Med LO’s kongres i Aalborg, der afsluttedes den 2. november, blev der sat ekstra fokus på fagbevægelsens krise. Medlemstallet er styrtdykket, og det ser ud til at fortsætte i frit fald.
Harald Børstings åbningstale blev ikke den glædesrus, som man i fagbevægelsen med den nye regering gerne havde set. Dertil er knasterne med SRSF-regeringen og de kommende 3-partsforhandlinger for hårde, og frem for alt minder bevægelsen med dets udvikling i medlemstallet mere og mere en patient i respirator.
I tørre tal har LO siden 1995 mistet 300.000 medlemmer. De gule – Det faglige hus og Kristelig fagbevægelse – har i samme periode haft en fremgang på ca. 120.000. “Sofaen” er blevet valgt af stadig flere, hvorfor antallet af uorganiserede arbejdere er steget fra 25 til 33 pct. af arbejdsstyrken. Iberegnet de gule fagforeninger er blot 67 pct. i dag organiseret.
Det er i forhold til mange lande – især i Sydeuropa – stadig en høj grad af organisering, men også for erhvervslivet alligevel foruroligende. Faktisk er borgerlige medier og mange erhvervsledere udtalt bekymret for LO’s fremtidige rolle.
Administrerende direktør i Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen lægger ikke skjul på sine bekymringer for et svag LO:
– Den moderne fagbevægelse sikrer nu en gang rolige vilkår på arbejdsmarkedet. I Dansk Industri og arbejdsgiverforeningen ved man godt, at skrækscenariet slet ikke er et stærkt LO. Det er snarere et kaotisk, sydlandsk arbejdsmarked, hvor ingen ved, hvem der forhandler med hvem, og hvor forudsigeligheden på lønmodtagersiden blæser i vinden, og hvor vilde strejker og amatøragtige arbejdsforhold er på dagsordenen.
Man kan høre de græske, portugisiske, spanske og snart italienske arbejdere rumstere i baggrunden. Det er rigtig foruroligende for det hjemlige erhvervsliv.
LO og forbundene vil selvfølgelig også gerne bringe organisationsprocenterne tilbage på sporet. Man kan også konstatere, at det i mange år har været en kamp op ad bakke.
Der har – ikke mindst i VK-regeringens tid – været ført en konsekvent økonomisk og ideologisk kamp mod den etablerede fagbevægelse: Fradragsretten for fagforeningsmedlemskab er forringet, forbud mod eksklusivaftaler gennemførtes i 2006, lovgivning i 2002 mod at a-kasser var “bundne” betød, at alle kunne vælge “frit” mellem a-kasser. Masser af fordele ved medlemskab er forringet eller fjernet.
Politikken var en naturlig konsekvens af VK-regeringens neoliberale ideologi. Det kunne ikke være anderledes. Konsekvenserne er imidlertid mere uoverskuelig; – og det i en grad, der har gjort mange erhvervsledere nervøse ved tanken om direkte klassekamp – uden en reformistisk kontrol.
Der er rigtig mange, der kommer med bud på en eliksir, der kan vende udviklingen.
Arbejdsmarkedsforskere hælder til at reducere kontingentkronerne, hvilket gør dem økonomisk bedre i konkurrencen til de gule, samt en resultatorienteret politik på arbejdspladserne. LO-ledelsen er for så vidt enige. Kongressen besluttede, at forbundene skal være mere synlige på arbejdspladserne.
Problemet er, at LO-forbundene er spundet ind i reformistisk vraggods. Så længe klassesamarbejdslinien ikke opgives, vil bevægelsen ikke have nogen appel. Forbundene og LO vil stadig stikke knive i ryggen på kæmpende arbejdere. Det ligger i kortene, at den reformistiske fagbevægelse graver sin egen grav – og tempoet forøges i takt med, at klassekampen skærpes nationalt og internationalt.
LO’s formand Harald Børsting og forbundslederne rummer ikke svarene i tiden. De er bundet op på klassesamarbejde. Kongressens beslutning om lønforhøjelse til lederne er kun et lille eksempel på deres arrogance overfor dansk arbejderklasse.
De revolutionære svar på den organisatoriske krise i dansk arbejderbevægelse findes kun i klassen selv.
Netavisen 4. november 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
