Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 16, 2011
Tottenham High Road: Efter urolighedere
I 1992 var der igennem fire dage omfattende optøjer i Los Angeles. Det krævede indsættelse af flere tusinde soldater, før myndighederne havde kontrol igen. Optøjerne blev udløst, da fire betjente blev frifundet for at have gennemtæsket Rodney King under en anholdelse.
Men selvom Rodney King-sagen var dråben, der fik kvantitet til at slå over i kvalitet, så var grundlaget for optøjerne økonomisk og social elendighed i byen. De fattige sorte kvarterer led tungt under krisen (ja, der var også krise for 20 år siden). Høj arbejdsløshed, voksende økonomisk ulighed og politibrutalitet var en del af hverdagen.
20 år senere:
Krisen har hærget i tre år, og de fattige er blevet fattigere, mens de rige er blevet rigere, og velfærdsstater over hele verden blevet afviklet. Så skyder politiet i London Mark Duggan. Som LA i ’92 er London i 2011 moden til lidt ballade i gaden.
Men hvad der egentlig skete i London, og hvem der gjorde hvad, er rimeligt svært at gennemskue. Allerede inden optøjerne begyndte, var medierne gået over til “Breaking News”, så alt og alle var en potentiel historie – inklusive den om, at nogle danskere ikke lagde mærke til noget derovre …
Bortset fra ligegyldigheder har et hovedfokus været, at de medvirkende ikke opførte sig pænt. De var ikke andet end bøller uden politisk retning, der angreb sine egne og stjal med arme og ben. Det er interessant at overveje, hvordan tingene havde udviklet sig, hvis der havde været politisk retning, og parlamentet var blevet stormet.
Den britiske premiereminister David Cameron er fuld af sympati for de mennesker, der har mistet hjem og ejendele under optøjerne. Cameron har stået i spidsen for kæmpe nedskæringer og sendt milliarder af pund til bankerne. Enhver protest er blevet mødt med foragt, og han måtte grave dybt for at finde nye skældsord til optøjerne, som han ikke allerede havde brugt om protesterne mod nedskæringer.
Samtidigt er Cameron en af hovedmændene bag krigen mod Libyen, og altså fuld af forståelse for, at vold i form af bomber kan være ’nødvendig’ for at få billige varer som olie, gas og vand.
Cameron har efter uroen meddelt, at det, der står øverst på hans dagsorden er at ”genskabe moralen” i, hvad han kalder “et ødelagt samfund”
– Den værste side af det britiske folk er kommet frem under urolighederne, sagde Cameron og understregede, at der var brug for mere politi, ikke mindre.
At Cameron er fuld af had og foragt for optøjerne, handler ikke om moral eller empati med arbejderklassen i Tottenham. Det handler om klassekamp, og i krisetider er regeringens fineste opgave at sende regningen til arbejderklassen og sikre sig, at den ikke brokker sig for meget.
De mere eller mindre blinde optøjer er ikke et problem for Cameron og hans klassefæller. Dels har uorganiserede protester det med at løbe hurtigt ud i sandet, dels får det arbejderklassen til for en tid at vende frustrationerne mod dem, der deltog i optøjerne.
Men det vender hurtigt igen. Krisen fortsætter, nedskæringerne fortsætter, og kampen mod dem kommer igen til at være hovedkampen for Englands ungdom og arbejderklasse.
Netavisen 24. august 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
