OK2012: Et benspænd kan aldrig afvises

Faglig kommentar

Det må vel være Danmarksrekord, at arbejdernes topforhandler i så god tid annoncerer et overenskomstforræderi:

– Der kan kun forventes et klækkeligt reallønsfald ved udgangen af overenskomstforhandlingerne, må formanden for CO-Industri Thorkild E. Jensens præcise udmeldinger tolkes til.

Overenskomstforhandlingerne er fra centralt hold allerede langt fremme  skoen. Der har været talrige følere fra henholdsvis forbund og arbejdsgiverorganisationer, men vigtigst frem for alt er, at der grundlæggende eksisterer en fælles opfattelse af samfundets og erhvervslivets situation: Økonomisk krise.

Krisen har afløst myten om mangelen på arbejskraft, den forløjede fidus om arbejdskraftmangel, som er blevet brugt som et universalmiddel til nedskæringer og forringelser til at bremse berettigede krav – herunder lønkrav.

Som de ansvarlige mennesker, arbejdernes forhandlere er, lægger de ikke skjul på, at arbejdere og udstødte ikke skal forvente nogen form for reallønsforbedring. Krisen skal bæres og påføres arbejderklassen.

Forhandlingerne finder sted i kølvandet på to års i historisk lave lønstigninger, som sammenholdt med prisstigninger – ikke mindst på fødevarer – har udhulet almindelige familiers økonomi. Reallønnen er drønet nedad. Mange er med boligprisernes fald og bankkriser gået økonomisk i sort. Familieøkonomierne har omsat sig til familiekriser og skilsmisser.

Omkostningerne for den arbejdende befolkning er store; men det tæller ikke hos de centrale topfigurer ved den kommende overenskomstfornyelse:

– Vi er nødt til at forholde os til den økonomiske virkelighed, så alene det, at vi kan bevare reallønnen, vil være godt, udtaler Thorkild E. Jensen. Bevarelsen af reallønnen sker imidlertid kun, hvis man via de lokale forhandlinger på hver enkelt virksomhed kan hive lønkronerne hjem, og det tyder sidste to års udvikling ikke på. I dag stiler virksomhederne sig endnu mere stejlt.

Andre har da også læst mellem linierne:
– Lønmodtagerne er i stand til at tilpasse sig krisen, hvilket de sidste to års tilbageholdenhed også viser. Fagbevægelsen ønsker så med kravet om mere uddannelse at vise, hvordan vi skal genvinde konkurrenceevnen, udtaler arbejdsmarkedsforsker Jesper Due ved Københavns Universitet på baggrund af fagbevægelsens signaler.

CO-Industri, som er den fremtrædende faktor i forhandlingerne, lægger heller ikke skjul på, at det kommende resultat skal sælges på de “bløde” krav, hvoraf uddannelse er et. Hertil kommer arbejdsmiljø og tryghed. Trygheden har været et fremtrædende krav i adskillige år; men har aldrig afværget massefyringer, lukninger, flytninger, out sourcing med meget meget mere.

Det ser med andre ord ud til, at scenariet for årets forhandlinger – og dermed fagbevægelsens propaganda – er givet på forkant. Der eksisterer to mindre og måske én stor klods på vejen. De to små er henholdsvis HK-Privats ultimative krav om, at 50-pcts-reglen skal fjernes, og 3F’s krav om, at 3-partsforhandlingerne skal være på plads inden OK-forhandlingerne.

50 pct.-reglen betyder, at HK kun kan tegne overenskomst for deres medlemmer på en virksomhed, såfremt 50 pct. af kontorpersonalet er organiseret i HK. Denne urimelige barriere har forbundet i årevis kæmpet imod uden resultat. I dette efterår har HK Privat fået en ny – og tilsyneladende mere venstredrejet formand, SF’eren Simon Tøgern – som muligvis vil profilere sig på et sådant resultat.

Den sidste og store faktor i det kommende års forhandlinger er arbejderklassen. Topforhandlerne skal passe på med at gøre regning uden vært. I 1998 kom harmen i klassen også bag på toppen. Et benspænd for toppens forræderi kan aldrig afvises.

Netavisen 19. november 2011