af fem landsledelsesmedlemmer til yngre kræfter. 13 landsledelsesmedlemmer fortsætter fra den tidligere ledelse.

Gennemsnitsalderen i landsledelsen siges reduceret med fem år. Men hvis det måles i forhold til gennemsnitsalderen for den sidst valgte ledelse ved kongressen for tre år siden, er der reelt tale om en reduktion på to år. Omvendt er uligheden blandt kønnene steget.

Ud af de øvrigt 13 fortsættende kan nævnes Søren Becher, Hanne Rosenvold, Jan Mathiesen, Joan Ågot Pedersen, Sven Tarp og Connie Trudslev, mens Torben Jensen blev valgt som suppleant. Alle er gamle DKP/ML-kendinge. Det gælder også for Birthe Sørensen, der blev genvalgt til posten som ansvarshavende redaktør for Arbejderen..

For måske mere bemærkelsesværdigt end den opreklamerede foryngelse er den kendsgerning, at de fleste eks-KPiD’ere – med en enkelt undtagelse – er forsvundet ud af partiledelsen.

Det må samtidig konstateres, at den klike af  folk, der i 1997 formåede at splitte det daværende revolutionære DKP/ML, og som fortsat udgør kernen i ‘KP’-ledelsen, ikke har formået at opbygge – eller bare har nærmet sig – det, som for dem da var et afgørende stridspunkt, et kommunistisk masseparti, hvilket for dem især var et numerisk spørgsmål.

Ved kongressens åbning mønstredes 160 deltagere, heriblandt gæster. Medlemstallet opgives til at være et par hundrede. Ikke imponerende, slet ikke når der ligesom i de andre revisionistiske organisationer reelt ikke stilles nogle aktivitetskrav til medlemmerne.

Der er alt i alt ikke meget at hente fra den kant for den danske arbejderklasse – trods store armbevægelser om kommunisme og klasseløst samfund.

’K’Ps nye rollemodel: Græske KKE


Foto: Medlemmer af KKE/PAME i rollen som uropoliti med køller og hjelme foran det græske parlament 20. oktober 2011

’Kommunistisk’ Parti har svært ved at leve uden en rollemodel. Idolerne er skiftet temmelig meget i Jørgen Petersens og den nuværende ledelsesgruppes politiske karrierer. I DKP/MLs sidste tid og ’K’P’s første var et Cuba og dets ’kommunistiske’ parti, som var forbilledet.

I de sidste år – og i takt med Cubas åbenlyse kapitalistiske udvikling – er det mere og mere blevet det græske KKE. Det har fremstået som en slags global leder af den gamle sovjetrevisionistiske strømning efter Sovjetunionens kollaps, og har/har haft forbindelser til det danske DKP og KPiD. Det betragtedes derfor som en større sejr for ’K’P, at en repræsentant for KKE deltog på dets partikongres, hvor han ifølge Arbejderen ’holdt en brandtale’.

Selvfølgelig: KKE er kendt for at have det i munden. Retorikken er militant og flagsvingende, røde faner og socialisme både her og der. Sådan optræder det også i partisekterisk majestæt i græske manifestationer. Men ikke bare dets ideologi er (sovjet)-revisionistisk, dets politiske praksis fortsætter ad samme spor for verbal kritik, men faktisk samarbejde med magthaverne/borgerskabet.

Det er angiveligt mod EU og euro’en, men erklærer at det vil være ‘en katastrofe’ at forlade dem nu.

Under de store demonstrationer op til Papandreous afgang – efter at Papandreou havde lovet en folkeafstemning – og indsættelsen af EU’s foretrukne forvaltning slog KKE vagt om parlamentet mod demonstranterne!

De græske marxist-leninisters blad Anasintaxi skriver følgende herom:

“Tusinder af strejkende og protesterende arbejdere, anti-fascister af forskellig politisk orienteering,  og selv medlemmer og tilhængere af “K”KE og PAME (den af KKE ledte fagorganisation) på Syntagma-pladsen på andendagen af 48-timers generalstrejken (20. oktober) blev forbløffede, da de så de reformistiske ledere antog rollen som det borgerlige parlaments beskyttere og sikrede ‘orden og sikkerhed’ – dvs borgerlig legalitet – under påberåbelse af at beskytte deres ‘egen’ afdeling af demonstration (dvs PAMEs section).

De erstattede dermed uropolitiet og civilsoldater, som bruges af bourgeoisie, når politiet er ineffektivt og ude af stand til at forsvare det reaktionære borgerlige regime.”

Se mere om KKE og Grækenland (på engelsk )

http://anasintaxi-en.blogspot.com/

DKP og KPiD slutter sig sammen

Efter at det mislykkedes for DKP/ML at slutte sig sammen med KPiD (hvad der førte til en udsplatning fra sidstnævnte og dannelsen af ’K’P i 2006) har DKP og det tiloversblevne KPiD overvejet en sammenslutning.

KPiD blev dannet ved en udspaltning fra netop DKP i 1990 i protest mod gorbatjovismen og Ole Sohns og DKPs medvirken til dannelsen af Enhedslisten. DKP er derimod  fortsat medlem af liste Ø.

En fælles historie og en fælles grundlæggende ideologi forener de to organisationer, som er svækket gennem årene. I forårshalvåret 2012 vil medlemmerne af de to partier drøfte muligheden af en genforening.

Dette spørgsmål skal angiveligt afgøres af kongresser i de to partier i juni 2012.

Se også

Kommunistiske Partier i Danmark
Af Anker Schjerning

DKP’s debatsider Det kommunistiske alternativ

Netavisen 16. december 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater