Palæstinas rettigheder kan ikke ignoreres

Af Henning Paaske Jensen


Den palæstinensiske anmodning om fuld anerkendelse som stat i FN nyder massiv støtte blandt verdens befolkninger.

Den palæstinensiske anmodning om anerkendelse af en stat på basis af grænserne fra 1967 og med Østjerusalem som hovedstad blev modtaget med stående ovationer i FNs generalforsamling. Men for Israel synes det næsten, som om en verdenskrig mod dem er ved at bryde ud. Hvad er det som sætter den zionistiske stat i en sådan affekt?

Israel fik straks støtte af hykleren Obama. Ikke mindst iblandt befolkningerne i Mellemøsten står han helt afklædt – efter sin afvisning af palæstinensisk anerkendelse? Der kom ikke et ord fra Obamas side, om at Israel er i fuld gang med nye bosættelser og udgør en besættelsesmagt imod al international ret og utallige FN resolutioner.

Under dække af at være fredsmægler og ‘fredsprocesser’ har USA været og er garant for, at Israel har kunnet fortsætte og udvide sin ekspansion med stadig nye bosættelser, apartheidveje og kontrolposter. Den amerikanske supermagt har under skiftende præsidenter tilladt en israelsk strategi om et ‘Storisrael’, hvor palæstinensere er et problem i deres eget land, og højst kan tillades kontrollerede bantustan-områder som under apartheidregimet i Sydafrika.

For Israel er den palæstinensiske anmodning om anerkendelse i FN gift under en sådan strategi,   fordi det er med til at isolere Israel endnu mere i verdenssamfundet.

Og USA’s rolle som ‘fredsmægler’ er mere end udtømte. Ulven har vogtet får, og Palæstina er blevet ædt bid for bid.

BDS – en global bevægelse

Store dele af den palæstinensiske befolkning støtter anmodningen om en anerkendt stat uden de store illusioner. Men endelig kommer Palæstina og besættelsen i fokus, så verdenssamfundet ikke kan komme uden om at forholde sig til undertrykkelsen af det palæstinensiske folk. Samtidig er tiltroen til at der hermed sker store ændringer ikke store.   Det fortæller 60 års erfaringer med stormagters – og i første række USA’s, men også EU’s – manipulationer og holden hånden over Israel alt for tydeligt.

Men alle kan også se et Israel, som i stadig højere grad i takt med deres aggression og besættelse har sparket sig selv ud i hjørnet. Den betydelige sympati, som Israel har haft i de vestlige lande, er svundet ind sammen med ‘fredsprocessens’ fallit og de stadigt nye krige, som Israel har udløst.

Den voksende isolation og den internationale protest   udtrykkes blandt andet med BDS-bevægelsen Boycott   Disinvestment and Sanctions –   en boykotbevægelse, som trin for trin udvikles over hele verden for at isolere Israel som apartheidstat og international paria, som i sin tid Sydafrika.

Bevægelsen presser sig frem på trods af mange vestlige regeringer og retsforfølgelse af boykot-aktivister. Den pibler op blandt befolkningerne i verden. Den voksende støtte til palæstinensernes kamp udtrykkes også i international solidaritet i form af frihedsflotiljer til Gaza og støtte til Riv Muren ned bevægelsen.

Til FN efter fallit

For den palæstinensiske ‘selvstyre-myndighed’ på Vestbredden – nu   med Abbas i spidsen – har deltagelsen i fredsforhandlingsparodierne i næsten 20 år betydet, at dens autoritet er undermineret mere og mere. Intet har ‘fredsprocessen’ kunnet tilbyde den palæstinensiske befolkning, som har set israelsk ekspansion efter ekspansion med nye illegale bosættelser på den besatte Vestbred. Der er nu   langt over 300.000 jødiske bosættere, uden at der reelt er løftet et øjenbryn fra USA og EUs side.

Mange palæstinensere håber, at henvendelsen til FN samtidig er afslutningen på de sidste   20 års trækken ved næsen med de såkaldte Oslo–fredsforhandlinger. Den amerikansk styrede ‘fredsproces’ har aldrig har baseret sig på international ret og menneskerettigheder, men været et forum for forsøg på diplomatisk at presse palæstinenserne og fremme et udsalg af deres nationale rettigheder. Efter mange årtier står det klart, at hele dette cirkus har spillet fallit.

Det er i den situation anmodningen til FN kommer. Den er ikke   blevet forelagt og ikke et udtryk for forudgående diskussioner blandt de palæstinensiske befrielsesbevægelser. Men de fleste fraktioner er endt med at støtte anmodningen til FN sammenkoblet med krav om, at anmodningen ikke må betyde anerkendelse af et jødisk Israel og opgivelse af flygtningenes ret til tilbagevenden.

Palæstinensernes ret er afgørende

Israels store problem er, at det palæstinensiske spørgsmål baserer sig på international ret. Det burde være åbenlyst at Israel gennem sanktioner og pres skal tvinges til betingelsesløst at trække sig fra alle de områder, de besatte i 1967, herunder Østjerusalem. Det er et sådant pres, USA og andre stormagter hidtil har forhindret.

Men det bør også fastslås, at heller ikke en palæstinensisk stat på de besatte områder efter 1967 på lidt længere sigt vil kunne tilgodese palæstinensernes nationale rettigheder. Det vil ikke fjerne, at kernen i problemet er zionismen, der har tvunget millioner af palæstinensere i landflygtighed. Zionismen har bibragt en stor del af det palæstinensiske folk et udsigtsløst liv i flygtningelejre, og givet palæstinensere i Israel en status som 2. rangsborgere.

For overhovedet at overveje reel tildeling af nogle palæstinensiske lommer (som vil være kontrolleret af Israel) kræver Israel og USA, at palæstinenserne anerkender Israel som jødisk.

Det vil i virkeligheden betyde et ja til et racistisk apartheidland, hvor store dele af dets oprindelige indbyggere undertrykkes, fordi de ikke er jøder og hvor fordrevne palæstinensere ingen ret har til tilbagevenden.

Enhver kraft blandt palæstinenserne, der lader sig presse til eller vover at sælge ud af disse umistelige nationale rettigheder, har ikke lang levetid, men er sikker på at miste enhver folkelig opbakning.

Det måtte Yassir Arafat også erkende, da han til sidst nægtede at skrive under på Camp David-aftalen i 2000, hvor han skulle anerkende Israel som jødisk stat.

– Havde jeg underskrevet dette, havde jeg ikke lang tid igen her på jorden , udtalte han da han kom hjem.

Men besættelse og apartheid har ikke fremtiden med sig. Tværtimod vil Israels ekspansion med murbyggeri og bosættelser uundgåeligt udløse nye masseprotester, nye intifadaer, som kan antage mange former. De unge palæstinensere inspireres af det arabiske forår og føler sig som en del af det. Samtidig vil Israels fortsatte fremmarch heller ikke kunne undgå at støde på kraftigere modstand i verden. Den internationale solidaritet med palæstinensernes rettigheder vil tage mere og mere form.

Apartheid-Sydafrika havde ingen fremtid   – og det har Apartheid-Israel heller ikke.

Netavisen 4. oktober 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne