Jobcentret

Bag kassen: Fra arbejdspladsen og udenfor
Kommunistisk Politik 10, 2011

Det er ikke mange måneder siden, at vores beskæftigelsesminister Inger Støjberg skulle rydde op i bøvede a-kasseregler. Hun gjorde et stort mediestunt ud af det. Det er også et område, hvor det er let at blive populær. Det er ganske simpelthen umuligt at tro, det kan blive værre.

Næstformanden i LO, Lizette Risgaard, omtalte problemerne således:
– Systemet er blevet så bureaukratisk og fyldt med ubrugelige kontrolforanstaltninger, at både arbejdsløse og ansatte i jobcentrene afskyr systemet.

Det ‘arbejdede’ beskæftigelsesministeren så med nogen måneder – uden de store fremgange.

I forrige uge skulle jeg således til samtale i jobcentret. Jeg havde fået tilsendt en fin indkaldelse sammen med en lille blanket, hvorpå jeg skulle notere, hvilke to firmaer jeg havde tænkt mig at søge arbejde på efter samtalen. Jeg fandt to firmaer, der søgte arbejde på jobnet.dk. Så var den clearet.

Da jeg ankom til receptionen fik jeg udleveret en lille folder og et A4-ark, hvilke jeg tog med mig i det anviste rum 255, hvor der i forvejen sad omkring 20 arbejdsløse. Jeg kunne her slå tiden ihjel ved at udfylde A4-arket med en række personlige oplysninger – samt angive hvilke to firmaer, jeg havde tænkt at søge arbejde på.

Nuvel, det gjorde jeg så, idet det jo kunne tænkes, at forskellige afdelinger skulle have hver deres eksemplar. Jeg havde nu lidt tid til overs til at studere den lille A5-pamflet, jeg havde fået med. Stor var min undren, da jeg på bagerste side skulle udfylde nøjagtig det samme spørgsmål vedrørende mit forfængelige håb om at få arbejde.

Jeg blev straks efter kaldt ind til en tilsyneladende flink mand:
– Nu er du jo stort set lige blevet arbejdsløs, så denne seance er det vi kalder for en venskabelig samtale. Meningen er, at du skal oplyses om dine pligter og rettigheder.

– Undskyld, afbrød jeg.
– Dem har jeg fået oplyst ret så mange gange i starten af min arbejdsløshedsperiode såvel mundtligt som skriftligt. I stedet håber jeg, at du kan hjælpe mig et lille problem.

Jeg redegjorde for, at jobcentret havde dispenseret, så jeg kunne komme på et EU-Efteruddannelses kursus som buschauffør. Kurset er en nødvendighed, hvis man skal erhverve sig et arbejde som buschauffør; men det koster omkring 7.000, hvilket er dobbelt så dyrt, som vores kære beskæftigelsesminister med regeringen og folketinget i ryggen vil betale.

Ikke desto mindre var der en ansat i Jobcentret, som ville dispensere hvis jeg havde en interesseret arbejdsgiver uden krav om ansættelse bag mig. Jeg havde således selv formuleret et dokument, som jeg havde bedt en vognmand, som havde erklæret sin interesse om en på et tidspunkt mulig ansættelse, om at underskrive. Formularen præciserede, at det var uden nogen form for forpligtelse; men det viste sig, at han på trods af dette alligevel ikke ville.

– Du kan slet ikke få det kursus i din situation, stoppede min sagsbehandler mig. Jeg indvendte, at hans kollega Bent Hansen udtrykkeligt havde oplyst mig andet.

Sagsbehandleren fik nu tilkaldt Bent Hansen til vores samtalerum. Han pegede på mig og sagde:
– Borgeren der siger, at han kan få et EU-Efteruddannelseskursus; men det kan jo slet ikke lade sig gøre.

De to behandlere udvekslede nu i mit påhør og –syn forskellige opfattelser af teksten. Bent Hansen trak det største strå, og ‘min behandler’ blev den lille.

Resten af samtalen bar præg af, at hans stolthed havde lidt et knæk. Der fremkom trusler om snarlig aktivering, selvom jeg er fredet til langt ud på efteråret.

Jeg slap uden skader og aktivering ud af kontoret, men først efter jeg havde afleveret de tre dokumenter, hvorpå jeg havde noteret adresser ned på mine næste to ansøgninger.

Se også
Rådighedspligt
Kommunistisk Politik 9, 2011

Netavisen 19. maj 2011